Som afslutning på denne lille afhandling om den vigtige islamiske jihad-doktrin, må læseren være klar over, at den ikke foregiver at være en kritik af islam som sådan. Selv i dens begrænsede undersøgelsesområde, har målet været beskrivende snarere end kritisk. Men før vi forlader emnet, er det kun rimeligt at præsentere læseren for visse overvejelser, som den foregående diskussion uundgåeligt vækker.

(1) Den første overvejelse drejer sig om undladelsen i verden som helhed af at tage denne hadets og voldens trosbekendelse på ordet, og således blive advaret om den fare den indebærer for alle ikke-muslimske befolkningers civilisation, herunder dem, der bekender kristendommen. Vestens undergang, som Spengler skrev om, er ingen steder mere tydelig end i dens totale ligegyldighed over for den islamiske jihad-doktrin, og i dens absolutte forsømmelse af pligten til at konfrontere en sådan trosbekendelse intellektuelt, og samtidig oplyse hele verden om dens skadelige konsekvenser.

Takket være de olierige arabiske landes penge-magt har islam spredt sine fangarme til det fjerneste punkt på kloden, og gjort sin hensigt om verdensherredømme klar i utvetydige vendinger. Vestens intellekt betragter sceneriet - lamslået og fascineret. Nogle gange bryder det ud i høj jubel over den herlighed, som er islam, mens det andre gange mumler usammenhængende protester mod dens "fundamentalisme". Som Nirad Chaudhury har påpeget, er denne opdeling af islam i to varianter - den ene fundamentalistisk og den anden liberal - et resultat af "enten uvidenhed eller frastødende hykleri". Uanset hvad der ellers kan liberaliseres, så kan jihad ikke; og Vestens manglende evne til at forstå den sande natur af den nuværende islamiske vækkelse må ses som den nuværende epokes mest kolossale intellektuelle svigt.

Det er på baggrund af dette svigt, at mange nutidige begivenheder skal dømmes: Vestens udflugter i forbindelse med begivenhederne i Bosnien eller Kashmir; dens utålmodighed overfor Israel i dette lands kamp på liv og død i omgivelser, hvor et enkelt fejltrin kan være fatalt; og, for at træde ned på et lavere plan, prinsen af Wales' offentlige lovsang til islams herlighed.

(2) Med hensyn til de kristne missionærer, er deres historie endnu værre. På trods af det vidtstrakte missionsapparat de har opbygget gennem århundreder, er deres seneste flirt med islam nok det dummeste, disse ærværdige har gjort, efter næsten to tusind års uophørlig indsats for at lede verdens "formørkede hedninge" ind i kristendommens fold.

Tilsyneladende sigter denne flirt mod den fredelige konvertering af de hedenske folk i Asien og Afrika i en slags samarbejde med de islamiske fanatikere, der er aktive i disse lande, og uden at give dem unødig halsbrand. Men det er helt sikkert det mest ejendommelige fornuftsægteskab, der nogensinde vil kunne indgås - mellem to parter, der altid har været i totterne på hinanden.

Det må også huskes, at studiet af islam og verdens kendskab til dens frygtelige doktriner begyndte med disse missionærer selv. Sandt nok - efter de indledende århundreders mudderkastning på islams profet, kom de kristne lærde til besindelse ved den tanke, at i betragtning af ligheden mellem deres egen monoteistiske trosbekendelse og islam, ville en total fordømmelse af sidstnævnte indebære en fordømmelse af deres egen religion. Men indtil slutningen af det 19. århundrede havde disse lærde en klar forståelse af deres opgave. De undlod ikke at se læren om jihad for, hvad den var - en kodeks for mord og rov forklædt under et tyndt lag religiøst ordskvalder. Og uanset hvor forelskede de kan have været i Koranens fuldtonede gennemhegling af hedninge, glemte de aldrig den kristne åbenbarings påstående overlegenhed.

Selv en så seriøs forsker som Sir William Muir undlod ikke at blande en stor dosis kristendom ind i sin monumentale biografi over Profeten. Muir vidste, hvilket alle kristne missionærer i de dage vidste, at deres største konkurrent i missionserhvervet var islam. Det er derfor uforståeligt, at deres nutidige efterkommere i alle lande i Asien og Afrika står hånd i hånd med islam i spillet om at omvende disse landes hedninge.

Værdien af de kortlivede gevinster, de således har opnået i disse lande, skal stilles op mod de kræfter, de har sluppet løs i deres fortsatte flirt med det islamiske etablissement. De må vide, at en nylig døbt hedning er mere sårbar over for islams lokketoner end en uforbederlig hedning, der har rod i ublandet hedenskab. Den lille dosis monoteisme, tildelt gennem kristendommen, fjerner blot hedningens parader og giver ham lyst til en større og mere massiv dosis af det samme. Og det 20. århundredes tandløse kristendom, prædiket ved hjælp af svig og bestikkelse og et uhyre apparat af sociale tjenester, vil helt sikkert ikke være nogen match for islam, når sidstnævnte går i gang med at erklære fuldgyldig jihad mod de konvertitter, som kristendommen har vundet gennem års hårdt arbejde og et svimlende forbrug af penge.

De vestlige magter vil så helt sikkert gå gennem alle øvelserne med at protestere mod en sådan grasserende "fundamentalismes" misgerninger, men vil gøre meget lidt for at redde disse konvertitter til kristendommen.

Kristne missionærer burde tage ved lære af de kristnes skæbne under Det Osmanniske Rige, og for den sags skyld, under dets kemalistiske efterfølgere. Langsomt og sikkert er Tyrkiet blevet renset for dets befolknings kristne element, med de vestlige magter som tilskuere i salig ligegyldighed. Der er ingen grund til at tro, at den samme skæbne ikke venter de nyomvendte til kristendommen i Asien og Afrika.

De kristne missionærers nuværende flirt med islam i disse lande lover bestemt ikke godt for kristendommens skæbne på lang sigt. Før det er for sent bør de kristne kirker tage et hårdt kig på deres missionsetablissements selvdestruktive politik og advare deres lande om dens mulige resultat.

(3) Går vi over til Indien, ser fremtiden for hinduer, der udgør hovedparten af befolkningen i dette land, meget dyster ud, hvis deres stædige afvisning af at konfrontere den nuværende islamiske vækkelse, med dens markante jihad-overtoner, fortsætter som hidtil. Hinduer har været ofre for jihad-optøjer i stadig stigende grad siden de berygtede Mopla-optøjer i 1921. Den politiske uafhængighed - ud over at føre til en islamisk stat, der er viet til målet om at generobre hele Indien for islam - var vidne til en folkemorderisk slagtning af hinduer, hvis lige ikke er set i verdenshistorien.

Den indiske stat siden 1947 har vedvarende nægtet at undersøge disse optøjer og blotlægge jihad-motivationen bag dem. Dette er dog et stort emne med uhyre politiske dimensioner, og kan ikke behandles fyldestgørende indenfor rammerne af denne bog. Jeg vil begrænse mig til et par bemærkninger af generel karakter om, hvordan hinduer og fredselskende muslimer bør gå i lag med den islamiske trosbekendelse, der er under debat.

Hvad hinduer angår, bør de klart forstå, at jihad-doktrinen er fuldstændig fatal for deres liv og ejendom, for ikke at tale om deres kvinders ære. Hvis hinduen ikke gør en seriøs og målrettet indsats for at overtale sine muslimske brødre om at forkaste jihad-doktrinen; hvis han ikke vier hjerte og sjæl til at finde passende midler til at nå dette mål; med andre ord: hvis han ikke afkaster sin dybtliggende ligegyldighed over for alt islamisk, så er han helt sikkert på vej mod selvdestruktion og dette i en ikke særlig fjern fremtid.

For at indse denne sags overvældende presserende karakter, er det kun nødvendigt at påpege, at muslimer over hele verden, startende med den islamiske revolution i Khomeinis Iran, er fast besluttede på at genoplive jihad-vanviddet fra det 7. århundredes islam. At muslimer i Indien bør fortsætte med at hente næring fra et sådant vanvid, og at hinduer bør forblive i deres vildfarelse angående muligheden for fredelig sameksistens med et så vanvittigt folk, giver ikke længere mening.

Muslimer på deres side må klart forstå, at jihad-doktrinen - uanset hvor nyttig den kan være for at fremme deres verdslige interesser og sikre deres evige lyksalighed i det hinsides - næppe kan opnå billigelse af mennesker, der er i besiddelse af blot et minimum af rationalitet og retfærdighedssans.

