Før jeg diskuterer indholdet af hadith-litteraturen, for så vidt den vedrører jihad, må jeg fortælle læseren, at kun sunni-muslimske hadith-værker er blevet udgivet i oversættelse, og at selv disse oversættelser er delvise. Koranen er det kanoniske skrift par excellence og er fælles for alle grupper af muslimer. Men sunnitternes hadith er ikke det samme som shiitternes hadith. Vestlige forskere har studeret de fleste religioner i verden, men selv de, har ikke haft interesse i at gengive hadith-litteraturen på engelsk. Oversættelserne, jeg har mødt, er for det meste udført af ulama i Pakistan og Bangladesh. Der synes at være betænkeligheder, selv blandt ulama, ved at gøre hadith-litteraturen let tilgængelig for de vantro. I hvert fald bliver deres begejstring for at gøre Koranen tilgængelig for alle og enhver ikke modsvaret af en tilsvarende indsats for at popularisere hadith-litteraturen. Dette er helt forståeligt, når man tænker på, at sproget, der anvendes i hadith-litteraturen, til tider grænser til det ekstremt grove og obskøne. Det er indlysende, at ulama ikke ønsker at stille denne del af deres religiøse varelager til skue for øjnene af usympatisk indstillede vantro. [1] Men dette forhold har gjort det videnskabelige arbejde vanskeligt. Ikke alene skal man være en kompetent arabist, men man er også nødt til at løbe spidsrod mellem ulamas appositioner [forklarende tilføjelser, o.a.] for at sikre autentiske hadith-værker. Den videnskabelige forsker må vogte sig for de hvidvaskede og stærkt redigerede hadith-værker, som vil møde ham på ethvert trin af hans forskning. Med denne advarsel vil jeg gerne føre læseren gennem en kort diskussion af sunnitternes hadith-litteratur.

De hadither, der accepteres af sunnier som kanoniske, er blevet samlet i så mange som seks værker. Disse kaldes på arabisk Sihah Sittah, hvilket på almindeligt dansk betyder de seks autentiske [eller al-kutub al-sitta: de seks bøger, o.a.]. Alle disse betragtes som kanoniske, men samlingerne af (1) Imam Bukhari og (2) Imam Muslim antages at være de mest autentiske af alle. Samlingerne af (3) Tirmidhi, (4) Abu Daud, (5) Abu Nasai og (6) Ibn Maja er de fire andre af de seks. En anden populær samling er Mishkat-ul-Masabih (= lampens niche), som ud over at indeholde hadither fra de autentiske samlinger, også indeholder nogle flere, der agtes højt af muslimer uden faktisk at regnes som kanoniske. Hver af disse samlinger har et separat afsnit helliget emnet jihad. Det ville kræve en tysk forskers arbejdskraft at analysere alle disse samlinger kritisk, et herkulisk arbejde, der ikke er muligt for nærværende skribent; læseren af dette kapitel må lade sig nøje med citater fra Imam Muslim og Mishkat alene. [2]

For at opnå fuld forståelse af en hadith, er det vigtigt at have en vis viden om dens fortæller. Hadithen fortæller selvfølgelig om Profetens ord og gerninger, men den gør det gennem hans ledsagere, som på arabisk betegnes al-Sahaba. Hadith-litteraturen er i virkeligheden en samling førstehåndsberetninger - nemlig dem, der kom fra visse ledsagere om, hvad de hørte fra Profetens egne læber eller hvad de så Profeten gøre i en bestemt situation. Blandt disse ledsagere var den mest berømte Aisha, Profetens barnekone og hans favorit. De andre fortællere omfatter navne som Abu Huraira, Jabir, Anas bin Malik, Abu Sayeed, Abu Musa, den anden kalif Umar og en mængde andre.

Hvad siger hadith om emnet jihad? Den vigtigste oplysning er, at Profeten, i løbet af sit tiårige ophold i Medina indtil sin død, var involveret i så mange som 82 jihad-kampagner, hvoraf han personligt anførte de 26. [3] Disse 26 jihad-kampagner kaldes ghazwa'er, hvilket angiver, at han blev en ghazi ved at dræbe vantro og være sejrende. Hadith fortæller os også, at de fleste af disse ghazwa'er havde karakter af razziaer eller pludselige overfald på fjenden uden forudgående varsel. Hadith giver også detaljerede oplysninger om den enorme rigdom og det store antal mænd, kvinder og børn, han erobrede under disse ghazwa'er. Før vi giver en idé om denne ghanima (plyndring), er det vigtigt at vide, hvordan Koranens åbenbaringer om jihad bekræftes af hadith.

(1) At jihad er en muslims fornemste pligt er beskrevet i hadith uden nogen mulighed for tvivl eller flertydighed. Ifølge Imam Muslim:

"Det er blevet fortalt på Abu Hurairas autoritet, at Allahs Sendebud sagde: Én, der døde, men ikke kæmpede for Allahs sag og heller ikke udtrykte noget ønske (eller nogen beslutning) om jihad, døde en hyklers død". (Sahih Muslim, nr. 4696)

For at få en klar opfattelse af denne hadith, er det nødvendigt først og fremmest at forstå betydningen af ordet hykler. Det arabiske munafiq, der normalt bruges for dette udtryk, har en meget specialiseret betydning i Koranen. Det henviser til de mennesker i Medina, som, efter at have givet husly til Profeten og hans tilhængere, efterhånden havde mistet illusionerne om dem på grund af deres vold og banditagtige karakter, men ikke turde rejse sig i åbent oprør mod dem. Lederen af denne misfornøjede medinensiske fraktion var Abdullah bin Ubayy, et navn, der er forbandet og fordømt i islam for al tid fremover. Koranen selv har forbandet disse såkaldte hyklere med ord af hårdeste fordømmelse og foragt. Hadith meddeler, at deres belønning er det laveste lag af helvede - et helt lag under det, der er tildelt afgudsdyrkere.

Med denne baggrund er det klart, at den førnævnte hadith erklærer udførelse af jihad som en muslims højeste pligt, i mangel af hvilken han bliver bedt om at nære et brændende ønske om den, så en munafiqs frygtelige skæbne ikke skal ramme ham i det hinsidige. Kort sagt erklærer hadith endnu mere kompromisløst end Koranen selv, at en pacifistisk muslim ikke er muslim overhovedet.

(2) Det er således klart, at belønningen for en mujahid i det hinsidige vil være større end den for en ikke-kæmpende muslim. Vi har set, at Koranen siger det samme, når den giver en større belønning til en mujahid end til en fredselskende troende. Dens størrelse er beskrevet i en hadith som følger:

"Det er blevet fortalt på Abu Said Khudris autoritet, at Allahs Sendebud sagde til ham (Abu Said): Den, der muntert accepterer Allah som sin Herre, islam som sin religion og Muhammed som sin Apostel, har nødvendigvis ret til at komme i Paradis (...). (Men) der er en anden handling, der hæver positionen af en mand i Paradis til en klasse et hundrede (højere), og højden mellem én klasse og den anden er lig med højden af himlen fra jorden. Abu Said sagde: Hvad er det for en handling? Han svarede: Jihad for Allahs sag! Jihad for Allahs sag (Sahih Muslim, nr. 4645).

Denne hadith viser tydeligt, at forskellen mellem en pacifistisk muslim og en mujahid muslim er lige så stor som forskellen mellem himmel og jord - pacifistens belønning når ikke højere end til blot jordiske højder.

(3) Hadither, der refererer til jihads blodige natur, er ikke sjældne. Nr. 4549 af Mishkat har følgende:

"Ifølge den ærværdige Abu Musa har Allahs Budbringer sagt: Himlens portaler ligger under sværdets skygge. Ved at høre dette rejste en mager og udtæret mand sig og sagde: O Abu Musa, har du hørt denne hadith med dine egne ører? Ja, sagde Abu Musa, og på stedet gik manden hen til sine kammerater og sagde: Jeg byder jer salaam. Så trak han sit sværd af skeden og gik frem mod fjenderne. Han dræbte mange med dette sværd og opnåede til sidst martyrium selv." [4]

Det er klart, at sværdet er muslimens bedste adgangskort til himlen. Profetens egen overbevisning kommer frem med enestående intensitet i den følgende hadith. De, der ønsker at fremstille islam og dens profet som helliget fredens sag, bør læse og genlæse denne hadith:

"Det er blevet fortalt på autoriteten af Abu Huraira, som sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Jeg ville ikke blive tilbage (når) en ekspedition (for jihad blev mobiliseret), hvis det (ikke) ville være for hårdt for de troende (...). Ved det Væsen, i hvis Hånd mit liv er, ville jeg elske, at jeg kunne blive dræbt for Allahs sag; så kunne jeg blive bragt tilbage til livet og igen blive dræbt for Hans sag" (Sahih Muslim, nr. 4631).

(4) Fred og islam er faktisk helt i strid med hinanden. Profetens knusende foragt for fredens religioner kommer frem i følgende hadith med lammende intensitet:

"Den Ærværdige Abu Umama sagde: Ved en bestemt lejlighed tog vi med Profeten ud på en kampagne. En mand iblandt os passerede en kilde i udkanten af et område, der var spækket med grøn vegetation. Stedet vakte i hans sind en underlig længsel (efter et liv i afsondrethed, og han tænkte): Hvor herligt ville det ikke være, hvis jeg kunne give afkald på al verdens forfængelighed og blive på denne plet (resten af mine dage). Han søgte tilladelse fra Allahs Budbringer. Hans Højhed sagde: (Lyt til mig, O menneske af ringe forståelse): Jeg blev ikke sendt ned (af Allah) for at prædike jødernes og de kristnes religion. At holde sig travlt optaget af Allahs sag en enkelt formiddag eller eftermiddag er bedre end hele jorden og alt hvad den rummer (af rigdom). Og at være optaget på slagmarken er bedre end at være engageret i overskydende bøn i så mange som 60 hele år" (Mishkat, nr. 4489). [5]

Denne hadith viser, at selv jødedommens og kristendommens delvise pacifisme ikke var acceptabel for islams profet. I en epoke, hvor de kristne udbredte deres religion med sværdet, var Profeten end ikke indforstået med deres teoretiske pacifisme.

(5) En hel del hadither giver udtryk for, at det vigtigste mål for jihad er udbredelsen af islam ved krig. Vi har allerede set, at dette bliver prædiket i Koranen selv. Følgende hadith gentager ikke alene målet, men forklarer også rækkefølgen af delmål, som en mujahid forventes at stræbe efter:

"Kæmp i Allahs navn og for Allahs sag. Kæmp imod dem, der ikke tror på Allah (...). Når I møder jeres fjender, som er polyteister, tilbyd dem tre handlemuligheder (...). Inviter dem til (at acceptere) islam (...). Hvis de nægter at acceptere islam, accepter jizya fra dem. Hvis de nægter at betale skatten, så søg Allahs hjælp og bekæmp dem." (Sahih Muslim, nr. 4294)

Det er kun nødvendigt at tilføje, at rækken, i det mindste i denne hadith, ikke synes at omfatte ghanimah (plyndring). Triaden af mål, der diskuteres her, synes at udelukke udplyndring af vantro ejendom og slavebinding af vantro befolkninger som mål af selvstændig betydning. Dette tomrum bliver dog tilstrækkeligt udfyldt af andre hadither, hvilket vil blive behandlet i de efterfølgende kapitler.

(6) På dette sted er det vigtigt at forstå betydningen af to tekniske udtryk, der er forbundet med jihad. Udtrykket ghazi står, som jeg allerede har forklaret, for den sejrende morder af vantro. Men der er et andet udtryk, shahid (vidne), som betegner en person, der opnår martyrium ved at aflægge vidnesbyrd (shahada) om islams sandhed ved at bekæmpe de vantro.

Der er hadither, der beskriver den bedste måde at vidne på (shahada) for en mujahid, der er blevet martyr.

(Et spørgsmål opstår angående) "hvilken slags martyrium i jihad, der er den bedste. Allahs Sendebud sagde: Når en martyr får (en vantros) blod til at flyde, skal han (før døden) hugge fødderne af hesten, der bærer (den nævnte vantro)" (Mishkat, nr. 4530). [6]

Denne hadith fremlægger mujahid-krigerens blodtørst med fuldstændig åbenhed. Oversætteren siger i en kommentar til denne hadith: "'At få en vantros blod til at flyde og at såre hans ridedyr' - disse to elementer angiver martyrens dødslængsel efter at have tilføjet fjenden det endelige slag. Vægten er her på mujahid-krigerens virkeliggørelse af sin fulde skyldighed til jihad i liv og ejendom." Denne analyse behøver ingen yderligere kommentarer.

Hadith-litteraturen har mange andre ting at sige om jihad. Ved sammenfatningen af dem, jeg allerede har nævnt, kan man sige, at den bevarer alle Koranens påbud og faktisk tilføjer en hel del mere. (1) At jihad er en muslims højeste pligt prædikes med større intensitet i hadith i lyset af Profetens lidenskabelige ytringer om, hvad man kan kalde hans 'mål i livet'. (2) Islamisk ekspansion, jizya og vantro-slagtning er som mål opregnet i hadith-rækkefølgen - Koranen nævner ikke en sådan sekvens. (3) 'Den fulde virkeliggørelse af en martyrs skyldighed i liv og ejendom' er forklaret i hadith med stærkeste understregning - Koranen mangler en sådan åbenhed, selv om formaningen om at dræbe den vantro og ødelægge ham til det yderste kommer implicit, og undertiden eksplicit til udtryk i Koranen. (4) Jødernes og de kristnes relative pacifisme afvises eftertrykkeligt i hadith - Koranen er tavs om emnet.

Noter

[1] Jf. Muir: "Hvad angår hadith, kan jeg slet ikke forstå, hvordan nogen oversætter kan få sig selv til at gengive meget af det, der er indeholdt i afsnittene om ægteskab, renselse, skilsmisse og kvindeligt slaveri" (The Life of Mahomet, p. 334).

[2] Materialet i hadith-litteraturen er næsten identisk uanset samlingen. Så læseren vil ikke gå glip af meget på grund af min mangel på tysk grundighed.

[3] Antallet varierer fra fortæller til fortæller.

[4] Den engelske oversættelse er af en bengalsk udgave af Mishkat.

[5] Ibid.

[6] Ibid., Mishkat citerer denne hadith fra Sunan Abu Daud.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo