En af de gode ting, man sandfærdigt kan sige om islam, er, at der aldrig er gået nogen kærlighed tabt mellem muslimer og marxister. Desværre er det en helt anden sag i den modsatte ende af det totalitære politiske spektrum. SS-chef Heinrich Himmler var kendt for at bemærke, at han beklagede, at Tyskland havde antaget kristendommen, snarere end "krigerisk" islam, som sin religion, og der er en foruroligende mængde forvreden, men meget reel, logik i hans bemærkning.

Ud over den iøjnefaldende uvilje mod en bestemt anden religion, har nazismen og islam den enkle kendsgerning til fælles, at de begge åbent stræber efter verdenserobring. Begge kræver den totale underordning af individets frie vilje - selve ordet "islam" betyder underkastelse på arabisk. Begge er eksplicit anti-nationalistiske og tror på afviklingen af nationalstaten til fordel for et "højere" samfund: I islam er det ummaen eller samfundet af alle troende; i nazismen er det das Herrenvolk eller herrefolket. Begge tror på et udemokratisk lederskab af en person med privilegeret viden om en absolut, evig og i sidste ende mystisk sandhed: Henholdsvis kaliffen eller der Führer.

For at være fair, er arabere – i henhold til striks nazisme - racemæssigt semitter og dermed undermennesker, men som Robert Locke har skrevet, troede nazisterne ikke for alvor på deres race-mytologi, når de fandt den uhensigtsmæssig, og de udnyttede deres fællestræk med islam for alt, hvad de var værd. Hvis den britiske hær ikke havde stoppet Rommel i sandet ved El Alamein i 1942 og forhindret ham i at erobre Mellemøsten, kunne konsekvenserne for verdenshistorien have været dramatiske. Hvad der faktisk skete, var rigeligt hæsligt.

Nazisterne lagde ud med at forsøge at udnytte arabisk bitterhed mod det britiske og franske koloniherredømme, som de var underlagt i 1930'erne, et kolonistyre, som, i lyset af den efterfølgende blodige og tyrannisk historie i regionen, det er svært at fordømme dag som værre end det sandsynlige alternativ. De lovede araberne "befrielse" fra franskmændene og briterne, et løfte, som de naive arabere - ude af stand til at fatte karakteren af et naziregime, der sandsynligvis ville have reduceret dem til slaver i sit egen imperium - tog for pålydende. Dette gav anledning til en påfaldende arabisk vise, som på dansk lyder således:

"Ikke mere monsieur,
Ikke mere mister.
I himlen Allah,
På jorden Hitler."

Hitler selv blev endda givet et arabisk navn: Abu Ali. Men Hitlers Tyskland gik videre og fornemmede de dæmoniske muligheder der ligger i mytologien - helt følelsesmæssigt tilfredsstillende for personer, der er gjort forrykte af vrede - om radikal antisemitisme. Det gjorde et samordnet og bemærkelsesværdigt vellykket forsøg på at plante den moderne antisemitisme i den arabiske verden.

Grundlæggelsen af Israel hjalp yderligere dette projekt. Som Bernard Lewis skrev:

"Kampen for Palæstina lettede accepten af den antisemitiske tolkning af historien, og førte nogle til at mene, at alt ondt i Mellemøsten - og faktisk i hele verden - kunne tilskrives hemmelige jødiske sammensværgelser."

Så selv før staten Israel blev oprettet, blev kampen for at skabe den forvandlet til en eksistentiel kamp for identitet, med den fuldstændige afvisning af legitimiteten af jødisk eksistens som en central del af den muslimske stræben.

Nazisterne formåede at rekruttere nogle muslimer direkte. Flere muslimske SS-divisioner blevet etableret: Skanderbeg-divisionen i Albanien, Handschar-divisionen i Bosnien, og mindre enheder overalt i den muslimske verden fra Tjetjenien til Usbekistan blev på den ene eller anden måde indarbejdet i de tyske væbnede styrker. Dette var kun det første skridt i Heinrich Himmlers planlagte store alliance mellem Nazi-Tyskland og den islamiske verden. En af hans nærmeste medarbejdere, Obergruppenführer Gottlob Berger, pralede med, at ...

"en forbindelse er skabt mellem islam og nationalsocialismen på en åben, ærlig basis. Den vil blive styret i form af blod og race fra Norden, og på det ideologisk-spirituelle område fra Østen."

Hvilket billede: En nazistisk-muslimsk alliance om at erobre verden! Men selvfølgelig er totalitær ideologi (som demonstreret af splittelserne mellem Kina-Sovjet og Iran-Taleban, for eksempel) en notorisk svag lim, så det er tvivlsomt, hvor langt denne kunne være nået, Men tanken er isnende nok.

Fremtrædende nazi-sympatisører i denne tid er bl.a. Ahmed Shukairi, den første formand for PLO; Gamal Abdel Nasser og Anwar Sadat, senere præsidenter i Egypten; og grundlæggerne af det pan-arabiske socialistiske Baath-parti, der i øjeblikket regerer Syrien og Irak [i dag, 2015, er Baarth-partiet væltet i Irak, men har stadig magten over dele af Syrien, o.a.]. En Baath-leder mindedes siden denne tid:

"Vi var racister, beundrede nazismen, læste deres bøger og kilderne til deres tænkning. Vi var de første, der tænkte på at oversætte Mein Kampf."

Mange af nazi-sympatisørerne fra denne tid har aldrig siden taget afstand for disse opfattelser; nogle fremfører dem stadig åbent.

I 1945 manglede der et navn på de allieredes liste over krigsforbrydere, nemlig Haj Mohammed Amin al-Husseini, muftien eller den øverste religiøse leder i Jerusalem og tidligere præsident for Det Øverste Muslimske Råd i Palæstina. I maj 1941 erklærede muftien jihad mod Storbritannien og banede sig vej til Berlin, efter at briterne havde knust hans forsøg på at etablere en pro-nazistisk regering i Irak ved et statskup. Da han mødte Hitler den 21. november 1941 erklærede han, at araberne er Tysklands naturlige venner, klar til at samarbejde med das Reich af fuldt hjerte ved at danne en arabisk legion. Hitler lovede, at så snart de tyske hære var trængt ind i det sydlige Kaukasus, ville araberne blive befriet fra det britiske åg. Muftiens del af aftalen var at rejse støtte til Tyskland blandt muslimer i Sovjetunionen, på Balkan og i Mellemøsten. Han udsendte radio-propaganda gennem et netværk af seks stationer og etablerede netværk for anti-britisk spionage og femtekolonne-virksomhed i Mellemøsten.

Ved den årlige protest mod Balfour-deklarationen afholdt i 1943 ved Luftwaffe Halle i Berlin, roste muftien tyskerne, fordi de "ved, hvordan man kommer af med jøderne, og det bringer os tæt på tyskerne og sætter os i deres lejr op til i dag." Som et ekko af [profeten] Muhammed efter Slaget ved Badr, udsendte muftien følgende opfordring den 1. marts 1944 fra Berlin:

"Arabere! Rejs jer som én og kæmp for jeres hellige rettigheder. Dræb jøderne, hvor som helst I finder dem. Det behager Gud, historien og religionen. Det redder jeres ære."

I 1941 havde han lovet "at løse spørgsmålet om de jødiske elementer i Palæstina og i andre arabiske lande som krævet af nationale interesser, og på samme måde som det jødiske spørgsmål bliver løst i akse-landene". Bernard Lewis skriver, at ud over den gamle målsætning om et jødefrit Arabien "sigtede han mod langt mere udstrakte formål - undfanget ikke så meget i pan-arabisk som i pan-islamisk sammenhæng - mod en islamisk hellig krig i alliance med Tyskland mod verdensjødedommen, for at opnå Den Endelige Løsning på det jødiske problem overalt."

Ifølge tyske embedsmænd, der kendte ham, havde muftien gentagne gange foreslået de forskellige ledende personer, han havde kontakt med, især Hitler, Ribbentrop og Himmler, at de europæiske jøder skulle udryddes. Han betragtede dette som en komfortabel løsning på det palæstinensiske problem. Måske behøvede "nazisterne (...) ikke overtalelse eller tilskyndelse", som han senere skulle hævde, men den mest fremtrædende arabiske åndelige leder på sin tid gjorde alt hvad han kunne for at sikre, at tyskerne ikke vaklede i deres beslutsomhed. Han skyede ingen midler for at forhindre, at jøderne fik lov til at forlade Ungarn, Rumænien og Bulgarien, lande, som oprindeligt var villige til at lade dem tage afsted: "Muftien protesterede overalt - i udenrigsministerens kontor og forgemak, og i andre afdelinger, såsom indenrigsministeriet, presse, radio, og i SS-hovedkvarteret." Til sidst sagde Eichmann: "Vi har lovet ham, at ingen europæisk jøde mere vil komme ind i Palæstina."

Nutidens arvinger til det nazistiske syn på das Judentum er ikke den lille håndfuld magtesløse skinheads og Aryan Nation-overlevere. De er skoler, religiøse ledere og mainstream intellektuelle i den muslimske, dvs. primært arabiske, verden. Helt bortset fra op- og nedturene i den fejlbetegnede "fredsproces" i Mellemøsten, helt bortset fra den mere eller mindre krigeriske holdning til Israels regering, er den utilslørede måde, hvorpå de aktivt dæmoniserer alle jøder som sådan, rystende.

Det mest fremtrædende og indflydelsesrige dagblad i den arabiske verden er Al-Ahram, et halv-officielt organ for den egyptiske regering. I juni 2001 bragte det en ledende artikel: "Hvad er det præcist jøderne ønsker?" - og svaret var værdigt til den nazistiske avis Völkische Beobachter seks årtier tidligere:

"Jøderne deler et grænseløst had til ikke-jøder, de dræber kvinder og børn, og sår ødelæggelse (...). Israel er i dag befolket af mennesker, der ikke er efterkommere af Israels børn, men snarere er en blanding af slaver, ariere og resterne af khazarerne, og de er ikke semitter. De er med andre ord folk uden identitet, hvis eneste formål er afpresning, tyveri og kontrol med ejendom og land, med bistand fra de vestlige lande."

Det næstmest indflydelsesrige egyptiske dagblad er Al-Akhbar, som gik et skridt videre den 18. april 2001:

"Vores tak går den afdøde Hitler, som på forhånd udløste palæstinensernes hævn over de mest foragtelige slyngler på jordens overflade. Men vi klandrer Hitler for, at hævnen var utilstrækkelig."

Det er svært at forestille sig et had mere ætsende end det, der bebrejder nazisterne for ikke at have udført Den Endelige Løsning ordentligt. Det bemærkelsesværdige er ikke, at der findes sådanne følelser, men at de cirkulerer frit i mainstream-medierne og bliver internaliseret af den meningsdannende elite overalt i den muslimske verden. På samme niveau finder vi påstanden om, at Holocaust aldrig fandt sted, og det hævdes løbende, at jøderne og israelerne er de virkelige nazister. Det jødisk-nazistiske tema er en favorit blandt arabiske karikaturtegnere, hvoraf nogle bruger hagekorset på skift med davidsstjernen eller sammenstiller dem. Karikerende skildringer af jøderne synes taget direkte fra siderne af den berygtede gamle nazistiske avis, Der Stürmer (Stormtroppen).

En sidste bemærkning: Det er ikke tilfældigt, at en række nazistiske krigsforbrydere fandt tilflugt i muslimske lande. Den berygtede Otto Skorzeny for eksempel - den ledende SS-officer under redningen af Mussolini fra fangenskab - der af CIA's forgænger, OSS, blev beskrevet som "den farligste mand i Europa", fandt senere tjeneste under general Nasser i Egypten. Der var andre.

Heldigvis tabte nazisterne 2. Verdenskrig og den mislykkede alliance mellem islam og nazisme bar aldrig frugt. Desværre findes der muslimer i dag, ikke i periferien, men blandt almindelige mennesker i deres lande, der stadig ser dette som en stor tabt mulighed baseret på dybe naturlige slægtskabsbånd.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.

---

Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves

---

Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika

---

Oversættelse: Bombadillo