Den generøsitet, som Profeten viste mod sine frænder i Mekka, blev ikke modsvaret af noget lignende i hans forhold til jøderne i Medina, eller for den sags skyld, i forhold til nogen jødisk stamme i Arabien. Faktisk stod Profetens konstant strenge indgreb mod jøderne i slående kontrast til hans overbærenhed overfor araberne. Som forklaring på kontrasten, krediterer D. S. Margoliouth Profeten for at være en "forkæmper for (arabernes) nationale idé", og denne antagelse giver faktisk en national forklaring på hans konstante fjendtlighed mod jøderne. Som Margoliouth udtrykker det: "Denne holdning [altså Profetens formodede nationalisme] var i overensstemmelse med hans sædvanlige ømhed for araberes liv, mens han massakrerede jøder uden nåde". Uanset forklaringen, kalder Profetens behandling af jøderne en yderst vigtig del af sunnaen frem, der er forbundet med ét aspekt af jihad, nemlig "slagtning i landet" (efter Koranen 8:67) [Ellen Wulff har her "sejret i landet"; al-Jalalayn har: "let much blood in the land", med den efterfølgende kommentar: "- meaning slaughtered many unbelievers", eller på dansk: "udgydt meget blod i landet - dvs. slagtet mange vantro.", o.a.] For at illustrere dette aspekt, vil en kort redegørelse for massakren på den jødiske stamme, Qurayza, være på sin plads.

Denne begivenhed havde fundet sted hele tre år før erobringen af Mekka og lagde grunden til sunnaen om slagtning af vantro under jihad. På tidspunktet for erobringen af Mekka, kan det derfor siges, at denne sunna allerede var veletableret, således at Profetens lempelige behandling af mekkanerne var en undtagelse fra reglen. For at forstå denne regel klart, må vi huske, at tilintetgørelsen af banu Qurayza var en episode med forbindelse til Slaget ved Graven. Dette slag fandt sted i 627 e.Kr., efter at Medina havde været belejret af en alliance af banu Quraysh og diverse andre stammer. På det tidspunkt var banu Qurayza alene tilbage som den eneste betydelige jødiske stamme i Medina, efter at banu Qaynuqa og banu Nadir var blevet forvist nogle år tidligere. Det blev hævdet af de fleste tidlige muslimske forfattere, at banu Qurayza var i ledtog med banu Quraysh, og denne opfattelse er blevet bredt accepteret af de fleste af den seneste tids lærde. Jøderne deltog faktisk ikke i kampen, men deres fjendtlige bevægelser holdt den muslimske hær på nåle under den månedlange belejring. Så snart belejringen blev hævet, siges englen Gabriel at have besøgt Profeten og bedt ham om at straffe "forræderne" straks, uden at tænke på pause eller hvile. Som en hadith udtrykker det:

"Gabriel sagde: Du har nedlagt våbnene. Ved Gud, vi har ikke nedlagt dem. Så ryk frem imod dem. Allahs Budbringer spurgte: Hvor? Han pegede på banu Qurayza." (Sahih Muslim, nr. 4370)

Hvad der derefter skete, kan let beskrives. Profeten belejrede banu Qurayzas højborg, og jøderne blev sultet til at søge om overgivelse. De tilbød at lade sig forvise og efterlade deres ejendom. Profeten afviste det. De appellerede om mægling ved den arabiske stamme Aus, som de var klienter til. Dette gik Profeten ind på og bad Aus-høvdingen, Sad bin Muaz om at fælde dom. Sad afsagde dommen i Allahs navn. Alle mandlige medlemmer af Qurayza (undtagen børn) skulle lide døden, deres kvinder og børn skulle sælges som slaver og deres ejendom skulle fordeles blandt muslimerne. Profeten roste Sad for at have "pådømt tilfældet med Guds dom, den Ophøjede og Herliggjorte". [2]

Slagtningen af banu Qurayza kaster et makabert lys over islams tidlige annaler. Et stort hul blev gravet på markedspladsen i Medina, og 800 jøder (ifølge Muirs beregning) blev bragt ned, bundet og lænket, for at blive halshugget med koldt blod. Profeten selv præsiderede over massakren. De raske fanger blev bragt frem i grupper på fem eller seks, anbragt siddende i en række på randen af hullet og halshugget i ro og mag, hvorefter deres lig blev kastet i hullet. En kvinde, hvis mand netop var omkommet, indrømmede at have dræbt en muslim ved at kaste en stor sten under belejringen, og blev straks, efter at have afvist livets gave skænket de slavebundne kvinder, ekspederet efter hendes eget ønske. Hendes smilende ansigt, da hun trådte frem for at blive henrettet, siges at have hjemsøgt Profetens barnebrud, Aisha, resten af hendes dage. [2] Qurayza udviste slående mod i døden, men for islam er deres udmålte straf blot den kanoniske præcedens for al senere "slagtning i landet".

Det skal nævnes, at kun få europæiske forskere bortset fra Muir har fundet fejl ved Profeten for det grusomme mord på mændene fra banu Qurayza. Ifølge D. S. Margoliouth: "De, der havde deltaget åbent med angriberne i Medina, kunne ikke godt få lov til at blive der. At forvise dem var usikkert; at give dem lov til at blive var endnu farligere. Derfor måtte de dø (...). Og da det så ud til, at Qurayza havde vendt sig mod Profeten, blot fordi han var i ekstrem fare, kan deres skæbne, forfærdelig som den var, ikke overraske os. Skønt det ikke var lykkedes for dem at skade ham, havde de demonstreret deres vilje til at gøre det."

For nylig har en fransk forsker, Maxime Rodinson, forsvaret Profeten i et stærkere sprog. Som han udtrykker det: "Fra et rent politisk synspunkt, var massakren et yderst klogt træk. Den valgte løsning var unægtelig den bedste.

Den muslimske apologet Syed Amir Ali har også forsvaret Profeten. Han hævder, at da jøderne selv havde ønsket Aus som mægler, kan der umuligt blive tale om at lægge skylden på Profeten.

Det er ikke nødvendigt at kommentere disse bedømmelser fra den senere tids kritikere. Men læseren skal mindes om én ting, selv med risiko for kedelige gentagelser. For hengivne tilhængere af islam, er massakren på banu Qurayza en del af Profetens sunna. Det er ikke således, at sagen endte med nedslagtningen, der fandt sted i 627 e.Kr. på markedspladsen i Medina. Gennem århundrederne er mujahideen blevet inspireret af denne del af sunnaen til at efterligne Profeten i lignende massakrer på de vantro. I Delhi mod slutningen af det 14. århundrede, fulgte Timur op på Profetens bedrift i det 7. århundredes Medina ved med koldt blod at myrde et hundrede tusinde hindu-fanger, der var taget under hans lange jihad. Som en hengiven tilhænger af Koranen og sunnaen lavede han "slagtning i landet" i stedet for at forlange løsepenge for hans hjælpeløse ofre. Det er ikke de 800 jøder i Medina, men de millioner af vantro, slagtet i de efterfølgende århundreder, der skal få os til at standse op og tænke. Ikke nok med det. De, der forsvarer Profeten, bør overveje skæbnen for de millioner af vantro, for hvis hoveder mujahid-krigernes knive bliver skærpet i alle islamiske lande - netop i dette øjeblik.

Noter

[1] Sahih Muslim

[2] Dette vidner om, at kvinderne i Medina var inviteret med til at nyde synet af det grusomme skuespil.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo