Fortællingen om, hvordan Akbar, stormogulen, opnåede titel af ghazi ved at halshugge den forsvarsløse Himu den 5. november 1556 samt hans hof-historikeres (Abul Fazl etc.) afvisning af denne fortælling, er en tavs kommentar til jihad-doktrinen fra den ene og eneste muslimske middelalder-hersker, der havde et klogt hoved siddende på sine skuldre. I det følgende bringer jeg de to versioner af historien - den ene skrevet af den afghanske historiker Ahmad Yadgar og den anden af Badauni (som hentede sit materiale fra Nizamuddins Tabaqat-i-Akbari). Jeg vil kun tilføje, at Nizamuddin, Abul Fazl og Faizi alle giver den samme fabrikerede version af historien.

Ifølge Ahmad Yadgar: "Ved dekret af Den Almægtige ramte en pil Himun i panden ... (Hans soldater) så, hvordan sagerne stod, og han led et totalt nederlag. Da shah Kuli Beg fik at vide, hvad der var sket, kom han op til elefanten (tilhørende Himun) og bragte den hen til Bairam Khan. Bairam Khan fik Himun til at stige ned fra elefanten og førte ham foran den unge og heldige prins og sagde: 'Da dette er vores første succes, så lad Deres Højheds egen ædle hånd hugge denne vantro med sværdet.' Prinsen slog ham derfor, og skilte hans hoved fra hans urene krop." [1]

Det skal kun bemærkes, at moderne historikere accepterer denne version alene som den sande historie om, hvordan Akbar gjorde sig fortjent til titlen ghazi (= vantro-dræber) efter Det 2. Slag ved Panipat. De giver ikke troværdighed til den fortælling, der er bragt i omløb af hof-historikere som Nizamuddin og Abul Fazl, som senere blev taget op af Abdul Kadir Badauni.

Ifølge Badauni: "(Bairam Khan sagde): 'Dette er din første krig (ghazd), bevis værdien af dit sværd på denne vantro, for det vil være en fortjenstfuld gerning.' Akbar svarede: 'Nu er han ikke bedre end en død mand, hvordan skal jeg kunne slå ham? Hvis han havde sans og styrke, ville jeg prøve mit sværd.' Så i overværelse af dem alle - som en troens kriger - huggede Khanen ham ned med sværdet." [2]

Denne version af historien er yderst interessant, og er - som en indikation af Akbars senere modne sind - langt mere værdifuld end den sande historie selv. Læseren af nærværende værk må forstå, at der i jihad absolut ikke er plads til ridderlighed mod den faldne fjende. I år 627 e.Kr. blev banu Qurayza i lænker halshugget på markedspladsen i Medina med kvalmende grusomhed og uden hensyn til normer for ridderlighed. Den 14-årige Akbar ville sikkert, på Bairam Khans bud, have hugget hovedet af den forsvarsløse Himu i 1556 og dermed bekræftet den klassiske islamiske praksis. Men hans hof-historikere vidste nok om den modne kejsers sind til at indse, at denne historie aldrig kunne gå an i en generel historie om hans regeringstid. De "fiflede med sandheden" af historien, eller rettere Akbar selv gjorde det, men afslørede samtidig, som i et glimt, den aldrende kejsers foragt for jihad-doktrinen og den hæder og ære for ghazien, der fulgte med.

Men dette er ikke alt. Udover hans foragt for jihad, indeholder Badaunis beretning et ideal om ridderlighed, modnet i Akbars sind, der kun adskilte sig lidt fra Rajput-idealet. Dette ideal var igen det hinduistiske ideal om ridderlighed par excellence, der kan føres tilbage til de heroiske bedrifter, beskrevet i Mahabharata. Det er ofte blevet bemærket, at Akbars udgave af religiøs tolerance mere var et spørgsmål om politik end om overbevisning; men ovenstående beretning viser, hvordan han - som årene skred frem - med hele sit hjerte hældede mod de hinduistiske idealer og i sit væsens utilgængelige kroge afskyede den islamiske lære. Ikke underligt, at islamisterne aldrig har tilgivet ham disse klare tegn på lodret apostasi.

Noter

[1] Elliott and Dowson, bind V, siderne 65-66. Tarikh-i-Akbari af Muhammad Arif Qandhari fortæller også, at "Kongen slog Himu med sit sværd og vandt titlen ghazi". (Engelsk oversættelse af Tanseem Ahmad, Delhi, 1993, s. 74).

[2] Ibid., s. 253. Akbars hof-historikere har også undertrykt den kendsgerning, at Akbar havde betragtet sin ekspedition til Chittor i 1567-1568 som jihad, en kampagne, i hvilken han havde beordret massakren på 30.000 hinduer, herunder ikke-kombattanter. Teksten til hans Fathnama, udsendt fra Muinuddin Chishtis dargah i Ajmer i marts 1568, blev inkluderet i Munshat-i-Namakin, udarbejdet i 1598 af Saiyid Abdul Qasim Khan, en fremtrædende adelig, der tjente under både Akbar og Jahangir. Fathnama citerer jihad-versene fra Koranen, og omtaler hinduer som forbandede vantro. Den er oversat til engelsk af Ishtiaq Ahmed Zilli, og udgivet i Proceedings of the Indian History Congress, 1972 (s. 350-61).

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo