Tog Profeten plyndringsgods (ghanimah) til eget brug? De relevante åbenbaringer og hadither er allerede blevet drøftet i detaljer, og khums-delen, den hellige femtedel af udplyndringen i den islamiske ordning af tingene, analyseret til bunds. Men her igen skal Profetens egen praksis (sunna) nævnes, blot for at afrunde diskussionen. En ordentlig analyse af dette ene emne ville kræve en hel bog; her vil jeg nøjes med et nøgent omrids.

(1) Ifølge levnedsskildrerne modtog Profeten sin femtedel begyndende med overfaldet ved Nakhla (sent i 623 e.Kr.), hvor én qurayshit blev dræbt, to taget til fange og byttet var magert. Men som den tidligste af Profetens levnedsskildrere konstaterede: "Dette var det første bytte, som muslimerne opnåede, de første fanger, de fik, og det første liv, de tog." De krævede løsepenge var ca. 1100 g. sølv [40 ounce] for hver af de to tilfangetagne qurayshitter.

(2) I sammenligning hermed var byttet fra Slaget ved Badr (624 e.Kr.) betydeligt. Udover en stor mængde tøj og lædersager, var antallet af erobrede kameler 114 og heste 10; de fangne qurayshitter udgjorde 70. [1] Ifølge Margoliouths beregning var løsesummen på 100.000 dirham. Profeten modtog en klar femtedel af dette. Der ud over tog han kamelen tilhørende Abu Jahl, [2] hans mest forhærdede qurayshit-fjende, som heldigvis var "sendt til helvede" på slagmarken, såvel som det berømte sværd Zulfiqar. Dette udgjorde hans særlige andel som chef for sit hold.

(3) Den største mængde plyndringsgods, vundet i løbet af Profetens 10-årige ophold i Medina, blev opnået på bekostning af jøderne. En kort redegørelse for disse erhvervelser vil nok kunne belyse den relevante sunna for plyndring mere levende end nogen anden begivenhed.

Som det er velkendt, begyndte Profetens erobringskarriere med hans migration til Medina i september 622 e.Kr. I islams historie er begivenheden kendt som Migrationen (Hijra), stavet med stort. Profetens tidligere karriere med 12 eller 13 års prædiken i Mekka havde kun givet få konvertitter. I Medina blev han modtaget med stor ære som en monark, men blev ikke ledsaget af nogen overtagelse af rigdom eller ejendom. Muslimernes første indbringende bedrift var sejren ved Badr. Byttet derfra, skønt overdådigt, var ikke stort nok til at brødføde den voksende muslimske befolkning på ubestemt tid. Det synes at være denne overvejelse frem for alle andre, der tilskyndede Profeten til at udrydde de blomstrende jødiske bosættelser omkring Medina og føje deres ejendom til den spirende islamiske stat. Det er blevet hævdet, at jøderne selv havde optrådt forræderisk mod ham. Men hvis "hele jorden tilhører Allah og Hans Profet" (Sahih Bukhari, 9.85.77) er en sådan rationalisering næppe nødvendig. Under alle omstændigheder: Efter sejren ved Badr begyndte de jødiske stammer i Medina at blive bytte for Profetens gentagne overfald. Banu Qaynuqa var den første stamme til at blive smidt ud. Denne begivenhed fandt sted tæt i hælene på Badr. Efter tilbageslaget ved Uhud (625 e.Kr.), var det banu Nadirs tur til at blive forvist. Banu Quraysh blev som tidligere nævnt tilintetgjort efter Slaget ved Graven (627 e.Kr.). Alle disse var jødiske stammer i Medina.

Allerede året efter skete angrebet på Khaybar (628 e.Kr.), det vil sige på de jøder, der boede langt fra Medina. De fik lov til at blive i deres bosættelser på betingelse af, at de dyrkede deres egne jorder og betalte halvdelen af deres produktion til den islamiske stat. Dette synes at være den første indførelse af jizya i islams historie. Udryddelsen eller undertvingelsen af jøder blev i alle disse tilfælde efterfulgt af afpresning af en stor mængde ghanimah (plyndringsgods).

(A) Ejendom til en værdi af tusindvis af dirham, hvis ikke mere, blev erhvervet ved fordrivelsen af banu Nadir (625 e.Kr.). Denne stamme havde udstrakt og rig landbrugsjord, som alt sammen blev annekteret af Profeten. Dette var fordi Nadir-stammen blev erobret uden regulær krigsførelse; deres ejendom blev derfor regnet som fay (gave), sagt med islams tekniske udtryk. [3] Som Abdul Hamid Siddiqi uddyber i en kommentar til en hadith:

"De besiddelser, der blev forladt af banu Nadir, var dem, som Allah skænkede sin Apostel, og som blev taget uden krigstog med kavaleri eller kamel. Disse besiddelser var ment for Profeten alene. Han dækkede sin families årlige udgifter med indkomsten herfra og brugte resten til at købe heste og våben som forberedelse til jihad." (Sahih Muslim, No. 4347).

(B) Byttet, der stammede fra udryddelsen af hele den mandlige befolkning i banu Qurayza, er bedst beskrevet i Muirs sprog. Som han udtrykker det:

"Byttet blev delt i fire klasser - landområder, løsøre, kvæg og slaver; og Muhammed tog en femtedel af hver. Der var (udover børnene, der blev regnet med deres mødre) tusind fanger; fra sin andel af disse, forærede Muhammed sine venner visse gaver i form af slavepiger og tjenerinder. Resten af kvinderne og børnene sendte han væk for at blive solgt blandt beduin-stammerne i Nejd til gengæld for heste og våben i statens tjeneste; for han mistede aldrig blikket for fordelen ved at etablere et effektivt kavaleri. Den resterende ejendom blev delt blandt de 3.000 soldater fra Medina, til de højest bydende, blandt hvilke kvinderne også blev solgt.

Hele byttet kan således værdisættes til 40.000 dinarer. Muhammed solgte et antal statsslaver til Othman og Abd-ar-Rahman, der gjorde en god forretning derved. De delte dem i gamle og unge. Othman tog de gamle, og fandt, som han forventede, mange penge på deres personer. Store summer blev opnået fra jøderne i Khaybar og andre steder gennem løsepengene for de af kvinderne og børnene, som de var interesseret i." [4]

Dette ene eksempel illustrerer Profetens praksis vedrørende ghanimah (plyndring) med en livagtighed, som hundrede siders teoretisk diskussion næppe kunne give.

(C) Men selv dette bytte, stort som det var, var småt i forhold til, hvad Profeten fravristede jøderne i Khaybar. Efter deres nederlag:

"Da muslimerne skulle fordele deres bytte, fandt de, at erobringen af Khaybar overgik enhver anden ydelse, som Gud havde skænket deres Profet. Lederens femtedel gjorde det muligt for ham at berige sine koner og konkubiner, sine døtre og deres afkom, sine venner og bekendte, ned til tjenestefolkene. Atten hundrede portioner blev delt ud til de 1400 krigere; de 200 ryttere fik ifølge sædvane tredobbelte portioner. (...) Desuden var der ingen frygt for, at denne rigdom skulle smelte væk, som det tidligere bytte var smeltet; for jøderne blev tilbage for at dyrke jorden, der blev røvernes ejendom." [5]

Tog Profeten kvindelige slaver i overensstemmelse med Koranens forskrift [6] om konkubinat? Biografer nævner Raihana, jødinden fra banu Qurayza, som Profeten valgte til sin konkubine, efter at hun havde nægtet at antage islam, hvilket var betingelsen for at indgå ægteskab. Men Raihanas historie indtager ikke nogen fremtrædende plads i de kanoniske hadither, som - skønt de nævner ni koner (bortset fra den for længst afdøde Khadija) og to konkubiner - kun udbreder sig om Maria, den smukke koptiske slavepige, som blev foræret til Profeten af den kristne guvernør i Egypten. Det er ikke klart hvorfor Maria, som tilsyneladende var blevet muslim, ikke fik gavn af at indgå ægteskab. At hun var slave kunne ikke være nogen hindring, for Profeten kunne have frigivet hende. Faktisk henviser kanoniske hadither med stor ståhej til det lignende tilfælde med Safiyya. Eftersom muslimske forfattere gør meget ud af denne sag og omtaler den som et eksempel på Profetens ædle hjerte, vil jeg give den en mere detaljeret beskrivelse.

Safiyyas far Huyayya tilhørte banu Nadir. Efter fordrivelsen af hans stamme fra Medina, havde han søgt tilflugt i Khaybar, og var, på grund af hans krigeriske aktiviteter, blevet slået ihjel af mordere, der var sendt af Profeten med udtrykkelig ordre. Hendes mand Kinana blev grusomt tortureret og myrdet med koldt blod efter erobringen af Khaybar, igen på Profetens udtrykkelige ordre. Under fordelingen af byttet, tilfaldt Safiyya faktisk Dihya, en flot muslim, i hvis skikkelse Gabriel siges ofte at have besøgt Profeten. Den fulde historie er fortalt af Imam Muslim på autoritet af Anas, Profetens personlige ledsager. Som Anas fortæller:

"Vi tog Khaybars område med magt. Dihya kom og han sagde: Allahs Sendebud, skænk mig en pige fra fangerne. Han sagde: Gå ud og tag en pige. Han valgte Safiyya. Der kom én hen til Allahs Apostel sagde: Safiyya er værdig til dig alene (...). Da Allahs Apostel så hende, sagde han [til Dihya]: Tag en anden kvinde blandt fangerne (...). Han frigav hende og giftede sig derefter med hende (...). På vejen forskønnede Umm Sulaim hende og sendte hende derefter til Profeten om natten. Allahs Apostel optrådte som en brudgom om morgen." (Sahih Muslim, nr. 3325).

Denne beretning fortæller sin egen historie på det enklest mulige sprog. Men for at illustrere, hvordan troende muslimer ser på sådanne eksempler fra sunnaen, er yderligere et par ord nødvendige. Imam Muslim selv har indføjet denne hadith i sin samling, ikke som et eksempel på ghanimah (plyndringsgods) erhvervet af Profeten fra hans ghazwa (ekspedition), men som et eksempel på den høje moral involveret i at frigive en slavekvinde før ægteskab med hende! Naturligvis havde Safiyya ikke været slavekvinde, før hun blev behandlet som lovligt bytte. Den lærde pakistanske oversætter af Sahih Muslim er ikke tilfreds, selv ikke med denne forklaring. For ikke at stå tilbage for den ærværdige Imam fra fortiden, har han tilføjet sin egen lovprisning af Profetens ædle karakter på basis af denne selv samme hadiths styrke. Han taler om en åbenbaring (uden faktisk at citere den) om, at "hendes ægteskab med Den Hellige Profet var en alvorlig nødvendighed i den islamiske stats højere interesse"!! Og han stopper ikke engang dér. Med mange ord tilføjer han, at "det er let at tale om ædle ting og høje idealer, men det er svært at udføre dem i praksis."!!! Det er klart, at han anbringer hændelsen i listen over Profetens ædleste gerninger. Kommentar er overflødig. [7]

Noter

[1] Disse er Sir William Muirs tal. Margoliouth siger, at kamelerne udgjorde 150.

[2] Hans rigtige navn var Abu Hakm (Visdommens Fader). Men da han var en resolut modstander af islam, kaldte Profeten ham Abu Jahl (Dårskabens Fader).

[3] Fay stammer fra Koranen snarere end fra Profeten. "Hvad Allah gav sin udsending som bytte fra dem, skulle I hverken drive på heste eller kameler for at få fat i. Allah giver sine udsendinge magt, over hvem Han vil. Allah er i stand til alt." (Koranen 59:6)

[4] The Life of Mahomet, s. 320 and n.

[5] D. S. Margoliouth, Mohammed and the Rise of Islam, siderne 361-62.

[6] Koranen 4:24; se også ovenfor.

[7] Margoliouth siger, at det arabiske ord "safiyya" betyder "lækkerbisken" eller "godbid", dvs. en ting, der er specielt udvalgt af erobreren fra byttet. Han afviser, at Safiyya havde været hendes rigtige navn. Kommentar er igen overflødig.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo