Amerikanere, vi er jeres død

Gennem tre århundreder opbyggede Vesten en enorm økonomisk, kulturel og militær kapital, der rager højt op over og dominerer, hvad der findes i resten af verden. Andre lande kan hade og harmes over Europa og USA, men de er stadig nødt til at efterligne, tilpasse eller stjæle Vestens teknologi, finansielle systemer og selv populærkultur. Men denne dominans er kommet for en pris for vesterlændinge, en pris, der indeholder kimen til vort forfald.

En ødelæggende effekt af denne præstation har været erosionen af de dyder og idealer, der skabte vestlig dominans i første omgang, et fænomen, der længe har været anerkendt som prisen for national succes. For to tusind år siden besigtigede den romerske historiker Livius vraget af den romerske republik, og inviterede sin læser til at betragte de af hans forfædres "sæder og skikke", der førte til deres dominans, og "dernæst følge i tanken, hvordan deres moral gradvist forfaldt, først ved at vige ganske let, så hvordan de sank dybere og dybere ned, dernæst begyndte at styrte til jorden, indtil han når den nuværende tid, hvor vi hverken kan tåle vore laster eller midlerne imod dem." Livius knyttede udtrykkeligt dette forfald sammen med den enorme stigning i rigdom, der fulgte Roms succes, og som "introducerede griskhed og en længsel efter overdreven nydelse midt i luksus og en passion for selvødelæggelse og ødelæggelse af alt andet".

Klichéer, kan man sige, men ikke desto mindre sande. Vestens forbløffende rigdom, mere udbredt end i nogen anden civilisation; opgivelsen af religion som grundlaget for moral og dyder; omdannelsen af politisk frihed til selvcentreret tøjlesløshed; og hedonisme i vareform, som giver enhver adgang til luksus og adfærd, der engang var forbeholdt en lille elite, har gjort selvforkælelse og nutiden vigtigere end selvopofrelse og fremtiden. Faldende fødselstal; en præference for at bruge penge på sociale overførsler snarere end på forsvar; og en vilje til at bebyrde vore børn og børnebørn med gæld for at finansiere disse rettigheder - alle vidner om et folk, hvis rigdom bedrager dem til at tro, at de uklogt kan ignorere fremtiden og på ubestemt tid har råd til dette luksusforbrug, der snigende svækker grundlaget for vores sociale og politiske orden. Denne proces er mere fremskreden i Europa end i USA, men vi i Amerika har støt bevæget os i retning af samme mentalitet.

Men vi vesterlændinge har en last, der er særegen for os: Vi tror, at resten af verden er ligesom os og ønsker, hvad vi ønsker, fordi vi selv er det mål, som historiske fremskridt ubønhørligt bevæger sig mod. Fordi resten af verden faktisk efterligner os i visse henseender, ønsker vore teknologier og tilmed nyder vores populærkultur, så tror vi, at de har de samme holdninger som os til religion, eller sociale relationer, eller vold, eller overlegenheden af idealer som fred, tolerance, samarbejde, åbenhed, lighed og lignende. Denne arrogante antagelse ligger bag hele bygningsværket af international lov med dets diplomatiske processer og institutioner, som vi tror, kan skabe global orden, fred og velstand.

Men enhver lov må hvile på en konsensus om hvilken adfærd, der er acceptabel, eller hvilke idealer, der er vigtigere end andre. I betragtning af den store globale variation i opfattelsen af disse spørgsmål, er en sådan konsensus, der accepterer vestlige begreber som normen, svær, hvis ikke umulig virkelig at opnå. Jo, der hykles respekt for den vestlige konsensus, især af den globale elite, som vore egne eliter omgås fortroligt med, men det er kun et resultat af vestlig økonomisk og militær dominans. Bag den beroligende tale om menneskerettigheder, fred og diplomatisk løsning af konflikter, fortsætter meget forskellige mål og overbevisninger over hele kloden med at drive adfærd, der støder sammen med vore egne mål og overbevisninger. Men forblændet af vores arrogante antagelse, at vi er fremtidens fortrop, ignorerer vi de værdier og overbevisninger, der modsiger vore egne, eller bortforklarer dem overlegent som følger af uvidenhed, overtro, fattigdom eller af ondsindede eliters og psykopatiske diktatorers rænkespil.

Undersøg udenrigspolitikken, bare i årene efter 9/11, og vi vil se de farlige konsekvenser af vores selvoptagethed. Hele "krigen mod terror" er, under begge partier, blevet kompromitteret af en manglende forståelse for den historiske islam set med dens egne øjne, især dens doktrin om voldelig jihad mod de vantro. Talrige passager fra Koranen, hadith og islamisk retslære har gennem 14 århundreder været brugt til udtrykkeligt at påpege dette religiøse imperativ. I den samme periode forstod europæere, som var ofre for invasioner, plyndringstogter, besættelser og slavebinding retfærdiggjort af denne doktrin, at denne hærgen var udtryk for en voldelig intolerance i selve hjertet af islam. Alexis de Tocqueville skrev i 1838: "Jihad, hellig krig, er en forpligtelse for alle troende (...). Krigstilstanden er den naturlige tilstand i forholdet til vantro (...). De voldelige tendenser i Koranen er så påfaldende, at jeg ikke kan forstå, hvordan noget menneske af sund fornuft kan overse dem." 60 år senere skrev Winston Churchill om Talebans forgængere: "Men den muhamedanske religion øger, i stedet for at mindske, intolerancens raseri. Den blev oprindeligt udbredt ved sværdet, og lige siden har dens tilhængere været underlagt, mere end folk fra alle andre trosretninger, denne form for galskab." Efter et overblik over globale konflikter anført af muslimer, konkluderede Churchill: "Fremskridtets kræfter støder sammen med reaktionens. Blodets og krigens religion står ansigt til ansigt med fredens."

