Den grundlæggende venstreorienterede og anti-amerikanske påstand om vores igangværende konflikt med politisk islam er denne: Alt hvad der er sket eller sker - det er vores skyld. Vi provokerede dem ind i det, ved at være nogle beskidte yankee-imperialister og ved uvenligt at nægte dem mulighed for at udslette Israel. Men to ting gør det krystalklart, at dette ikke er tilfældet:

1. Islams politiske arm har ført terroristisk hellig krig mod resten af verden i århundreder.

2. Den har ført denne krig mod civilisationer, der intet har at gøre med Vesten, endsige Amerika.

Dette er grunden til, at den muslimske aggression mod Indien beviser så meget. Lad os se på historien.

Indien var, før de muslimske invasioner, en af verdens store civilisationer. Det 10. århundredes Hindustan stod på højde med de samtidige civilisationer i øst og vest på områderne filosofi, matematik og naturvidenskab. Indiske matematikere opdagede tallet nul (for ikke at nævne andre ting, som f.eks. algebra, der senere blev overført til den muslimske verden, som fejlagtigt fik æren for dem.) Middelalderens Indien, før den muslimske invasion, var en rigt fabulerende kultur, en af det halve dusin civilisationer, der regnes for alle tiders mest avancerede. Dens skulptur var livskraftig og sensuel, dens arkitektur udsmykket og bjergtagende. Og disse var dens egne originale frembringelser og ikke, som i tilfældet med mange af muslimsk kulturs mere berømte højdepunkter, levn fra præ-islamiske civilisationer, som muslimer havde løbet over ende.

Muslimske angribere begyndte at trænge ind i Indien tidligt i det 8. århundrede på ordre af Hajjaj, guvernøren i det, der nu er Irak. Begyndende i 712 og under kommando af Muhammad Qasim, nedrev angriberne templer, knuste skulpturer, plyndrede paladser, dræbte mænd i enorme antal - det tog tre hele dage at slagte indbyggerne i byen Debal - og bortførte deres kvinder og børn til slaveri - noget af det seksuelt. Efter den første bølge af vold, forsøgte Qasim imidlertid at etablere lov og orden i de nyligt erobrede områder, og til dette formål tillod han endda en vis grad af religiøs tolerance. Men efter at have hørt om denne humane praksis indvendte hans overordnede Hajjaj:

"Det fremgår af dit brev, at alle reglerne, indført af dig til dine mænds velbefindende og bekvemmelighed, er i nøje overensstemmelse med religiøs lov. Men måden at give benådning, som foreskrevet i loven, er forskellig fra den praktiseret af dig, for du benåder alle, høj eller lav, uden nogen skelnen mellem ven og fjende. Den store Gud siger i Koranen [47:4]: "O sande troende, når I møder de vantro, så hug hovedet af dem" [Ellen Wulff har: "Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen!”] Denne befaling af den store Gud er en mægtig befaling og skal respekteres og følges. Du skal ikke blive så glad for at vise barmhjertighed, at du ophæver forordningens dyd. Fremover skal du ikke benåde nogen fjender og ikke skåne nogen af dem, ellers vil alle betragte dig som en svag mand."

I en efterfølgende meddelelse gentog Hajjaj, at alle raske mænd skulle dræbes og at deres mindreårige sønner og døtre skulle fængsles og tilbageholdes som gidsler. Qasim adlød og massakrerede ved sin ankomst til byen Brahminabad mellem 6.000 og 16.000 mænd.

Betydningen af disse begivenheder ligger ikke bare i de forfærdelige tal, der er involveret, men i det faktum, at gerningsmændene til disse massakrer ikke var militære banditter, der var ulydige mod deres religions etiske lære, hvilket de europæiske korsfarere i Det Hellige Land var, men faktisk gjorde præcist, hvad deres religion lærte. (Og man kan notere sig, at kristendommen er vokset op og ikke længere prædiker korstog. Dette gælder ikke for islam. Som det er rigeligt dokumenteret, bliver jihad prædiket fra islams officielle centre, ikke bare fra de vanvittiges overdrev.)

Qasims tidlige bedrifter blev videreført i begyndelsen af det 11. århundrede, da Mahmud af Ghazni "trængte gennem Indien som en hvirvelvind med ødelægger, plyndringer og massakrer," og nidkært fulgte Koranens påbud om at dræbe afgudsdyrkere, hvilke han havde aflagt løfte om at tugte hvert eneste år af sit liv.

Med ordene af Alberuni, den lærde, som Mahmud bragte med til Indien, var resultatet af 17 invasioner:

"Mahmud ødelagde fuldstændigt landets velstand og udførte dér vidunderlige bedrifter, hvorved hinduerne blev som atomer af støv, spredt i alle retninger, og som noget i en folkelig fortælling fra gamle dage. Deres spredte rester opretholdt naturligvis den mest forhærdede aversion mod alle muslimer."

Kan man undre sig over hvorfor? Til denne dag lever borgerne i Bombay og New Delhi, Calcutta og Bangalore i frygt for et politisk ustabilt og atombevæbnet Pakistan, der i modsætning til Indien (men i lighed med alle andre muslimske lande) ikke har formået at skabe demokrati siden uafhængigheden.

Mathura, guden Krishnas hellige by, var næste offer:

"I midten af byen var der et tempel, større og finere end resten, som hverken kan beskrives eller males." Sultanen [Mahmud] var af den opfattelse, at det måtte have krævet 200 år at bygge det. Afguderne inkluderede "fem af rødt guld, hver fem meter høje" med øjne af uvurderlige juveler. "Sultanen gav ordre til, at alle templer skulle brændes med nafta og ild, og jævnes med jorden."

I kølvandet på invasionen, i de gamle byer Varanasi, Mathura, Ujjain, Maheshwar, Jwalamukhi og Dwarka overlevede ikke ét tempel helt og intakt. Dette svarer til, at en hær marcherer ind i Paris og Rom, Firenze og Oxford, og jævner deres arkitektoniske skatte med jorden. Det er en handling hinsides nihilisme; det er decideret negativisme, et had til, hvad der er kultiveret og civiliseret.

I sin bog The Story of Civilization, beklagede den berømte historiker Will Durant disse resultater af, hvad han kaldte "sandsynligvis den blodigste fortælling i historien". Han kaldte den "en nedslående fortælling, for dens indlysende morale er, at civilisation er et dyrebart gode, hvis delikate komplekse orden og frihed på ethvert tidspunkt kan blive væltet af barbarer, der invaderer udefra og formerer sig indefra".

Muslimske angribere "knuste og brændte alt smukt de kom forbi i Hindustan," og demonstrerede, som en indisk kommentator udtrykker det, vreden af de mindre udviklede krigere, der følte sig intimiderede i mødet med "en mere raffineret kultur." De muslimske sultaner byggede moskeer på stederne for de nedrevne templer og mange hinduer blev solgt til slaveri. Efter deres opfattelse var hinduer kafirer, hedninge, par excellence. De, og i mindre grad de fredelige buddhister, var, i modsætning til kristne og jøder, ikke "af bogen", men i den modtagende ende af Muhammeds påbud mod hedningene: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem!" (At være "af bogen" har dog ikke været til stor hjælp for jødiske og kristne ofre for andre muslimske aggressioner, men det er en anden sag.)

Den bjergrige nordvestlige indgang til Indien kaldes den dag i dag for Hindu Kush, "Hindu-slagtning", en påmindelse om de dage, da hindu-slaver fra det indiske subkontinent døde i disse barske afghanske bjerge under transporten til muslimske hoffer i Centralasien. Nedslagtningen i Somnath, stedet for et berømt hindu-tempel, hvor 50.000 hinduer blev dræbt på Mahmuds ordrer, anslog tonen i århundreder.

De milde buddhister var de næste til at blive udsat for masseslagtning, i 1193, da Muhammed Khilji også brændte deres berømte bibliotek. Ved udgangen af det 12. århundrede, efter den muslimske erobring af deres højborg i Bihar, var de ikke længere en betydelig tilstedeværelse i Indien. De overlevende trak sig tilbage til Nepal og Tibet, eller flygtede til den sydlige del af subkontinentet. Resterne af deres kultur levede videre endda så langt mod vest som Turkestan. Overladt til de muslimske erobrere og deres arvingers inderlige barmhjertighed, blev den systematisk ødelagt, undertiden - som det var tilfældet med de fire gigantiske af Buddha-statuer i Afghanistan i marts 2001 - helt frem til i dag.

At kultiveret disposition og udviklet finfølelse kan gå hånd i hånd med bigotteri og grusomhed fremgår af eksemplet med Firuz Shah, der blev hersker i det nordlige Indien i 1351. Denne uddannede og alligevel tyranniske muslimske hersker overraskede engang en landsby, hvor en hindu religiøs festival blev fejret og beordrede alle de tilstedeværende slået ihjel. Han fortalte stolt, at han efter endt slagtning ødelagde templerne og i deres sted byggede moskeer.

Mogul-kejseren Akbar huskes som tolerant, i det mindste efter muslimske standarder i Indien: Kun én større massakre er registreret i hans lange regeringstid (1542-1605), da han beordrede, at omkring 30.000 tilfangetagne rajput-hinduer skulle slås ihjel den 24. februar 1568 efter slaget om Chitod. Men Akbars accept af andre religioner og tolerance af deres offentlige tilbedelse, hans afskaffelse af hovedskatten [jizya] på ikke-muslimer og hans interesse for andre trosretninger, var ikke en afspejling af hans muslimske ånd af tolerance. Tværtimod viste de en tilbøjelighed til fri tænkning på religionens område, der til sidst førte ham til apostasi. Højdepunktet af dette var den formelle erklæring af hans egen ufejlbarlighed i alle spørgsmål om religiøs doktrin, hans forkyndelse af en ny tro og hans antagelse af hinduistiske og zoroastriske fester og praksisser. Dette er et mønster, man ser igen og igen i muslimsk historie, helt frem til i dag: Når man finder en fornuftig, oplyst og tolerant muslim, så viser det sig ved nærmere undersøgelse at være et menneske, der lagde ud som muslim, men derefter gradvist bevægede sig væk fra den ortodokse tro. Det vil sige: De bedste muslimer er generelt de mindst muslimske (et mønster, som ikke synes at findes i andre religioner).

Tingene var tilbage ved det normale under Shah Jahan (1593-1666), den femte mogul-kejser og en sønnesøn af Akbar den Store. De fleste vesterlændinge husker ham som den, der byggede Taj Mahal, og har ingen idé om, at han var en grusom krigsmager, der startede 48 militære kampagner mod ikke-muslimer på mindre end 30 år. Inspireret af sine osmanniske trosfæller dræbte han alle sine mandlige slægtninge, da han besteg tronen i 1628, undtagen én, der undslap til Persien. Shah Jahan havde 5.000 konkubiner i sit harem, men hengav sig alligevel til incestuøs sex med sine døtre Chamani og Jahanara. Under hans styre blev 76 hinduistiske templer ødelagt i Benares alene, samt kristne kirker i Agra og Lahore. Ved slutningen af belejringen af Hugh, en portugisisk enklave i nærheden af Calcutta, der varede tre måneder, fik han 10.000 indbyggere "sprængt i luften med krudt, druknet i vand eller brændt af ild." 4000 blev ført som fanger til Agra, hvor de blev tilbudt islam eller døden. De fleste nægtede og blev dræbt, undtagen de yngre kvinder, der kom i haremmer.

Disse massakrer begået af muslimer i Indien er uden sidestykke i historien. I nøgne tal er de større end den jødiske holocaust, den sovjetiske terror, de japanske massakrer på kineserne under 2. Verdenskrig, Maos ødelæggelse af den kinesiske bondestand, tyrkernes massakrer på armenierne eller nogen anden af de berygtede forbrydelser mod menneskeheden i det 20. århundrede. Men desværre er de næsten ukendte uden for Indien.

Der er flere grunde til dette. Da briterne regerede Indien, fulgte de en del-og-hersk-politik, der hvidvaskede muslimernes historie, så de kunne sætte dem op som en modvægt til de mere talrige hinduer. Under kampen for uafhængighed bagatelliserede Gandhi og Nehru de historiske muslimske grusomheder, så de kunne simulere en facade af hindu-muslimsk enhed mod briterne. (Naturligvis faldt denne facade fra hinanden straks efter uafhængigheden, og flere millioner mennesker blev dræbt under den religiøse vold, der ledsagede opdelingen af Britisk Indien til Indien og Pakistan.) Efter uafhængigheden undertrykte marxistiske indiske forfattere, i deres ideologiske snæversyn, sandheden om den muslimske historie, fordi den ikke passede ind i den marxistiske historieteori. I dag nedtoner den indiske parallel til politisk korrekthed de muslimske ugerninger, fordi muslimerne skal være en "undertrykt minoritet" i det hindu-dominerede Indien. Og indiske venstreintellektuelle giver altid Indien skylden først og hader deres egen hinduistiske civilisation, nøjagtig som deres åndsfæller på Berkeley lægger al skyld på Amerika og Vesten.

I modsætning til Tyskland, som har sagt undskyld til dets jødiske og østeuropæiske ofre, og Japan, som i det mindste har opført sig ordentligt siden 2. Verdenskrig, og selv Amerika, som har fået et anfald af skyldfølelse over, hvad det gjorde mod det uendeligt mindre antal indianere, er de muslimske aggressorer mod Indien og deres efterfølgere ikke engang holdt op med at forsøge at gøre det arbejde færdigt, deres forgængere startede. Til denne dag ser militant islam Indien som en "uafsluttet sag", og det står fortsat højt på dagsordenen i olierige muslimske lande som Saudi-Arabien, der bruger millioner hvert år i forsøget på at konvertere hinduer til islam.

Man kan måske finde en lille tilfredshed i det faktum, at de har fundet det en ret så langsommelig affære.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.

---

Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves

---

Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika

---

Oversættelse: Bombadillo