En argumenterende muslim kunne forsvare sig med, at jihad er hans eneste våben til selvforsvar i en fjendtlig verden; men ingen ved sine sansers fulde brug ville, på basis af et sådant forsvar, erklære permanent krig mod alle vantro. Selvforsvar er afgjort ethvert menneskes fødselsret, og man kan meget let sympatisere med et menneske, der går i krig for at hævde denne fødselsret; men jihad er næppe nogensinde en sådan defensiv krig. Jihad er total krig rettet mod at udrydde alle vantro fra jordens overflade, og enhver, der begrunder en sådan krig med påstanden om selvforsvar, spiller et gigantisk bedragerisk spil med folks godtroenhed.

Hvis dette ræsonnement accepteres, melder der sig umiddelbart følgende spørgsmål: Er det muligt have en version af islam, som kan kaldes "islam uden jihad"? Er en sådan islam ikke en afkortet islam? Jeg vil forsøge at besvare det andet spørgsmål først.

Det kræver kun ringe overvejelse at se, at islam i sin rene form - den islam, der er fast og uforanderligt forankret i læren fra Koranen og hadith - ikke eksisterer noget steds i den moderne verden. Et tydeligt eksempel på denne ændrede tingenes tilstand er fraværet af slaveri og slave-konkubiner, hvilket ifølge Koranen er enhver muslims fødselsret og privilegiet for enhver mujahid. Denne praksis er sanktioneret i Koranen og hadith og bekræftet af Profetens sunna.

På trods af disse indiskutable erklæringer af deres lovlighed og respektabilitet, bliver disse to skikke ikke længere forsvaret i islamiske lande, og selv ulama prædiker dem ikke med deres vante iver. Men hvis Profetens sunna er bindende for enhver muslim, så følger det, at ingen praksis sanktioneret af ham kan regnes for at have midlertidig gyldighed. "Når Allah og Hans udsending har truffet beslutning om en sag, tilkommer det ingen troende mand eller kvinde at vælge frit i deres sag. Den, der trodser Allah og Hans udsending, befinder sig i åbenlys vildfarelse," siger Koranen (33:36). Hvis dette er sandt, så er det indlysende, at overholdelse af én del af Profetens sunna på bekostning af en anden vil vise sig ødelæggende for hele sunnaens teori. Hvis sunnaen for slave-konkubiner er midlertidig, på hvilken autoritet skal sunnaen for jihad så regnes for permanent? Da den koraniske autoritet for dem begge er ens, hvordan skelner vi så mellem deres relative værdi?

Faktisk synes sagen ikke at tillade nogen videre kontrovers. Islams teologer inddeler hele spektret af islamiske pligter i fem klare grupper: (1) itiqadat, spørgsmål om tro; (2) adab, systemet med islamiske gode manerer [har en vis overlapning med sunna, o.a.]; (3) ibadat, der involverer spørgsmål om religiøs praksis som bøn, faste og udførelse af jihad; (4) mumalat, som omfatter love om forretningstransaktioner; og (5) uqubat, strafferetlige bestemmelser i islam.

Af disse fem grupper, er de to sidste, nemlig mumalat og uqubat, i en tilstand af forældelse i de fleste lande under islam. Det er let at se, at islam i sin uberørte renhed er ikke-eksisterende i de fleste islamiske lande. I lyset af dette virker det som en ren og skær trodsighed at hævde, at den islamiske ibadat ikke er modtagelig for en sådan modifikation, som opgivelse af jihad ville indebære.

Det kan indvendes, at Koranen erklærer udførelse af jihad som en muslims højeste pligt, mens ingen sådan erklæring er til rådighed for grupper som mumalat og uqubat. Men omvendt kan man også argumentere for, at Profetens sunna er blevet erklæret som fuldkommen i sin helhed, det største gode for en muslims eksistens, som formodes at bestå i en blind efterligning af Profetens livsførelse. Hvis nu muslimen, selv med en så dybtliggende overbevisning om sunnaens ukrænkelighed, kan vælge at krænke Profetens sunna med hensyn til slaveri og slave-konkubinat, og faktisk betragte en sådan krænkelse som fuldstændig gyldig, så kan en overtrædelse af påbuddet om jihad bestemt ikke være en forseelse af nogen betydning. Hvad vi i stedet skal tage op, er en undersøgelse af hindringerne for et sådant skridt.