Denne konsensus om islam, den bitre frugt af 14 århundreders aggression og lytten til, hvad den islamiske doktrin klart siger, bliver i dag afvist af arrogante vesterlændinge som en frugt af racisme, intolerance og imperialisme. Sikre på vores egen overlegne viden og moral, drister vi os til at fortælle millioner af muslimer, at de ikke forstår deres egen religion. For nylig, som Raymond Ibrahim rapporterede, sagde CIA-chef John Brennan til Council of Foreign Relations, at al-Qaedas ideologi er "en pervers og meget forvansket fortolkning af Koranen," og at "al-Qaeda har kapret" islam og "virkelig forvrænget Muhammeds lære". Men mystisk nok, fortsætter Brennan, på trods af denne formodet kætterske fejlfortolkning af islam, "vandt denne ideologi, denne al-Qaedas dagsorden, genklang og tilslutning i mange dele af verden". Uanset om det er terrorangrebet den 11. september, misforståelsen af det "arabiske forår", det palæstinensisk-arabiske folkemorderiske had til Israel eller faren for Irans erhvervelse af atomvåben, så har denne fordrejning af islam hæmmet vores svar på dens aggression og givet frit løb til vores vildfarelse om, at et flertal af muslimer ønsker fred, velstand og frihed mere end de ønsker at adlyde Allah og leve efter islamiske forskrifter. Efter at have reduceret vores egen religion til et valg af livsstil og behagelige ferietraditioner, kan vi vesterlændinge ikke forestille os en religion, hvis troende tager dens befalinger alvorligt og ser verden som arena for en lang åndelig kamp, de af skæbnen er bestemt til at vinde.

Så er der den tåbelige reaktion på Vladimir Putins aggression mod Ukraine og Krim. Da mange af os ser os selv som internationalister og kosmopolitter, der er alt for sofistikerede til lidenskabelig national loyalitet, så ignorerer vi det kraftfulde træk fra etnisk og national identitet. Da vi tror på international orden som et tegn på den menneskelige races fremskridt og forbedring, så spotter vi Putins forfølgelse af nationale interesser ved hjælp af vold a la "det 19. århundrede", og erklærer dem i strid med Ruslands sande interesser, som om vi kender dem bedre end russerne selv. I mellemtiden, hvad vi burde gøre, er at beregne, om Putin vil komme til at nå sine mål på bekostning af vore egne interesser og sikkerhed. Med lignende arrogance - da vi er fjendtligt indstillet over for troens magt i folks liv - fejer vi Putins analyse af et hedonistisk, hedensk Vesten til side som falsk propaganda, idet vi glemmer, at mange russere ikke har fulgt os i vores foragt for religion som værende gammel overtro. Ingen tvivl om, at disse etniske og religiøse motiver er blandet op med flere kommercielle og chauvinistiske motiver, men denne rodede kompleksitet af menneskelig adfærd, denne menneskers evne til samtidig at forfølge to modstridende eller gensidigt udelukkende goder, er netop, hvad vores vestlige konsensus om udviklingen af den menneskelige natur ignorerer. Derfor er vi sårbare over for den hensynsløse og fanatikeren; vi foretrækker i enhver konflikt at sende diplomater til skuddueller.

Så her er vi; vi lever stadig af den enorme kapital samlet af vore forfædre, og gør intet for at gendanne den. Men disse kulturelle og moralske ressourcer svinder dag for dag, og uden for Vesten holder brutale rivaler øje og venter, mens de udnytter vore arrogante vrangforestillinger og manipulerer vore fallerede idealer som f.eks. "diplomatisk engagement" for at nå deres mål. I mellemtiden er vi, ligesom Livius' romere, i en situation, "hvor vi hverken kan tåle vore laster eller midlerne imod dem".

---

Bruce S. Thornton er forsknings-stipendiat ved Hoover Institution. Han fik sin bachelor i latin i 1975 og sin ph.d. i litteraturvidenskab - græsk, latin og engelsk - i 1983, begge fra University of California, Los Angeles. Thornton er i øjeblikket professor i klassik og humaniora ved California State University i Fresno, Californien. Han er forfatter til ni bøger og talrige essays og anmeldelser om græsk kultur og civilisation og deres indflydelse på vestlig civilisation. Hans seneste bog, udgivet i marts 2011, har titlen The Wages of Appeasement: Ancient Athens, Munich, and Obama's America.

---

Oversættelse: Bombadillo