En naturlig og faktisk uundgåelig følge af at udbrede islam ved jihad er ødelæggelsen af ikke-troendes tilbedelsessteder og deres afguder. Det er lidt mærkeligt, at denne forpligtelse ikke er blevet pålagt i noget koranvers som en del af jihad. Ødelæggelsen af afguder nævnes ofte i Koranen, men ingen steder i forbindelse med jihad. Bestemmelser af den art stammer fra sunnaen og sunnaen alene. I Koranen er der beskrivelser af sådanne ødelæggelser i himlen i hænderne på engle (firishtas), og på jorden i hænderne på Profeten Ibrahim (Abraham), der erklæres den første muslim i verden. Men disse beskrivelser er ikke forbundet med nogen jihad.

(1) Suraen om ødelæggelse af afguder og billeder er sura al-Saffat, Koranens 37. kapitel. Denne sura fortæller os, at Allah på Dommens Dag vil samle afguder og afgudsdyrkere ved hjælp af sine firishta'er og kaste dem i Helvedes evige ild. Med Koranens ord:

"[Og det siges til englene:] 'Før dem, som handlede uret, og deres hustruer og det, som de tjente foruden Allah, af sted i samlet flok! Led dem ad vejen til Helvede, og stil dem op! De skal drages til ansvar.' (...) På den dag vil de være fælles om straffen. (...) I vil kun blive gengældt for det, I har gjort." (Koranen 37:22-24, 33, 39)

(2) Så meget om Allahs egen ødelæggelse af afguder gennem sine himmelske hærskarer. Med hensyn til Profeten Ibrahims andel i sagen, beskriver Koranen hans billedstorm i flere passager, navnlig i den samme sura 37 såvel som i sura 21 (al-Anbiya). Beretningen i den førstnævnte om, hvordan Ibrahim bærer sig ad med hensyn til sine slægtninges guder, er som følger:

"Da han [Abraham] sagde til sin fader og til sit folk: 'Hvad er det, I tjener? Står jeres hu til løgn, til guder ud over Allah? Hvad tænker I da om alverdens Herre?' Han løftede blikket mod stjernerne og sagde: 'Jeg er syg!' Så vendte de ham ryggen. Han gik da hen til deres guder og sagde: 'Spiser I ikke? Hvorfor taler I ikke?' og han gik på dem med slag af sin højre hånd. De andre kom hastigt hen imod ham. Han sagde: 'Tjener I noget, som I selv har hugget ud, når dog Allah har skabt jer og alt, hvad I laver?'" (Koranen 37:85-96)

Disse er Koranens beretninger om ødelæggelsen af afguder. Det fremgår, at hvad Abraham var imod, var hans folks afhængighed af "falske guder", som ikke kunne "spise eller tale". For os er dette ikke en så stor forbrydelse, at det kunne vække nogen til ikonoklastisk raseri. Desuden kommer Koranen ikke ind på, om Abraham, ud over at han smadrede sit folks afguder bag deres ryg, førte nogen storstilet jihad mod sine afgudsdyrkende slægtninge. Dette blev overladt til islams profet, der i sin jihad mod sine slægtninge ødelagde alle afguderne i og omkring Kabaen, og signalerede begivenheden som en permanent arv til kommende mujahideen.

Ifølge beretningerne fra alle Profetens levnedsskildrere: Da han var kommet til Mekka, steg han op på sin kamel, Al-Kaswa, og fortsatte mod Kabaen. Ankommet dér, saluterede han den berømte Sorte Sten med sin stav og kredsede syv gange om den hellige bygning. "Derefter pegede han med sin stav på afguderne én efter én og befalede, at de skulle hugges ned." Det store afgudsbillede af Hubal stod foran templet. Da profeternes tilhængere angreb det med hakker, faldt det ned med et brag. Profeten fejrede dets fald ved at råbe et vers fra Koranen: "'Sandheden er kommet, og bedraget gik bort.' Bedraget er forgængeligt." (Koranen 17:81)

Dette var ikke alt. Ødelæggelsen af Hubal blev efterfulgt af ødelæggelsen af alle de billeder, der dekorerede templets mure. Og en herold fik til opgave at gå gennem gaderne i Mekka og udråbe en proklamation: "Den, der tror på Allah, lad ham ikke efterlade ét eneste billede i sit hus, som han ikke har slået i stykker." Billedstormens rasen blev sluppet løs i byen.

I de næste to uger sendte Profeten sine bevæbnede patruljer ud til alle steder i nabolaget med den udtrykkelige befaling, at ødelægge billederne såvel som deres helligdomme. Khalid ødelagde Al-Uzzas tempel ved Nakhla. Amr smadrede billedet af Suwa tilbedt af stammen Hudhail. Al-Manat blev ødelagt ved Kodeid. Dette særlige ødelæggelsesarbejde blev overdraget til en stamme fra Medina, som havde været særligt knyttet til denne guddom. Således testede Profeten deres nidkærhed for islam.

Muirs beskrivelse af ødelæggelsen af billedet af Al-Lat, tilbedt af Thakif-stammen i Taif, er særlig rørende. Umiddelbart efter erobringen af Mekka havde Profeten belejret byen Taif, men belejringen måtte hæves på grund af thakifiternes heroiske modstand. Men da alle omkringliggende stammer begyndte at bekende sig til islam og organiserede angreb efter angreb mod dem, besluttede thakifiterne at underkaste sig. Men deres tilknytning til deres gudinde Al-Lat var dog for stærk til at kunne afsværges så let. De havde allerede dræbt en af deres egne høvdinge, Urwa, som, efter at have bekendt sig til islam på egen hånd, ville have alle sine stammefæller til at følge sig. Men chikaneret og udmattet af islamiske angreb fra alle sider, udsendte de omsider en deputation på seks høvdinge, der bønfaldt Profeten om, at de måtte beholde templet for Al-lat i endnu tre år, selv efter at de havde bekendt sig til islam. Som det kunne forventes, afviste Profeten deres bøn. Derefter de bad om udsættelse i først to år, dernæst ét år, og til sidst seks måneder under tårevædet bøn. Profeten var ubøjelig i sin afvisning og erklærede, at Al-Lat ikke kunne sameksistere med Allah en eneste dag. Den eneste indrømmelse thakifiterne kunne få, var, at de ikke var forpligtet til at ødelægge billedet af Al-lat med deres egne hænder. Al-Mughira, en slægtning til Urwa, og Abu Sufyan, qurayshitternes leder, meldte sig til at udføre denne opgave. "Al-Mughira - svingende en hakke og omgivet af en vagt af sine slægtninge, og under kvindernes skrig og jammer - huggede med sin egen hånd [billedet] til jorden."

Som en kristen med egne ikonoklastiske tilbøjeligheder, har Muir ødslet par ord af sympati for de mennesker, hvis guder og helligdomme så hensynsløst blev ødelagt. Men selv han synes at været blevet noget berørt af thakifiternes hengivenhed for deres guddom. Som han udtrykker det: "Al-Taif var den sidste højborg, der holdt stand mod Muhammeds magt. Det er bemærkelsesværdigt som det eneste sted, hvor en afguds skæbne vakte folkets medfølelse. Alle andre steder synes billederne at været blevet ødelagt af folket selv uden kval." Vi kan ignorere den sidste sætning som tilhørende pennen af en vordende billedstormer, men den hjerteløse måde, hvorpå thakifiternes hengivenhed blev trådt under fode, som illustreret i ovenstående hændelse, er en veltalende kommentar til den dyd at knuse andres afguder.

Men uanset hvad man måtte mene om denne vandalisme, kan den islamiske betydning af disse begivenheder næppe overdrives. Ikonoklasme blev en del af jihad, ikke på grund af noget konkret påbud i Koranen, men på grund af selve de aktiviteter, der fulgte efter erobringen af Mekka. Disse udgjorde Profetens sunna og blev en tilføjelse til Koranens lære i så høj grad, at i en stor del af de jihad-kampagner, der førtes af de senere tiders islamiske fanatikere, blev de selv samme ord, som Profeten havde udtalt ved ødelæggelsen af Hubal-billedet foran Kabaen, til en del af det ikonoklastiske ritual, der fik frit løb ved slutningen af en vellykket jihad: "'Sandheden er kommet, og bedraget gik bort.' Bedraget er forgængeligt."

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo