I de 20 år før 1. Verdenskrig, såvel som i århundreder forud, led jøderne i Orienten og Nordafrika under alvorlige forfølgelser i muslimske lande, når og hvor den vestlige indflydelse var fraværende [1]. Men individuel og kollektiv fornedrelse og undertrykkelse var endnu mere udtalt i de områder, hvor den shiamuslimske (i modsætning til den sunnimuslimske) form for islam var fremherskende, især i Yemen og Persien. Disse forfølgelser er, skønt samtidige med zartidens berygtede pogromer i begyndelsen af det tyvende århundrede, stadig i dag relativt ukendte.

I Persien, blev reformbevægelsens resultater, som kulminerede i 1906-forfatningen, en skuffelse for både liberale muslimer og alle ikke-muslimer. Yderligere 20 år skulle gå, før Reza Pahlavi (nogenlunde samtidigt med Mustafa Kemal i Tyrkiet), efter at han var blevet udnævnt til shah i 1925 og havde brudt de shiitiske præsters magt, indførte reformer, der tillod en begyndende liberalisering og modernisering af Persien, herunder afskaffelse af den traditionelle diskriminerende politik over zoroastriere, jøder, kristne og bahaier. Denne indstilling til de religiøse mindretal blev aktivt videreført af hans søn, Shah Muhammed Reza, indtil denne blev styrtet i begyndelsen af 1979 af primært islamiske kræfter, inspireret af den landsforviste ayatollah Ruhollah Khomeini, der var den anerkendte leder af det shiitiske præsteskab.

En kort gennemgang af den persiske jødedoms historie er nødvendig for at forstå den shiitiske gejstligheds og befolknings holdning, som er et ekko fra fortiden. Af de dokumenter, der udgør anden del af denne artikel [2], er det første et andragende, der blev overrakt af Anglo-Jewish Association i 1873 til shahen af Persien, Nasr-ed Din, i anledning af hans officielle besøg i England. De følgende breve illustrerer jødernes ulykkelige situation i flere byer i Persien fra 1892 til 1898, det år, hvor den første af Alliance Israélite Universelle’s skoler blev grundlagt i Teheran. Dokumentations-delen slutter med et brev fra 1910, der beskriver udplyndringen af det jødiske kvarter i Shiraz, efter en falsk anklage om ritualmord. [3]

Jødisk samfundsliv i det gamle Babylon og Persien går tilbage til perioden med profeterne Esajas, Jeremias og Ezekiel. Jøder har levet i disse områder siden deres deportation fra Samaria (722 f.Kr.) og fra Judæa (597, 586 f.Kr.). Under Kyros fik alle nationer, der var undertvunget af assyrerne og babylonierne, lov til at vende tilbage til deres respektive hjemlande, og i 538 tillod han jøderne at genopbygge deres tempel i Jerusalem. Mindet om hans storsind er bevaret i flere af Bibelens bøger og Kyros er endda udtrykkeligt nævnt som Herrens salvede og Hans hyrde: ”Jeg siger til Jerusalem: ’Du skal genopbygges, og templet skal grundlægges.’” [4] Efter ediktet vendte næsten 50.000 jøder tilbage til Israels land, men mange valgte at blive ved Babylons og Persiens floder, og kom derved til at danne kernen i en vigtig diaspora, som fortsatte med at vokse i antal og betydning under achaimenidernes, parthernes og sassanidernes dynastier.

Den muslimsk-arabiske erobring af Persien i 642 gjorde en ende på 12 århundreders uafhængighed. Persien blev indlemmet i det arabisk-islamiske imperium, hvis hovedstad var Damaskus og senere Baghdad. Det persiske samfunds hele struktur undergik en gennemgribende forandring, da islam erstattede zoroastrisme som statsreligion. De, der ikke ville underkaste sig erobrernes tro [dvs. konvertere], blev tvunget til at acceptere et ulige forhold (dhimma) mellem den dominerende muslimske magt og de undertvungne ikke-muslimske befolkninger. Dhimmi-undersåtter blev tolereret i ”Islams Hus” (dar al-islam [5]) på betingelse af, at de accepterede de begrænsninger og ydmygelser, der var fastsat i nogle særlige bestemmelser, almindeligt kendt som Umars Pagt [6], som fornedrede både den enkelte og samfundet. Bortset fra korte perioder med lettelser, hvor disse restriktioner var mindre strengt håndhævet, og lejligheder, hvor enestående individer nåede høje positioner, forblev dhimmi-tilstanden med ulighed gældende indtil midten af det trettende århundrede, da Hulagu Khan løb Persien over ende, erobrede Bagdad og satte en stopper for abbaside-kalifatet.

Da alle religioner blev betragtet som lige i det store mongolske imperium, blev dhimmi-tilstanden afskaffet. Arghun Khan foretrak tilmed kristne og jøder til administrative stillinger overalt i sit imperium og udnævnte sin ven og læge, jøden Sa'd al-Daula, til sin vizir. Selv om sidstnævnte var kendt for sin visdom og retfærdighed, selv blandt sine fjender, var han foragtet i muslimske gejstlige kredse. Ved Arghuns død og mordet på hans jødiske vizir (1291) blev jøderne i det mongolske imperium, ifølge den muslimske persiske historiker Wassaf, ”undertrykt og deres ejendele plyndret (...) i hele islams land.” [7] Den samtidige kristne historiker Bar Hebraeus bemærkede: ”Den prøvelse og forbitrelse, der blev pisket op mod jøderne på denne tid, kan hverken tungen udsige eller pennen skrive ned.” [8]

Ghazan Khan blev muslim i 1295 og dhimmaen blev genoplivet og håndhævet med endnu større strenghed. Under hans efterfølger Uljaytu, blev kirker og synagoger ødelagt, og ifølge Bar Hebraeus: ”måtte ingen kristen vise sig medmindre han havde et bælte om lænden og ingen jøde (…) medmindre han havde et mærke på hovedet.” [9] Fornedrelsen af jøderne i hans regeringstid blev sammenfattet i beslaglæggelsen af profeten Ezekiels traditionelle grav og opførelsen af en moske med minaret henover den. [10] Konverteringer var hyppige i denne periode og en af apostaterne var den jødiske læge Rashid al-Daula, der blev kendt som Rashid al-Din, den muslimske statsmand og historiker. Han er blevet beskrevet af en moderne mongol-historiker som: ”den største vizir under Ilkhanat-dynastiet og en af de største mænd Østen har produceret.” [11] Han blev henrettet i 1318 i en alder af 70 og i flere dage blev hans hoved båret omkring byen med råbene: “Dette er hovedet af jøden, der misbrugte Guds navn; må Guds forbandelse være over ham!” [12] Et århundrede senere, blev det mausoleum, som han havde bygget til sig selv, ødelagt, og for at undgå yderligere vanhelligelse af den muslimske kirkegård blev hans knogler overført til den jødiske kirkegård i Tabriz. Fra Rashid al-Dins død til safavide-dynastiets komme i 1502, en periode, som omfatter Timur Lenk og hans efterfølgere, findes intet tilgængeligt kildemateriale om jøderne i Persien.

Under safaviderne blev shia-islam erklæret for statsreligion og dogmet om rituel urenhed blev en tilføjet skam, der adskilte dhimmien fra den ”sande troende”. Men under den første del af shah Abbas I’s regeringstid (1588-1629) blev ikke-muslimer behandlet bedre, og udenlandske købmænd og håndværkere (særligt armeniere) blev opmuntret til at slå sig ned i Isfahan, den nye hovedstad. I denne periode henvises der ofte til de jødiske samfund, der blev etableret over hele riget i omkring 50 forskellige byer og landsbyer.

Imidlertid vendte shahen om på sin velvillige holdning i anden del af sin regeringstid. En forbitret jødisk overløber fra Lar opnåede, med støtte fra det shiamuslimske præsteskab, at få udstedt et kongeligt dekret, hvorved enhver jøde var nødt til at bære et diskriminerende mærke og hovedtøj. [13] På tærskelen til sabbaten, den 8. oktober 1656, blev alle jøder, begrundet med deres urenhed, brutalt fordrevet fra Isfahan, "uden at have en eneste muhammedaners medlidenhed”, [14] og kollektivt tvunget til at konvertere til islam. Broder Dionysius bemærker: “… kongen af Persien (...) har befalet, at alle jøder i hans rige skal blive muslimer i et antal af 100.000.” [15] Det blev snart almindelig kendt, at de tvangskonverterede fortsatte med at praktisere jødedommen i hemmelighed. Dette forhold, samt den økonomiske belastning af statskassen som følge af den mistede jizya (hovedskat på dhimmier), havde indflydelse på præsteskabets kovending: ”O shah, enhver, som er sort og hæslig, kan ikke blive hvid (…) jøderne kan aldrig med oprigtige hjerter tro på vores profet (...) selv hvis du vasker en neger 200 gange, kan du ikke finde spor af hvidt på ham.” [16] Et edikt fra 1661 tillod dem åbent at vende tilbage til jødedommen mod betaling af jizya og at de bar et karakteristisk stykke stof på deres ydre klædedragt.

Med lignende begrundelser om rituel urenhed, blev armenske kristne og zoroastriere også forvist til udenfor Isfahans mure. En særlig lov gav eksklusiv arveret til enhver jøde eller kristen (lige meget hvor fjernt slægtskaber var), som konverterede til islam. Paven skrev til shahen i 1658 på vegne af de kristne, men jøderne havde ingen protektor, der kunne afbøde den demoraliserende virkning af dette edikt.

Forfølgelsen af jøderne fortsatte ind i det attende århundrede og alle ikke-muslimer led meget under de shiitiske love om urenhed. Under den sidste af safaviderne gjorde præsteskabet et forsøg på at tvinge alle ikke-muslimer til at konvertere til islam, men uden held. Jøderne blev reddet fra fysisk og åndelig tilintetgørelse af den bemærkelsesværdige hersker Nadir Shah (1736—47). Som sunni-muslim afskaffede han shiismen som statsreligion, behandlede ikke-muslimer med stor tolerance og stiftede tilmed et nyt jødisk samfund i den hellige by Meshed.

Qajar-dynastiet (1794—1925) var grundlæggende en fortsættelse af safavidernes dynasti og man var i perioden vidne til en tilbagevenden til den værste shiitiske intolerance. En rejsende i Persien i de sene 1820’ere beskrev forfølgelserne af jøder og kristne. Han oplevede selv meningen med det shiitiske begreb om rituel urenhed og gav detaljerede oplysninger om muslimers falske beskyldninger mod jøder for ritualmord, hvilket resulterede i deres fængsling og fordrivelse fra flere byer. [17] Alle jøderne i Tabriz blev massakreret i 1830 - 400 mennesker, hævdes det, fik halsen skåret over som får. [18] I det følgende tiår, blev adskillige jødiske samfund udsat for morderiske angreb og tvangskonverteret en masse. Det mest berygtede eksempel var jødernes skæbne i Meshed i 1839. En anglikansk missionær beskrev samfundet i Meshed, som han mødte i 1831-32; under en anden rejse i 1944 gav han en levende skildring af de traumatiserede nye konvertitter (jadid al-Islam), der praktiserede deres jødiske tro i hemmelighed. [19] Den samme sørgelige historie om merrano-liv – denne gang fra Shiraz, hvor 2500 jøder var blevet tvangskonverteret i 1830 - fortælles af en anden rejsende i 1850. [20]

Gennem hele det nittende århundrede, har europæiske rejsende aflagt vidnesbyrd om persisk jødedoms dybt fortvivlende situation. (De andre religiøse mindretal led også, især tilhængere af den nye bahai-tro [21]) Her er blot to eksempler fra henholdsvis 1845 og 1850:

"Det er faktisk umuligt at forestille sig de rædsler, der fylder de persiske jøders sind. O, hvor ofte har jeg ikke måttet græmmes over at se disse Zions børn, og Abrahams efterkommere, stå skælvende overfor en panderynken og forsøge at le med en muhammedaners smil!" Og igen: "De forpinte rester af Israel stønner stadig under al den ophobede fortvivlelse og elendighed, som en ryggesløs og grusom befolkning kan påføre dem! " [22]

Efter at have opregnet 15 eksempler på deres undertrykkelse, konkluderer en anden rejsende: "Dette er det triste, men sande billede af den trøstesløse situation, som jøderne er dømt til at leve under." [23]. I forordet til den første udgave af sin bog (1854), appellerede han til Europas jøder på de orientalske jøder vegne:

"Hvor ville jeg blive glad, hvis jeg kunne interesse dem for den vanskelige situation for deres trosfæller, der er ofre for orientalsk barbari og fanatisme. Vores stærke og frie brødre, som er så heldige at leve under liberale systemer, hvor de er underlagt kloge love og bliver behandlet humant, vil forstå, hvor jammerlig og presserende den abnorme situation er for deres brødre i Orienten. Religion kræver det, menneskelighed behøver det. Måtte den Almægtige mindske byrden af så mange trængsler, måtte han belønne deres heltemod efter århundreders slaveri og deres ukuelige tro under så grusom forfølgelse." [24]

Alliance Israélite Universelle blev grundlagt i 1860. Dens arkiver udgør en værdifuld kilde til den persiske jødedoms historie under Qajar-dynastiets sidste årtier. Fra 1865 og frem er jødernes situation i Persien hyppigt nævnt i dens bulletiner. I 1866 blev jøderne i Barforush tvangskonverteret; efter centralregeringens indgriben, tilskyndet af de britiske og franske ambassadører, fik de lov til at vende tilbage til jødedommen, selv om pøbelen myrdede 18 af dem, hvoraf to blev brændt levende. I 1869 blev oprevne appeller sendt til Alliancen om ”utallige forfølgelser” og muslimerne gjorde et forsøg på at tilegne sig Mordokajs and Esters traditionelle gravsteder i Hamadan. I 1873, i anledning af shahen af Persiens statsbesøg i Europa, blev han i alle større byer mødt af bestyrelsen for den lokale Alliance, herunder en delegation af fremtrædende jøder, der præsenterede ham for et andragende på vegne af den persiske jødedom, samt en anmodning om at åbne en skole i Teheran.

Forhandlingerne om at åbne den første Alliance-skole i Teheran trak ud i 25 år. Rapporter fortsatte med at ankomme til Paris, der beskrev den tragiske dagligdag for den persiske jødedom på trods af shahens bestræbelser på at beskytte sine jødiske undersåtter. Dette bringer os frem til den periode, der er dækket af vores dokumenter.

Tusindvis af persiske jøder fandt vej til Palæstina, især i det sidste tiår af det nittende århundrede. Denne tilbagevenden fortsatte ind i det tyvende århundrede, på trods af lokal fanatisme og foranstaltninger iværksat af den osmanniske regering, der forbød jødisk indvandring. Fra 1948 til 1978 fik yderligere 70.000 israelsk borgerskab; et lignende antal levede stadig i Iran i begyndelsen af 1979, hovedsageligt i Teheran.

Som afslutning på sit studie af jøderne i Shiraz har en nylig tilkommen forsker sammendraget sine indtryk af jødernes nuværende (1976) situationen i Iran på denne måde:

“På trods af regeringens imødekommende indstilling og den relative fremgang for det jødiske samfund, er alle iranske jøder klar over den nuværende situations usikre karakter. Der er stadig sporadiske opstande imod dem, fordi den muslimske gejstlighed konstant taler dunder mod jøderne, hvilket ophidser masserne, som ikke gør forsøg på at skjule deres had (…).” [25]

l månederne forud for shahens afrejse den 16. januar 1979, var de religiøse minoriteter (herunder sunni-muslimerne) allerede begyndt at føle sig usikre. Bahaierne var de første til at blive brutalt overfaldet over hele landet; flere af dem blev dræbt, mange flere såret og omkring 1.000 hjem blev plyndret og brændt. Religiøse fanatikere forsøgte at tvinge mange bahai-familier til at konvertere til islam. [26] I begyndelsen af juni var al bahai fællesejendom, bl.a. kirkegårde, i færd med at blive konfiskeret af de iranske myndigheder, herunder Bab’ens hus i Shiraz. [27]

Tyve tusinde jøder forlod landet før ayatollah Khomeinis triumferende hjemkomst den 1. februar, mens de resterende 50.000 til 60.000 blev beroliget af moderate erklæringer om fremtiden for Irans minoriteter. Selv om det jødiske samfunds ledere holdt sig i baggrunden, var der en meget lille og ikke-repræsentativ venstreorienteret gruppe – der kaldte sig Den Jødiske Revolutionære Komité – der åbent proklamerede sin fjendtlighed mod Israel og zionismen og varmt hilste Yassir Arafat og andre PLO-ledere, da de kom for at lykønske Khomeini. [28]

Den 16. marts blev ærespræsidenten for det iransk-jødiske samfund, Habib Elghanian, en velstående forretningsmand, arresteret og ved en islamisk revolutionær domstol anklaget for ’korruption’ og ’kontakt med Israel og zionismen’; han blev skudt den 8. maj. Den iranske regering fastholdt, at han var blevet dømt udelukkende i hans egenskab af individ, og to uger efter sagde justitsministeren til et fransk medlem af Den Internationale Liga mod Racisme og Antisemitisme, at "det iranske folk altid har levet i harmoni med det jødiske samfund.” [29] Den særlige korrespondent for Le Monde gik endnu videre og oplyste, at: ”I mindst tre århundreder har der ikke [i Iran] været brugt kollektiv vold mod noget religiøst mindretal overhovedet.” [30]

Den foregående historiske undersøgelse og de dokumenter, der følger, kan ses som et korrektiv til visse forhastede vurderinger fra folk, der tilsyneladende er uvidende om landets religiøse mindretals historie. Man må håbe, at det nye regime ikke vil vende tilbage til det shia-muslimske præsteskabs holdninger fra før Pahlavi-tiden, men vil foretrække en vej med ligestilling for alle dets borgere, og derved i praksis demonstrere islams 'tolerante' holdning, der så ofte proklameres.

---

Dokumenter

1873 Englands jøder appellerer til shahen af Persien

Til den højmægtige regent, shahen af Persien, hvem Gud må give en lang, fredelig og lykkelig regeringstid, og skabe en tronstol i hjertet på alle hans undersåtter i hele hans store rige.

Måtte det behage Deres Majestæt, at vi, formanden og rådet for Anglo-Jewish Association, som er forbundet med Alliance Israélite Universelle, hvis formål det er, i hvert enkelt land, at fremme den sociale, moralske og intellektuelle trivsel for vore brødre i troen, drister os til at træde frem for Deres Majestæts ophøjede nærhed, og give udtryk for den glæde vi føler, i lighed med alle indbyggerne i dette land, i anledning af Deres Majestæts nådige besøg.

Som jøder har vi dog en særlig grund til med glæde at hilse den løfterige ankomst af Deres Majestæt, den mægtige og berømte regent, der bærer scepteret i det eneste overlevende imperium fra Den gamle Verden; i vore sind er Persien identificeret med navnet på den store kong Kyros, der er udødeliggjort i historien som ophavsmand til ediktet, der sikrede jøderne frihed til gudsdyrkelse, sammen med fuld og uhindret udøvelse af borgerlige rettigheder. Det er vores oprigtige bøn, at menneskehedens bifald og tak, som har fulgt mindet om denne højsindede fyrste gennem tusinder af år, også, efter en lang og glorværdig regeringstid, må vente det ophøjede navn på Deres Majestæt, der nu sidder på Kyros’ trone [...]

Når vi betragter de godgørende bestemmer, udstedt på forskellige tidspunkter af Deres Majestæt med henblik på at sikre et lige mål af retfærdighed for alle Deres Majestæts undersåtter, er vi overbevist om, at Deres Majestæt allernådigst vil lytte til en erklæring om de beklagelige forhold, som Persiens jøder lider under, og som volder dem usigelig ulykke og elendighed.

1. At et helt samfund af jøder kan holdes ansvarligt for forbrydelser eller forseelser begået af dets enkelte medlemmer.
2. At en ed aflagt af en jøde ikke modtages ved domstolene.
3. At en jøde, der er konverteret til den muhammedanske religion, kan hævde at være den eneste arving til familiens ejendom, med udelukkelse af alle slægtninge, som ikke har ændret deres religion.
4. At jøden i mange byer har forbud mod at drive en forretning i basarerne.
5. At samvittighedens ret bliver krænket, ved den fritagelse fra juridiske straffe og sanktioner, som bliver tilbudt jøden, hvis han konverterer til den muhammedanske tro.
6. At de lokale myndigheder, ud over de lovbestemte skatter, udskriver vilkårlige opkrævninger fra jøderne.
7. At selv om jøden har en nominel ret til at appellere til en højere domstol, kan han ikke udøve sådanne rettigheder, for han har så stor frygt for hævn fra den lavere domstol, at han ikke tør løbe risikoen for at appellere.
8. At en jødes liv ikke er tilstrækkeligt beskyttet af loven, eftersom en jødes morder kan købe immunitet mod betaling af en bøde.

Vi vil ydmygt tillade os at hævde, at afhjælpningen af disse klagepunkter er værdig til en stor, retfærdig og oplyst regent, hvis sympati med tidens civiliserende tendenser har fået ham til at besøge Europa, for selv at undersøge dets ledende institutioner, med henblik på at fremme en national uddannelse i hans eget omfattende rige.

Deres Majestæt vil ikke, under rejsen gennem de ledende stater i Europa, have undladt at bemærke, at jøderne, som tidligere var underlagt særlove svarende til dem, deres persiske trosfæller stadig lever under, nu er frigjort fra alle hindringer og stillet på lige fod med deres landsmand; og Deres Majestæt vil med tilfredshed have set, at de har vist sig værdige til denne humane og oplyste lovgivning, ved deres foretagsomhed, energi og integritet, og frem for alt, ved deres loyale hengivenhed for deres regent og deres land […]

I det inderlige håb, at dette vort ydmyge andragende må finde gunst og anerkendelse hos Deres nådige Majestæt, og at der, til de mange ærefulde gerninger, der kaster glans over Deres Majestæts styre, kan tilføjes det ædle arbejde med at hæve jøderne i Persien fra deres nuværende knuste og fornedrede tilstand, og placere dem socialt, moralsk og politisk på niveau med alle andre trosretninger i staten - vil vi bestandig bede til, at den højeste Kongernes Konge, som tildeler Fyrster en del af Hans herlighed, som giver magt til den mægtige og visdom til den vise, må styrke og befæste Deres nådige Majestæts kloge styre, og at Deres Majestæt, som fører scepteret med retfærdighed og nåde, længe må blive skånet, for at kunne være vidne til Persiens stadig stigende velstand, og for at udøve Deres højsindede magt over dette store og berømte rige.

Andragende (24.6.1873) fra Anglo-Jewish Association, London (Underskrevet Francis Goldsmid, MP; George Jessel, MP; John Simon, MP; Julian Goldsmid, MP; George de Worms, Baron; R. D. Sassoon; F. D. Mocatta; E. A. Franklin; A. Löwy, og alle medlemmer af AJA’s forretningsudvalg) til Hans Kejserlige Majestæt Nasr-ed Din, shah af Persien under hans besøg i London.
Lignende andragender blev præsenteret for shahen i Paris, Berlin, Wien, Amsterdam, Bruxelles, Rom, Konstantinopel. (AIU Bulletin 1873, 2. Sem. pp. 96-101).

---

1892 Hamadan-jøder tvunget til at bære særligt kendetegn

Jeg har modtaget Deres brev af 29. september, der informerer mig om Deres kontakt med den franske regering til fordel for jøderne i Hamadan. Deres situation er næppe blevet bedre, og de seneste breve modtaget i dag fremstiller den som særdeles farlig. Pr. 20. oktober, havde den persiske regering endnu ikke været i stand til at gøre noget for at afbøje den muslimske befolkning fra dens barske holdninger til jøderne. Dette er ikke længere den form for forfølgelse, inspireret af fanatisme og fejhed mod de svage og underdanige, som tiden og hverdagslivet snart sætter en stopper for; vi står her overfor et enormt plot, bevidst udtænkt og forberedt i nogen tid af præsteskabet og muslimske notabiliteter i Persien. Førstnævnte, som altid kæmper mod shahens autoritet, ønsker, ved udstilling af usædvanlig religiøs nidkærhed, at hævde sin prestige og magt over masserne, der sjældent undlader at reagere, når der appelleres til deres følelser; angående de andre, der kontrollerer storhandelen, kan de kun bifalde enhver foranstaltning, der begrænser den naturlige aktivitet af jøderne, hvis konkurrence de ikke bryder sig om. De muslimske præster ønsker at indføre 22 vilkår for jøderne i Hamadan. Sidstnævnte har valget mellem automatisk accept, konversion til islam, eller tilintetgørelse. Nogle, der lever fra hånden til munden, er gået ind på disse ydmygende og rå vilkår pga. frygt, uden at gøre modstand; tredive af de mest fremtrædende medlemmer af samfundet blev overrumplet på telegrafkontoret, hvor de var taget hen for at telegrafere deres klager til Teheran. De blev tvunget til at antage den muslimske tro, for at undslippe den visse død. Men flertallet lever i skjul og tør ikke vove sig ud i gaderne, idet de håber, at et ord fra det høje stadig kan komme og gøre en ende på deres frygt og fritage dem for at underkaste sig præsteskabets morderiske vilkår. De kender allerede nogle af disse vilkår fra det hebraiske brev, som jeg sendte til Dem for nylig. Jeg skal gentage dem for arkivet i samme rækkefølge, som de er anført i brevene fra Hamadan, skrevet af en pålidelig kilde.

1. Jøder må ikke forlade deres huse, når det regner eller sner [for at hindre jødernes urenhed i at blive overført til de shiitiske muslimer].
2. Jødiske kvinder har pligt til at vise deres ansigt offentligt [ligesom prostituerede].
3. De skal tildække sig med en tofarvet izar (en izar er et stort stykke stof, som østlige kvinder har pligt til dække sig med, når de forlader deres huse).
4. Mændene må ikke bære fine klæder; det eneste materiale de må bruge, er blåt bomuldsstof.
5. De må ikke bære sko, der matcher.
6. Enhver jøde er forpligtet til at bære et stykke rødt stof på sit bryst.
7. En jøde må aldrig overhale en muslim på en offentlig vej.
8. Han må ikke tale højt til en muslim.
9. En jødisk kreditor til en muslim skal gøre fordring på sit udlån på en skælvende og respektfuld måde.
10. Hvis en muslim fornærmer en jøde, skal sidstnævnte sænke sit hoved og forblive tavs.
11. En jøde, der køber kød, skal omhyggeligt pakke det ind og holde det væk fra muslimer.
12. Det er forbudt at opføre skønne bygninger.
13. Han må ikke have et hus, der er højere end hans muslimske nabos hus.
14. Han må heller ikke bruge kalk til hvidtning.
15. Indgangen til hans hus skal være lav.
16. En jøde må ikke tage sin frakke på; han må nøjes med at bære den rullet sammen under armen.
17. Det er forbudt for ham at klippe sit skæg eller blot trimme det let med saks.
18. Det er forbudt for jøder at forlade byen eller nyde den friske luft på landet.
19. Det er forbudt for jødiske læger at ride til hest [denne ret var generelt forbudt for alle ikke-muslimer undtagen læger].
20. En jøde, der er mistænkt for at drikke spiritus, må ikke vise sig på gaden; hvis han gør det, bør han henrettes øjeblikkeligt.
21. Bryllupper skal fejres i dybeste hemmelighed.
22. Jøder må ikke spise god frugt.

Sådan er de vilkår, pålagt jøderne i Hamadan, der snart vil blive anvendt på alle Persiens jødiske samfund. I Hamadan strejfer muslimerne oprørte gennem byen og kræver, på vegne af Ali og tusind gange gentaget med råb, død over jøderne, eller deres konvertering. Mere end 100 jødiske kvinder har aborteret, og for endnu to hundrede har deres mælk været tørret ind; så stor er den angst, som de stakkels jøder føler ved synet af disse brutalt udseende fanatikere, der er bevæbnet til tænderne. Livet er ikke længere tåleligt for dem, og døden ville allerede være at foretrække. I mere end 40 dage, har de været belejret i deres huse, næsten døden nær af sult og skræk. Deres moralske og fysiske kræfter er opbrugt, og det ville ikke være overraskende, hvis de, udmattede af denne usikre eksistens, alle sammen konverterer til islam.

Brev (27.10.1892) fra S. Somekh. (AIU IRAK I.C.3).

---

1893 Mullaher modsætter sig shahens reformer

Dårlige nyheder er ankommet fra Hamadan. I et brev fra denne by er vi blevet informeret om, at forfølgelsens vind endnu en gang er brudt ud over vores ulykkelige trosfæller. Også denne gang blev startsignalet givet af den højere gejstlighed. Dens fremtrædende plads i Persiens føderale monarki er velkendt. Dens århundredgamle indflydelse på et primitivt og overtroisk folk har til enhver tid lagt hindringer i vejen for handling fra de verdslige myndigheders side. Især på det seneste, er dens markant styrkede position blevet udtrykt i åben opposition til alle den nuværende shahs forsøg på reformer.

Efter i lang tid at være kommet med udflugter, har mullah Abdullah, der har opnået berømmelse gennem sin kampagne mod jøderne, forladt Hamadan med kurs mod Teheran. Men hans afrejse, der har øget hans anseelse, er ikke blevet fulgt af den ro, der var forventet. Hele vejen langs hans rute gik hele befolkninger ham i møde, gav ham begejstrede ovationer og kæmpede om æren af at kysse sømmen på hans kappe. I deres øjne er han en helgen, en af Guds favoritter. Hans eksempel har skabt mode. Mere end én mullah brænder utålmodigt efter at følge hans eksempel, for at opnå samme popularitet. For øjeblikket er hans værdige efterligner i Hamadan, Seyid Abdul-Mejid, en prælat med en uovertruffen fanatisme, som har svoret et uendeligt had mod de stakkels jøder. Han er en handlingens mand; han har til hensigt at sidstnævnte uden indskrænkninger skal underkaste sig de barbariske vilkår, der allerede er opregnet i fuld længde i Deres november-bulletin. (Se det forrige brev af 27.10.1892.)

Hans talrige tilhængere går omkring i gaderne og udsætter de jøder, de får fat i, for alle slags fornærmelser og mishandlinger. Én er blevet slået med sjælden grusomhed under påskud af, at han ikke kom af vejen hurtigt nok til, at en muslim kunne passere; en anden er blevet jagtet som hjortevildt, fordi han ikke bar det forsmædeligt diskriminerende røde mærke. Hvad der er særligt alvorligt og ganske fortvivlende er, at de vover at angribe kvinder og rabbinere, der hidtil var gået fri, på grund af deres svaghed i de førstes tilfælde, og deres religiøse natur i de sidstes. Ve den jødiske kvinde, der går ud på gaden i en hastesag! Hjerteløse mænd kaster sig straks over hende, fjerner og sønderriver sløret, der dækker hendes ansigt, og som i Østen adskiller en ærbar kvinde fra en slet. På denne måde håber de at kunne degradere hende og bringe hende ned på niveau med en tarvelig kvinde af lav moral. Ved at tvinge hende til at vise sig offentligt med utildækket ansigt, forsøger de at udsætte hende for skændige overgreb fra en befolkning, der er uforskammet helt ud i det kyniske. Hendes situation er virkelig ubærlig, som De kan se.

Søndag den 9. januar blev rabbiner Abraham Yacoub, antruffet på gaden, arresteret og brutalt ført frem for Seyid Abdul-Mejid, der gav sine mænd ordre til at give ham en bastonnade [prygl under fodsålerne]. De udførte deres dystre opgave så godt, at den ulykkelige rabbiner måtte bæres døende til sit hus. Der synes ikke at være meget håb om at redde ham. Denne stakkels mand, på 60 år, er anklaget for ikke at bære det særlige mærke. Denne beskyldning er dog falsk. Rabbien erklærede formelt - og adskillige øjenvidner har bekræftet hans beretning - at han bar det pågældende mærke meget synligt og at det blev revet af ham af Seyids mænd, der var posteret på hans rute. Andre ulykkelige har også lidt under denne barbariske behandling, og flere var kun i stand til at undslippe ved at betale, som en løsesum, de få penge eller værdigenstande, de havde på sig.

Jeg vil ikke spilde tid på at give flere eksempler eller navnene på alle ofrene for denne nye torquemada, for denne grusomme præst har på samme måde fået i hovedet, at han, ved brug af vold, kan tvinge jøderne i Hamadan at konvertere.

Det synes som om, at hele byen nu ikke anerkender nogen anden herre end den berømte Seyid. Af svaghed eller af kommercielle grunde, gør de civile myndigheder intet for at beskytte jøderne. Tropperne, hvis tilstedeværelse for en tid indgød ærefrygt hos anstifterne af denne forfølgelse, har forladt byen, og overladt de ulykkelige jøder til deres grusomme undertrykkeres nåde.

Som det ses, er situationen særdeles farlig [...]

Jeg er sikker på, hr. formand, at Alliancen skyndsomt har taget alle skridt i dens magt for at lette situationen for vores brødre i Hamadan, der er så grusomt forfulgte.

Der er beretninger om andre uroligheder i den sydlige del af Persien. Især i Yezd og Shiraz, efter en folkelig opstand af en art, der endnu ikke er klart defineret, er flere jøder og zoroastriere tilsyneladende blevet massakreret.

Brev (2.2.1893) fra S. Somekh (AIU IRAK I.C.3).

---

1894 Jøderne i Shiraz betragtes som urene

Det jødiske samfund i Shiraz består af over 2.000 sjæle og besidder omkring ti synagoger. Det var meget større for nogle få år siden, men er blevet halveret på grund af afgang af et stort antal jøder, som af fattigdom og forfølgelse er blevet tvunget til at søge en roligere tilværelse andetsteds.

Vores trosfæller i Shiraz er fattige og elendige. Antallet af erhverv, de er beskæftiget i, er meget lille. Nogle væver silke og arbejder som guld- og sølvsmede. De fleste af de andre er valutahandlere, dørsælgere eller marskandisere. Næsten alle arbejder i deres hjem, da muslimerne forbyder dem at åbne butikker i basarerne [...]

Dette år har været meget hårdt for indbyggerne i denne by i almindelighed, men specielt for jøderne, der, som bekendt, er genstand for muslimernes foragt over hele Persien, og udsættes for alle former for krænkelser og forfølgelser. Regnvejrsdage, som der har været mange af dette år i Shiraz, har været dage med tvungen lediggang for vores trosfæller, fordi deres muhammedanske landsmænd har forhindret dem i at passe deres arbejde [jødernes urenhed].

Der er ingen jødiske bagerier i Shiraz. Når der er mangel, er jøderne prisgivet de muslimske bagere, der sælger hvede så dyrt som muligt. Sidste vinter, da der blev mangel på levnedsmidler i Shiraz, invaderede befolkningen bagerierne. Naturligvis blev jøderne holdt væk, og for at forhindre dem i at få fat i noget ved at tilbyde højere priser, placerede et par solide fyre sig i nærheden af ovnen og smurte et lag fedt ud over brødene, efterhånden som de blev taget ud. Jøderne led derfor mere end andre under mangelen. I normale tider koster et kilo hvede lidt under 5 centimer i Shiraz, og et kilo kød 22 centimer. I år er prisen på hvede steget 16 gange, og prisen på kød 4 gange.

Det er derfor ikke uden grund, at vores trosfæller i Shiraz har appelleret til de herrer Rothschild i Paris. I overensstemmelse med Deres anvisning, vil jeg sende dem et beløb på 500 francs [...]

Brev [24.5.1894] fra J. Danon (AIU, IRAK I.C.2)

---

1897 Et særligt jødisk mærke gøres obligatorisk i Teheran

Indtil nu har jøderne i Teheran nydt relativ ro, fordi de var beskyttet af regenten og hans ministres tilstedeværelse i byen. Deres tilstand ændredes ved tiltrædelsen af den nye shah, Muzaffereddin (1896-1907), der ikke har arvet sin fars energi og autoritet. De religiøse elementer, der kontrollerer provinserne, og hvis aktivitet i hovedstaden var meget afdæmpet indtil så sent som i går, vejrer nu morgenluft. Ved at udnytte deres regents svaghed, hævder de deres uafhængighed og magt ved at angribe jøderne. Her, som overalt, manifesterer klerikalismen sin herskerånd på den samme uforanderlige måde, anvender samme taktik, følger samme vej for at nå sit mål: Den gør folk fanatiske i hovederne, forfølger anderledes tænkende og stræber efter at tilintetgøre dem for at opnå dominans.

I Persien skal man lægge mærke til et enkelt konstant forhold: Hver gang en præst ønsker at komme ud af ubemærketheden og vinde ry for fromhed, prædiker han krig mod jøderne. Dette er, hvad der netop er sket i Teheran. Mullah Said Rihan Allah, der så sent som i går var ukendt for alle, er pludselig blevet populær gennem hans uforsonlige fanatisme. Han klagede over, at jøderne i Teheran ikke kunne skelnes fra deres muslimske medborgere ved noget ydre tegn, og han udstedte et dekret, en fetwa, som fastsætter, at vores trosfæller i hovedstaden skal bære et særligt mærke på brystet og klippe deres hår for at adskille sig fra muslimer, hvis hals er dækket af rigelige mængder hår. Jøderne protesterede mod denne afgørelse og klagede til regenten over den. Men hvordan skulle monarkens svaghed kunne besejre ulemas rasende og dristige fanatisme? Sidstnævnte var ubøjelig, og til alle shahens og hans ministres appeller svarede de, at sagen ikke vedrører de civile myndigheder, men var rent religiøs. Opgivet af regeringen, bøjede jøderne sig dog ikke for den ydmygelse, man havde håbet at pålægge dem, og deres modstand intensiverede deres fjender vrede. Mullah Rihan Allah befalede sine tilhængere at gennemføre beslutningen med magt. Den 14. Iyar (16. maj 1897] omringede en gruppe fanatikere de jødiske huse, stormede dem og tvang beboerne til at bære det forsmædelige mærke. Den engelske minister [ambassadør], hvis intervention hos myndighederne havde været frugtesløs, var et harmdirrende vidne til disse barbariske scener [...]

1897 Shahen beskytter jøderne

Vi har modtaget nye oplysninger i denne uge, der supplerer det, jeg sendte Dem i mit sidste brev, om vores trosfællers stilling i Persien. Shahen foreslog ulema, at for at adskille jøderne fra deres muslimske medborgere skulle en sølvplade hæftes på deres bryst med ordet "Jøde" indgraveret på den. Det religiøse parti afviste dette kompromis, og pålagde den fanatiske befolkning at sikre gennemførelsen af dets beslutning. Jøderne havde at underkaste sig. En af dem, hr. Levy, en britisk-beskyttet person, nægtede dog at bære dette mærke, medmindre han var blevet bemyndiget dertil af sin konsul. Pøbelen ville tvinge ham og fulgte ham til den britiske ministers bopæl, mens de kom med trusler mod ham. Den britiske minister beroligede mængden og splittede den ved at antyde, at dens ønsker ville blive opfyldt. Han holdt hr. Levy i sit hus og telegraferede derefter til London for at få instrukser. Den næste dag, formentlig efter en kraftig reaktion fra England, tog shahen jøderne under sin beskyttelse og fritog dem, såvel som dem i provinserne, fra nødvendigheden af at bære det diskriminerende mærke. Regentens nye holdning øgede ulemas fanatisme, især i provinserne, hvor begivenhederne i Teheran havde ophidset følelserne mod vores trosfæller. I Kermanshah besluttede de religiøse elementer at massakrere jøderne den 10. Moharram, en sorgens dag for shiitterne, fordi det er årsdagen for Hassans og Husseins død, som faldt i deres kamp mod Mohawia [...]

To breve (10. og 17. juni 1897) fra S. Danon (AIU, IRAK, I.C.2).

---

1897 Tilskyndelse til massakre i Hamadan

Jeg sender Dem hermed en oversættelse af den forordning, som shahen bekendtgjorde for femten dage siden til fordel for jøderne. De ved allerede, at denne fortrinlige indgriben ikke har forbedret meget på vores trosfællers situation, som visse steder endda er forværret. I Hamadan, for eksempel, hvor der er et vigtigt jødisk samfund, har shahens forordning kun endnu mere ophidset ’ulamaens’ brutale nidkærhed, som på plakater i moskéerne opfordrer de troende til at massakrere jøderne den 10. Moharrem. Sidstnævnte har midlertidigt dæmpet deres fjenders vrede ved at tilbyde de religiøse myndigheder et beløb på 3000 krans (1500 franc).

I Kirmanshah er vores trosfæller ikke blevet videre chikaneret. De holdt sig klogeligt hjemme på de tre store sørgedage under Moharrem. Den shiitiske fanatisme blev formildet af mordet på nogle få sunnier [ikke-shiitiske muslimer].

Andre regioner i Persien blev ikke skånet. Der går det rygte i denne uge, at muslimerne i Shiraz har gjort sig skyldige i nedsabling af tyve jøder og afbrænding af tre synagoger. Jeg laver undersøgelser i Shiraz for at få opklaret, om disse ting virkelig er sket [...]

1897 Kejserlig forordning til fordel for jøderne

H. M. Shahen, hvem vi alle skylder troskab og hvis love overholdes af alle guvernører for provinserne i Iran, offentliggør med denne forordning sin højeste vilje.

For at de forskellige nationer, der er underlagt Hans Majestæts scepter, skal leve i indbyrdes fred, er muslimer forpligtet til at ophøre med deres forfølgelser af jøder og afstå fra at påtvinge dem et særligt mærke. De, der fortsætter med at behandle vore ikke-muslimske borgere dårligt, eller som forsøger at skabe forskelsbehandling mellem dem og andre [dvs. muslimer], vil blive strengt straffet.

Alle guvernører er forpligtet til at offentliggøre denne forordning, som er udgået fra den højeste autoritet, således at alle kan vide, hvor lovens grænser ligger. Måtte alle med glæde underkaste sig shahens suveræne vilje.

Ét brev af 24. juni 1897 samt shahens forordning (9.6.1897) fra J. Danon (AIU, IRAK, I.C.2).

---

1898 Regnvand udelukkende forbeholdt muslimer

En frygtelig hungersnød hersker i vort land. I syv år har græshopper fortæret vore afgrøder og regnen, afgørende for en region som vores, bliver sjældnere for hver dag der går.

Men vi udholdt tålmodigt sultens pinsler og levede i fred, da - hvilken ulykke - en intolerant og umenneskelig mujtahid (persisk præst), Sayyid Abdul Hussain Chushtarly, kom og bosatte sig i Lar for tre år siden. Så begyndte katastroferne at vælte ned over os. Uden for byen er der et kæmpe reservoir, hvor indbyggerne indsamler regnvand, der bruges som drikkevand. Lar er faktisk uden vandløb og har kun saltholdige kilder. Da han fandt ud af, at vi tappede vores vand fra dette reservoir, forbød Sayyid Abdul El-Hussein os, under trussel om døden, at røre det, fordi, som han sagde, jøderne er urene væsener. Vi var derfor tvunget til at underkaste os hans luner og drikke saltvand. Dernæst påbød han muslimerne ikke at have nogen forbindelse med jøder, hvilket har øget byrden af vores trængsler. Vi lever alle af vores handel, som vi udfører i landsbyerne omkring vores by. Vi købte vores varer på kredit af muslimerne, der nu, i lydighed mod ordren fra deres mujtahid, fuldstændigt har nægtet at give os noget mere. I to år har vi været inaktive, lukket inde i vores huse og nagede af sult. Efter at vi havde oplyst Rabbi Shlomo, overrabbiner i Shiraz, og vores trosfæller i Bushir om vores ulykkelige situation, henvendte sidstnævnte sig til shahen på vores vegne. Hans Majestæt, bevæget af vores lidelser, gav den pågældende mujtahid ordre til at forlade Lar. Dette viste sig dårligt for os, for mujtahiden fik os til at betale dyrt for sin afrejse. Inden han forlod byen, sammenkaldte han alle de handlende, og fik dem til at sværge ved Koranen, at de ville afbryde al forbindelse med jøderne. Dernæst, for at hævne deres præsts krænkede ære, indkrævede de handlende alle deres udestående fordringer. For at opfylde dem, var vi tvunget til at sætte alle vores varer til salg. Provenuet fra dette salg, som beløb sig til 10.000 toman (40.000 franc), var kun nok til at betale en del af vores gæld. Vi skylder stadig en stor sum penge, som det er helt umuligt for os at betale, fordi vi nu står uden nogen som helst ressourcer. Vi blev lagt i lænker og kastet i fængsel. Vores kreditorer gav os alternativet mellem at frasige os vores tro eller betale vores gæld. Det var kun med stor vanskelighed, at det lykkedes os at opnå en seks måneders udsættelse. Hvis vi, ved udløbet af denne periode, ikke har opfyldt vores forpligtelser, vil vi blive konverteret med magt. Ti af os fik tilladelse til at forlade Persien for at bede om hjælp. Vi er nedbrudte af vore vanskeligheder. Sult venter os på den ene side og vores medborgere undertrykker os på den anden. Vore liv og den smule vi ejer er i fare, og vi misunder de af vores trosfæller, som, uden at have noget til at stille deres sult, fandt en ende på deres lidelser i døden.

---

1898 Trussel om kollektiv konvertering

Lar. Samfundet i denne by har udsendinge overalt for at rejse de nødvendige midler til at løskøbe deres brødre. De ved allerede, at sidstnævnte har fået seks måneder af muslimerne til at indløse deres gæld. Kun to og en halv måned er tilbage.

Fire udsendinge kom til Bagdad. Jeg mødte dem to gange. De havde certifikater fra samfundet i Lar og en erklæring fra de muslimske kreditorer. Da muslimerne, på ordre fra mujtahiden, standsede al kontakt med vores trosfæller, skyldte sidstnævnte dem et samlet beløb på 530.000 francs (100.000 tomans). Det tvungne salg gav 400.000 franc i varer og 60.000 franc i gæld. Samfundet skylder stadig 40.000 franc. Hvis det ikke kan betale dette beløb inden to og en halv måned, vil hele befolkningen blive tvunget til at konvertere til islam. Uanset hvor meget vi bekymrer os for disse stakkels mennesker i Lar, er det umuligt for os at indfri deres gæld eller blot en del af dem. Vi ville (derved) opmuntre deres forfølgere. Krig mod jøderne ville blive en indbringende forretning for dem. Jeg har derfor sagt til de udsendte, overrabbineren i Lar og tre tidligere butiksindehavere: I vil aldrig rejse penge nok i en by til at kunne nå frem til den næste, og I vil komme til at gå længe uden at bringe nogen lettelse for dem, der sendte jer. Gå til Teheran, jeg vil give jer et introduktionsbrev til lederen i den by. [Cazès ankom til Teheran i slutningen af juni 1898 for at åbne den første AIU-skole i Persien.] I vil uden tvivl få beskeder fra shahen, der instruerer myndighederne i Lar om at forsvare jer. Men da shahens autoritet er begrænset, vil jeg forsøge at få præsterne i Nedjef og Kerbella til at udstede en kendelse, der forbyder mujtahiderne i Lar at genere jøderne. Nedjef og Kerbella, som huser Alis og hans sønners grave, er shiitiske helligsteder og deres religiøse ledere har en stor tilhørerskare i Persien. Hvem tør påtage sig den opgave? Vi får se.

