I islam bliver udtrykket "sharia" ofte brugt til at betyde systemet af bestemmelser, der er givet i Koranen og hadith. Men jeg vil bruge det i en mere begrænset forstand - om de bestemmelser, som blev formuleret i retsskolerne, stiftet af de berømte imamer Hanifa, Hanbal, Malik og Shafii. Da Hanifas skole [den hanafittiske retsskole, o.a.] er den mest populære i den islamiske verden, vil jeg begrænse min opmærksomhed til den alene, og bruge sheik Burhanuddin Alis (d. 1198 AD) Hidayah [eller Hedaya, o.a.] til at give en fremstilling af sharia-lovens udtalelser om emnet jihad.

Af de foregående kapitler kunne det virke som om, at Koranen og hadith imellem sig har udtømt emnet jihad, og at der kun er lidt at føje til disses bestemmelser. Men sådan er det i virkeligheden ikke. Hvis f.eks. jihad er en muslims højeste pligt, som angivet i Koranen og hadith, er et spørgsmål uundgåeligt: Ville det så ikke være rigtigt for en muslim at være engageret i jihad løbende og permanent? Burde han ikke drage ud på egen hånd og "nedslagte" de vantro, uden at bekymre sig om, hvad hans muslimske trosfæller gør? Nej, siger sharia; man kan kun engagere sig i jihad, når imamen kalder til det. På Profetens tid var han selv imamen par excellence. Men efter ham har pligten tilhørt lovmæssige imamer. Jihad er bestemt obligatorisk for alle raske muslimer; det er en fard - det arabiske ord for pligt - som er bindende og uomstødelig under alle omstændigheder. Men det er ikke en fard ayn - individuel pligt - den kanoniske pligt bindende for enhver muslim uden hensyn til nogen anden person. Det er en fard kifaya - kollektiv pligt - en pligt, som kan overlades til andre, indtil imamen kommer med sin opfordring. Når imamen så gør det, bliver det en fard ayn, og ingen raske og rørige muslimer under hans jurisdiktion kan unddrage sig pligten til at føre jihad. Men indtil dette øjeblik, han kan hvile på sine årer. Således er sharia-lovens forskrift vedrørende arten af pligten til jihad.

Kan alle og enhver imam fra alle og enhver moské udsende kaldet til jihad? Spørgsmålet opstår ikke i islamiske stater, hvor sultaner og padishaher tæller som lovlige imamer. Men i ikke-islamiske stater, bliver spørgsmålet vigtigt. Enhver muslimsk leder i ikke-islamiske lande, selv lederen af menigheden til fredagsbønnen, kan gøre fordring på at legalisere en jihad. Men sharia har faktisk stillet krav om visse kvalifikationer for at kunne være imam, blot har den ikke givet nogen idiotsikker metode til afprøvning af sådanne kvalifikationer.

(2) Sharia har præciseret et andet punkt, som ikke er nævnt i Koranen eller hadith med tilstrækkelig klarhed. Er det nødvendigt at sende et varsel til de vantro, der er ved at blive angrebet? Koranen er tavs om spørgsmålet. Hadith siger - i forbindelse med jøderne nævnt i et tidligere kapitel - at Profeten udsendte et sådant varsel ved mindst én lejlighed. Men da de fleste af hans jihad-kampagner havde karakter af plyndringstogter indledt i yderste hemmelighed, var disse sædvanligvis ikke indledt af formelle krigserklæringer. Sharia accepterer begge fremgangsmåder, og sætter sig for at forklare vigtigheden af forudgående bekendtgørelse med nogen forsigtighed. Ifølge Hidayah "[skal de vantro] være klar over, at de bliver angrebet for religionens skyld, og ikke for at tage deres ejendom eller gøre deres børn til slaver." [1] Hidayah gør således bekendtgørelsen obligatorisk, når angrebet rettes mod vantro, der aldrig er blevet "kaldet til troen", men gør det frivilligt i andre tilfælde.

(3) På den anden side opfordrer sharia imamen til at erklære jihad, ved, om nødvendigt, at krænke eller afslutte pagter og traktater, der tidligere er indgået med de vantro. Med andre ord, opfordrer sharia muslimerne til at betragte traktater med vantro som ikke andet end midlertidige nødløsninger, der kan undværes, når disse ikke længere tjener deres formål. Som allerede nævnt, er frihed fra en sådan forpligtelse overfor de vantro indskærpet i Koranen selv, men sharia staver det ud med absolut åbenhjertighed. Hidayah siger: "Hvis imamen indgår fred med fremmede for en enkelt periode, og bagefter indser, at det er mest fordelagtigt for muslimerne at bryde den, kan han i det tilfælde lovligt bryde den efter behørigt varsel; fordi efter ændringen af forholdene (...) er bruddet på freden krig og overholdelsen af den er undladelse af krig; og krig er en forordning indstiftet af Gud og at svigte den, er ikke rigtigt."

(4) Er der plads til civiliserede regler i den krig, der er jihad? Ingen overhovedet, siger sharia. Muslimerne må angribe de vantro med alle slags krigsmaskiner (som Profeten gjorde mod befolkningen i Taif) og må også sætte ild til deres boliger (på samme måde som Profeten brændte Baweera), og må oversvømme dem med vand, og rive deres plantager op og træde deres korn ned. Disse midler er alle sanktioneret ved lov.

(5) Er det tilladt at dræbe kvinder og børn under jihad? Helst ikke, siger Hidayah, ikke fordi de skal ynkes over, men fordi de udgør krigsbytte. Men hvis mujahid-krigeren dræber dem, idømmes han ikke straf eller bøde, "fordi det, der beskytter (dvs. islam), ikke findes i dem". Det er klart, at sharia ikke er tilhænger underdrivelse eller den bløde vej.

(6) Det er klart, at sharia forsøger at føre påbudene i Koranen og hadith til deres logiske ende. Den er således ikke parat til at frigive fanger, selv ikke efter at de har besluttet at bekende sig til islam. De skal sælges som slaver, siger Hidayah, fordi grunden til at gøre dem til slaver eksisterede forud for deres antagelse af troen.

(7) Selv en ikke-muslimsk fange skal ikke løskøbes for hans muslimske modpart. "Hanifas argument," siger Hidayah, "er, at en sådan udveksling er en hjælp til de vantro; fordi disse fanger vil vende tilbage for at bekæmpe muslimerne, hvilket er et onde." [2] Faktisk går vægten i sharia i retning af at slagte kafir-fangerne - kafir-slagtning er at foretrække frem for at få muslimske fanger frigivet.

Det er ikke muligt i så kort en meddelelse at yde retfærdighed til den omfattende sharia-litteratur om emnet jihad. Men det foregående materiale er helt tilstrækkelig til at redegøre for tendensen af denne litteratur. Denne tendens er at lukke ethvert smuthul for næstekærlighed, der måtte eksistere i dette overordentligt blodige foretagende kaldet jihad. Som om påbudene i Koranen og hadith ikke var blodige nok. Men sharia er endnu mere blodig og selv et overfladisk blik på denne litteratur afslører hulheden af den påstand, fremsat af moderne apologeter som Maulana Abul Kalam Azad, der vil have os til at tro, at jihad ikke er andet end en art defensiv krigsførelse. Azad har faktisk appelleret ved - i stedet for sharia - at henvise til Koranen. Men som det tydeligt er blevet påpeget på de foregående sider, giver denne bog selv meget lidt basis for en sådan tro. Jeg har også vist, at hadith gør det i endnu mindre grad. Og sharia afgør sagen endegyldigt hinsides enhver dunkelhed eller tvetydighed. Som Hidayah påpeger ved selve starten af sin pedantiske udlægning af emnet jihad: "[Jihad] er indstiftet som en guddommelig bestemmelse ved Guds ord, som i Koranen lyder: 'Dræb de vantro', og også ved Profetens ord: 'Krig er indstiftet permanent indtil Dommens Dag'." Dette viser, at sharia blot bekræfter læren i Koranen og hadith, og kun lejlighedsvist føjer noget til.

Noter

[1] The Hedaya, oversat af Hamilton, bog IX, kapitel II.

[2] Det er dog rimeligt at nævne, at imam Hanifas skole ikke er enstemmig på dette punkt.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo