Et vigtigt spørgsmål vedrørende emnet jihad er dette: I blandede befolkninger bestående af muslimer og ikke-muslimer, vil denne blodige trosbekendelse ikke uundgåeligt føre til religiøse optøjer? Koranen forsyner os bestemt med vers, der kan virke som ekstremt æggende ytringer med sigte på at hidse muslimerne op til en tilstand af morderisk masse-raseri. "Ryk ud med let oppakning eller med tung, og kæmp med jeres ejendom og liv for Allahs sag!", siger Koranen (9:41). Et vers af denne art ligner mere et demagogisk opråb end en planlagt og overlagt krigserklæring. "... skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! ..." (9:5) er igen, efter alt at dømme, en opfordring til lovløs vold snarere end en generals ordre om at gå i stilling med disciplin og omtanke. Faktisk synes hele gruppen af såkaldte immunitetsvers (9:1-12) i Koranen - for alle praktiske formål - at være udtryk for en slags opgivelse af den islamiske stats ansvar for lov og orden ved at bede de muslimske masser om at tilintetgøre den vantro befolkning med alle til rådighed stående midler. En nøjere gennemgang af versenes baggrund og konsekvenser, er derfor nødvendig for at undersøge spørgsmålet om forholdet mellem jihad-læren og religiøse optøjer.

Som tidligere nævnt, blev immunitetsversene i sura al-Tawba udstedt i begyndelsen af 631 e.Kr. for at informere Arabiens afgudsdyrkere om, at deres religion, efter udløbet af fire måneder, ikke længere ville blive tolereret. Som Mohammed Pickthall, den ortodokse oversætter af Koranen, nævner i indledningen til denne sura, udgjorde disse vers "proklamationen om fritagelse fra forpligtelser over for afgudsdyrkerne" og "betød enden på afgudsdyrkelsen i Arabien". Men hvordan skulle dette mål nås? Ved at dræbe afgudsdyrkerne i flæng, siger Koranen; ved at "belejre dem" og ved at "ligge på lur efter dem i hvert et baghold". Med andre ord synes Allah med disse vers at have sanktioneret religiøse optøjer i et hidtil uset omfang.

Men fortolkede Profeten dem på den måde? Biografierne fortæller ikke om storstilede optøjer efter udstedelsen af disse vers. Det skal huskes, at Profeten kun overlevede disse påbud med omkring et år, og at han det meste af tiden modtog delegationer fra Arabiens stammer, der tilbød frivillig underkastelse og frivillig tilslutning til hans trosbekendelse. Oplysninger om tvangskonverteringer i perioden er sparsomme; og bortset fra Koranens uroskabende vers nævnt ovenfor, er vi ikke informeret om specifikke tilfælde af religiøse optøjer, der faktisk skulle have fundet sted under udførelse af dem. I islams tekniske sprog må vi sige, at de uroskabende vers ikke reelt gav ophav til en samling af eksempler i sunna til at illustrere dem.

Men faktisk er en sådan sunna ikke nødvendig. De islamiske begreber Dar al-Islam (Islams Hus) og Dar al-Harb (Krigens Hus), som stammede fra jihad-bestemmelserne i Koranen og hadith, synes at være vokset ud af dette selv samme dilemma. Disse begreber forudsætter udryddelsen af arabiske afgudsdyrkere ved statens magt, mens praksis i ikke-arabiske islamiske stater er at skåne livet for afgudsdyrkere mod betaling af hovedskatten. Et sådant arrangement har ikke behov for religiøse optøjer i islamiske stater af den simple grund, at staten selv gør arbejdet med at konvertere eller lade være, alt efter hvad der passer den bedst. I disse lande er befolkningen fritaget fra dens forpligtelse til at "dræbe de vantro" i flæng.

Af samme grund må ikke-islamiske stater med en stor muslimsk befolkning nødvendigvis give anledning til religiøse optøjer, hvis ulama erklærer disse stater for Dar al-Harb. Koranens immunitetsvers må i sagens natur komme til fuld udfoldelse i sådanne stater. I denne begrænsede forstand i det mindste er jihad og religiøse optøjer ét.

Hvem ville give opfordringen til sådanne optøjer? Det er blevet vist i det foregående kapitel, at jihad ikke kan starte uden at Imamen udtaler et kald til den. Det er også blevet påpeget, at det i islamiske stater er herskeren, der er bedst kvalificeret til at udtale et sådant kald. Men i Dar al-Harb er en sådan imam naturligvis ikke tilgængelig. Så enhver person med de nødvendige islamiske kvalifikationer kan give opfordringen til jihad, og selv imamen, der leder menigheden under fredagsbønnen, kan meget vel udføre jobbet. Det er overflødigt at sige, at en sådan jihad næppe kan blive til andet end en slags religiøse optøjer.

For at illustrere disse former for jihad, som mere passende bør kaldes jihad-optøjer til forskel fra en fuldgyldig jihad, vil jeg give nogle eksempler fra Indiens nyere historie. I disse tilfælde må mindre imamers historiske eksempler erstatte Profetens sunna, om ikke andet så fordi Profetens karriere gik forud for læren om Dar al-Harb.

(1) Det første betydelige religiøse oprør i Indien under britisk styre var det såkaldte Mopla-oprør i 1921, der fandt sted i Malabar som en udløber af Khilafat-bevægelsen. Moplaerne eksploderede i hidtil uset vold mod briterne, efter Khilafat-kommiteens opfordring til det, henvendt til den troende befolkning i Malabar. Det viste sig, at de fleste af ofrene i denne jihad var hinduer snarere end briter. Hundredvis af hindu-kvinder sprang i brønde for at redde deres ære; andre blev voldstaget og slagtet af blodtørstige mujahideen helt uden samvittighedskvaler. Hundredvis af lig af hinduistiske kvinder såvel som børn blev trukket op fra brøndene efter afslutningen af optøjerne. Kaldet til denne jihad var udsendt af Ali-brødrene, Hasrat Mohani og Maulana Abul Kalam Azad. Mahatma Gandhi selv erkendte disse grusomheder som en del af islams hellige krig. Han henviste til mujahideen som "gudfrygtige moplaer" og sagde: "De kæmpede for, hvad de betragter som religion og på en måde, de betragter som religiøs." Overflødigt at sige det, men sådan en måde at kæmpe på og for sådan en sag er selve essensen af en islamisk jihad. Det skal nævnes, at ledere som Azad opfordrede til jihad mod briterne snarere end mod hinduer, men det vides ikke, hvordan de havde i sinde at begrænse krigen til en enkelt gruppe af vantro.

(2) Blodbadet i Calcutta [The Great Calcutta Killing] i 1946 var igen en følge af et kald til jihad, som i dette tilfælde blev forkyndt af Mohammed Usman, borgmester i Calcutta på det tidspunkt. Han skar kaldet ud i pap og sagde følgende til mujahideen:

"Det var i denne måned af Ramzan [ramadan], at åben krig mellem muslimer og vantro startede for alvor. Det var i denne måned, vi trådte sejrende ind i Mekka og udslettede afgudsdyrkerne. Ved Allahs vilje har All India Muslim League valgt selv samme måned, Ramzan, til at starte sin jihad for at virkeliggøre Pakistan." [1]

(3) Folkemordet i Noakhali i samme år (1946) var ligeledes tænkt som en fuldgyldig jihad. Opfordringen blev i dette tilfælde udsendt af Gholam Sarwar, en muslimsk M.L.A. [Medlem af den Lovgivende Forsamling, o.a.] fra de dele. Gholam Sarwars kald blev ikke dokumenteret, men rapporten fra dommer Simpson henviser klart til "storstilet konvertering af hinduer til islam ved anvendelse af magt i landsby efter landsby. I mange tilfælde - efter mændenes afvisning af at antage islam - blev deres kvinder holdt indespærret og konverteret under tvang". [2] Alle dette er naturligvis karakteristisk for en ægte jihad.

Dette var ikke alt. Som i Calcutta var Noakhali-optøjerne kendetegnet ved vanærelsen af tusinder af hindu-kvinder. Der var klare tegn på, at disse ulykkelige kvinder blev betragtet som mujahid-krigernes lovlige bytte (ghanimah). Baboo Rajendralal Roy, formanden for Noakhali Bar Association, forsøgte på egen hånd at etablere noget modstand mod denne jihad. Resultatet af modstanden blev beskrevet af en samtidig forfatter: "Rajenbaboos hoved blev serveret for Gholam Sarwar på et fad, og to af hans løjtnanter modtog som belønning begge hans unge døtre (i deres harem)." [3]

(4) De store optøjer af hele samfund, der skete på steder som Aligarh, Bulandshahar og lignende i december 1990, var alle et værk af tilbedende, der kom strømmende ud af moskeerne efter afslutningen af fredagsbønnen. De fleste aviser rapporterede disse optøjer, men ingen nævnte opfordringen givet af imamerne.

(5) Næsten alle hinduer er i de seneste år blevet fordrevet fra Kashmir-dalen som et resultat af jihad. Denne særlige jihad er blevet godkendt og finansieret af Pakistan og andre islamiske lande. Clintons Amerika er den seneste tilføjelse til listen af lande, der aktivt fremmer denne jihad. Selvfølgelig har Amerika ikke kaldt det en jihad, men erklærede sin støtte til mujahideen i menneskerettighedernes navn, hvilket betyder det samme.

(6) Den storstilede brandstiftelse i december 1992 i det islamiske Bangladesh i kølvandet på nedrivningen af Babri-bygningen i Ayodhya, var præget af gruppevoldtægter af tusinder af hindu-piger, angreb på hindu-templer og udbredt plyndring og vold. Optøjerne havde alle kendetegnene på en fuldgyldig jihad.

Alle disse eksempler er givet for at vise, at optøjer ved mange lejligheder bryder ud i navnet på jihad. Jeg har kun nævnt indiske eksempler, men lignende eksempler kan uden tvivl findes fra de fleste lande med en betydelig muslimsk befolkning. Det er et åbent spørgsmål, om sådanne jihad-optøjer opfylder alle de skriftmæssige krav til en uforfalsket jihad fi sabililla (jihad for Allahs sag). Men der er ringe tvivl om, at jihad-optøjer faktisk finder sted. Hvis lande med en betydelig muslimsk befolkning ignorerer muligheden for, at de kan finde sted, gør de det til fare for sig selv. I Indien, for eksempel, kan den stadig voksende usikkerhed i de hindu-muslimske relationer tilskrives vores mangeårige undladelse af at tage klart stilling til emnet optøjer, inspireret af den endemiske jihad-psykologi i det muslimske samfund. Før vi tager dette emne op, vil jeg give et resumé af diskussionen i de foregående kapitler.

Notes

[1] Oversat fra bengali-originalen citeret i R. C. Majumdar, Bangladesher Itihasa, bind IV.

[2] Ibid.

[3] Benoy Bhushan Ghosh, Dvijatitattva O Bangali, s. 68.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo