Kapitel 4
Af
Kilde: Voice of Dharma
Udgivet på myIslam.dk: 9. januar 2015
Jihad. The Islamic Doctrine of Permanent War
Dansk:
Jihad. Den islamiske lære om permanent krig
(1) Er plyndring forenelig med religion og fromhed? Vi har set, at Koranen selv siger 'ja'. Men det viser sig, at nogen indvending mod denne opfattelse var blevet rejst allerede i Profetens egen levetid. Profeten selv mødte denne indvending som beskrevet i en noget langstrakt hadith. Her erklærer han sig til fordel for Koranens opfattelse ved at sætte Allahs ordning vedrørende plyndring i tidligere profeters epoke i modsætning til den i hans egen. Det samme spørgsmål var nemlig blevet rejst, da tilhængerne af en tidligere profet havde samlet en betragtelig mængde plyndringsgods, hvilket Allah tilsyneladende var imod. Så skete der det, at "en brand nærmede sig byttet for at fortære det", men stoppede lige før den rørte det. Den fortidige profet var klog nok til at gætte årsagen til den guddommelige ilds mærkelige opførsel, og han sagde til sine tilhængere: "Én af jer må være skyldig i at skjule en del af byttet. Så kom frem og rør min hånd som når I sværger troskab mod mig." En eller to hænder rørte profetens hånd og sandt nok, efter afhøring udleverede de guld i en mængde svarende til hovedet af en ko. Så blev hele byttet samlet sammen og Allahs brand slugte det straks. For islams profet var meningen med denne lignelse ikke til at tage fejl af. Som han resonerede:
"Krigsbytte blev ikke gjort lovligt for noget folk før os. Dette skyldes, at Allah så vores svaghed og ydmyghed og gjorde det lovligt for os" (Sahih Muslim, nr. 4327).
(2) Det bør være klart af den foregående episode, at hadith har sin egen tilføjelse til Koranens lære om ghanimah. Mujahid-krigeren skal som en selvfølge plyndre de vantro, men han bør ikke uretmæssigt tilegne sig nogen del af byttet. Plyndringsgodset er den islamiske stats ejendom, så længe det ikke er delt ud til hver enkelt i overensstemmelse med dennes præstation, og med Profetens (eller sultanens) "hellige femtedel" som en skive af kagen. At lægge bytte til side til sig selv uden den øverstbefalendes godkendelse er en alvorlig synd. Som Profeten udtrykker det i en anden hadith:
"Kæmp mod dem, der ikke tror på Allah. Lav hellig krig; forgrib jer ikke på byttet" (Sahih Muslim, nr. 4294).
At 'forgribe sig på byttet' er faktisk en af de dødeligste synder i islam. Dette kommer frem i en række hadither. En af Profetens slaver blev dræbt i jihad mod jøderne i Khaybar (628 e.Kr.). Da folk begyndte at hylde ham som en martyr, råbte Profeten:
"Nej, ikke sådan. Ved Ham, i hvis hånd Muhammeds liv er - det lille stykke klæde han stjal på dagen for Khaybar, men som ikke var en del af hans lod, brænder på ham som Ilden (fra Helvede)" (Sahih Muslim, nr. 210).
(3) Jeg nævnte tidligere, at denne lære om forgribelse på eller uretmæssig tilegnelse af byttet er en tilføjelse til Koranens lære om plyndring, der er gjort af Profeten på egen hånd. Men det er klart, at hvad hadith har føjet til Koranen, ikke er andet end en logisk konsekvens. Plyndring, udenfor religionen, er et naturligt kald for røvere. Hvis røvere tager ud på rov, er det kun lederens jerndisciplin, der forhindrer dem i at fare i hovederne på hinanden for at få en større del af gevinsten. Hvis man derfor vil påberåbe guddommelig sanktion for udplyndring, må man på samme måde sørge for guddommelig misbilligelse af byttets uretmæssige tilegnelse. De to ting hænger sammen, og hvad hadith har tilføjet, er kun en rimelig udvidelse af Koranen.
(4) Hadith har givet mange andre tilføjelser til læren om ghanimah. Det ville være trættende at nævne dem alle, men en vigtig tilføjelse, lige så logisk, fortjener omtale. Allahs Budbringer tildelte to andele af byttet til rytteren og én andel til tjeneren (Sahih Muslim, nr. 4358-59). Den lærde pakistanske oversætter af Imam Muslim henviser til den enorme islamiske litteratur, som udlægger dette princip, og selv bliver han helt lyrisk i lovprisningen af sådanne skønheder i hadith-litteraturen.
