Siden 11. september [2001] har korstogene været nyheder. Da præsident Bush brugte ordet "korstog", som det almindeligt anvendes til at betegne en stor kampagne med en moralsk dimension, klandrede medierne ham for ufølsomhed over for muslimer. (Lige meget, at medierne brugte udtrykket på præcis samme måde før "bommerten".) I et forsøg på at udnytte denne forargelse, galede lederen af Taleban, Mullah Omar: "Præsident Bush har fortalt sandheden, at dette er et korstog mod islam." Alligevel var korstogene fast inventar i hovederne på vore fjender, længe før Bush gjorde dem opmærksom på dem. I et 1998-manifest underskrevet af lederne af islamistiske grupper i Egypten, Pakistan og Bangladesh, erklærede Osama bin Laden krig mod "jøderne og korsfarerne". Hvis du ikke har gættet det, er det amerikanerne, der er korsfarerne her. Den dag de amerikanske angreb på Afghanistan begyndte, udnævnte bin Laden - i en tale udsendt live fra en grotte - Bush til at være "leder af de vantro" i en verdensomspændende krig mod islam. Han advarede tidligere om, at "korsfarer" Bush ville føre de vantro styrker ind i Afghanistan "under korsets banner".

Så hvad har de middelalderlige korstog med alt dette at gøre? Når det kommer til stykket, har den muslimske verden så ikke ret til at være vred over korstogene? Intet og nej.

Korstogene er meget muligt den mest misforståede begivenhed i europæisk historie. Spørg en tilfældig amerikaner om dem, og du vil sandsynligvis se et ansigt fordrejet i afsky eller de blanke øjne, der normalt fremkaldes af begivenheder mere end seks uger gamle. Var korsfarerne i virkeligheden ikke bare en flok religiøse galninge, der førte ild og sværd til Fredsfyrstens land? Var de ikke kyniske imperialister, der søgte at skabe kolonier for sig selv i fjerne lande med Den katolske Kirkes velsignelser? En doven TV-sumper, der så BBC/A&E-dokumentarfilmen om korstogene (vært var ingen ringere end Monty Python-helten Terry Jones), ville få den opfattelse - efter omtrent fire timers useriøs snik-snak - at den fredelige muslimske verden faktisk lærte at blive krigerisk af de barbariske vestlige korsriddere. Så det er intet under, at pave Johannes Paul II blev hudflettet i 1999 for sin afvisning af at undskylde for korstogene. Intet under, at Wheaton College i Illinois for et år siden droppede deres korsfarer-maskot gennem 70 år. Intet under, at hundreder af amerikanere og europæere for nylig marcherede gennem Europa og Mellemøsten og bad om tilgivelse for korstogene fra enhver muslim eller jøde, der ville lytte. Intet under.

Skriv nu følgende ned i din notesbog, for dette vil blive efterprøvet: Korstogene var på alle måder en forsvarskrig. De var Vestens forsinkede reaktion på den muslimske erobring af hele to tredjedele af den kristne verden. Mens araberne fra det 7. til det 10. århundrede havde travlt med at vinde et overdådigt og sofistikeret imperium, måtte Europa forsvare sig mod udefrakommende angribere, og derefter grave sig ud af det rod, disse havde efterladt. Først i det 11. århundrede var europæerne i stand til at lægge videre mærke til Østen. Den begivenhed, der førte til korstogene, var den tyrkiske erobring af det meste af det kristne Lilleasien (det moderne Tyrkiet). Den kristne kejser i Konstantinopel, konfronteret med tabet af halvdelen af sit imperium, appellerede om hjælp til de rå, men kraftfulde europæere. Han fik den. Mere end han ønskede, faktisk.

Pave Urban II kaldte til det første korstog i 1095. Trods den moderne klagesang om middelalderlig kolonialisme, var korstogets egentlige formål, at presse de muslimske erobringer tilbage og genetablere de tidligere kristne lande under kristen kontrol. Hele historien om korstogene handler om vestlig reaktion på muslimske fremrykninger. Korstogene var ikke mere offensive end den amerikanske invasion af Normandiet. Mens det foregik, var det første korstog forbavsende, næsten mirakuløst, succesrigt. Korsfarerne marcherede hundredvis af kilometer dybt ind på fjendens territorium og generobrede ikke kun de tabte byer Nikæa og Antiokia, men i 1099 også Jerusalem selv.

Den muslimske reaktion var et kald til jihad, selvom interne splittelser udsatte den i næsten halvtreds år. Med store ledere som Nur ed-Din og Saladin på den muslimske side og Richard Løvehjerte og St. Louis IX på den kristne side, blev der energisk ført hellig krig i Mellemøsten i det næste halvandet århundrede. Krigerne på begge sider troede, og blev af deres respektive religioners læresætninger støttet i at tro, at de udførte Guds værk. Men historien var på islams side. Muslimske herskere blev mere, ikke mindre magtfulde. Deres jihad voksede i styrke og effektivitet, indtil, i 1291, de sidste rester af korsfarerne i Palæstina og Syrien blev udslettet for altid.

Men dette var ikke enden på korstogene og heller ikke på jihad. Islamiske stater som mamlukkernes Egypten fortsatte med at ekspandere i størrelse og magt. Men det var de osmanniske tyrkere, der opbyggede den største og mest ærefrygtindgydende stat i muslimsk historie. På sit højdepunkt i det sekstende århundrede, omfattede Det Osmanniske Rige hele Nordafrika, Mellemøsten, Arabien og Lilleasien og var trængt dybt ind i Europa, hvor det havde sat sig på Grækenland, Bulgarien, Albanien, Ungarn, Kroatien og Serbien. Under Suleiman den Prægtige var tyrkerne en hårsbredde fra at erobre Wien, hvilket ville have overladt hele Tyskland til deres nåde og barmhjertighed. På det tidspunkt blev korstogene ikke længere ført for at redde Jerusalem, men Europa selv. Kristenheden var skrumpet ind gennem århundreder. Pengene blev alle sat på islam som fremtidens bølge.

Sådan gik det selvfølgelig ikke. Men overraskende nok var Vestens fremgang ikke resultatet af nogen militær sejr over muslimerne. Faktisk overlevede Det Osmanniske Rige stort set intakt indtil slutningen af 1. Verdenskrig. I stedet skete noget nyt og helt uforudsigeligt i Europa. En ny civilisation, der bestemt byggede på den gamle, opstod omkring ideer som individualisme og kapitalisme. Europæerne ekspanderede i global skala, lod Middelhavets verden bag sig og søgte at forstå og udforske hele planeten. Stor rigdom i den kommercielle økonomi førte til fundamentale ændringer i næsten ethvert aspekt af vestligt liv, hvilket kulminerede i industrialiseringen. Oplysningstiden førte den vestlige opmærksomhed bort fra himlen og hen mod denne verdens ting. Snart blev religion i Vesten blot et spørgsmål om personlig præference. Korstog blev opfattet som utænkelige - en tåbelighed fra en civilisations barndom.

Hvad den islamiske verden angår, blev den efterladt. Selv i dag kæmper muslimske lande for at indhente det forsømte. Det er en vanskelig opgave, for de forsøger at forene deres egen kultur med moderne begreber, der er entydigt vestlige. Denne spænding har uvægerligt ført til anklager fra muslimer om, at deres religion og deres verden bliver solgt. De muslimske ledere, der har beskæftiget sig med Vesten, er blevet stemplet som frafaldne og har undertiden været mål for jihad-krigere. Faktisk har det store flertal af islamistiske terrorhandlinger i det sidste århundrede været rettet mod andre muslimer. Skarpt sat op går skellet mellem dem, der ønsker at indføre fordelene ved vestlig kultur og samtidig bevare en hengivenhed for islam, og dem, der betragter enhver indrømmelse til Vesten som en afsværgelse af troen. Kort sagt er det et skel mellem de middelalderlige og moderne verdener.

Hvilket bringer os tilbage til korstogene. Hvis muslimerne vandt korstogene (og det gjorde de), hvorfor så al vreden nu? Skulle de ikke fejre korstogene som en stor sejr? Indtil det 19. århundrede, var dette præcis, hvad de gjorde. Det var Vesten, der lærte Mellemøsten at hade korstogene. Under højdepunktet af europæisk kolonialisme, begyndte historikere at forherlige de middelalderlige korstog som Europas første koloniale foretagende. I det 20. århundrede, hvor imperialismen blev miskrediteret, skete det samme for korstogene. De har ikke været sig selv siden. Med andre ord ved muslimer i Mellemøsten - herunder bin Laden og hans håndgangne mænd - lige så lidt om de virkelige korstog, som vesterlændinge gør. Begge ser dem i sammenhæng med den moderne, snarere end den middelalderlige verden. Sandheden er, at korstogene intet havde at gøre med kolonialisme eller uprovokeret aggression. De var et desperat og stort set mislykket forsøg på at forsvare sig mod en magtfuld fjende.

Dette gælder for bin Laden - han er en problematisk blanding af det moderne og det middelalderlige. Han og hans løjtnanter raser regelmæssigt over "nationen", en henvisning til en muslimsk politisk enhed, som døde i det 7. århundrede. De fremmaner et billede af korstogene, der er farvet af arven fra den moderne imperialisme. Og de kalder til jihad og kræver, at enhver muslim i verden skal deltage. Kort sagt lever de i en drømmeverden, et ørkenkloster, hvor de sidste tusind års begivenheder kun delvist har fundet sted.

---

Thomas F. Madden er professor i historie og leder af Center for Studiet af Middelalderen og Renæssancen ved Saint Louis University. Som forfatter og historisk konsulent optræder han sådanne steder som The New York Times, Washington Post, Wall Street Journal og The History Channel.

Dr. Madden seneste bøger omfatter Venice: A New History, The New Concise History of the Crusades, Empires of Trust, og Enrico Dandolo and the Rise of Venice. Han har også skrevet og forelæst omfattende om den antikke og middelalderlige middelhavsverden samt kristendommens og islams historie.

Priser for hans videnskabelige arbejde omfatter the Medieval Academy of America's Haskins Medal og the Medieval Institute's Otto Grundler Prize.

Han er medlem af John Simon Guggenheim Foundation og af the Medieval Academy of America.

Han skriver i øjeblikket på en ny historie om Istanbul. Kilde: http://www.thomasmadden.org/

---

Oversættelse: Bombadillo