Da afkrævning af jizya fra en besejret vantro befolkning er et af de fem grundlæggende elementer af jihad - foruden tvangskonvertering, massenedslagtning og de to former for ghanimah (= plyndring) - er en kort diskussion af denne skat på religion afgørende for en fuld forståelse af jihad-doktrinen. Hvert eneste aspekt af jihad er selvsagt rettet mod det ultimative islamiske mål om at erobre hele verden for islam, men jizya har en helt særlig rolle at spille i opnåelsen af dette mål. Den er den eneste aktivitet i forbindelse med jihad, der kan kaldes ublodig. Som sådan fortjener dette emne den mest nøje opmærksomhed.

Det er overraskende, at de fleste muslimske historikere i vores tid forsøger at affærdige jizya som en nominel skat på ikke-kæmpende ikke-muslimer, pålagt mere som en gavmild gestus end som en straf for vantro. Ræsonnementet bag denne propaganda synes at køre lidt efter følgende linjer: I en islamisk stat er det den muslimske befolkning alene, som er bebyrdet med tvungen militærtjeneste; de vantro er lettet fra denne byrdefulde opgave ved en nominel betaling af en ligegyldig sum; ergo er jizya det ultimative udtryk for den islamiske stats velvilje over for sine vantro undersåtter.

Den eneste fejl i dette lysende stykke ræsonnement er, at det er helt ude af stand til at besvare et simpelt, men uundgåelig spørgsmål: Hvorfor skulle den islamiske stat være så hård mod sit eget folk, mens den overøser de forbandede vantro med så megen velvilje? Muslimske historikere har aldrig forsøgt at besvare dette enkle spørgsmål. [1]

Sandheden er, at jizya intet har at gøre med militærtjeneste eller fritagelse for den. Tværtimod er den et af de værste redskaber - udtænkt af Allah i en af hans mørkeste stunder - til at knuse de vantro uden direkte at slagte dem. Som Koranen siger: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!" (Koranen 9:29)

Dette vers er allerede blevet forklaret i kapitel 1, hvor det blev nævnt, at jizya, i henhold til Koranens bogstav, kun er beregnet for jøder og kristne - de såkaldte Skriftens (eller Bogens) Folk. Udvidelsen af skatten til også at gælde for afgudsdyrkere udenfor Arabien var en udvikling fra senere tider og er ingen steder udtrykkeligt nævnt i Koranen. Men her må jeg påpege, at ovenstående vers, hvis det betyder noget, bestemt ikke har noget at gøre med militærtjeneste, hvorfra Skriftens Folk skulle fritages. Det udtaler ganske enkelt en alvorlig straf for jøder og kristne, hvis de ikke antager islam i det øjeblik, de bliver kaldet til at gøre det. Som alle ved, tror jøder og kristne på en enkelt Gud, selv om de ikke kalder ham Allah. Og de tror også eftertrykkeligt på Den Sidste Dag. Det pågældende vers synes dog at hævde, at de ikke alle nærer disse overbevisninger og netop derfor skal straffes. Dette synes at antyde, at sagen her drejer sig om ateister født af jødiske og kristne forældre snarere end om troende jøder og troende kristne. Men da verset i samme åndedrag finder fejl med disse formodede ateister for ikke at forbyde, hvad "Allah og Hans udsending forbyder" og går videre med at koble dem sammen med dem, der "ikke bekender sig til den sande religion", bliver hensigten klart nok. Verset henviser faktisk til alle monoteister, der ikke har antaget islam og ikke vil gøre det frivilligt. For sådanne mennesker udtaler Allah selv jizya som en straf, dvs. en straf for vantro og intet andet. Dette er den ubesmykkede betydning af verset.

Men dette er ikke alt. Verset nævner godt nok ikke-muslimske monoteister specifikt, men giver ved selve dets ordlyd plads til alle og enhver ikke-muslim, der ikke bekender sig til den sande religion. Faktisk kan en sådan udvidelse udledes af de afsluttende ord af verset selv. Disse afsluttende ord fastslår eftertrykkeligt skatten som et tegn på fornedrelse af betaleren, der - som verset kort og godt siger - skal kues ved betalingen af den. Andre gengivelser af verset omfatter en tilføjelse, som siger, at skatten skal betales med ens egne hænder, hvilket betyder, at jizya aldrig kan sendes gennem en budbringer eller en mellemmand, uanset hvor ophøjet den vantros sociale position måtte være. Med andre ord, giver Koranen ringe indrømmelse til Kitabier’s (Bogens Folk, dvs. jøder og kristne) stilling i den islamiske verdensorden. Den erklærer fornedrelse af alle ikke-muslimer til den yderste grænse.

Tilføjelsen i sunnaen

I sin forklaring på jizya som et tegn på fornedrelse af ikke-muslimer, er Koranen dog ikke udtømmende. For at tage blot en enkelt ting, nævner den ingen steder beskatningssatsen. Overraskende nok diskuterer hadith-litteraturen heller ikke dette emne i et omfang, som den gør med andre emner. Sahih Muslim, for eksempel, har kun en enkelt hadith, der beskæftiger sig med dette vigtige emne. Ud over at nævne, at hvis de nægter at antage islam, så skal jizya kræves af dem (nr. 4294), synes den at undgå emnet helt. For at udfylde hullet, er vi nødt til at søge i de biografiske hadither efter yderligere oplysninger om jizya.

Men selv disse hadither nævner ikke nogen ensartet sats. Som tidligere nævnt i denne bog, var jøderne i Khaybar de første mennesker, der blev behandlet som kharajguzar'er, dvs. betalere af hovedskatten. Men skatten pålagt disse mennesker bestod i, at de blev efterladt som lejere af deres egne jorder - skattesatsen, ifølge Sir William Muir, var halvdelen af afgrøderne fra disse jorder. Denne sats blev ikke anvendt for den kristne guvernør i Aila, hvem Profeten besejrede under Tabuk-kampagnen (630 e.Kr.). Denne monarks kristne undersåtter skulle betale ét guldstykke (én dinar) pr. hoved pr. år. Ifølge D. S. Margoliouth måtte jøderne i Aila betale en højere sats - en fjerdedel af deres produktion. Margoliouth stiller denne sats overfor satsen for zakat (= almisser eller fattighjælp) pålagt muslimer og siger, at 25 procent af produkterne svarede til 10 gange det beløb, der blev pålagt muslimerne som almisse-skat. Efter dette regnestykke, skulle jøderne i Khaybar altså betale en hovedskat, der var 20 gange større end det tilsvarende zakat-beløb.

Jizya i sharia

Den uensartede beskatningssats, som Profeten pålagde de forskellige ikke-muslimske stammer Arabien (og udenfor), var en kilde til endeløse kontroverser blandt juristerne i de efterfølgende tidsaldre; kalifferne, begyndende med Umar, fulgte ikke Profetens divergerende praksisser, men forsøgte at bringe et mål af ensartethed ind i deres egen praksis. Imam Hanifas retsskole indskærpede deres praksis som kanonisk. Umar delte den vantro befolkning sit imperium ind i tre klasser, "den rige", "den jævne", og "den arbejdende fattige". På første klasse indførte han en afgift på 48 dirham pr. hoved pr. år, på den jævne, en afgift på 24, og på den arbejdende fattige 12 dirham. Som Hedaya udtrykker det: "... den fælles sats fastsættes af Imamen og pålægger enhver åbent erklæret rig person en skat på 48 dirm om året eller 4 dirm om måneden; og enhver person i jævne omstændigheder 24 dirm om året eller 2 dirms om måneden; og den arbejdende fattige 12 dirm om året eller 1 dirm om måneden." [2]

Det er ikke klart, om denne faste skattesats skulle gælde for al tid fremover, eller om en procentdel af den samlede indkomst blev overvejet af hanafi-skolens jurister i deres beregning af satsen. Mogulkejser Aurangzeb lagde samme sats på hinduerne i Indien i det 7. årti af det 17. århundrede. Men selv med den mulige stigning af prisindekset siden den første indførelse af denne sats, måtte den fattigste del af den ikke-muslimske befolkning bære byrden af denne gavmilde udskrivning. Jadunath Sarkar drøfter i et vist omfang dette spørgsmål i sin History of Aurangzeb og siger: "I strid med de moderne principper for beskatning, ramte jizya den fattigste del af befolkningen hårdest. Den kunne aldrig være mindre end Rs. 31/3 på en mand, hvilket var betalingen for 9 maund hvedemel til den gennemsnitlige markedspris i slutningen af det 16. århundrede. Når skattebyrden var på sit laveste, tog staten derfor årligt fra den fattige mand den fulde værdi af ét års føde som prisen for religiøs overbærenhed." Sådan var den gavmilde karakter af jizya på Aurangzebs tid.

Jizya som gengældelsespenge

I øvrigt bringer Hedaya den sande karakter af jizya frem med lysende klarhed: "Hovedskatten," erklærer den, "er en slags straf påført de vantro på grund af deres vantro, hvorfor den kaldes jizyat, som er afledt af jizya, hvilket betyder gengældelse." Og igen lidt forinden: "Hovedskatten er en slags straf påført de vantro for deres stædighed i vantro." [3] Forfatteren fører dette ræsonnement til dets logiske afslutning og kaster sin egen glans over det vigtige koraniske vers (9:29). Han siger kort og godt: "... hvoraf det kommer, at det ikke kan accepteres af den vantro, hvis han sender den i hænderne på et bud, men skal inddrives på en krænkende og ydmygende måde, hvor opkræveren sidder ned og modtager den fra ham stående, (ifølge én tradition, skal opkræveren gribe ham i struben, ryste ham og sige: 'Betal din skat, dhimmi!')" [4] Hedaya gør dermed kort proces med de moderne muslimske apologeters forsøg på at fremhæve jizya som udtryk for den islamiske stats ultimative gavmildhed mod de vantro.

Faktisk lægger Hedaya ikke skjul på det langsigtede mål med jizya, som er intet mindre end at tvinge den hjælpeløse kharajguzar ind i islams fold. "Hvis en person bliver muslim, og vedkommende er i restance for hovedskat, bliver en sådan restance eftergivet. Profeten har erklæret, at hovedskat ikke påhviler muslimen. (Derfor bliver denne) timelige straf for vantro eftergivet som konsekvens af troen." Sheik Burhanuddin Ali [forfatteren til Hedaya, hvis fulde navn er Ali Ibn Abi Bakr Burhan al-Din al-Marghinani, o.a.] har forklaret den virkelige hensigt med jizya med lysende klarhed.

Det er ikke sådan, at den militære hensigt er helt fraværende fra forfatterne til sharia. Gengældelsespenge afpresset ikke-muslimer kan sættes i megen forskellig islamisk brug, hvoraf én uden tvivl er iværksættelse af nyere og friskere jihad-kampagner for at bringe nyere og friskere lande ind under islams paraply. Hedaya anerkender denne "støtte til tropperne" fra islam som en lovlig brug af jizya, og rationaliserer opdelingen af kharajguzar'er (= betalere af jizya) i de tre klasser, der er nævnt ovenfor, ved at hævde, at "hovedskatten skal betales i stedet for bistand (i jihad) med person og ejendom; men da ejendom er forskellig ved at være større eller mindre, således er på samme måde dens erstatning (dvs. jizya) forskellig." [5] Dette er den eneste art fritagelse for militærtjeneste, der anerkendes af sharia - det er for at genopfylde statskassen til krigsførelse, ikke for at skåne ikke-muslimer for besværlig militærtjeneste.

Betydningen af dhimmi

I islam bliver kharajguzar'er (= betalere af jizya) betegnet dhimmier. Den bogstavelige betydning af dette arabiske udtryk er mennesker under formynderskab - med andre ord mennesker, som den islamiske stat holder som gidsler for at opnå en passende mængde gengældelsespenge ved at udnytte dem indtil deres dages ende, undtagen når betalingen af skatten ophører ved frivillig konvertering. Udtrykket selv er fornærmende, men de forskellige handicap pålagt dhimmier af sharia lader én spekulere på, om ikke den almindelige betydning af udtrykket var hundrede gange at foretrække frem for bestemmelserne i sharia. Før vi diskuterer nogle af disse bestemmelser, er et indledende ord nødvendigt.

Begrebet dhimmi er ikke koranisk, og selv hadith nævner det kun i forbifarten. Ligesom så mange andre undertrykkende foranstaltninger mod ikke-muslimer, bliver dette begreb i sin fylde tilskrevet Umar, som, netop i kraft af disse foranstaltninger, er kommet til at indtage en plads blandt de islamiske helte, som kun overgås af Profeten. Det var Umar, der definerede dhimmiens plads i en islamisk stat i et dokument, der er blevet citeret i sin helhed i bind VI af The History and Culture of the Indian People, redigeret af R. C. Majumdar. Jeg skal ikke diskutere dette dokument her, men kun angive nogle af dens bestemmelser med ordene i Hedaya. [6]

(1) For det første er sondringen mellem en muslim og en dhimmi et af de grundlæggende principper i den islamiske stat. Denne skelnen skal opretholdes på alle niveauer og udelukker ikke ting som "påklædning eller udstyr". Ifølge Hedaya: "Det er ikke tilladt for dhimmier at ride på heste, eller at bruge rustning, eller at bruge samme sadel og bære de samme klæder som muslimer. Dhimmierne skal også befales åbent at bære (et uldent reb kaldet) kisteej [7] på ydersiden af deres tøj. De skal befales, hvis de rider på et hvilket som helst dyr, at bruge en sadel som (den) til et æsel. (Dette er fordi) muslimerne skal holdes i ære, i modsætning til dhimmierne, som ikke skal holdes i ære. Og hvis der ikke var noget ydre tegn til at skelne muslimer fra dhimmier, kunne disse blive behandlet med samme respekt, hvilket ikke er tilladt. (Dette er grunden til, at) kendetegnet, det påhviler dem at bære, er et uldent reb, og ikke et silkebælte."

(2) Hedaya nævner mange andre former for diskrimination: "Det forlanges, at dhimmiers hustruer holdes adskilt fra muslimers hustruer, både på de offentlige veje og også i badene. Og det forlanges også, at et mærke sættes på deres boliger, for at tiggere, der kommer til deres døre, ikke skal komme til at bede for dem. De lærde har også bemærket, at det er passende, at dhimmier ikke skal være tilladt at ride overhovedet, bortset fra tilfælde af absolut nødvendighed. (Og hvis han rider) skal han stige af, hvor som helst han ser muslimer forsamlet."

(3) Kan dhimmien få lov til at udføre sine religiøse praksisser? Hedaya siger: "Opførelsen af kirker eller synagoger i det muslimske territorium er ulovlig; men hvis tilbedelsessteder, der fra starten tilhører jøder og kristne, destrueres eller går i forfald, er de frit stillet til at reparere dem (...). Men hvis (...) de bygger dem på (en ny) beliggenhed, skal Imamen forhindre dem."

Det er ikke nødvendigt at opregne alle de andre handicap, der er pålagt en dhimmi i en islamisk stat. Disse få begrænsninger er en tilstrækkelig indikation af hans status i ethvert land under islams paraply. Det er ofte blevet sagt, at dhimmier er andenklasses borgere. Den foregående beretning viser, at de faktisk er ikke-borgere i en tilstand af fornedrelse, der er værre end den for lastdyr.

Den moderne forherligelse af dhimmiers status

Det er interessant, men næppe overraskende, at opdage, at muslimske lærde, der har fremhævet jizya som udtryk for islams ultimative velvilje mod ikke-muslimer, også har hyldet dhimmiens status i den islamiske stat som en status af stor vigtighed og betydelig værdighed. En sådan lærd har endda beskrevet forbandelsen af dhimmitude, der hviler over ikke-muslimen i en islamisk stat, som en proces med at hæve den vantro til dhimmiens værdighed. En sådan uhyrlig idealisering af en sådan uhyrlig doktrin rejser uundgåeligt spørgsmålet: Viser det ikke islams fuldstændige tab af selvtillid, når det gælder om at prædike sandheden om sig selv for en verden, der ville afvise dens fordringer i det øjeblik, hvor sandheden blev behandlet for en objektiv og uhildet forsknings domstol?

Dette er et spørgsmål, læseren selv må besvare. Jeg vil kun bemærke, at Jadunath Sarkar, så tidligt som 1916, havde noteret denne nymodens idealisering af jizya og dhimmitude i hans monumentale værk om Aurangzeb, og pillet den ned med et uhyre væld af historiske fakta og en mesterlig præsentation, hvorfra disse kendsgerninger stammer. Men selv han formåede ikke at udrydde den falske propaganda om betydningen af jizya og dhimmitude, som i vores tid er blevet endnu mere fræk og universel. Dette synes at indikere, at den berømte kats ni liv er for intet at regne mod islams propaganda-fiduser. En sådan vedholdende forfalskning af velkendte kendsgerninger om islam kan kun bekæmpes med en lige så vedholdende insisteren på sandheden om disse kendsgerninger. Jizya og dhimmitude er to af islamisk statsmandskunsts enstonige gaver til menneskets historiske annaler, og de må igen og igen afsløres for, hvad de virkelig repræsenterer, indtil en uopmærksom verden vågner op og gør sig passende forberedelser for at forhindre enhver gentagelse af disse ondsindede forfalskninger.

Noter

[1] Nogle moderne forfatteres teori om at jizya var kun forvandlingspenge, betalt for fritagelse fra militærtjeneste, bekræftes ikke af historien, for det var så sent som den 10. maj 1855, at jizya som en skat på fri udøvelse af religion blev erstattet af en skat for fritagelse fra militærtjeneste, selv i europæisk Tyrkiet. (Jadunath Sarkar, History of Aurangzeb, kapitel 34).

[2] The Hedaya, Bind 2, Bog IX, Kapitel 8, s. 211-12. Forfatteren tilføjer: (Denne) doktrin er indført fra Umar, Uthman og Ali.

[3] Ibid. s. 215-18. Fremhævelse tilføjet.

[4] Ibid. s. 217-18.

[5] Ibid.

[6] Se også Jizyah af Harsha Narain.

[7] Et uldent bånd.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo