Overvej følgende passager om Muhammed og islamisk tolerance:

[Muhammed] erobrede menneskers hjerter med hans grænseløse sympati og medmenneskelighed. Han regerede retfærdigt. Han veg ikke fra sandhed og retfærdighed. Han undertrykte ikke engang sine dødsfjender, mænd, der havde svoret at dræbe ham, der overdængede ham med sten, der jagede ham bort fra hans hjemland, der rejste hele Arabien imod ham - ja, ikke engang dem, der tyggede den rå lever af hans døde onkel i en vanvittig hævnrus. Han tilgav dem alle, da han havde sejret over dem. Han tog aldrig hævn over nogen af personlige grunde. Han gjorde aldrig gengæld mod nogen for en uret, begået mod ham selv. [1]

Verdens etiske og religiøse historie kan måske kun fremvise ét tilfælde, hvor et menneske har levet op til det idealistiske udtryk: "Du skal elske din fjende." Den Hellige Profet havde kun den mest varsomme behandling til overs for sådanne farlige fjender som hyklerne. Han straffede dem aldrig for deres forbrydelser (...). Den Hellige Profets generøsitet, selv mod hans fjender, står som enestående i verdens historiske annaler (...). Den Hellige Profets tilgivelse var grænseløs. (...). En beretning fra Aisha fortæller, at han aldrig tog hævn for noget forkert, begået mod hans egen person (...). Tilgivelse var en anden af de mest strålende perler i Den Hellige Profets karakter. Den fandt sin fuldkomne manifestation i ham. [2]

Der er intet belæg for den ofte gentagne påstand om, at islam er intolerant og blev udbredt ved sværdet. Koranen siger klart: "Der er ingen tvang i religionen". [3]

Disse passager har meget til fælles. For det første er de moderne skrifter, der afspejler moderne forestillinger om Muhammed. Dagens muslimer tror typisk, at Muhammed ikke ville have slået en myg ihjel, medmindre myggen først havde ført krig mod islam. For det andet kommer moderne skrifter af denne art sjældent, om nogensinde, med referencer for deres påstande. De forherliger Muhammed og hans blide natur, men de undlader at understøtte deres påstande med henvisning til tidlige kilder (såsom Ibn Ishaqs Sirat Rasul Allah eller Sahih Al-Bukhari). For det tredje ignorerer moderne skrifter om Muhammed typisk historiske kendsgerninger, der sætter spørgsmålstegn ved de muslimske synspunkter. Når de faktisk beskæftiger sig med disse kendsgerninger, benægter de ofte beviserne, og vælger i stedet at holde sig til deres idealiserede og urealistiske portræt af Muhammed. Muslimske "forklaringer" på vanskelige passager viser ofte sig at være intet andet end cirkulære bekræftelser af deres tro på Muhammed. Stillet over for en bekymret spørger, forløber debatten ofte som følger:

Muslimen: "Muhammed var det største moralske eksempel nogensinde! Han var så venlig og tolerant! Han skadede aldrig nogen, medmindre de førte krig mod islam!"

Spørgeren: "Hvad med alle de mænd og kvinder, han myrdede?"

Muslimen: "Muhammed kunne ikke have gjort den slags ting, fordi han er det største moralske eksempel nogensinde! Skam få hans tidligste og nærmeste tilhængere og biografer for at have opfundet sådan en samling umoralske historier om ham!" [4]

Spørgeren: "Men hvordan kan vi vide, at han var det største moralske eksempel nogensinde?"

Muslim: "På grund af alle de historiske vidnesbyrd!"

Spørgeren: "Hvad med de historiske vidnesbyrd, der fortæller, at han af og til var et dårligt moralsk eksempel?"

Muslim: "Disse vidnesbyrd er helt forkerte!"

Spørgeren: "Hvordan kan vi vide, at de er forkerte?"

Muslim: "Fordi Muhammed er det største moralske eksempel nogensinde! Lyt ikke til hvad de tidlige muslimer sagde om Muhammeds mord, tortur, røverier, osv. Bare lyt til, hvad de sagde om hans kærlige gerninger!"

Dette argument kan virke overbevisende på en muslim, der hele sit liv har fået at vide, at Muhammed var moralsk fejlfri. Men for en fordomsfri iagttager, er en sådan begrundelse tåbelig. Hvis vi ønsker at afgøre, om Muhammed var et godt moralsk eksempel eller ikke, er vores eneste fornuftige mulighed at undersøge de tidligste, mest pålidelige skrifter, og at bruge disse skrifter til at få et samlet billede af hans karakter. Hvis en muslim ønsker at gøre indsigelse mod en bestemt fortælling om Muhammed, bør han gøre det på at historisk grundlag, ikke et dogmatisk.

Den tidligste bevarede biografi om Muhammed er Sirat Rasul Allah af Muhammad Ibn Ishaq, som blev født i Medina i begyndelsen af det ottende århundrede e. Kr. Hans bedstefar, Yasar, blev muslim kort efter at han blev taget til fange omkring år 634. Yasars søn, Ishaq begyndte at samle traditioner om Muhammed, og hans barnebarn, Muhammed fulgte i sin fars, Ishaqs fodspor. I en alder af tredive, blev Muhammad ibn ("søn af") Ishaq anerkendt som en autoritet på Muhammed-traditionernes område. Han samlede de mest pålidelige kilder til Sirat Rasul Allah, som derved for os bliver en tidlig, stort set nøjagtig og autoritativ kilde til Muhammeds liv.

De fleste af de følgende beretninger er taget fra Ibn Ishaqs værk. Som titlen på dette essay antyder, har jeg her fokuseret på tilfælde, der viser Muhammeds grusomhed, for disse fortællinger bliver næsten altid udeladt i moderne muslimske redegørelser for Muhammeds liv. Men det må ikke glemme, at Sirat Rasul Allah indeholder mange eksempler på Muhammeds venlighed og barmhjertighed; de følgende uddrag bør derfor betragtes sammen med de mere gunstige traditioner.

Tilfældet Uqba bin Abu Mu'ayt

Af alle de mennesker, der blev dræbt af Muhammed, var Uqba blandt de mest værdige til straf. Han latterliggjorde og plagede Muhammed, mens sidstnævnte stadig opholdt sig i Mekka. Faktisk var Uqba så respektløs, at han engang spyttede Muhammed i ansigtet, [5] og senere kæmpede han mod muslimerne ved Badr. Han er kun nævnt her på grund af det særdeles ufølsomme svar, Muhammed gav ham ved hans henrettelse: "Da apostlen beordrede ham dræbt, sagde Uqba: 'Men hvem skal tage sig af mine børn, O Muhammed?' 'Helvede,' svarede han." [6]

Tilfældet Kab bin Al-Ashraf

Da Kab hørte om alle de mænd, der var blevet dræbt af muslimerne under Slaget ved Badr, græd han for de afdøde og komponerede et digt til minde om deres gode gerninger. Muslimerne reagerede med deres egen poesi. En muslimsk kvinde svarede:

Gid at dem, der flyder i deres blod
Kunne ses af dem, der bor mellem Mekkas bjerge!
De ville vide for visse og se
Hvordan de blev trukket af sted i hår og skæg. [7]

Efter dette skrev Kab digte mod muslimske kvinder, og Muhammed opfordrede dernæst til at myrde ham:

Apostlen sagde (...): "Hvem vil befri mig for Ibnu'l-Ashraf [Kab]?" Muhammad bin Maslama (...) sagde: "Jeg vil tage mig af ham for dig, O Allahs apostel, jeg vil slå ham ihjel." [Muhammed] sagde: "Gør det hvis du kan." (...) Apostlen sagde: "Alt, hvad der påhviler dig er, at du skal prøve." [Morderen] sagde: "O Allahs apostel, vi er nødt til at fortælle løgne." Han svarede: "Sig hvad du vil, for du er fri i denne sag." [8]

