(Koranen 21:1 - 22:78)
Af
Kilde: Jihad Watch, 21. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 16. januar 2017
Sura 21. Profeterne - Al-Anbiya
Efter at flere suraer har berettet om forskellige profeters budskab og modtagelse i slående ens vendinger, diskuterer sura 21, "Profeterne", fænomenet profeti og den måde, hvorpå den i almindelighed er blevet modtaget (som regel med spot). Den omtaler også flere profeter specifikt, herunder Abraham, David, Salomon, Job og Zakarias. Sura 21 er en sen Mekka-sura, og blev åbenbaret på baggrund af den daværende strid mellem Muhammed og lederne af den hedenske Quraysh-stamme i Mekka - en stamme, som Muhammed selv var medlem af, men som havde afvist hans profetiske krav. Denne sura er fuld af både direkte og underforståede henvisninger til deres skepsis, samt svar på deres indvendinger.
I versene 1-47 taler Allah generelt om, hvordan de vantro altid håner tegnene på hans kreative kraft og profeternes budskaber. Vi hører om deres affærdigelse af Muhammeds profetiske fordringer, og i versene 4, 24, 42 og 45 fortæller Allah Muhammed, hvad han skal sige til dem. De vantro hævder, at Muhammed bringer trolddom og antager, at han for at være en profet skal være "andet end et menneske" som dem selv (v. 3). Men de tidligere profeter var bare almindelige mænd, hvilket de vantro kan opdage ved at spørge jøderne og de kristne ("dem, der har fået en påmindelse") (v. 7-8).
De vantro siger, at Muhammed er en digter, der selv har fundet på Koranen, og at han, hvis virkelig var en profet, ville udvirke et mirakel (v. 5). Men Allah har ødelagt hele befolkninger i fortiden (v. 6), og har gjort, hvad han lovede at gøre, og frelst "hvem Vi ellers ville. Vi tilintetgjorde dem, der gik for vidt" (v. 9). Nu har Allah åbenbaret en bog med et budskab til menneskeheden - det vil sige Koranen (v. 10). Og dette er ingen leg: Allah har ikke skabt alt bare for sjov (v. 16). Hvis han havde ønsket lidt tidsfordriv, "havde Vi skaffet den fra Os selv" (v. 17). Det vil ifølge Tafsir al-Jalalayn sige: "Hvis Vi havde ønsket en adspredelse, det, som giver adspredelse i form af en partner eller et barn, havde Vi skaffet den fra Os selv blandt de sortøjede hurier eller engle." [Fed er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.] De "sortøjede hurier" er de sagnomspundne jomfruer i Paradiset.
Men i stedet, i et chokerende voldeligt billede: "Nej, Vi vil slynge sandheden mod bedraget; den vil drive det tilbage [R. Spencers engelske oversættelse lyder: "knocks out its brain". Dansk f.eks.: "knuse dets hoved", o.a.], og da bliver det til intet" (v. 18). Selv de væsener, der befinder sig i Allahs nærvær, er ikke for stolte til at tjene ham (v. 19-20). De vantro kan ikke have ret i, at de ting de tilbeder, virkelig er guder ved siden af Allah, fordi denne mangfoldighed ville skabe forvirring, ikke kun i himmelen, men også på jorden (v. 22) - et vers, der måske afslører, hvorfor islamiske samfund altid har haft hældning mod autoritære samfund og aldrig været åbne over for demokrati.
Men Allah, den absolutte hersker, "kan ikke drages til ansvar for, hvad Han gør" (v. 23). [Dette koran-citat er oversat fra The Noble Quran: "He cannot be questioned as to what He does ...". Ellen Wulff har: "Ingen drager Ham til ansvar for, hvad Han gør, ...". Som Ibn Kathir siger: "Han er Herskeren, hvis styre ikke kan væltes, og ingen kan gøre indsigelse mod det på grund af Hans magt, majestæt, stolthed, viden, visdom, retfærdighed og skarpsindighed." Dem, der siger: "Den Barmhjertige har taget sig børn" (v. 26), er ikke kun de kristne, men også de hedenske arabere, der tilbad Allahs døtre - som vi skal høre mere om senere, navnlig i sura 53. Allahs tjenere - dvs. profeterne - går kun i forbøn for dem, der er acceptable for ham (v. 28), og hvis en af disse tjenere hævdede at være en gud, ville han komme i Helvede (v. 29).
Har de vantro ikke erkendt tegnene på Allahs skabende hånd i de ting, der hører denne jord til (v. 30-33)? Alligevel vover de at latterliggøre Muhammed (v. 36), uden at ænse, at Dommedag uundgåeligt vil komme (v. 37-44). Enhver vil blive behandlet retfærdigt på denne dag, og end ikke hans mindste gode gerning, selv på størrelse med et sennepsfrø, vil gå ubemærket hen (v. 47).
Så i versene 48-93 omtaler Allah nogle af de væsentlige begivenheder i nogle af profeternes liv, igen med mange paralleller til Muhammeds egen situation med Quraysh. Allah gav Moses og Aron Sondringen (al-Furqan, الفرقان) (v. 48) - det vil sige, den sande vejledning. Al-Furqan er i islamisk tradition identificeret med Koranen selv, men her gælder det for det tidligere profetiske budskab - Toraen, der blev givet til Moses. Ifølge islamisk tradition var både Toraen og Evangeliet i deres substans identiske med Koranen, men blev senere forvanskede af de trodsige og vantro tilhængere af Moses og Jesus.
Allah vender derefter tilbage til historien om Abraham, og fortæller endnu engang om hans afvisning af at tilbede sin fars afguder (v. 51-73). Han konfronterer afgudsdyrkerne fra sit eget folk, der spotter ham på netop den måde, som Quraysh har spottet Muhammed. De går endda så vidt som til at forsøge at brænde ham ihjel, men Allah gør ilden kold og redder sin profet (v. 68-69). Derefter følger i hurtig rækkefølge korte henvisninger til Lot (v. 74-75); Noah (v. 76-77); David og Solomon (v. 78-82); Job (v. 83-84); Ismael, Idris (Enoch) og Dhul-Kifl (Ezekiel) (v. 85); Dhun-Nun (Jonas) (v. 87-88); Zakarias (v. 89-90); og Maria og Jesus (v. 91). De forblev alle, bliver vi mindet om her, tro mod Allah gennem forskellige former for vanskeligheder og nød (og ofte foragt fra de vantro). Alle delte en og samme religion, islam (v. 92), selvom de, der fulgte efter disse profeter, "har brudt med hinanden i deres sag" [The Noble Quran har her "religion", o.a.] (v. 93). Alle profeternes oprindelige religion var islam, og når nogen hævder at følge en af disse profeter - Abraham, Moses, Jesus - men afviser islam, afviser han disse profeters sande budskab til fordel for en senere forvansket version.
Dernæst advarer Allah om Dommens Dag (v. 94-112). Når Gog og Magog er sluppet løs (se sura 18:94), så vil de vantro forstå, at alt dette var sandt (v. 97). Når de træder ind i Helvede, vil de se, at deres falske guder er nytteløse til at holde dem ude derfra (v. 98-100). Men de troende vil ikke blive udsat for noget af dette, og vil end ikke høre de fordømte skrige i Helvede; i stedet vil englene hilse dem velkommen (v. 101-103). Allah vil producere en ny skabelse på samme måde, som han producerede den første (v. 104). De retfærdige - dvs. muslimerne - vil arve jorden (v. 105). Koranen er et budskab til dem, der ønsker at tilbede Allah (v. 106), og Muhammed er sendt "af barmhjertighed mod alverden" (v. 107). Muhammed skal fortælle folk, at han har givet den advarsel, han blev befalet at give, men at han ikke ved, hvornår den lovede Dom vil komme (v. 109).
Sura 22. Valfarten - Al-Hajj
Islamiske lærde er uenige om, hvorvidt sura 22 stammer fra Mekka- eller Medina-perioden i Muhammeds profetiske karriere. Ibn Kathir og Maulana Muhammed Ali siger, den er mekkansk, mens Tafsir Anwar ul-Bayan, Daryabadi og andre siger, den er medinensisk. Maududi deler sol og vind lige ved at påpege en stilistisk forskel mellem versene 1-24 og versene 25-78, og postulerer, at den første del kommer fra Mekka og den anden fra Medina.
Allah udsender i versene 1-24 endnu en advarsel om den frygtelige Dommedag (v. 1-2, 4, 7) og hudfletter de vantros trodsighed (v. 3, 5-6, 8-13). De retfærdige vil få adgang til frodige haver (v. 14, 23-24). De, der tvivler på, at Allah vil hjælpe Muhammed i denne verden og den næste skal hænge sig selv (v. 15). [The Noble Quran har: "... let him stretch out a rope to the ceiling and let him strangle himself." Dansk: "...lad ham spænde et reb fast til loftet og lad ham kvæle sig selv", o.a.] "Dette," siger Ibn Kathir, "var også opfattelsen hos Mujahid, Ikrimah, Ata, Abu Al-Jawza, Qatadah og andre. Meningen er: Enhver der tror, at Allah ikke vil støtte Muhammed og Sin Bog og Sin Religion, lad ham gå hen og dræbe sig selv, hvis det irriterer ham så meget." Allah har nedsendt tydelige tegn - en henvisning til Koranens vers (ayat eller tegn) - og vejleder de mennesker til sandheden, som han ønsker at vejlede (v. 16). Jøder, kristne og andre vil alle blive dømt (v. 17); "Allah vil på Dommens Dag træffe afgørelse mellem dem," siger Maulana Bulandshahri i Tafsir Anwar ul-Bayan, "og meddele dem, at kun muslimerne blev vejledt rigtigt."
Selv solen, månen, stjernerne og alle skabte væsener tilbeder Allah (v. 18). Faktisk blev Muhammed engang spurgt, hvor solen tager hen, når den går ned. Han svarede: "Den går (dvs. rejser) indtil den kaster sig ned under Tronen og beder om tilladelse til at stige op igen, og det tillades." Hvor grufuld vil Dommen og helvedesilden være? Allah beskriver uhyggeligt Helvedes rædsler - skoldende varmt vand, krumstave af jern (v. 19-22). Ifølge en hadith siger Muhammed, at 999 ud af hver tusinde mennesker vil blive sendt til Helvede. På den dag vil Adam spørge Allah: "O Allah! Hvor mange er Ildens mennesker?" Allah vil svare: "Fra hver tusind, udtag 999." Muhammed forklarede, at det ene frelste menneske ville være en muslim, og sagde til sine ledsagere: "Glæd jer med det glade budskab; én person vil kommer fra jer og ét-tusinde vil komme fra Gog og Magog."
Maududi foreslår, at versene 25-78 blev åbenbaret ikke længe efter, at muslimerne var udvandret fra Mekka til Medina, og omkring tidspunktet for Hajj, valfarten til Mekka, hvor de følte særlig stærk hjemve. Den hedenske Quraysh-stamme kontrollerede Mekka dengang, og havde afskåret muslimerne fra pilgrimsfærden. "Derfor kan de endda have bedt om og forventet guddommelig tilladelse til at føre krig mod de tyranner, der havde fordrevet dem fra deres hjem og forhindret dem i at besøge Allahs Hus, og gjort det vanskeligt for dem at følge islams vej. Det var ved denne lejlighed, i denne psykologiske tilstand, at disse vers blev sendt ned."
De, der forhindrer muslimerne i at udføre pilgrimsfærden, vil lide en pinefuld straf (v. 25). Allah ledte Abraham til stedet for Den Hellige Moské i Mekka og fortalte ham, at det ville blive et valfartssted for dem, der tror på Allah og ikke sætter partnere ved hans side (v. 26-31). Alle mennesker bør udføre offerceremonier - ofre dyr til Allah (v. 32-38).
De, der er blevet fordrevet fra deres hjem og gjort til ofre på andre måder, har tilladelse til at kæmpe mod dem, der har krænket dem (v. 39-40). Ifølge Mujahid, Ad-Dahhak, Ibn Abbas, Urwah bin Az-Zubayr, Zayd bin Aslam, Muqatil bin Hayan, Qatadah og andre, var dette det første vers, der blev åbenbaret om jihad - det vil sige, siger Maududi: "Vers 39 er det første vers, der giver muslimerne tilladelse til at føre krig." Dette vers er også mottoet for Osama bin Ladens Brev til Amerika af 6. oktober 2002, hvori han uddyber sine motiver og mål.
Så siger Allah: "Hvis ikke Allah holdt menneskene tilbage, nogle ved hjælp af andre, så ville klostre, kirker, synagoger og bedehuse, hvori Allahs navn hyppigt nævnes, blive ødelagt" (v. 22:40). Dette kunne synes at være et generelt forbud mod ødelæggelse af kirker; et bevis på, at jihadister, der begår denne handling, gør det på trods af deres religion.
Desværre er dette ikke alt, hvad Koranen siger. Koranen bekræfter mange gange, at dens budskab er det samme som Toraens og Evangeliernes, og opfordrer jøder og kristne til at bemærke dette og acceptere den som guddommelig åbenbaring. Allah fortæller Muhammed: "Til dig sendte Vi Skriften med sandheden ned, til bekræftelse af det af Skriften, der forelå før den, og for at give vished derom" (5:48), efter at have bekræftet, at der i Evangeliet var "retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som en retledning og formaning til de gudfrygtige" (5:48). De, der ikke accepterer den nye åbenbaring, bliver revset og truet med straf: "De, der er vantro, blandt Skriftens folk og dem, der sætter andre ved Allahs side, er i Helvedes ild; dér skal de forblive til evig tid. De er de værste af skabningen" (98:6).
Bemærk at denne passage fra sura 22 angiver, at gudshuse, hvori "Allahs navn hyppigt nævnes", ikke skal ødelægges. Mens Allahs navn måske nok bliver hyppigt nævnt i kirker og synagoger tilhørende dem, der anerkender Muhammed og Koranen, kan det samme ikke siges om kirker og synagoger tilhørende dem, "der er vantro, blandt Skriftens folk". Således kan Islamisk Stat, når den ødelægger kirker og andre gudshuse i Irak og Syrien, retfærdiggøre sine handlinger med solide islamiske grunde.
Muslimerne, "hvis Vi giver dem magt på jorden, vil holde bøn, give almisse påbyde det rette og forbyde det forkastelige" (v. 41) - dvs. de vil etablere den rette ordning af samfundet. Men de, der afviser muslimernes budskab, vil i sidste ende vil blive tilintetgjort, som de vantro blev det i forgangne tider (v. 42-48). Allah fortæller Muhammed, at han skal henvende sig til de vantro og sige til dem, at han bare giver dem en advarsel: Følg retfærdighedens vej eller kom i Helvede (v. 49-51).
Satan har bragt forstyrrelse i alle tidligere profeters budskaber, men Allah ophæver enhver usandhed, han skyder ind (v. 52-53). Ibn Kathir siger, at mange koran-kommentatorer på dette sted diskuterer hændelsen med de sataniske vers, i hvilken Muhammed, i håb om forsoning med den hedenske Quraysh-stamme i Mekka (som han var medlem af, og som havde afvist hans profetskab), skulle have erklæret tre gudinder, tilbedt af Quraysh, som "Allahs døtre". Men da han indså, at han havde kompromitteret sit budskab om monoteisme, trak han de pågældende vers tilbage og sagde, at han i dette tilfælde var blevet inspireret af Satan. Ibn Kathir tror dog ikke, at nogen af disse beretninger om hændelsen er pålidelige. Vi vil vende tilbage til dette, når vi kommer frem til sura 53, hvor den første del af Muhammeds åbenbaring om gudinderne stadig kan læses, selv om de "sataniske" elementer selvfølgelig er væk.
Allah leder de troende til islams lige vej (v. 54), mens dem uden tro aldrig vil acceptere islam, før dommen til sidst kommer over dem (v. 55, 57). De, der bliver dræbt under jihad-krigsførelse, vil blive belønnet (v. 59). De, der kun har gjort gengæld i forhold til den skade, de har lidt, og derefter bliver angrebet igen, vil modtage hjælp fra Allah (v. 60). Ibn Kathir forklarer: "Muqatil bin Hayan og Ibn Jurayj nævnte, at dette blev åbenbaret om en træfning, hvor Muhammeds følgesvende stødte på nogle af afgudsdyrkerne. Muslimerne opfordrede dem til ikke at kæmpe i de hellige måneder, men afgudsdyrkerne insisterede på at kæmpe og indledte aggressionen. Så muslimerne kæmpede mod dem og Allah gav dem sejren."
Allah har magt over alle ting, og alle ting vidner om hans tilstedeværelse og magt (v. 61-66). Muhammed skal kalde alle mennesker til islam, uden at strides med dem (v. 67-69). Allah ved alt (v. 70), og alligevel fortsætter de i deres forstokkethed og afgudsdyrkelse (v. 71-72). De vantros afguder kan ikke engang skabe en flue (v. 73). De troende skal tilbede Allah (v. 77) og kæmpe for hans sag, som er Abrahams religion. Allah har kaldt de troende for muslimer både før denne åbenbaring og nu også i den. De troendes opgave er at være vidner om Allah for hele menneskeheden (v. 78).
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo