For at afrunde den teoretiske diskussion af jihad, må jeg gå videre til doktrinen om ghanimah som forklaret i Koranen og hadith. Vi har set, at belønningen for en mujahid i det hinsidige er den højeste himmel. Hvad er hans belønning på jorden? Det er "plyndring" eller "rov" eller "krigsbytte", som det arabiske udtryk ghanimah skiftevis oversættes som. Ikke mange er parat til at tro, at plyndring kan betragtes som et fortjenstfuldt eller ønskeligt resultat af den højeste pligt, der er pålagt tilhængerne af en religion. For at fjerne deres skepsis, er en mere detaljeret diskussion af sagen nødvendig. Det skal indrømmes, at blandt de ting, der kan opnås ved at kæmpe mod de vantro, erklærer både Koranen og hadith dette resultat af jihad som værende af meget ringere værdi end både udbredelsen af islam og paradisets glæder. Men samtidig har disse værker givet detaljerede oplysninger om såvel skikken med fordeling af bytte som de love, der regulerer fordelingen. Lovgivningen på dette område bliver første gang omtalt i Koranen selv. Hadith uddyber den og fortæller om Profetens egne plyndringsaktiviteter. Sidst men ikke mindst kodificerer de forskellige islamiske retsskoler reglerne på en systematisk måde. Jeg vil komme tilbage til retsskolerne på deres rette plads. Her vil jeg omtale de relevante koranvers, hvilke vil blive understøttet af de relevante hadither i næste kapitel. Men allerførst må jeg forklare ordet ghanimah.

Som anført ovenfor er den tekniske betydning af ghanimah plyndring eller krigsbytte, og det omfatter alle former for bytte, der er fravristet den ikke-troende - hans ejendele, hans jord, hans guld og sølv såvel som hans kone og børn. Men den bogstavelige betydning af ordet synes at være "alt, hvad der beriger" (sejrherren). Etymologisk er ordet afledt af "ghanim", fjende, og betyder det, der er opnået fra ham. Men i islams tekniske terminologi, er det kommet til at betyde "bytte". Hadith nævner 99 alternative navne for Allah - Al-Mughni er ét af dem. Dette navn betyder "Berigeren". Mughni er et ord, der tydeligvist er relateret til ghanimah. Men det er tvivlsomt, at Allah skulle berige sine tilhængere ved plyndring alene. Med andre ord er det meget muligt, at ghanimah kunne være en eufemisme i bogstavelig forstand, ligesom jihad (= anstrengelse, stræben) er det. Islam har et stort lager af den slags eufemismer, herunder ordet "islam" selv, som siges at betyde "fred". [1] Men uanset hvilken eufemisme, der ligger skjult i ordet ghanimah, betyder det teknisk set "plyndring under jihad" og intet andet. [2]

Det bør ikke overraske læseren at erfare, at en hel del muslimske oversættere føler en vis vanskelighed eller forlegenhed ved at gengive ordet ghanimah som "plyndring". Nogle af dem bruger udtrykket "rigdom vundet i krig", eller andre lignende omskrivninger. Men de mere redelige engelske versioner gengiver det overalt som "plyndring" eller et andet tilsvarende udtryk, med "bytte" som det mest almindelige. Men alle sådanne udtryk betyder "plyndring", rent og klart. "Rigdom vundet i krig" er en eufemisme, som skjuler den virkelige betydning af ghanimah.

Hvilke er påbuddene vedrørende ghanimah i Koranen? Det 8. kapitel i Koranen har titlen al-Anfal, hvilket betyder overskud eller bonus. Hele dette kapitel handler om krigsbytte, som er den pågældende bonus. Ideen synes at være, at hovedformålet med jihad er islamisk ekspansion og paradisets glæder. Erhvervelse af bytte er blot en overskydende bonus - et ekstra incitament til mujahid-krigerens religiøse iver, så at sige.

(A) Det første vers af sura al-Anfal lyder:

"De spørger dig om byttet. Sig: 'Byttet tilhører Allah og Udsendingen. Frygt Allah! I skal bringe jeres mellemværender i orden og adlyde Allah og Hans udsending, hvis I er troende!'" (Koranen 8:1)

Den indlysende betydning af dette vers er, at plyndring er en velgørende handling, der udgår fra Allah og hans Profet - ingen mujahid bør se det som sin egen fortjeneste.

Men vers 41 fra samme kapitel lyder:

"I skal vide, at når I tager noget som bytte, så tilhører en femtedel deraf Allah og Udsendingen, slægtningene og de forældreløse, de fattige og de vejfarende, ..." (Koranen 8:41)

Dette vers rejser spørgsmålet om fordelingen af rovet; det anerkender indirekte en vis andel (dvs. fire femtedele) til mujahid-krigerne.

Det vigtige ved denne femtedel af plyndringsgodset er, at islamiske lærde omtaler den som "den hellige femtedel". Det tekniske udtryk for den er khums eller måske stavet som khams. Ifølge retsskolerne skal denne femtedel overgå til den muslimske konges skatkammer, når Profeten ikke længere lever. Et lignende ord er fay, som står for, at hele byttet går til Profeten (eller sultanen), hvis det er opnået uden regulær krigsførelse. Jizya er en slags fay - Profeten eller sultanen er eneejer af denne gevinst.

(B) Hvem skal så have de resterende fire femtedele af udplyndringen, opnået ved en regulær kampagne? Skal den gives til hele det muslimske samfund? Koranen siger: Ingen muslim undtagen mujahid-krigeren er berettiget til nogen andel af de fire femtedele. Allah siger tydeligt:

"Når I bryder op for at tage bytte, vil de, der blev ladt tilbage, sige: 'Lad os følge jer!' De ønsker at ændre Allahs ord. Sig: 'I skal ikke følge os!' Således sagde Allah forud. Så vil de sige: 'Nej, I under os det ikke!' Nej, de forstår kun lidt." (Koranen 48:15)

Historisk henviser dette vers til visse arabiske stammer omkring Medina, som var blevet indkaldt af Profeten til at deltage i hans ekspedition til Hudaybiyya (628 e.Kr.), men som valgte at blive tilbage. De skulle ikke have nogen andel af byttet, indskærpede Allah.

(C) Hvad enten det er en bonus eller Allahs gavmildhed mod de troende, som engagerer sig i jihad, så findes Allahs løfte om at føre de troende til rigeligt rov også i Koranen:

"Allah fandt behag i de troende, da de svor dig [dvs. Profeten] troskab under træet. Han vidste, hvad deres hjerter rummede. Han sendte Nærværet ned over dem og belønnede dem med en nært forestående sejr og meget bytte, som de skulle tage. Allah er mægtig og vis." (Koranen 48:18-19)

Historisk henviser dette vers til den berømte Ed under Træet, som Profetens tilhængere aflagde ved Hudaybiyya, da det rygtedes, at Profetens udsending til mekkanerne, hans svigerfader Uthman (den kommende kalif), var blevet dræbt af sidstnævnte. Allahs "beroligelse" blev ledsaget af en tilkendegivelse om rigelig plyndring, der ventede de trofaste i nær fremtid.

(D) En sådan belønning blev ikke kun lovet muslimerne i Profetens tid. Hans tilhængere i alle kommende tider ville fortsætte med at modtage bytte:

"Og noget andet bytte, som I endnu ikke har bemægtiget jer, har Allah allerede indkredset. Allah er i stand til alt." (Koranen 48:21)

Med andre ord er plyndring enhver mujahid-krigers fødselsret - det er en aldrig ophørende uddeling.

(E) Lad os antage, at en mujahid med fintfølende samvittighed nægter at tage krigsbytte? Allah siger:

"Spis nu blot af de tilladte og gode ting, som I har taget som bytte, og frygt Allah! Allah er tilgivende og barmhjertig." (Koranen 8:69)

Dette vers viser, at Allah fritager den plyndrende muslim for alle betænkeligheder, der måtte følge af samvittighedens nagen.

(F) Koranen er ikke tilbøjelig til at give situationsbestemte referencer til historiske begivenheder. Men udplyndringen af den jødiske stamme Qurayza, der formodedes at have været i ledtog med mekkanerne i Slaget ved Graven (627 e.Kr.), nævnes deri i nogen detalje:

"Han [Allah] fik dem af Skriftens folk, der havde bistået dem [mekkanerne], til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte en del og tog en del til fange. Han gav jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv, og desuden jord, som I endnu ikke har betrådt. Allah er i stand til alt." (Koranen 33:26-27)

Jord, boliger, ejendom, fanger! Ghanimahs væsen gøres eksplicit i dette vers.

Af disse plyndringer, blev den mandlige befolkning (hovedsagelig børn) gjort til slaver og kvinderne optaget i mujahid-krigernes haremmer, hvis de ikke blev solgt på slave-markedet. Koranen uddyber mujahid-krigerens ret til tilfangetagne kafir-kvinder.

"... og ærbare, gifte kvinder [er forbudt for jer] bortset fra de slavinder, I ejer." (Koranen 4:24)

I dette vers forklares karakteren af ghanimah med brutal ærlighed. De tilfangetagne kafir-kvinder, der er revet ud af hænderne på deres ægtemænd, kan nydes med absolut straffrihed af mujahideen. Sandt nok - Koranen skærer ikke nydelsens indhold ud i pap. Men dens dekret om kafir-kvinder, der er i mujahid-krigerens besiddelse til højre hånd [dvs. som slavinder, o.a.], handler naturligvis ikke om et nyt hæderligt ægteskab. Det er intet andet end tvungen konkubinat. For at der ikke skal være nogen tvivl om nydelsens art, tilføjer hadith sin egen afslørende kommentar til netop dette vers. Jeg tager denne kommentar op i næste kapitel. Her vil en opsummering af indholdet af nærværende kapitel være på sin plads.

Kort sagt er den vantros ejendom - hans rigdom, hans kvinder og børn - alt uden undtagelse - lovligt plyndringsgods for mujahid-krigeren. Fortjenstfuldheden ved at være motiveret af en sådan plyndring er bestemt mindre end ønsket om at udbrede islam og længslen efter den anden verdens glæder, men Koranen har givet den behørig anerkendelse. Og ikke alene det. Den har forklaret hvordan rovet skal fordeles mellem mujahid og mujahid, og også mellem mujahid og hans befalingsmand. Og ikke alene det. Den har, i et umisforståeligt sprog, erklæret udplyndringen lovlig og ren.

Noter

[1] Denne betydning er forkert. Islam betyder overgivelse af dens tilhængere til Allah, så Allah kan gøre regnskabet op med ikke-muslimer; se Koranen 3:19.

[2] I daglig muslimsk sprogbrug står ordet ghanimat for held og lykke, og lyder længst muligt væk fra plyndring, opnået i en blodtørstig krig. Alligevel bevarer det fornemmelsen af gavmildhed eller gevinst i normal forstand.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo