I april 2004 blev fire amerikanske entreprenører, der arbejdede i Irak, angrebet af pøbelen i Fallujah. Efter at være blevet dræbt, blev deres lig lemlæstet og stukket i brand.

The New York Times offentliggjorde den 6. juni 2004 en artikel med titlen "Ny vold, gammelt problem" ["New Violence, Old Problem"] af Af Neil MacFarquhar.

Han skrev:

Khobar, Saudi-Arabien - En nylig fatwa, lagt ud på en populær islamisk hjemmeside i Saudi-Arabien, forklarer, hvornår en muslim må lemlæste liget af en vantro.

Afgørelsen, skrevet af en saudisk religiøs sheik ved navn Omar Abdullah Hassan al-Shehabi, dekreterer, at den døde kan lemlæstes som en gengældelse, når fjenden har vansiret muslimske lig, eller når det i øvrigt tjener den islamiske nation. I den sidstnævnte kategori kan gyldige grunde være "at terrorisere fjenden" eller at glæde hjertet af en muslimsk kriger.

Den religiøse afgørelse var åbenbart lagt ud for at besvare spørgsmål angående konflikten i Irak, men er ikke begrænset af geografi. I hvert af to grufulde angreb i Saudi-Arabien i sidste måned, der efterlod 25 udlændinge og 5 saudierne døde, blev liget af en vesterlænding faktisk slæbt efter en bil over en pæn strækning. Den ene var liget af en amerikansk ingeniør i Yanbu den 1. maj, den anden en britisk forretningsmand i Khobar sidste weekend.

Ovenstående fatwa blev lagt ud af en gejstlig, hvilket forklarer, hvorfor de mest radikale fortolkninger af Koranen blomstrer i Saudi-Arabien.

Med afgørelser som "'at terrorisere fjenden' eller at glæde hjertet af en muslimsk kriger", er det svært at forestille sig, hvornår lemlæstelse ikke kan retfærdiggøres.

I sektionen "Spørg den Lærde" på den populære islamiske hjemmeside (www.islamonline.net) blev der spurgt: "Hvordan ser islam på spørgsmålet om at lemlæste ligene af fjender". Sheik Faysal Mawlawi, næstformand for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, svarede ved at erklære, at lemlæstelse er "ikke tilladt" under islam. Men så kom smuthullet:

"Det er kun muligt at lemlæste de døde i tilfælde af gengældelse (...). Hvis han har påført fysisk skade på nogen, kan der gøres gengæld mod ham på samme måde. I tilfælde af krig, har muslimer lov til at tage hævn for deres lemlæstede døde mujahideen (krigere), på samme måde, som det blev gjort mod dem." Dette, forklarede han videre, er læren i Koranen (16:126), som anbefaler tålmodighed, men tillader hævn.

19. juni 2004, Saudi-Arabien: Paul Johnson, en amerikansk ingeniør, blev halshugget og det bloddryppende billede af hans afhuggede hoved blev lagt ud på nettet.

Maj 2004, Irak: Nicholas Berg, en amerikansk statsborger i Irak, blev fanget og halshugget. Den grusomme handling blev vist i arabisk fjernsyn på Al Jazeerah.

Februar 2002, Pakistan: Daniel Pearls led samme skæbne. Hans mordere videofilmede stolt deres uhyggelige forbrydelse og viste for verden det niveau af barbari, de kan nedlade sig til.

Lemlæstelser, halshugninger og andre rædselsvækkende handlinger af barbari er blevet kendetegnet for islamisk terrorisme. Men hvor får disse muslimske "krigere" deres inspiration fra?

For at besvare dette spørgsmål, er vi nødt til at se på islams historie, og endnu vigtigere, på eksemplerne sat af Muhammed, islams grundlægger, som gentagne gange opfordrede sine troende til at følge hans eksempel og gøre, som han gjorde.

Sig: "Hvis I elsker Allah, så følg mig, og Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder!" ... (Koranen 3:31)

I har et smukt eksempel i Allahs udsending, for enhver, som sætter sit håb til Allah og den yderste dag ... (Koranen 33:21)

Jeg efterlader jer to ting. Hvis I holder fast ved dem begge, vil I aldrig blive vildledt - Allahs Bog og Profetens sunna. ("Mishkat" I, side 173).

I de følgende skal vi se et par eksempler, sat af Muhammed, i håbet om, at de vil gøre os i stand til bedre at forstå muslimerne og deres verden.

Efter sin succes i Nakhla, hvor det for første gang - efter seks mislykkede forsøg - lykkedes hans tilhængere at plyndre en lille handelskaravane, besluttede Muhammed at plyndre en større karavane, der kom fra Damaskus på vej mod Mekka. Befolkningen i Mekka blev advaret om plottet, og de drog ud for at beskytte deres ejendom. Karavanen formåede at undvige og nå sikkert frem til Mekka, men Quraysh, der var plaget af de konstante angreb på deres karavaner, besluttede at konfrontere Muhammeds røverbande, der var kommet for at dræbe. I dette slag, der fandt sted i Badr og markerer begyndelsen til Muhammeds opstigning til magten, mistede mekkanerne 49 mand og omtrent det samme antal blev taget som gidsler. [1]

Hvordan Muhammed behandlede de sårede og tilfangetagne i denne og andre krige, anslog tonen for den efterfølgende islamiske vildskab, der har varet helt frem til denne dag.

Blandt de dræbte var Abu al-Hakam (eller Abu Jahl, "Uvidenhedens Far", som han nedsættende kom til at hedde blandt muslimer). Abu al-Hakam var alvorligt såret, men stadig i live, da Abdullah, Muhammeds tjener, løb frem, satte sin fod på Abu al-Hakams hals, tog fat i hans skæg og begyndte at fornærme den dødeligt sårede mand, som hans eget folk havde givet navnet "Visdommens Far". Abdullah skar Abu al-Hakams hoved af og bragte det til sin herre. "Lederen af Allahs fjende!" udbrød Muhammed muntert; (...) "Allah! Der er ingen anden gud end Ham!" - "Ja, der er ingen anden!", svarede Abdullah, mens han kastede det afhuggede hoved for Profetens fødder. "Dette er mere kærkomment for mig," råbte Muhammed, næppe i stand til at styre sin glæde, "end den mest udsøgte kamel i hele Arabien."

Det er kun ved at kende disse historier om Muhammed, at vi kan forstå den fascination, terrorister har ved at hugge hovederne af deres ofre, og hvorfor - når en muslimsk pøbel begår mord - de påkalder navnet på deres gud og råber "Allah er stor". Det er på grund af eksemplerne, sat af Profeten selv.

Ifølge nogle historikere siges Muhammed at have givet ordre til, at Abu al-Hakams lig skulle lemlæstes og vansires. [2]

En anden mand, der faldt i Badr og hvis krop blev lemlæstet, var Umaiya bin Khalaf. Omtalen af hans lemlæstelse findes i Bukharis Bog. [3]

Disse var mænd, mod hvem Muhammed nærede personligt fjendskab. Ifølge en hadith havde Muhammed svoret at dræbe Umaiya længe inden slaget ved Badr. [4]

Efter tre dage blev ligene af de faldne slæbt hen til og smidt ned i en brønd. Muhammed stod ved brønden og så triumferende til, mens ligene blev bragt hen og kastet i. Abu Bakr stod der også og - ved at undersøge deres træk - opråbte deres navne. Ude af stand til at tøjle sin glæde, begyndte Muhammed at give dem øgenavne og pralede over for ligene med sin sejr.

Anas b. Malik fortalte, at Allahs Sendebud (fred være med ham) lod ligene af de vantro, der kæmpede ved Badr, (ligge ubegravet) i tre dage. Han kom derefter hen til dem og sad ved deres side og kaldte på dem og sagde: O Abu Jahl b. Hisham, O Umayya b. Khalaf, O Utba b. Rabila, O Shaiba b. Rabia, har I ikke fundet, at hvad jeres Herre lovede jer, er korrekt? Hvad mig angår, har jeg fundet, at min Herres løfter er (helt) korrekte. Umar lyttede til ordene af Allahs Apostel (fred være med ham) og sagde: Allahs Sendebud, hvordan kan de lytte og svare dig? De er døde, og deres kroppe er gået i forrådnelse. Derpå sagde han (Den hellige Profet): Ved Ham i hvis hånd mit liv er, hvad jeg siger til dem, kan selv du ikke høre tydeligere end dem, men de mangler evnen til at svare. Så befalede han, at de skulle begraves i brønden ved Badr. [5]

Det "løfte", som Muhammed talte om, var en forbandelse, som den hævngerrige profet havde lagt på disse mænd, mens han var i Mekka, hvor de havde hånet ham, da en eller anden havde smidt noget kamelgødning på hans ryg. Ved den lejlighed sagde Muhammed:

O Allah! Straf Abu Jahl, Utba bin Rabia, Shaiba bin Rabia, Al-Walid bin Utba, Umaiya bin Khalaf og Uqba bin Al Muit. [6]

Følgende fortælling kan kaste mere lys over Muhammeds hævngerrige og uforsonlige karakter.

Blandt fangerne var Abul Bokhtari. Han havde vist venlighed mod Muhammed og var især medvirkende til at skaffe ham og hans tilhængere ud af Abu Talibs logi i en tid, hvor Quraysh havde boykottet ham og hans familie og hvor de levede i en tilstand af selvpålagt husarrest. Muhammed, opmærksom på denne tjeneste, erklærede, at han ikke måtte skades. Men Abul Bokhtari havde en kammerat, som Muhammed ikke ville lade slippe. Han bad for sin vens liv, men Muhammed lod sig ikke rokke. Så udbrød han: "Kvinderne i Mekka skal aldrig sige, at jeg svigtede min kammerat af kærlighed til livet. Gør dit arbejde på os begge." Da Muhammed således følte sig løst fra alle moralske forpligtelser, dræbte han dem begge.

Her ser vi Muhammed ikke alene myrde sine krigsfanger, men han dræber også én, som han skyldte en tjeneste, fordi han ikke kunne give afkald på fornøjelsen ved at hævne sig på sin fjende.

For at forstå den form for magt, som Muhammed havde over sine mænd, er det værd at nævne et par episoder i forbindelse med Slaget ved Badr.

Den ene er om fanatismen af de to drenge, der myrdede Abu al-Hakam. Disse to unge mænd var fra Medina. De havde aldrig set Abu al-Hakam før. Men som historien går, ledte de efter ham, og forhørte sig om ham hos en mekkaner. Denne spurgte: "Hvad vil I med ham?" (dvs. Abu al-Hakam) Én af dem svarede: "Jeg har fået at vide, at han rakker ned på Allahs Apostel. Ved Ham, i hvis hænder mit liv er, hvis jeg skulle se ham, så vil min krop ikke forlade hans krop, før en af os møder sin skæbne," Da de fandt Abu al-Hakam, angreb de ham begge og gennemborede hans krop med deres sværd. [7]

Muslimer fortæller disse historier med skadefryd. Enhver muslim forsøger at overgå andre i blind lydighed mod Muhammed. Hverken de knægte, der dræbte Abu al-Hakam, eller andre muslimer, spekulerer nogensinde på, hvad Abu al-Hakam var skyldig i. Det forhold, at han ikke kunne lide islam og at Muhammed hadede ham, er bevis nok på hans skyld, og disse drenge kappedes om at dræbe ham. Muslimer har i 1400 år nydt at lytte til detaljerne om dette grusomme mord og har udstødt suk af lettelse.

Den samme mentalitet gennemsyrer muslimerne selv i dag, og hvis for eksempel Salman Rushdie, som i muslimernes øjne svarer til Abu Jahl, blev myrdet, vil et stort antal af dem fejre det.

En anden historie - om hvordan Muhammed havde hjernevasket sine tilhængere - er den om Abu Hudhaifa, hvis fars lig, sammen med andre ofre for Badr, blev slæbt hen og smidt i en grav. Abu Hudhaifa blev overmandet af følelser ved synet af sin egen døde far og ved at se ham uden videre blive dumpet i et hul i jorden, dynget op sammen med andre lig. Da Muhammed opdagede hans kval, vendte han sig mod ham og spurgte:

"Måske er du bedrøvet over din fars skæbne?" "Ikke så, O Allahs Profet, jeg er ikke i tvivl om retfærdigheden af min fars skæbne, men jeg kendte hans kloge og generøse hjerte, og jeg havde tillid til, at Herren ville føre ham til troen. Men nu ser jeg ham dræbt og mit håb ødelagt! ---- det er for dette, jeg sørger." [8]

Det er svært at vide, hvad der bevægede Abu Hudhaifa til tårer. Følte han ægte sorg over sin fars død på grund af sønlig kærlighed og medmenneskelighed, eller var han bedrøvet over, at han døde i vantro? Men det er ikke vigtigt. Det vigtige er at se graden af fanatisme og spytslikkeri hos Muhammeds ledsagere. De brystede sig af at optræde udfordrende og være hjerteløse, skånselsløse og hjernedøde.

I dag bryster muslimer sig over at have de samme egenskaber af fanatisme og tanketom hengivenhed. De lykønsker familier til terrorister, der er dræbt i kamp. Mødrene til selvmordsbombere glæder sig, når nyheden om deres børn når dem. At vise følelser af sorg betragtes som mangel på tro.

Blandt fangerne var Nadhr ibn Harith, en digter, der var mere populær end Muhammed, da denne prædikede i Mekka. Muhammed var misundelig på ham, fordi hans historier om Persiens konger trak større publikum, en synd, der kostede ham livet.

Fangerne blev bragt op foran Muhammed. Mens han nøje undersøgte hver enkelt, faldt hans øjne skarpt på Nadhr, søn af Harith. "Der var død i det blik," hviskede Nadhr rystende til én ved siden af. "Passer ikke," svarede den anden; "Det er kun noget i din egen fantasi." Men den uheldige fange tænkte anderledes og bad Musab om at gå i forbøn for sig. Musab mindede ham om, at han havde fornægtet troen og forfulgt de troende. "Ah!" sagde Nadhr, "havde Quraysh taget dig til fange, ville de aldrig have slået dig ihjel!" "Selv om det var således," svarede Musab hånende, "så er jeg ikke som du er; islam har revet alle bånd over." Da Miqdad, fangevogteren, så, at fangen var ved at glide ham af hænde, og med ham muligheden for en stor løsesum, råbte han: "Fangen er min!" I dette øjeblik, blev befalingen "hug hovedet af ham!" indskudt af Muhammed, som havde set alt, hvad der skete. - "Og, O Herre!" tilføjede han, "gør dig af din gavmildhed for Miqdad et bedre bytte end dette?" Nadhr blev straks halshugget af Ali." [9]

For at retfærdiggøre dette mord, fik Muhammed sin Allah til at åbenbare følgende vers:

I ønskede, at det skulle være den uden kampkraft, der tilfaldt jer; men Allah ville med sine ord lade sandheden ske fyldest og udrydde de vantro til sidste mand. [10]

Noter

[1] Andre traditioner sætter disse tal til 70 dræbte og 70 tilfangetagne. Sahih Bukhari Bind 4, Bog 52, Nummer 276.
[2] Waqidi, p. 85.
[3] Bukhari Bind 5, Bog 58, Nummer 193.
[4] Bukhari Bind 4, Bog 56, Nummer 826. Se også Bukhari Bind 5, Bog 59, Nummer 286.
[5] Sahih Muslim Bog 040, Nummer 6869.
[6] Bukhari Bind 1, Bog 4, Nummer 241.
[7] Bukhari Bind 4, Bog 53, Nummer 369.
[8] Waqidi, 106; Hishami 230; Tabari, 294.
[9] Muir på autoritet af Waqidi p. 101. Hishami, p. 251; Tabari, p. 297.
[10] Koranen 8:7.

---

Hej! Jeg Ali Sina. Jeg blev født af muslimske forældre og forsvarede islam lidenskabeligt indtil 1994, hvor jeg læste Koranen. Efter at have overvundet det første chok og var holdt op med at benægte min egen intelligens, måtte jeg endelig indrømme, at dette er en satanisk religion, der har til formål at ødelægge menneskeheden. I 1998 startede jeg min Internet-kampagne for at stoppe islam. I 2001 startede jeg faithfreedom.org/, hvor tidligere muslimer og alle dem, der var bekymrede over truslen fra islam, fandt et sted at udtrykke deres synspunkter. Kilde: Alisina.org

---

Oversættelse: Bombadillo