(5) En langt vigtigere udvidelse i hadith-litteraturen af læren om ghanimah er inddragelsen af hele verden som muslimernes retmæssige 'plyndringsmark' så at sige. Koranen taler om "noget andet bytte, som I [muslimer] endnu ikke har bemægtiget jer" (K 48:21). Hadith-litteraturen fortæller os, at "hele Jorden tilhører Allah og Hans Profet." Da sådanne hadither berører spørgsmålet om islamisering af hele menneskeheden, fortjener denne hadith at blive citeret i sin helhed. Men allerførst et indledende ord.
Læseren bør vide, at tidlig islam blev velstående ved at ødelægge de jødiske bosættelser omkring Medina én efter én og tage deres jord og varer og kvinder og børn som bytte. En hadith omtaler denne plyndringspraksis med fuldstændig åbenhed og bringer i forbifarten teorien om den totale islamisering af menneskeheden frem i lyset. Sahih Muslim beretter på Abu Hurairahs autoritet:
"Vi sad i moskeen, da Allahs Budbringer kom og sagde: Lad os gå til jøderne. Vi gik ud med ham, indtil vi kom til dem. Allahs Budbringer rejste sig og råbte til dem: O, I forsamling af jøder, accepter islam og I vil være sikre" (nr. 4363).
Denne sidste sætning er blevet kaldt "forkyndelsen af budskabet" (islams), og er, som tidligere forklaret, den bedste måde at indlede en jihad på. Hadithen antyder da, at jøderne ikke accepterede kaldet. Profeten gentog opfordringen tre gange i træk og, da han ikke fik et tilfredsstillende svar, sagde:
"I skal vide, at Jorden tilhører Allah og Hans Profet, og jeg ville ønske, jeg måtte fordrive jer fra dette land" (Ibid).
Med andre ord er hele verden mujahid-krigerens plyndringsmark. Hadithen har ikke forklejnet sagerne, men åbenbaret islams højeste mission med absolut oprigtighed.
(6) Som en sidste hadith-tilføjelse til Koranens lære om ghanimah, kan vi nævne behandlingen af de kvindelige fanger, som mujahid-krigerne 'besidder til højre hånd' [dvs, som slavinder, o.a.]. Som nævnt i det foregående kapitel, er de henvist til ubegrænset konkubinat. Følgende hadith lægger dette frem uden antydning af tilsløring eller uklarhed:
"I Slaget ved Hunain, sendte Allahs Budbringer en hær til Autas (...). Efter at have overvundet (de vantro) og taget dem til fange syntes Allahs Budbringers følgesvende at afstå fra at have sex med de tilfangetagne kvinder, fordi deres mænd var polyteister. Så nedsendte Allah, den Højeste, følgende angående dette: Forbudt for jer er de kvinder, der allerede er gift, undtagen dem, som jeres højre hånd besidder" (Sahih Muslim, nr. 3432) [1]
Kort sagt er de vantros rigdom, kvinder og børn - alt sammen lovligt
bytte for mujahid-krigeren.
(1) At nyde sådant plyndringsgods er ærefuldt, men alligevel mindre
ærefuldt end at udbrede islam eller at overveje det hinsidiges glæder.
Koranen forkynder dets lovlighed og hellighed. Hadith udvider Koranens
budskab. Hadith hæfter sig især ved, at det er en slags særlig ordning,
der var nægtet tidligere profeter.
(2) Udplyndringen af jøder er i hadith nøjere beskrevet som en forsmag
på islams mission over hele Jorden.
(3) Skæbnen for dem, som mujahid-krigerne 'besidder til højre hånd',
er forklaret i hadith med rystende oprigtighed.
Noter
[1] Koranen 4:24. Det arabiske udtryk for "dem, som din højre hånd besidder" er "ma malakat ayman u kum".
Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde
Indhold
Forord
Henvisninger
Indledning
Kapitel 1. Jihad i Koranen
Kapitel 2. Jihad i hadith
Kapitel 3. Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4. Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5. Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6. Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7. Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8. Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9. Jihad i sharia
Kapitel 10. Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11. Sammenfatning
Kapitel 12. Konklusion
Tillæg
1. Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2. Jizya og dhimmien
3. Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4. Akbars holdning til jihad
5. Jihad-doktrinen som forsvarskrig
Oversættelse: Bombadillo