Lige på den nordlige side af Attila-linjen, der deler øen Cypern, ligger spøgelsesbyen Varosha (en forstad til Famagusta) omgivet af pigtråd.

I 1974 invaderede det tyrkiske militær øen og skar den op. Græsk-cyprioter i nord blev tvunget til at flytte til den sydlige side af linjen. Tyrkisk-cyprioter fra syd blev tvunget til at flytte nordpå. Græsk-cypriotiske borgere i Varosha flygtede fra den tyrkiske invasion i rædsel. De forventede at vende tilbage til deres hjem inden for få dage. I stedet beslaglage tyrkerne den tomme by og pakkede den ind i hegn og pigtråd. Den dag i dag forbyder de enhver at komme ind.

Du man kan gå helt op til den og tage et kig. Fotografering af den døde by er ikke tilladt. Men hvis ingen holder øje, er der ikke noget, der fysisk stopper dig.

Det er en by, der ligger ud til stranden. Eller i det mindste var, da den var i live. En del af denne strand er stadig åben. Du kan gå langs stranden og bogstaveligt række hånden ud og røre ved nogle af spøgelsesbygningerne. (Alle de afbillede bygninger nedenfor er tomme og forbudt område.)

Lige ved siden af det nordligste spøgelseshotel inde i Varosha er der et åbent tyrkisk feriested. Bortset fra den besynderlige kulisse bag stranden på den græske side, er det et dejligt sted. Sandet er blødt og gyldent. Vandet er lavt og turkist. Strandparasoller er sat op lige over højvandslinjen.

Jeg ville tage et billede med disse parasoller i forgrunden og de uhyggelige bygninger bag dem. Sammenstillingen er ikke af denne verden. Men netop som jeg snappede et billede af Varoshas skyline, drejede en tyrkisk militærpatrulje om hjørnet på den anden side af hegnet og så mig med mit kamera. Føreren af jeepen huggede bremserne i lige på den anden side af bygningen, vist på billedet nedenfor.

En soldat steg ud fra passagersiden og vendte sig aggressivt mod mig. Jeg var nødt til at komme væk i en fart, før de konfiskerede mit kamera. Da jeg forlod området, holdt jeg kameraet ind til siden af kroppen og tog et par sidste billeder - mere eller mindre blindt - mens jeg hurtigt gik væk. Disse billeder er skæve, fordi jeg ikke kunne se skærmen eller støtte kameraet.

Billedet nedenfor viser to gamle græske hoteller, begge i en tilstand af råd og uden vinduer, der ligger ud til den del af stranden, som stadig er åben. Du kan gå hele vejen op gennem sandet og røre ved dem med hænderne, hvis du vil. Det ville jeg have gjort, hvis ikke hæren havde jaget mig væk.

Her er en eller andens hus, der ligger lige indenfor den forbudte zone.

Tag et kig på det charmerende nabolag, der er afbilledet nedenfor. Tyrkisk-cyprioterne bor på den ene side af gaden. Du kan se deres parkerede biler i forgrunden. Lige på den anden side af gaden ser man randen af Varosha-spøgelsesbyen. Kranen i øverste venstre hjørne har stået stille i 31 år. Ifølge Lonely Planet skulle der være en bilforhandler et eller andet sted i byen, der stadig har 1974-modeller stående i udstillingslokalet.

Nogle steder ville hegnet have været let at komme igennem. Nogle steder viste hegnet tydelige tegn på, at det havde været krydset flere gange. Men da det tyrkiske militær patruljerer inde i zonen, mente jeg det bedst at blive på min egen side.

I 31 år har Varosha været ubeboet. Tyrkiet burde skamme sig. Da militæret ikke ville lade mig tage billeder, forestiller jeg mig, at de på et vist niveau alligevel skammer sig - eller i det mindste er lidt flove - over, hvad de har gjort og gør. De vil ikke have dig til at se dette.

---

Oversættelse: Bombadillo