Efter at have fået Muhammeds tilladelse til at lyve gik Muhammad bin Maslama videre med sin plan om at myrde Kab. Muslimerne sendte Silkan, en elsker af poesi, for at gøre sig gode venner med Kab. Silkan og Kab brugte en del tid på at recitere vers for hinanden, indtil den førstnævnte bad sin nye ven om en tjeneste. Silkan sagde, at han og hans kammerater gerne ville købe noget mad af Kab, og at han ville stille en del våben som sikkerhed, indtil betalingen kunne ske. Han gjorde dette, for at Kab "ikke skulle blive alarmeret ved synet af våbnene, når de bragte dem." Muslimerne kom senere med deres våben og inviterede Kab med ud på en spadseretur, og han sluttede sig til dem med glæde.

Efter en tid kørte Abu Na'ila sin hånd gennem [Kabs] hår. Så lugtede han til sin hånd, og sagde: "Jeg har aldrig lugtet en duft finere end denne." De gik videre og han gjorde det samme igen, så Kab ikke fik mistanke om noget ondt. Så efter et mellemrum gjorde han det for tredje gang, og råbte: "Slå Allahs fjende!" Så huggede de til ham, og deres sværd stødte sammen over ham uden virkning. Muhammad bin Maslama sagde: "Jeg kom i tanke om min dolk, da jeg så, at vores sværd var ubrugelige, og jeg greb den. Imens havde Allahs fjende lavet så meget støj, at der blev tændt lys i alle de befæstede huse omkring os. Jeg stak den ind i den nederste del af hans krop, så førte jeg den nedad, indtil jeg nåede hans kønsdele, og Allahs fjende faldt til jorden." [9]

Mordet på Kab havde den ønskede effekt: "Vores angreb på Allahs fjende spredte rædsel blandt jøderne, og der var ingen jøde i Medina, der ikke frygtede for sit liv." [10]

Tilfældet Ibn Sunayna

Ibn Sunayna var en jødisk købmand, hvis eneste forbrydelse synes at have været, at han opholdt sig i byen, da muslimerne gik amok i en mordrus:

Apostlen sagde: "Dræb enhver jøde, der falder i jeres magt." Muhayyisa bin Mas'ud overfaldt derefter Ibn Sunayna, en jødisk købmand, med hvem de havde sociale og forretningsmæssige forbindelser, og dræbte ham. Huwayyisa var ikke muslim på det tidspunkt, skønt han var den ældre bror. Da Muhayyisa dræbte ham, begyndte Huwayyisa at slå ham og sagde: "Du fjende af Allah, har du dræbt ham, selvom meget af fedtet på din vom stammer fra hans rigdom?" Muhayyisa svarede: "Havde den, der beordrede mig til at dræbe ham, beordret mig til at dræbe dig, ville jeg have skåret dit hoved af." Han sagde, at dette var begyndelsen til Huwayyisas accept af islam. Den anden svarede: "Ved Allah, hvis Muhammed havde beordret dig til at dræbe mig, ville du så have dræbt mig?" Han sagde: "Ja, ved Allah, havde han beordret mig til at skære dit hoved af, ville jeg have gjort det." Han udbrød: "Ved Allah, en religion, der kan få dig til dette, er fantastisk!" Og han blev muslim. [11]

Tilfældet Mirba bin Qayzi

Nyhederne om Muhammeds sejre og mord bredte sig hurtigt, og mange mennesker blev rasende på ham. En af dem var en blind mand ved navn Mirba bin Qayzi:

[Muslimerne] kom ud i området tilhørende Mirba bin Qayzi, der var en blind mand, en utilfreds person. Da denne fornemmede, at apostlen og hans mænd nærmede sig, rejste han sig og kastede støv i deres ansigter, og sagde: "Det kan godt være, at du er Allahs apostel, men jeg vil ikke lade dig komme gennem min have!" Jeg fik at vide, at han tog en håndfuld støv og sagde: "Ved Allah, Muhammed, hvis jeg kunne være sikker på, at jeg ikke kom til at ramme en anden, ville jeg smide det i ansigtet på dig." Folkene farede på ham for at dræbe ham, og apostlen sagde: "I skal ikke dræbe ham, for denne blinde mand er blind af hjerte, blind af syn." Sa'd bin Zayd (...) var nået frem til ham, før apostlen havde forbudt det, og ramte ham i hovedet med sin bue, så han flækkede det." [12]

Til Muhammeds forsvar må det siges, at han befalede sine mænd ikke at dræbe Mirba. Men ikke desto mindre viser denne passage, hvor hurtige muslimerne var at dræbe enhver, der fornærmede Muhammed, og at de havde vænnet sig til at gøre det. Desuden har vi ingen beviser for, at Muhammed så meget som irettesatte Sa'd for, at han havde slået manden ned.

Tilfældet Qurayza-jøderne

Mændene fra Qurayza modstod Muhammed og forsøgte at danne en alliance imod ham. Da alliancen vaklede, handlede Muhammed hurtigt. Hans hære omringede dem og "belejrede dem i 25 nætter, indtil de var presset til det yderste og Allah kastede rædsel i deres hjerter." [13] Muhammed udvalgte Sa'd bin Mu'adh at afgøre deres straf, og al-Aus, en allieret til Qurayza, gik med til at lade Sa'd vælge straffen. Sa'd erklærede, at "mændene skulle dræbes, deres ejendomme deles, og kvinder og børn tages som fanger." [14]

Så overgav de sig, og apostlen holdt dem fanget i Medina (...). Så gik apostlen ud på markedspladsen i Medina (som stadig er dens markedsplads i dag) og gravede grave i den. Dernæst sendte han bud efter dem og huggede hovederne af dem i disse grave, efterhånden som de blev bragt ud til ham i grupper (...). Der var 600 eller 700 i alt, selvom nogle sætter tallet så højt som 800 eller 900. Som de blev taget ud i grupper til apostlen, spurgte de Kab [deres leder, o.a.], hvad han mente, der ville ske med dem. Han svarede: "Vil I aldrig forstå? Kan I ikke se, at udtagelsen af os aldrig stopper, og at dem, der er taget ud, ikke vender tilbage? Ved Allah, dette er døden!" Dette fortsatte indtil apostlen havde gjort en ende på dem. [15]

Enhver af hankøn, der havde nået puberteten, blev dræbt. [16] En kvinde ved navn Bunanah blev halshugget, fordi hun havde skubbet en møllesten ned på en af Muhammeds mænd. [17] Muhammed delte kvinder, børn og ejendom blandt sine mænd (idet han beholdt en femtedel af alting for sig selv). Nogle af kvinderne blev solgt for heste og våben, og Muhammed beholdt en af de fangne kvinder, Rayhana, for sig selv. [18]

Tilfældet Sallam Ibn Abu'l-Huqayq

Begivenhederne omkring Sallams død er interessante. To stammer konkurrerede med hinanden for at se, hvem der kunne gøre mest for Muhammed:

En af de ting, som Allah gjorde for Hans Apostel, var, at disse to stammer af Ansar, Aus og Khazraj, konkurrerede med hinanden som to hingste: Hvis Aus gjorde noget til apostlens fordel, ville Khazraj sige: "De må ikke have denne overlegenhed over os i apostlens øjne og i islam," og de ville ikke hvile, før de kunne gøre noget lignende. [19]

Mændene fra Aus havde fået æren af at myrde Ka'b bin Al-Ashraf, så mændene i Khazraj længtes efter at kunne bryste sig af en lignende præstation. Derfor gik de til Muhammed og bad om tilladelse til at myrde Sallam Ibn Abu'l-Huqayq, og Muhammed gav sin tilladelse.

Da de kom til Khaybar gik de til Sallams hus om natten, efter at have låst alle døre på bopladsen for beboerne. Nu opholdt han sig i et øvre kammer i sit hus, som en stige førte op til. De steg op ad denne, indtil de kom til døren, og bad om lov til at komme ind. Hans kone kom ud og spurgte, hvem de var, og de fortalte hende, at de var arabere, der ledte efter forsyninger. Hun sagde til dem, at deres mand var der, og at de kunne komme ind. Da vi kom ind, boltede vi døren til rummet om hende og os selv, for ikke at noget skulle komme mellem os og ham. [Skiftet fra 3. til 1. person er ok, o.a.] Hans kone skreg og advarede ham om os, så vi sprang på ham med vores sværd, mens han var i sin seng (...). Da vi havde slået ham med vores sværd, borede Abdullah bin Unays sit sværd ind i hans mave, indtil det var kommet helt igennem ham." [20]

Tilfældet Kinana bin al-Rabi

Muhammed og hans mænd erobrede en by kaldet Khaybar og fordelte dens rigdomme og kvinder blandt dem selv. [21] De fangede Kinana bin al-Rabi, manden, som var ansvarlig for skatten tilhørende en af de erobrede stammer. Muhammed forlangte at få skatten, men Kinana nægtede at fortælle ham, hvor den var skjult:

Da [Muhammed] spurgte ham om resten, nægtede han at fremskaffe den, og så gav apostlen ordre til al-Zubayr bin al-Awwam: "Torturér ham indtil du får ud af ham, hvad han har," så han tændte et bål med flint og stål på hans bryst, indtil han var næsten død. Dernæst overgav apostlen ham til Muhammad bin Maslama og han huggede hovedet af ham, som hævn for sin bror, Mahmud [der var blevet dræbt i kamp under erobringen af byen]. [22]

Tilfældet en anonym enøjet hyrde

Efter et af deres mordforsøg var slået fejl, var nogle muslimer på vej tilbage til Muhammed, og én af dem, en morder ved navn Amr, kom ind i en hule. Her fik han snart selskab af en enøjet hyrde, der havde et får med sig. Den enøjede mand lagde sig ved siden af Amr (uden at vide, at han var en muslim) og begyndte at synge:

Jeg vil ikke være muslim, så længe jeg lever,
heller ikke give agt på deres religion. [24]

Amr gik ikke glip af chancen for at dræbe en vantro:

Jeg sagde (til mig selv): "Bare vent!" Og så snart baduen sov og snorkede, stod jeg op og dræbte ham på en mere forfærdelig måde, end nogen anden mand er blevet dræbt. Jeg stak enden af min bue i hans raske øje, så borede jeg den ned, indtil jeg tvang den ud på bagsiden af hans hals. [25]

Også et par andre mennesker blev dræbt under denne mislykkede ekspedition, men da Amr indberettede detaljerne for Muhammed, velsignede Profeten ham for hans arbejde. [26]

Tilfældet Abu Afak

Abu Afak, der var nedtrykt, fordi Muhammed havde dræbt én ved navn al-Harith, skrev følgende sang til minde om den afdøde:

Længe har jeg levet, men aldrig har jeg set
En forsamling eller gruppe af folk
Mere tro mod deres løfte
Og deres allierede, når de blev kaldet
End Qaylas sønner, når de samledes,
Mænd, der væltede bjerge og aldrig bøjede sig.
En rytter, der kom til dem, delte dem i to (og sagde)
'Tilladt', 'Forbudt' om alle slags ting.
Havde I troet på ære eller kongemagt
Ville I have fulgt Tubba. [27]

Disse ord blev for meget for Muhammed, så islams profet blev grebet af et raseri, der endte med Abu Afaks død. [28]

Tilfældet Asma

En kvinde ved navn Asma (som havde fem sønner) blev rystet over mordet på Abu Afak, så hun skrev et digt mod muslimerne som gengældelse. Ibn Ishaq fortæller beretningen om, hvad der fulgte:

Da apostlen hørte, hvad hun havde sagt, sagde han: "Hvem vil skaffe mig af med Marwans datter?" Umayr bin Adiy al-Khatmi, som var sammen med ham, hørte ham, og samme nat gik han hen til hendes hus og dræbte hende. Om morgenen kom han til apostlen og fortalte ham, hvad han havde gjort, og apostlen sagde: "Du har hjulpet Allah og Hans apostel, O Umayr!" Da han spurgte, om det ville få onde konsekvenser for ham, sagde apostlen: "To geder vil ikke støde hovederne sammen på grund af hende," så gik Umayr tilbage til sit folk. [29]

Tilfældet Abdullah bin Khatal og hans to syngepiger

Abdullah bin Khatal var en muslim, der senere faldt fra. Han havde to syngepiger, der sang satiriske sange om profeten. Så snart Muhammed havde magt til det, beordrede han, at alle tre skulle dræbes. Abdullah blev dræbt af to muslimer. Den ene af syngepigerne blev dræbt. Den anden fik senere immunitet af ukendte grunde. [30]

Tilfældet al-Huwayrith

Alt hvad der vides om al-Huwayrith er, at han fornærmede Muhammed, at Muhammad krævede, at han skulle dræbes, og at Ali førte Muhammeds ønske ud i livet. [31]

Tilfældet Sara, en frigiven slave

Sara var en frigiven slave, der havde fornærmet Muhammed i Mekka. Muhammad befalede sine mænd at dræbe hende, uanset hvor de fandt hende. Hun blev til sidst fundet og trampet til døde af en bereden soldat. [32]

Vurdering

Muhammed gav ordre til mordet på mange mennesker, ofte fordi de havde fornærmet ham flere år tidligere eller skrevet digte mod islam, og han gav tilladelse til løgn, så længe det ville føre til hans fjenders død. Han befalede også, at frafaldne skulle dræbes. [33] Muhammeds tilhængere myrdede både mænd og kvinder, herunder en blind mand, og de halshuggede hundredvis af jøder, der havde overgivet sig til muslimerne.

Disse mord og henrettelser nødvendiggør selvfølgelig ikke den konklusion, at Muhammed var en blodtørstig tyran, som det ofte hævdes om ham i kristne og jødiske skrifter. Som jeg tidligere har nævnt, udførte Muhammed også mange venlige og ædle gerninger, og han tilgav mange, der kæmpede mod ham. Men mens Muhammed vel ikke var så slem, som nogle af hans kritikere nu hævder, så var han heller ikke nær så god, som hans beundrere påstår. Som Thomas Lippman har bemærket:

Det synes sikkert at sige, at Muhammed var oprigtig, dedikeret, modig, generøs, medfølende og engageret i social retfærdighed og reform. Men den ukritiske beundring af ham, som man hører fra almindelige muslimer, overser beviserne for, at Profeten også nogle gange var hævngerrig, ondskabsfuld og falsk. Han var trods alt også menneskelig og ambitiøs. [34]

Den helt igennem blide, uendeligt tilgivende, fuldkommen barmhjertige profet, der proklameres i muslimske skrifter, har simpelthen aldrig eksisteret. Den historiske Muhammed er mere i overensstemmelse med den ovenstående passage fra Lippman. Men hvis muslimer virkelig mener, at Muhammed var det mest vidunderlige moralske eksempel i historien, så bør de medtage alle hans handlinger, ikke kun dem, der passer med den kristne moral, som det har været fremført i Vesten. I islamisk tænkning er Muhammed den standard, som alle andre skal måles med; det vil sige, at alt hvad Muhammed gjorde, per definition er moralsk. Hvis en anden målestandard bliver indført, falder den islamiske tro fra hinanden. Når muslimerne for eksempel så desperat forsøger at bortforklare Muhammeds grusomheder, forsøger de at vise, at Muhammed passer med kristne moralske standarder. Men et sådant forsøg er absurd. Muhammed dræbte utallige mennesker (torturerede mange af dem), røvede folk, giftede sig med tretten kvinder (den ene af dem et barn), deltog i slavehandel, og tillod kvinder at blive slået af deres mænd. [35] Når han dømmes efter standarder, fastsat af Jesus, kommer Muhammed ynkeligt til kort. Når muslimer således kaster sig ud i forsvaret for Muhammeds moralske karakter, kan det være at de gør det, fordi de finder Jesu moralske standarder mere overbevisende end Muhammeds, og at de bevidst eller ubevidst forsøger at erstatte Muhammeds plettede liv med Jesu pletfrie liv. Hvis det er tilfældet, er tiden inde for muslimer til at se sig om efter en anden budbringer, én der virkelig fortjener vores beundring, pris, ærbødighed og tilbedelse.

Noter

[1] Abul, A’la Mawdudi, Towards Understanding Islam (New York: Islamic Circle of North America, 1986), p. 60.

[2] Maulana Muhammad Ali, Muhammad the Prophet (St. Lambert: Payette and Sims, 1993), pp. 144-145, 165, 169.

[3] Allama Sir Abdullah Al-Mamun Al-Suhrawardy, The Wisdom of Muhammad (New York: Citadel Press, 2001), p. 17.

[4] For eksempel reagerer Maulana Muhammed Ali på beskyldninger om mord og snigmord på følgende måde:

"Hvordan skulle Profeten, stående over for et så klart påbud, kunne beordre mordet på dem, der krænkede ham, og hvordan skulle muslimerne kunne udføre en ordre, der var direkte i modstrid med Den hellige Koran? Det var simpelthen umuligt, og hvis Ibn Hisham eller Waqidi siger, at Profeten beordrede mordet på hans krænkere, er det Ibn Hisham eller Waqidi - en skrøbelig autoritet når det kommer til stykket - der må afvises." (Ali, side 199)

Det "klare påbud", der angiveligt gendriver alle de historiske detaljer om Muhammeds mord, findes i Koranen:

"I vil blive prøvet på jeres ejendom og jeres liv. Både fra dem, der fik Skriften før jer, og fra dem, der sætter andre ved Allahs side, vil I høre meget ondt. Men hvis I er udholdende og gudfrygtige, så er dette tegn på viljestyrke." (Koranen 3:186)

Denne passage synes ikke at være tilstrækkelig til at underkende de mange historiske beretninger om Muhammeds grusomheder.

[5] Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah (The Life of Muhammad), A. Guillaume, tr. (New York: Oxford University Press, 1980), p. 164.

[6] Ibid., p. 308.

[7] Ibid., p. 366.

[8] Ibid., p. 367. Denne beretning bekræftes i Sahih Al-Bukhari, Dr. Muhammad Matraji, overs. (New Delhi: Islamic Book Service, 2002), Nummer 3032.

[9] Ibid., p. 368.

[10] Ibid., p. 368.

[11] Ibid., p. 369.

[12] Ibid., pp. 372-373.

[13] Ibid., p. 461.

[14] Ibid., p. 464.

[15] Ibid., p. 464. Se også Al-Tabari, The History of Al-Tabari: Volume 8, Michael Fishbein, overs. (Albany: State University of New York Press, 1997), pp. 27-41.

[16] Al-Tabari, Volume 8, p. 38.

[17] Ibid., p. 41

[18] Ibn Ishaq, p. 466.

[19] Ibid., p. 482.

[20] Ibid., pp. 482-483.

[21] Ibid., pp. 510-517.

[22] Ibid., p. 515.

[23] Sahih Al-Bukhari, Dr. Muhammad Matraji, overs. (New Delhi: Islamic Book Service, 2002), Nummer 3022. Dette mord bekræftes i numrene 3023, 4038, 4039, 4040.

[24] Ibn Ishaq, p. 674.

[25] Ibid., p. 674.

[26] Ibid., p. 675.

[27] Ibid., p. 675.

[28] Ibid., p. 675.

[29] Ibid., p. 676.

[30] Ibid., p. 551.

[31] Ibid., p. 551. Se også Al-Tabari, pp. 179-181.

[32] Ibid., p. 551.

[33] Al-Bukhari, nummer 3017 fortæller, at Muhammed sagde: “Hvis nogen forlader sin religion, dræb ham.”

[34] Thomas W. Lippman, Understanding Islam: An Introduction to the Muslim World (New York: Penguin Putnam Inc., 2002), p. 52.

[35] For referencer, se “Islam Beheaded.”

---

Oversættelse: Bombadillo