Studiet af enhver islamisk doktrin, som den har udviklet sig skridt for skridt i Koranen, er vigtigt af mange grunde. Blandt disse er ikke mindst overvejelsen over, hvorvidt doktrinen blev udformet af de øjeblikkelige omstændigheders tryk, eller hvorvidt den var udtryk for evig religiøs bekymring. Angående jihad kan dette spørgsmål besvares med en vis sikkerhed. For jihad blev aldrig overvejet i Mekka, hvor koranversene begyndte at blive åbenbaret fra 609-10 e.Kr. og fortsatte her indtil 622. Det var alene i de medinensiske suraer, og det lige fra begyndelsen, at jihad blev befalet, og på tidspunktet hvor sura 9 blev åbenbaret - mod slutningen af Profetens karriere – var jihad islams vigtigste anliggende, der overskyggede alle andre anliggender. Kronologisk markerer disse suraer en klar ændring i tone og temperament. Hvad der begynder som et tøvende kald til våbenbrug for at forsvare "moskeer, kirker og synagoger", ender forvandlet som en voldelig opfordring til total ødelæggelse af ikke-muslimer, med brug af mord og rov i processen.

Læseren må huske, at selv om suraerne, der blev åbenbaret i Medina, groft kan arrangeres i kronologisk orden, så er forskere på ingen måde enige om kronologien af de enkelte vers. Alle koranforskere er enige om, at vers, åbenbaret ved meget forskellige lejligheder, er lagt ind i de enkelte suraer uden nogen henvisning til åbenbaringernes dato. Med denne advarsel, kan vi nu gå i gang med en bred analyse af jihad-versene, for at fremhæve den historiske udvikling af deres budskab.

Stadie 1

Det første stadium i erklæringerne om jihad er præget af en tone af undskyldning og intens insisteren på nødvendigheden af krig ved at fremstille muslimerne som en slags belejret garnison, hvis eneste garanti for sikkerhed ligger i at gribe til våben i stedet for fredeligt at praktisere deres religion. Groft taget strækker denne fase sig fra 622 e.Kr. til begyndelsen af 626 e.Kr. Det er interessant at bemærke, at plyndring, selvom det allerede er anerkendt som et legitimt formål med jihad, på dette stadium er gjort underordnet målet om at besejre og slagte de vantro (Koranen 8:69). Tvangskonvertering i massiv skala bliver ikke overvejet.

"Til dem, der bliver bekæmpet, er der givet tilladelse til at kæmpe, fordi de har lidt uret; Allah er i stand til at hjælpe dem. Til dem, der med urette blev fordrevet fra deres hjem, blot fordi de sagde: 'Vor Herre er Allah!' Hvis ikke Allah holdt menneskene tilbage, nogle ved hjælp af andre, så ville klostre, kirker, synagoger og bedehuse, hvori Allahs navn hyppigt nævnes, blive ødelagt. Allah hjælper dem, der hjælper Ham. Allah er stærk og mægtig." (Koranen 22:39-40)

Disse vers er yderst interessante, fordi de opfordrer til jihad i en tone af såret uskyld. Sir William Muir har anbragt dem blandt de tidligste jihad-vers, og de afslører, hvis den traditionelle opfattelse af dem som de allertidligste tages i betragtning, en højest interessant psykologi. Allahs bekymring for "klostre" og "kirker" viser sig at være en grusom spøg i betragtning af, at Profeten inden for få år begyndte at nedrive afgudstempler i Hijaz med munter løssluppenhed, og at muslimske hære efter ham ville spredes længere væk for at ødelægge hundredvis og endda tusindvis af "kirker" og "klostre" i erobrede kristne lande. Spøgen synes desto mere grusom i dens bekymring for "bedehuse" [moskeer], hvoraf der på tidspunktet for denne åbenbaring højst eksisterede to, som aldrig var omgærdet med den mindste frygt for angreb. Disse vers indvarsler derfor det islamiske standardargument, der er blevet fremført gennem de sidste adskillige århundreder mod andre folks bedesteder, nemlig, at deres egne bedesteder på en eller anden måde skulle være truet af de førstnævnte. Men pointen her er, at disse tidligste jihad-vers er undskyldende i tonen og forråder en usikkerhed om tilhørernes reaktion på Allahs sofistiske argument for krig. Det eneste gran af sandhed i dette væv af usandheder er, at muslimerne måtte forlade Mekka under en form for tvang, da Quraysh ikke længere ville lægge øre til den langtrukne ordskvalder om ødelæggelsen af deres egen form for tilbedelse.

"Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Allah har viden; men det har I ikke." (Koranen 2:216)

Også her er den undskyldende tone åbenbar. Allah indrømmer næsten, at krig er en hadefuld ting, men gør gældende, at selv en tilsyneladende hadefuld ting kan foreskrives af ham under visse omstændigheder.

"De spørger dig (Oh, Muhammed) om den fredhellige måned, om man må kæmpe i den. Sig: 'At kæmpe i den er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer på vejen til Allah - og fornægte Ham - og til det fredhellige bedehus (dvs. Kabaen) og fordrive dem, der er deri, det er i Allahs øjne mere alvorligt.' Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab." (Koranen 2:217)

Dette vers er endnu et stykke utroligt sofisteri. Traditionelt refererer det til overfaldet ved Nakhla (sent i 623 e.Kr.), hvor, ifølge Ibn Ishaq, det første blod for islams sag blev udgydt i den hellige måned Rajab. Det siges, at Profeten først blev bragt i forlegenhed over denne hans tilhængeres udgydelse af uskyldigt blod i fredens periode, men Allah viste ham, ved hjælp af dette samme vers, en vej ud. Også her gøres der meget ud af muslimernes udvandring fra Mekka, som i det mindste var delvist frivillig, og der udtrykkes forargelse over at være blevet nægtet deltagelse i Kabaens (afgudsdyrkende) tilbedelse. Aggression og uprovokeret udgydelse af uskyldigt blod er aldrig blevet dækket over mere skinhelligt end i dette vers.

Stadie 2

Det andet stadium i udviklingen af jihad-doktrinen bliver tydeligst åbenbaret i sura 48. Dette stadium varer (omtrent) fra 627 e.Kr. til erobringen af Mekka (630 e.Kr.). Denne fase er mest optaget af helliggørelsen af udplyndring, hvis tillokkelse er grundtonen i denne sura (al-Fath), som tidligere er drøftet grundigt. Undskyldningens maske er blevet kastet på dette tidspunkt, men massekonvertering og betaling af jizya er endnu ikke nævnt.

Det 3. og sidste stadium

Det sidste stadium er åbenbaret i sura al-Tawba (9. sura), som allerede er blevet drøftet i detaljer. Denne indeholder forbuddet mod afgudsdyrkelse i Arabien. Den erklærer immunitet i forbindelse med våbenhvile med afgudsdyrkere. Den indstifter jizya. Den opfordrer igen til destruktion af selv moskeer, som ikke er sanktioneret af Profeten (Koranen 9:107). Frem for alt er apologiens maske kastet så vidt, at Allah udtaler den imperialistiske doktrin om erobringens ære med følgende ord:

"Hvis I ikke rykker ud, vil Han tildele jer en pinefuld straf og erstatte jer med et andet folk. I kan ikke tilføje Ham nogen skade. Allah er i stand til alt." (Koranen 9:39)

Disse stadier og den udvikling af jihad-teorien, de repræsenterer, beviser med gennemsigtig klarhed (hvis ellers noget bevis var nødvendigt), at Allah aldrig overvejede jihad som en permanent ordning før næsten til allersidst, da den totale sejr for islam var sikret i Arabien. Doktrinen udvikledes i stadier og som følge af den politiske situation og blev aldrig andet end en ad hoc-ordning. Der er således al mulig grund til at foreslå, at den opgives, ligesom alle ad hoc-ordninger opgives, når behovet for dem ophører, og at konturerne til en fredelig islam bliver trukket frem og givet form af folk, der ved bedre og ser længere.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo