I sammenfatningen af denne bogs indhold må man huske på, at dens formål er at redegøre for de teoretiske aspekter af jihad, og at dens emne som sådan er islamiske læresætninger snarere end islamisk historie. Denne bemærkning gælder i samme grad om de korte historiske beretninger om Profetens egne jihad-kampagner, som denne bog giver. Disse er tænkt som redegørelser for Profetens sunna eller praksis, der er en del af teoretisk islam til forskel fra historiens islam. Sondringen er grundlæggende, om ikke andet så fordi ikke alt i Profetens egen historie betragtes hans sunna. Hans ublodige erobring af Mekka, for eksempel, udgør ikke et element af sunna, mens hans tilintetgørelse af den jødiske stamme Qurayza i høj grad gør. Dette skyldes, at sidstnævnte handling er i overensstemmelse med Koranens påbud om at "lave slagtning i landet" (8:67, se anmærkning i kap. 7, o.a.), mens førstnævnte ikke har en sådan skriftmæssig opbakning. Kort sagt: Koranen som Allahs ord leverer påbudet; hadith bekræfter det gennem Profetens ord; og sunna giver en praktisk demonstration af samme og dermed fungerer som et mønstergyldigt eksempel for fremtidige udøvere af den hellige øvelse kaldet jihad.

Én ting vedrørende den nuværende diskussion kræver særlig understregning. Læseren må ikke tro, at mine citater fra Koranen på nogen måde er fuldstændige eller udtømmende. Jeg har kun diskuteret de vers, der syntes relevante for emnet. Og med hensyn til hadith, har mine citater været endnu færre. Det er ikke engang tilfældet, at jeg har udvalgt de mest blodige vers for at få den sande natur af jihad frem i lyset. Hele vejen igennem, har mit mål været at fremhæve så mange aspekter af emnet som muligt; derfor har jeg ikke begrænset min opmærksomhed til noget enkeltstående aspekt, og heller ikke overbebyrdet min analyse med talrige citater. Det er derfor, jeg ikke har udbredt mig i spekulationer over de forskellige sharia-skoler, men kun henvist til de konklusioner, som bekræfter de skriftmæssige påbud eller fastslår dem med større klarhed. På den anden side - da mit emne primært har været islamisk jihad som udlagt i den kanoniske litteratur - har jeg ikke henvist til begrebet jihad som forstået af sufierne, fortalerne for islamisk mystik. Men for fuldstændighedens skyld skal jeg nævne, at den kanoniske jihad ifølge nogle sufier er Jihad al-Asghar eller Den Mindre Jihad, mens krigen mod ens sensuelle tilbøjeligheder er Jihad al-Akbar eller Den Større Jihad. Kort sagt understreger sufierne selvkontrol snarere end krig mod de vantro i deres opfattelse af jihad. Men uanset hvor fortjenstfuld en sådan opfattelse kan være, er intet tilfælde kendt, hvor sufier i noget land under islam har haft den mindste indvirkning på deres trosfæller i retning af at forrykke de dybtliggende overbevisninger angående den blodtørstige aktivitet, som er jihad. Derfor tager jeg sufi-opfattelsen af jihad til efterretning for hvad den er værd, men finder det ikke nødvendigt at drøfte den yderligere.

Hvis man skal sammenfatte indholdet af denne bog, så er det punkt, der skal understreges stærkest, at jihad er en blodig konfrontation med de vantro; det er en krig gennemtrængt af den allermest aggressive ånd; og det er, oftere end ikke, en krig af bedrag og påskud. "Krig er bedrag," siger Profeten (Sahih Muslim, nr. 4311) - en hadith, som Aurangzeb var særlig afhængig af. Men det ville være forkert at tro, at Koranen intetsteds nævner jihad som en slags krig i selvforsvar. Ifølge Koranens vers 2:190-92:

"Kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Allah elsker ikke dem, der begår overtrædelser.

Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! (...) Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis I gør det, skal I dræbe dem! (...) Hvis de så holder inde, så vil Allah være tilgivende og barmhjertig."

Disse vers prædiker klart krig i selvforsvar alene. Selv om de er blodige nok, er det forbløffende, hvordan de forsøger at lægge en form for humanitet ind i et råd om hensynsløs blodsudgydelse. Udadtil taler de på ingen måde for aggressiv krigsførelse; faktisk forbyder de udskejelser selv i selvforsvar. Men hvad der lurer bag det tilsyneladende velvillige ansigt, synes ikke slet så velvilligt. Dette er en sag, hvor vi ikke behøver at holde os til disse vers alene. Rigtig mange vers i Koranen og hele hadith-litteraturen oser af ubetinget aggression. Vi behøver kun at henvise til immunitetsversene (K. 9:1-12) for at få en fornemmelse af denne ånd. Hvad sunnaen angår, kan ikke en eneste ghazwa (= krig ledet af Profeten personligt), undtagen dem ved Uhud (AD 625) og Ahzab (AD 627), ved nogen udvidelse af fantasien, regnes for defensiv krig. Med andre ord var 24 ud af Profetens 26 ghazwaer aggressive i både hensigt og udførelse. Det er blevet fremført, at disse aggressive konfrontationer var nødvendige om ikke andet så for at islam kunne overleve i fjendtlige omgivelser. Dette er i bedste fald en tvivlsom argumentation, hvis vi husker på, at islam i Medina havde fundet en oase af sikkerhed og tryghed. Men selv hvis vi accepterer dette ræsonnement som gyldigt, kan den aggressive karakter af Profetens ghazwaer næppe blive ønsket væk. Hvad der er mere til sagen, er det faktum, at uanset hvilken retfærdiggørelse vi kan fremføre til fordel for disse krige i tidlig islam, kan deres status som en samling kanonisk sunna, der skal efterlignes indtil verdens ende, dårligt afvises som noget fortidigt. Koranen selv skjuler ikke altid islams verdenserobrende mission bag tvetydigt ordskvalder. "I, der tror! Hvad er der i vejen med jer? Når man siger til jer: 'Ryk ud for Allahs sag!', er I som tynget mod jorden. (...) Hvis I ikke rykker ud, vil Han tildele jer en pinefuld straf og erstatte jer med et andet folk..." (K. 9:38, 39) Det er på baggrund af dette træk, som går igen i de fleste af jihad-versene i Koranen, at versene om selvforsvar kun bliver et anstrøg af pacifisme, der både er besnærende og lidet overbevisende.

(2) Et andet punkt af betydning, der følger af den nuværende diskussion, er dette: Formålet med og frugterne af jihad er blevet præciseret på en måde, der er i perfekt samklang med dens overvældende aggressive design og hensigt. Dette er grunden til - selv om omvendelsen af vantro til islam er anerkendt som det højeste mål for jihad - at opfordringen til en sådan omvendelse ikke er gjort til en obligatorisk forudsætning for at starte en jihad-offensiv. Dette er igen grunden til, at dette højeste mål - i Koranen såvel som i hadith - generelt er blevet underordnet de forholdsvis lavere mål gående ud på plyndring, jizya og nedslagtning. "Spis nu blot af de tilladte og gode ting, som I har taget som bytte ..." (K. 8:69) - sådanne udtalelser er ofte blevet fremført med en kraftigere og mere ophøjet stemme end opfordringen til at sprede islam. En hadith i samlingen af al-Tirmidhi indeholder den særlige formaning: "Lad jer sprede salam (den islamiske form for hilsen); lad jer brødføde de mennesker, der er uden mad; og lad jer hugge hovederne af vantro." Tirmidhi selv betragter denne hadith som gharib, dvs. af ringe autenticitet. Men det kan næppe bestrides, at grundtonen i jihad-påbudene i Koranen og hadith er antagelsen af det mest intime forhold mellem sådanne udtryk for islamisk optræden som salam, og sådanne islamiske resultater som at hugge hovederne af vantro. Det skal også huskes, at selv henstillingen om konkubinat med tilfangetagne kafir-kvinder ikke kun forekommer i Koranen i ét vers - i et ufrivilligt anfald af guddommeligt inspireret lystenhed, så at sige. Dens gentagelse i så mange vers kan ikke andet end at rejse det spørgsmål i os: Kunne gentagelsen af sådanne erklæringer ikke være undgået i, hvad der formodes at være islams hellige bog? Intet under, at religiøse optøjer altid er forbundet med krænkelse af vantro kvinder, selv når tab af menneskeliv er minimal.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo