Denne bog har forsøgt at vise, ved hjælp af passende citater fra Koranen, at jihad er aggressiv krig par excellence, med et eller to vers lagt ind her og der for at indikere, at råd om mådehold og ikke-aggression ikke er helt fraværende i den islamiske tingenes orden. Men da islamiske apologeter verden over i den senere tid er begyndt temmelig højrøstet at hævde, at koranisk [1] jihad er krig i selvforsvar og intet andet, er det vigtigt, at vi grundigt diskuterer værdien af det koranvers, som oftest nævnes i denne sammenhæng.

Det pågældende vers er K. 2:190, som i Marmaduk Pickthalls engelske oversættelse hævder at påbyde:

“Fight in the way of Allah against those who fight against you, but begin not hostilities, Lo! Allah loveth not aggressors.” [På basis af Ellen Wulffs danske oversættelse kan dette blive til: ”Kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke indlede fjendtligheder! Allah elsker ikke aggressorer.”] (Koranen 2:190)

Taget isoleret lyder dette vers næsten som en anden Gandhi. Men som påpeget i denne bogs kapitel 11, erklærer det umiddelbart følgende vers kompromisløst [igen tilpasset efter Ellen Wulff]:

”Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Forfølgelse er værre end drab! ...” (Koranen 2:191)

Dette vers har intet Gandhi over sig - tværtimod. Det ånder af kompromisløs hævn, gjort værre i de almindelige versioner af den sidste sætning, der i Sir William Muirs, N. J. Dawoods og Yusuf Alis engelske oversættelser lyder: “for idolatry is worse than carnage” [Afgudsdyrkelse er værre end blodbad] i stedet for “for persecution is worse than slaughter” [Forfølgelse er værre end drab]. Hvis den ultimative begrundelse for en så voldsom hævn er fjendens påståede forbryderiske afgudsdyrkelse, så tvinges vi til at konkludere, at rådet om ikke-aggression i K. 2:190 kun er et dække, der elegant skal skjule hele jihad-projektets vildskab. Denne vildskab kommer ikke mindre tydeligt frem i Pickthalls oversættelse af 2:191 end i de øvrige oversættelser.

Denne udlægning af sagen bliver yderligere bekræftet af andre versioner af K. 2:190, hvor henvisningen til ikke-aggression glimrer ved sit fravær, og verset viser sig at være ikke meget andet end en erklæring om kompenserende hævn (så at sige). I Muirs oversættelse har verset dette at sige:

”Kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Allah elsker ikke dem, der begår overtrædelser.” (Koranen 2:190)

I denne gengivelse – som også i Pickthalls version – påbyder den første sætning kompenserende gengældelse. Den anden del beder blot den ’troende’ om at afstå fra overtrædelser og intet andet. Da overtrædelse af Allahs grænser er et af Koranens standardudtryk, vil troværdighedsvægten svinge over til fordel for Muirs gengivelse, som er helt tavs om ikke-aggressionsklausulen. Pickthalls gengivelse er mistænkelig i to henseender. For der første er vers 2:190 i hans gengivelse helt i strid med det efterfølgende vers, der pålægger den formodede fredselskende, Gandhi-lignende muslim at udføre en frygtelig hævn. For det andet er den omstændighed, af Koranen prædiker ikke-aggression, helt ude af trit med andre vers, især immunitetsversene (K. 9:1-12) og mange andre af lignende ånd.

Angående kompenserende gengældelse, så udelukker sætningen: ’Kæmp mod dem, der kæmper mod jer’ ikke muligheden af at starte kampen på egen hånd, men understreger blot pligten til at slå igen, når kampene er startet af fjenden. Men selv budet om at slå igen, når angrebet, virker plausibelt i Koranen, når det stilles overfor vers som dette:

”Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Allah har viden; men det har I ikke.” (Koranen 2:216)

Dette vers, som indleder det andet sæt af jihad-erklæringer i Koranens andet kapitel, er helt afvæbnende i dets åbenhed, hvad angår jihad-krigens fortræffelighed som mål i sig selv. Dette vers prædiker bestemt ikke kompenserende gengældelse - meget langt fra. Allah befaler krigsførelse for den troende og dermed er sagen afgjort. Den troende kan ikke stille noget op, for Allah har udelukket alle muligheder for udveje. [2]

Som for at forstærke pointen yderligere, sætter det umiddelbart efterfølgende vers (K. 2:217) sig for at retfærdiggøre uprovokerede blodsudgydelser selv i den fredhellige tid. Alle kommentatorer er enige om, at dette vers henviser til overfaldet ved Nakhla (sidst i året 623 e.Kr.) på en ubevæbnet karavane fra Mekka i den hellige måned Rajab. Det var ved dette overfald (som Profetens tidligste levnedsskildrer Ibn Ishaq bemærker), at ”det første bytte blev røvet af muslimerne, de første fanger blev grebet og det første liv blev taget af dem”. Det var langt fra at være en handling af ikke-aggression og ikke ved nogen anstrengelse af fantasien kan det regnes for kompenserende gengældelse. Hvis det var tænkt som kompenserende gengældelse for muslimernes påståede fordrivelse fra Mekka – det er faktisk der, ræsonnementet i dette vers vil have os hen - var det den mest nedrige gengældelseshandling mulig. [3] At tolke det som en handling af ikke-aggression er naturligvis helt hen i vejret.

For at opsummere: Koranen prædiker ikke engang læren om kompenserende gengældelse forstået som det at slå passende igen mod en fjende, der var den første til at angribe. Den prædiker at slå igen ti gange eller hundrede gange hårdere. Hvad angår ikke-aggression, er hele ånden af Koranens jihad-vers imod en sådan fortolkning. Den håndfuld vers, der har en forsonende klang, afslører, når de undersøges nøjere, de hævngerrige og aggressive hensigter, der lurer under rækken af bestikkende ord. Teorien om jihad som defensiv krig må efter omstændighederne afvises som et udslag af de moderne apologeters fantasi. Dette påfund kan ikke holde til selv den mest overfladiske undersøgelse.

Noter

[1] Vægten er på det kvalificerende udtryk ”koranisk”.

[2] Læseren vil huske, at Koranen ofte refererer til den troendes modvilje mod at engagere sig i voldelige konfrontationer. Allah betragter overalt en sådan modvilje som dadelværdig.

[3] Historisk var migrationen (Hijra) ikke en fordrivelse, men en frivillig tilbagetrækning fra Mekka for at kunne føre krig mod banu Quraysh. Ræsonnement er således selv værdiløst.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo