Den kristne tragedie i den muslimske verden
Af Bruce Thornton
Oversættelse af: Christian Tragedy in the Muslim World
Kilde: Defining Ideas, 25. juli 2013
Udgivet på myIslam.dk : 24. august 2013

Vi gennemlever i dag en af de største forfølgelser af en religiøs gruppe i historien.

Kun få mennesker er klar over, at vi i dag gennemlever den største kristenforfølgelse i historien, endnu værre end selv de berømte overfald under gamle romerske kejsere som Diocletian og Nero. Skøn over antallet af kristne under angreb ligger i intervallet 100-200 millioner. Ifølge et skøn, bliver en kristen gjort til martyr hvert femte minut. Og det meste af denne forfølgelse sker i hænderne på muslimer. Af de 50 lande, der forfølger kristne mest, har 42 enten muslimsk flertal eller har betydelige muslimske befolkninger.

Omfanget af denne katastrofe, dens oprindelse og hvorfor den er blevet mødt med et skuldertræk af de fleste vestlige medier, er emnerne i Raymond Ibrahims Crucified Again. Ibrahim er Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en associate fellow ved Middle East Forum. Som flydende arabisktalende har han sporet, hvad han kalder "en af de mest dramatiske historier" i vor tid i de rapporter og vidnesbyrd, der bringes i arabiske aviser, i nyhedsudsendelser og på hjemmesider, men som sjældent bliver oversat til engelsk eller bragt i den vestlige presse. Hvad han dokumenter i denne omhyggeligt udforskede og klart argumenterede bog er en menneskerettighedskatastrofe af monumentale dimensioner.

I Crucified Again udfører Ibrahim to uvurderlige funktioner i uddannelsen af folk om den nye "Store Forfølgelse", for at bruge etiketten for den romerske krig mod kristne. Først dokumenterer han hundredvis af konkrete eksempler fra hele den muslimske verden. Ved at gøre dette, viser han omfanget af forfølgelsen, og foregriber enhver påstand om, at det er et marginalt problem. Derudover minder Ibrahim om de glemte ofre og nægter at lade deres lidelser have været forgæves på grund af mediers og embedsmænds ligegyldighed eller uopmærksomhed.

For det andet giver han en overbevisende forklaring på, hvorfor disse angreb er koncentreret i de muslimske lande. Dermed korrigerer han den bedrageriske ønsketænkning og det apologetiske spin, der ødelægger meget af den aktuelle diskussion om islamisk inspireret vold.

Ibrahims righoldige rapporter om vold mod kristne dækker hele den muslimske verden, herunder et land som Indonesien, der ofte karakteriseres som "moderat" og "tolerant". Sådanne angreb er så hyppige, fordi de ikke blot kommer fra jihadister, som nogle vesterlændinge affærdiger som "ekstremister", men fra skarer af almindelige mennesker og som et resultat af regeringspolitikker og love, der diskriminerer mod kristne. Snarere end at være spontane reaktioner på lokale klager, så åbenbarer disse angreb en konsekvent ideologi af had og foragt, der overskrider nationale, geografiske og etniske forskelle.

I Afghanistan, for eksempel, hvor amerikansk blod og rigdom befriede afghanerne fra morderiske fanatikere, har en retskendelse fra marts 2010 ført til ødelæggelsen af den sidste kristne kirke i landet. I Irak, også frit på grund af USA's offer, er halvdelen af de kristne flygtet; i 2010 blev Vor Frue af Frelsens Kirke i Bagdad bombet under en messe, med 58 dræbte og hundreder såret.

I Kuwait, der ligeledes har nydt godt af amerikansk magt, afviste byrådet i Kuwait By en tilladelse til at bygge en græsk-katolsk kirke. Et par år senere sagde et medlem af parlamentet, at han ville fremlægge et lovforslag om at forbyde al kirkebyggeri. En delegation af kuwaitere blev derefter sendt til Saudi-Arabien - som ved lov forbyder al kristen tilbedelse - for at rådføre sig med stormuftien, den højeste autoritet i islamisk lov på islams fødested, Den Arabiske Halvø.

Muftien meddelte, at det er "nødvendigt at ødelægge alle kirker i regionen", en erklæring der blev ignoreret i Vesten, indtil Ibrahim rapporterede om det. Det er let at forestille sig mediernes heftige harme og fordømmelse, hvis paven i Rom havde opfordret til ødelæggelse af alle moskeer i Italien. Fraværet af enhver vestlig fordømmelse af eller blot reaktion på muftiens erklæring var bedrøvende. Er der ingen grænser for vores tolerance over for islam?

Desuden er det i Egypten - endnu en modtager af penge og støtte fra Amerika - at chikane og mord på kristne er særlig intens. Dette er til dels en afspejling af det store antal koptiske kristne - de omkring 16 millioner efterkommere af de egyptiske kristne, som blev erobret af arabiske hære i 640 e.Kr. Siden Mubaraks fald er adskillige koptiske kirker blevet angrebet af muslimske horder. Mest markant er ødelæggelsen af St. Georg Kirke i Edfu i september 2011. Som illustration af sammenhængen mellem pøbelvold og regeringens politik, blev chefen for Edfus efterretningsenhed set lede pøbelen, der ødelagde kirken. Guvernøren, der oprindeligt godkendte en tilladelse til at renovere bygningen, gik på tv og meddelte, at "kopterne begik en fejl" i forsøget på at reparere kirken "og måtte straffes, og at muslimer ikke gjorde andet end at sætte tingene på plads."

Ødelæggelsen af St. Georg udløste en kristen demonstration mod regeringssanktioneret vold mod kristne og deres kirker, som fandt sted i Cairo-forstaden Maspero i oktober 2011. Da muslimske horder angreb demonstranterne til råbene "Allahu Akbar" og "dræb de vantro", fik de hjælp af soldaterne, der var sendt for at holde orden. Snigskytter skød på demonstranterne, og pansrede vogne kørte flere ned. På trods af de grufulde fotografier, der viser de knuste hoveder af koptere, benægtede det egyptiske militær anklagerne, men hævdede senere, at kopterne havde kapret bilerne og kørt deres trosfæller over.

Falske medie-rapporter om koptere der myrdede soldater, gav næring til volden. 28 kristne blev dræbt og flere hundrede såret. I kølvandet blev 34 koptere tilbageholdt, heriblandt flere som ikke engang havde været i nærheden af demonstrationen. Senere blev to koptiske præster stillet for retten. I mellemtiden, på trods af en overflod af video-bevismateriale, lukkede justitsministeren en undersøgelse på grund af "manglende identifikation af de skyldige."

Forfølgelsens omfang, angrebenes indbyrdes lighed samt angribernes bevæggrunde, på trods af nationale og etniske forskelle og regeringsembedsmænds rolle med at tilskynde dem, råber alt sammen på en forklaring. Ibrahim udstikker klart de historiske og teologiske rødder til muslimsk intolerance i bogens vigtigste kapitel: "Lost History." I modsætning til apologeterne - der tilskriver disse angreb fattigdom, politisk undertrykkelse, kolonialismens arv eller den uløste israelsk-arabiske konflikt - så viser Ibrahim, at intolerance over for andre religioner og brugen af vold mod dem er en afspejling af traditionel islamisk teologi og ret.

Først korrigerer Ibrahim en forkert opfattelse af historien, som har tilskyndet denne misforståelse. Under den europæiske koloniale tilstedeværelse i Mellemøsten, var undertrykkelse af kristne og andre religiøse mindretal bandlyst. Det var også i den periode, at mange muslimer, i erkendelsen af hvor meget mere magtfulde europæerne var end dem selv, begyndte at efterligne kolonimagternes politiske og sociale skikke og institutioner.

Derfor afskaffedes de diskriminerende sharia-love, der fastsætter, hvordan "dhimmier", kristne og jøder under muslimsk myndighed, skal behandles. I 1856 for eksempel, udstedte osmannerne under pres fra de europæiske magter et dekret, der sagde, at ikke-muslimer skulle behandles som ligestillede og som garanterede religionsfrihed. Denne ca. 100 år lange periode med relativ tolerance kalder Ibrahim ”Den kristne Guldalder" i Mellemøsten.

Desværre, som Ibrahim skriver, har den århundredlange blomstring for de mellemøstlige kristne "skabt kronologisk forvirring og intellektuelle faldgruber for vesterlændinge", der tager den "hundredårige pause i forfølgelsen" som normen. Faktisk var disse hundrede år en anomali, og efter 1. Verdenskrig begyndte traditionelle islamiske holdninger og doktriner igen at gøre sig gældende, en bevægelse, der tog fart i 1970'erne. Resultatet er kristendommens forsvinden i området for dens fødsel. I 1900 var 20 procent af Mellemøsten kristen. I dag er tallet mindre end 2 procent.

Efter at have korrigeret vort forvrængede historiske perspektiv, fremlægger Ibrahim så de retfærdiggørende doktriner i islam, der har gjort en sådan forfølgelse mulig under de fjorten århundreders møder mellem muslimer og ikke-muslimer. Fundamenterne kan findes i Koranen, som muslimer betragter som Guds ord. De "vantro" defineres her som "de, der siger: 'Gud er den tredje af tre'" [K 5:73] eller ”siger: 'Gud er Messias, [Jesus] Marias søn'” [K 5:72] - det vil sige udtrykkeligt som kristne. Som sådan skal de ifølge Koranen elimineres eller undertvinges. Det mest markante vers [9:29], der styrer muslimsk behandling af kristne og jøder, befaler muslimer at føre krig mod de vantro, indtil de er besejret, betaler skat og anerkender deres ydmygelse og underkastelse.

I det syvende århundrede bekendtgjorde den anden kalif, Omar bin al-Khattab, den såkaldte "Umars Pagt", der mere detaljeret bestemmer, hvordan kristne skal behandles. Disse bestemmelser forbyder bygning af kirker og reparation af de eksisterende, religiøse processioner offentligt, udstilling af kors, at bede nær muslimer, missionsvirksomhed, at forhindre konvertering til islam, foruden regler for, hvordan kristne skal klæde sig, optræde og behandle muslimer.

"Hvis de nægter dette," sagde Umar, "er det sværdet uden skånsel." Disse regler har konsekvent bestemt behandlingen af kristne gennem fjorten århundreder, og muslimer nævner jævnligt overtrædelser af disse regler som begrundelse for deres angreb. Som en saudisk sheik for nylig sagde i en moské-prædiken: "Hvis de [kristne] overtræder disse regler, har de ingen beskyttelse." Fra Marokko til Indonesien, bliver kristne angrebet og myrdet, fordi de angiveligt har forsøgt at renovere en kirke, missionere blandt muslimer eller har bespottet Muhammed - alle grunde, der er i overensstemmelse med Koranens påbud kodificeret i lovgivningen og med skolers læseplaner.

Både islamisk lære og historie viser kontinuiteten i de motiver, der ligger bag dagens forfølgelse af kristne. Som Ibrahim skriver: "Nøjagtig de samme mønstre for forfølgelse er tydelige fra den ene ende af den islamiske verden til den anden - i lande, der ikke deler samme sprog, race eller kultur - men som kun deler islam." Men den herskende visdom i Vesten i dag benægter denne åbenlyse sandhed. Årsagerne til denne holdning af benægtelse ville fylde endnu en bog. Som Ibrahim påpeger, har forvanskningen af historien i lærebøger for både universitet og grundskole byttet den historiske sandhed ud med forskellige melodramaer om vestlige kolonialister og imperialister, der undertrykker muslimer.

Disse og andre fordomme har ført amerikanske medier til at ignorere eller fordreje islamisk inspireret vold, som det kan ses i dækningen af den nigerianske jihad-bevægelse Boko Haram. Disse jihadister har offentligt tilkendegivet deres mål om rensning Nigeria for kristne og indførelse af sharia-lov, men vestlig mediedækning ignorerer konsekvent dette mål og fremstiller konflikten som en "cyklus af vold", hvor begge parter er lige skyldige.

Som Ibrahim konkluderer - når vestlige medier endelig rapporterer om vold mod kristne, "bruger de et arsenal af semantiske spil, nøglefraser, bekvemme udeladelser og moralsk relativisme" for at fremme den anti-vestlige fortælling om, at "muslimsk vold og intolerance er produkter af næsten hvad som helst - fattigdom, politiske og historiske klager eller territoriale stridigheder - alt undtagen islam."

Indenfor det globale muslimske samfund er der en strid mellem dem, der ønsker at tilpasse deres tro til den moderne verden, og dem, der ønsker at føre krig for at genskabe en tabt fortid med muslimsk dominans. Vi gør ikke førstnævnte nogen tjeneste ved at bære over med islams mere usmagelige aspekter, da disse aspekter præcis er hvad der skal ændres, hvis muslimer skal kunne nyde friheden og velstanden i en politisk orden, der bygger på menneskerettigheder og inkluderende tolerance. Raymond Ibrahims Crucified Again er en uvurderlig ressource for en sandhed, der kunne fremme en sådan ændring.




Bruce S. Thornton er forsknings-stipendiat ved Hoover Institution. Han fik sin bachelor i latin i 1975 og sin ph.d. i litteraturvidenskab - græsk, latin og engelsk - i 1983, begge fra University of California, Los Angeles. Thornton er i øjeblikket professor i klassik og humaniora ved California State University i Fresno, Californien. Han er forfatter til ni bøger og talrige essays og anmeldelser om græsk kultur og civilisation og deres indflydelse på vestlig civilisation. Hans seneste bog, udgivet i marts 2011, har titlen The Wages of Appeasement: Ancient Athens, Munich, and Obama's America.




Oversættelse: Bombadillo