Den største hindring er uden tvivl den uddannelse, der gives i maktab’er [koranskoler] og madrasaer - de skoler, der underviser i islams principper. Ulama vil ikke tillade brud på et eneste princip, i det mindste på det teoretiske plan. At de end ikke har givet afkald på påbudet om slave-konkubiner, "som ens højre hånd besidder", kommer tydeligst frem under optøjer i Indien, hvor krænkelse af hindu-kvinder altid udgør en del af ritualet. Det kan betvivles, at alle sociale uroligheder startes af ulama, men den lektie, at vantro kvinder er lovligt bytte for muslimske uromagere i deres rolle som mujahideen, er utvivlsomt indprentet i islamiske skoler, drevet og styret af ulama. Uden en gennemgribende reform af dette uddannelsessystem, er udsigten til en islam uden jihad meget dyster.

Det er her Indiens sekularisme kalder på det største spørgsmålstegn i dens daglige gøren og laden. Siden 1947 er tusindvis af islamiske skoler skudt op over hele landet i overensstemmelse med klausuler i vores forfatning, og den indiske stat er forhindret i at gribe ind i deres ledelse af netop disse klausuler. En forventning om, at man kan lede muslimer ad vejen til fredelig sameksistens med deres hindu-naboer ved at appellere til en sådan sekularisme, er latterlig i sig selv; men bedraget, der udspilles for fredselskende muslimer af denne sutteklud af sekularisme, er værre endnu. Det ulideligt farceagtige element i dette smudsige foretagende er den uophørlige propaganda - dagligt udbredt i vore medier med skrigende overskrifter og højlydte forsikringer - til fordel for denne samme sekularisme, samt statens kundgørelse af, at ingen social fordragelighed vil være mulig i Indien uden denne politik. Denne påstand er selvfølgelig det stik modsatte af sandheden. En sekularisme, der tillader en ubesindig spredning af islamiske skoler uden noget forsøg på at reformere deres uddannelsessystem, er den sikreste vej til grænseløs social konflikt.

Er det muligt at fjerne disse modbydelige hindringer? Vil de muslimer, for hvem samfundsmæssig harmoni er mere dyrebar end islams jihad-udbrud, kunne udtænke en metode til at forkynde budskabet om en islam uden jihad? Udefra ser det ud til, at muligheden for en sådan forkyndelse er meget fjern. Men selv i islam er der veje for fred og social samdrægtighed. Disse er selvfølgelig smalle og besat med næsten uoverstigelige forhindringer, men ærlige og oprigtige bestræbelser fra seriøse muslimers side, kunne måske gøre dem bredere og mere tilgængelige for det muslimske flertal.

Man skal huske, at Koranen selv har registreret den tøvende knurren fra visse tilhængere af tidlig islam, der ønskede "henstand" i pligten til jihad (4:77), og andre, der foretrak tjeneste for pilgrimme som en bedre islamisk pligt end at gå i kamp mod de vantro (9:19-22). Det er rigtigt, at Allah ved begge lejligheder afviste deres samvittighedsfulde indvendinger kategorisk; men selv efter dette fortsatte tendensen. Den hadith, der erklærer, at Profeten ikke var blevet sendt for at prædike jødernes og de kristnes pacifisme, får betydning i denne sammenhæng. Den fredselskende muslim i vore dage kan appellere til disse begivenheder og forebygge indsigelser fra hårdkogte mujahideen ved at påpege, at Allah selv havde påbudt pligten til krig som noget betinget, noget, der var nødvendiggjort af omstændighederne.

Faktisk kan et tæt studie af Koranen overbevise enhver om, at pligten til jihad hele tiden var "betinget" til forskel fra de "permanente" pligter som bøn, pilgrimsfærd og lignende. Den var faktisk ikke en del af den mekkanske ordning, men blev først påbudt i Medina for at udvide islam, hvilket kun var muligt under visse særlige omstændigheder. Vor tids fredselskende muslimer kan meget vel gøre gældende, at et i det væsentlige betinget påbud ikke kan hævde permanent gyldighed, og at pligten til jihad kan tilsidesættes alt efter omstændighederne.

En sådan bevægelse for islam uden jihad ville naturligvis kræve en gennemgribende reform af det eksisterende islamiske undervisningssystem, der gælder i Indien. Den indiske stats tilbagelænede ligegyldighed over for en sådan reform, er ikke kun forkastelig i sig selv, men strider også mod al historisk lærdom. Så tidligt som i 1871 havde W. W. Hunter (i sin Indian Mussalmans) fået den daværende britiske-indiske regering til at indse det absurde i, at den britisk-styrede Calcutta-madrasa stillede en pædagogisk basar til rådighed, i hvilken jihad udgjorde en stor del af pensum for de muslimske elever. Den nuværende indiske stat har produceret meget få administratorer af Hunters kaliber, og dens talsmænds hyppige udgydelser om den ædle og fredelige islamiske tro, har så vidt vides ikke lavet den mindste bule i den plan for islamisk undervisning, der hersker under det nuværende styre. Denne undervisningsplan skal gennemses nøje og give plads for én, der er mere passende.

Faktisk kan en bevægelse for islam uden jihad aldrig organiseres af muslimer alene, de være sig nok så velmenende. En sådan bevægelse kræver aktivt samarbejde med hinduer såvel som med den indiske stat. Havde den indiske stat støttet islam uden jihad siden sin fødsel, er der ikke meget tvivl om, at det muslimske samfunds lederskab nu ville være forvandlet til fredselskende muslimer.

Men lige fra starten har det muslimske element i Indiens politiske arrangement stået i skyggen af en ulama af Maulana Abul Kalam Azads årgang. Indtil nu har den fremherskende kraft i den indiske regeringsform været Azad-Nehru-aksen. Denne kraft har aldrig understreget den mulige rolle af pacifisme i islam. Siden dagene med kalifat-agitation har Azad forkyndt sværdets rolle i islam. I hans øjne var dette sværd naturligvis et selvforsvarets sværd, men som det er blevet vist under denne gennemgang, er det i særlig grad sværdet for destruktion af de vantro. Forvirringen var endnu mere forbistret hos vore forfatningsfædre, der arbejdende under en håbløs uvidenhed om islams principper.

Hvis sandheden skal frem, har de største fjender af muslimsk pacifisme ikke været ulama, men Indiens såkaldte sekularister, hvoraf de fleste kommer fra hindu-samfundet selv. Uvidenheden hos disse hædersmænd angående alt islamisk må opleves for at blive troet. Den eneste trøst, de kan hente, kommer af det faktum, at en sådan uvidenhed på nuværende tidspunkt er et universelt fænomen. Den vestlige verdens intellektuelle forfald er intetsteds mere åbenbar end i denne sammenhæng. Indiens sekularisme er efter egen indrømmelse kun en bleg efterligning af dens vestlige original, som ingen steder har taget notits af den islamiske jihad-doktrin. Derfor har den muslimske indvandrerbefolknings tilbøjelighed til at lave optøjer i de vestlige lande efterladt dem hjælpeløse og gættende. De vestlige medier kalder det "etniske uroligheder" - en idiotisk beskrivelse, der røber en afgrundsdyb uvidenhed om islams natur.

Den indiske stat kan søge trøst i det faktum, at dens eget problem med muslimer efterhånden er blevet et problem for hele verden. Problemet kan ikke løses uden at forsøge på en vidtrækkende reform af islam i almindelighed og islamisk undervisning i særdeleshed. Da islam er et verdensfænomen, kan indere ikke gøre meget for at opnå en sådan reform. Men Indiens "sekulære stat" har aldrig stræbt efter blot den lille smule, den kunne have opnået. Den stat, der ikke rækker en hjælpende hånd til ulykkelige ofre for islam som den hjælpeløse Shah Bano og den lærde Mushir-ul-Hassan, men som giver udmærkelser til eksponenter for jihad som Maulana Abul Kalam Azad, har helt sikkert fortabt enhver ret til at eksistere undtagen som tålt af de hundreder og tusinder af mujahideen, den opretholder og nærer og dagligt inspirerer med hellig vilje til at ødelægge selve dens fundament.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo