I de foregående kapitler har jeg forsøgt at give en kort, men fuldstændig, beskrivelse af den islamiske teori om jihad, det vil sige Allahs og hans Profets påbud om emnet. Men ingen del af islamisk teori er komplet uden en beskrivelse af Profetens egne handlinger i forhold til disse påbud. I virkeligheden er disse handlinger i deres helhed den egentlige sunna; de blotte påbud, selv fra Profetens mund, er kun en del af den. For en from muslim er Profetens handlinger og ord, snarere end åbenbaringerne fra Allah, udtryk for den mest fuldkomne model, hvilken han forventes at efterligne i hele sin levetid. Profeten er den bedste hersker, den bedste forælder, den bedste ægtemand og af samme grund, den bedste mujahid. For at afrunde teorien om jihad, er en diskussion af hans egne jihad-kampagner derfor af afgørende betydning.

Hvis vi samler op på vidnesbyrdene fra Koranen og hadith, vil en komplet jihad ses at have ikke mindre end fem forskellige mål: (1) Spredning af islam med magt. (2) Destruktion af den kafir-befolkning mod hvilken jihad er ført. (3) Udskrivning af jizya på de besejrede vantro. (4) Aftvingelse af krigsbytte i form af materiel ejendom. (5) Slavebinding af kvinder og børn fra den besejrede kafir-fjende. De sidste to punkter tæller dog ikke som to, men er aspekter af den selv samme ghanimah. Det er for klarhedens skyld, at de er nævnt hver for sig. I dette kapitel vil jeg koncentrere mig om det første mål med jihad, nemlig spredningen af islam gennem jihad som illustreret i Profetens egen karriere.

Denne spredning af islam gennem jihad har igen to sider: At tvinge de besejrede vantro til at bekende islam, og at ødelægge deres tilbedelsessteder og -symboler. Koranens påbud, for så vidt de angår spredning af islam med magt, er allerede blevet citeret. Læseren skal især være opmærksom på versene 5:9, 8:39, 2:193. Den relevante sunna er bedst beskrevet i The Life of Mahomet af Sir William Muir, hvor han sammenligner og sammenholder de tidlige biografiske data fra Ibn Ishaq, Ibn Hisham, Al-Waqidi, Ibn Sa'd og At-Tabari. [1] Profetens sunna vedrørende udbredelsen af islam ved hjælp af jihad er beskrevet i disse værker i stor detalje.

Ifølge Muir gjorde Profeten aldrig en samordnet indsats for at sprede islam i Arabien før erobringen af Mekka (januar 630 e.Kr.). Han var tilfreds med at holde sammen på sin gruppe af tilhængere i Medina, og med deres hjælp føre uophørlig krig mod Quraysh-stammen i Mekka og andre arabiske stammer, for således at forøge sine ressourcer og opbygge en veludrustet militærmaskine. I det øjeblik han følte sig stærk nok, slog han ned på Mekka og vandt en i alle praktiske henseender ublodig sejr. Mekkanerne bekendte sig til islam, skræmt som de var af hans demonstration af styrke, men også på grund af den uskrevne overenskomst, han i en tidlig fase havde nået med den mekkanske leder, Abu Sufyan. Muir har givet en grafisk beskrivelse af denne overenskomst.

Ifølge ham rykkede Profeten, med en hær på 10.000 mand, frem mod Mekka i største hemmelighed, da en lille rekognosceringsenhed fra Quraysh, ledet af Abu Sufyan, stødte ind i al-Abbas, Profetens onkel, der kom fra sidstnævntes lejr. Al-Abbas ønskede at "redde Mekka fra ødelæggelse". Han overtalte Abu Sufyan til at følge sig til Profeten og "bede ham om pardon". Det var om aftenen før overgivelsen af Mekka. Næste morgen førte al-Abbas Abu Sufyan til Profeten. Hvad der skete beskrives bedst med Muirs ord:

"Skam dig Abu Sufyan!" udbrød Muhammed, da Quraysh-høvdingen nærmede sig; "har du ikke opdaget, at der ikke er nogen Gud foruden Herren alene?" "Ædle og generøse herre! Havde der været nogen Gud ved siden af, ville han sandelig have været til nogen gavn for mig." "Og erkender du ikke, at jeg er Herrens Profet?" spurgte Muhammed. "Ædle herre! Hvad dette angår, er der stadig nogen tøven i mit hjerte." "Ve dig!" udbrød al-Abbas; "dette er ikke øjeblikket til tøven. Tro og aflæg straks islams trosbekendelse, ellers vil din hals være i fare!"

Denne beskrivelse af Muir gør det klart, at Abu Sufyan bekendte islam under tvang - for at redde sin hals fra fare. De fleste af mekkanerne fulgte ham på denne kurs og tydeligvis i den samme knibe. Muir har lovprist Profetens ekstreme generøsitet ved at lade Quraysh slippe så billigt og afholde sig fra blodsudgydelse og plyndring. Men han har ikke lagt skjul på, at konversionen af Quraysh skete gennem terror, ved en ængstelse angående "sikkerheden af deres halse".

Det må indrømmes, at Profetens generøsitet rakte til mere end at skåne Quraysh-stammens liv og ejendom. Han tvang ikke alle og enhver mekkaner til at bekende sig til islam på én gang, og smed for en tid heller ikke nogen ud, der ville forblive i "vantro". De fik endda lov til at tilbede i Kabaen, det såkaldt fredhellige bedehus. Han fik afguderne i Kabaen ødelagt på den allerførste dag af sit indtog i Mekka, men bevarede meget af det præ-islamiske ritual. Dette lettede i endnu nogen tid fortsættelsen af de endnu uomvendte qurayshitters præ-islamiske tilbedelse uden at støde på modstand fra Profetens tilhængere.

Modstanden kom frem et år senere (631 e.Kr.) i anledning af den første uafhængige pilgrimsfærd til Kabaen af profetens tilhængere fra Medina. Først havde Profeten sendt Abu Bakr som leder af pilgrimsfærden. Men efter at denne allerede havde tilbagelagt et stykke af vejen, afsendte Profeten Ali (hans fætter og svigersøn) med et sæt nyligt modtagne åbenbaringer fra Allah. Det var de såkaldte "immunitetsvers". Ved hjælp af dem, gav Allah sig selv og sin Profet immunitet fra ansvaret for at tolerere disse mekkanere og andre arabere, der var levet videre i vantro, selv efter erobringen af Mekka. Suraen al-Tawba i Koranen indeholder disse "immunitetsvers"; suraen selv bærer den alternative titel, Baraah (immunitet). Allah erklærede:

En erklæring fra Allah og Hans udsending om at sige sig fri af dem, som I har sluttet pagt med af dem, der sætter andre ved Allahs side.

Drag omkring i landet i fire måneder! I skal vide, at I ikke kan unddrage jer Allah! Allah vil gøre de vantro til skamme.

En kundgørelse fra Allah og Hans udsending til menneskene på dagen for den store valfart: Allah siger sig fri af dem, der sætter andre ved Allahs side, og det samme gør Hans udsending. (Koranen 9:1-3)

Det var ved denne lejlighed, at friheden til at dræbe afgudsdyrkerne ("Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem!", K 9:5) blev proklameret, og Kabaens døre for altid blev lukket for ikke-muslimer. Af denne "kundgørelse fra Allah" fremgår det klart, at de vantro (i Arabien og ikke kun i Mekka) fik givet blot fire måneder til at afsværge deres forfædres religion og bekende sig til islam. Dette var klart et direkte resultat af erobringen af Mekka, skønt udsat med omkring et år efter dagen for sejren. Dette må derfor regnes for det ypperste eksempel på, hvordan jihad udnyttes til at sprede islam med magt. Enhver praksis af Profeten er kanonisk sunna for den troende og lige så bindende som versene i Koranen. Det er af denne grund, at jihad - for muslimer - blev det vigtigste instrument til spredning af islam og at dens udbredelse med fredelige midler altid forblev sekundær. Forordningen, der oprindelig var beregnet til arabiske afgudsdyrkere, kom med tiden til at gælde for afgudsdyrkere overalt.

Noter

[1] Ibn Ishaq (85 A.H. - 151 A.H); Ibn Hisham (d. 218 A.H); AI-Waqidi (130 A.H - 207 A.H); Ibn Sa'd (d. 230 A.H); At-Tabari (d. 310 A.H).

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo