(Billede: ISIS video)

Gruppens vilje til at udslette andre kulturer er mere end blot barbari.

For sin posthume 1937-bog, Mahomet et Charlemagne: Byzance, Islam et Occident dans le haut Moyen Age (engelsk udgave: Mohammed and Charlemagne) blev den belgiske historiker Henri Pirenne et tidligt offer for politisk korrekthed i den akademiske verden.

Allerede i 1930'erne havde den i dag velkendte beretning om den tidlige middelalders historie bidt sig fast: Islam var en godgørende kraft, der, på trods af lejlighedsvise ugerninger, bragte Europa tilbage til sig selv ved at give det mulighed for at genopdage sin mistede hellenske arv, og gav det et skub fremad med den storslåede gave: Sin matematiske og videnskabelige dygtighed. Denne fortælling hævder, at Europa aldrig ville være blevet Europa uden Arabiens gaver.

Pirenne så anderledes på det. Der var, sagde han, stærke beviser for, at den såkaldt Mørke Middelalder langt fra var mørk i perioden efter Det Vestromerske Riges formelle fald [år 476] fra det sene 5. årh. gennem det 6. og frem til det tidlige 7. århundrede. Faktisk vidnede beviserne om, at den romerske civilisation havde blomstret mange steder i denne periode, og at områder, der havde været ofre for barbarernes hærgen, havde genvundet deres styrke og mere til. Lysene i Europa gik ud i midten af det 7. århundrede med arabernes ankomst fra syd. "Årsagen til bruddet med traditionen fra antikken," skrev Pirenne, "var den hurtige og uventede udbredelse af islam."

For sin tese blev Pirenne hånet, udskældt og afvist. Men i dag er Pirenne inde i en slags renæssance. I 2012 udgav historikeren Emmet Scott bogen, Mohammed & Charlemagne Revisited: The History of a Controversy, hvori han gennemgår den overflod af nyere forskning, der støtter Pirennes tese. Bemærkelsesværdigt, siger han, er især det arkæologiske vidnesbyrd, der pludselig forsvinder mellem det 7. og det 10. århundrede - perioden for den muslimske erobring af Mellemøsten, Nordafrika og Sydeuropa og kontinentets kommercielle og kulturelle isolation. Beviserne tyder på, at de muslimske indtrængende indledte en stor ødelæggelse.

Disse historiske overvejelser er særlig interessante set i lyset af Islamisk Stat, der i øjeblikket forsøger en lignende form for kulturel udslettelse i Irak. Denne uge udsendte terror-gruppen en video med militante, der bragte forhamre til et museum med gamle assyriske artefakter i Mosul, som blev erobret sidste år. Mosul er bygget ovenpå Nineve, hovedstaden i det assyriske imperium, der varede fra ca. 2500 f.Kr. til 600 f.Kr., og fordi det, ifølge de hebraiske skrifter [Jonas' Bog i GT], var for beboerne i Nineve, at Jonas modvilligt vidnede, var hans grav beliggende dér. Indtil sidste sommer, da Islamisk Stat sprængte den i luften.

Denne uge hærgede krigere fra Islamisk Stat også byens bibliotek, hvor de satte ild til sjældne bøger og manuskripter. De første rapporter tydede på ødelæggelsen af ca. 8.000 bind, men en Mosul-bibliotekar siger, at tallet er meget højere.

Præsident Obama har valgt at ignorere Islamisk Stats motiver og foretrukket at fremstille gruppen som en bande mordere, en mellemøtlig mafia, kun ude efter at skabe terror og rædsel. Men disse seneste hændelser gør det umiskendeligt klart, hvad Islamisk Stat virkelig er: En totalitær ideologi, der kan sammenlignes med nazismen, kommunismen og de andre grufulde utopismer, der opstod i det 20. århundrede.

Husk, at det for de totalitære ikke var tilstrækkeligt at erobre territorium; det kan med rimelighed siges, at de også søgte at kontrollere tid. Afbrænding af bøger, tilintetgørelse af kirker, konfiskering og ødelæggelse af kunstværker - alt sammen for at rense historien for frastødende elementer til fordel for en herskende fortælling, der åbenbarede fremtiden: Et tusindårsrige, et klasseløst samfund.

Ved at ødelægge Iraks kulturarv anbringer Islamisk Stat sig selv i denne tradition. Den har en apokalyptisk vision, der kræver, at fortiden omskrives. Tidens horisonter, fortid og fremtid, skal bringes under Islamisk Stats kontrol. Ordet "islamofascisme" er et godt navn til dette fænomen.

Det er sandt, at ingen religion har undladt at deltage i ødelæggelsen af en kultur, som den har afvist. Om amoritterne og kana'anæerne og de andre folk sagde Herren til Moses: "Deres altre skal I rive ned, deres stenstøtter skal I knuse, deres Ashera-pæle skal I hugge om." (2 Mos 34:13) Cromwells puritanere gjorde det samme årtusinder senere.

Men i den religion, der er Vestens fundament, finder man en impuls, som er imod den, der driver Islamisk Stat.

Apostlen Paul gav stemme til den på Areopagos: "Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer." (ApG 17:22-23) Kristendommens største prædikant tog ikke sin hammer til hedningenes helligdomme. Snarere glædede han sig over deres længsel efter det guddommelige og derefter forsøgte at rense deres syn, så de kunne se, at svaret på det spørgsmål, de havde stillet, var kommet.

Hvornår har denne impuls til fredelig overtalelse hersket i islam? Vil den nogensinde komme til det?

---

Ian Tuttle er tidligere Thomas L. Rhodes Journalism Fellow ved National Review Institute.

---

Oversættelse: Bombadillo