Et hebraisk brev fra det jødiske samfund i Lar (21 Iyar 5658 - 13.5.1898) samt et brev
(21.7.1898) fra J. Danon (AIU, Irak, I.C.2)

---

1910 Falsk anklage om ritualmord i Shiraz

Hvad der skete i går i det jødiske kvarter overgår i sin gru og barbarisme alt, hvad den mest frodige fantasi kan forestille sig. I løbet af et par timer, på kortere tid end det vil tage at beskrive det, blev 6.000 mænd, kvinder, børn og ældre ribbet for alt hvad de ejede. [...]

I følgende beretning om de frygtelige hændelser, der fandt sted i går, vil rækkefølgen af begivenheder så vidt muligt blive fulgt (…). Først, et par tilbageskuende detaljer: For cirka tre uger siden, var nogle folk i færd med at rense op i slamkisten til et jødisk hus, da de bragte en gammel bog for dagen, i hvilken nogle sider var tilsmudsede, og som blev genkendt som en ’Koran’. [...]

På den første dag i Sukkot [Løvhyttefesten], var nogle jøder om morgenen på vej hjem fra synagogen, da de ved indgangen til deres hus bemærkede en tilsløret muslimsk kvinde med en pakke under armen. Så snart hun så dem komme, skyndte hun sig at kaste pakken ned i slamkisten, som, i alle jødiske huse, er anbragt bag hoveddøren; derefter løb hun væk. Pakken blev i al hast trukket op. Endnu en gang var det en ’Koran’. Den blev anbragt et sikkert sted, og jeg blev informeret. Denne gang fandt jeg det nødvendigt, som det mindste, at gøre byens højeste gejstlige, Mirza Ibrahim, bekendt med de faktiske forhold. Jeg var ikke sikker på, om ikke også andre ’Koraner’, lige som de første, var blevet kastet ind i jødiske huse uden deres beboeres vidende og mente, at det var klogt at holde denne dignitar orienteret, hvis en af disse bøger skulle blive fundet og beslaglagt som et påskud til at antaste jøderne. Mirza Ibrahim lovede mig hans venlige bistand, hvis dette skulle ske, og rådede mig til at nævne hændelsen så lidt som muligt.

Umiddelbart inden festens næstsidste dag, klokken ca. 10 om aftenen, blev huset tilhørende samfundets to ledende rabbinere invaderet af en flok mennesker uden autorisation. De var ledsaget af en basar-købmand, som foregav, at et af hans børn, en pige på fire, var forsvundet om eftermiddag og utvivlsomt var i det jødiske kvarter, hvor hun var blevet indespærret eller dræbt for at få fat i hendes blod. De ulykkelige rabbinere, rædselsslagne i en grad man let kan forestille sig, svor, at de ikke var klar over, at et muslimsk barn havde forvildet sig ind i det jødiske kvarter og protesterede imod en sådan uhyrlig anklage. Louti’erne (’udueligt pak’) trak sig tilbage efter at have truet med at sætte det jødiske kvarter under ild og sværd, hvis den lille pige ikke var blevet fundet ved middagstid den næste dag. Umiddelbart efter fik jeg at vide, at dagen før var liget af et barn, som antages at være den lille muslimske pige, der forsvandt seks dage forinden, blevet fundet en kilometer udenfor byen bag et gammelt forladt slot, hundrede meter fra den jødiske kirkegård; der løb rygter om, at jøderne havde dræbt hende, og at enhver jøde, der vovede sig ud af deres kvarter, ville blive godt og grundigt tugtet. [...]

Jeg hørte disse detaljer på den skole, hvor jeg var på det tidspunkt, og dér først opfattede protestråbene fra mængden, som gradvist samlede sig foran guvernørens palads. De flokkedes omkring liget af den påståede lille muslimsk pige, der var fundet tæt ved den jødiske kirkegård, og anklagede jøderne for at have begået denne afskyelige forbrydelse, for hvilken de krævede hævn. (Det blev senere fastslået, at liget var af en lille jødisk dreng, der var begravet otte dage forinden og gravet op for at tjene sagen. Det var gået fuldstændig i forrådnelse og helt uigenkendelig).

Efter at Cawan-el-Mulk, den midlertidige guvernør, havde beordret sine tropper til at sprede den rasende hob, begav de sig til det jødiske kvarter, hvor de ankom samtidig med de soldater, der var sendt af Nasr-ed-Dowlet. Sidstnævnte, som var de under befaling, var de første til at kaste sig over de jødiske huse, og derved gav signalet til plyndring. Blodbadet og ødelæggelsen, som derefter fandt sted i seks til syv timer, er det ikke muligt for nogen pen at beskrive. [...] Ikke et eneste af det jødiske kvarters 260 huse blev skånet. Soldater, louti’er, sayyid’er [efterkommere af Profeten og/eller muslimske honoratiores], selv kvinder og børn, drevet og ophidset, mindre af religiøs fanatisme end af en afsindig trang til at plyndre og tilvende sig jødernes ejendele, kastede sig ud i et drabeligt kapløb om byttet. På et tidspunkt, sluttede omkring hundrede mænd fra Kashgaïs-stammen, som var i byen for at sælge kreaturer, sig til de første angribere, og færdiggjorde dermed ødelæggelsen.

Tyvene dannede en kæde på gaden. Langs denne linje transporterede de tæpper, bundter af ejendele, baller af varer [...], med andre ord, alt hvad der kunne sælges. Alt, som ikke havde kommerciel værdi, eller som ikke, på grund af vægt eller størrelse, kunne bæres bort, blev, i et raseri af vandalisme, ødelagt og smadret. Husenes døre og vinduer blev revet af deres hængsler og transporteret væk eller slået i stykker. Værelser og kælderrum blev bogstaveligt talt pløjet op for at se, om ikke det underliggende lag gemte på rigdom.

Men disse fanatikere var ikke tilfredse med at berøve jøderne deres ejendele. De begik alle former for vold mod deres personer. Så snart deres kvarter blev stormet, flygtede jøderne i alle retninger, nogle til muslimske venners huse, andre til det britiske konsulat, andre op på terrasserne, og endda til moskéer. Nogle få blev tilbage og forsøgte at forsvare deres ejendom. De betalte med deres liv eller alvorlige kvæstelser. Tolv af dem blev dræbt på denne måde i håndgemænget. Femten andre blev stukket eller ramt af køller eller kugler fra rifler eller revolvere; de er i en alarmerende tilstand. Yderligere fyrre fik lettere skader. En uheldig kvinde havde guldringe i ørerne. En soldat beordrede hende til at aflevere dem. Hun skyndte sig at adlyde, og havde taget én af ringene af og var i gang med den anden, da den utålmodige fanatiker fandt det hurtigere at rive øreflippen af sammen med ringen. En anden kvinde bar om halsen en stor silkefletning, til hvilken der var hæftet et lille sølvskrin, der indeholdt nogle amuletter. En louti forsøgte at rive den af hende, og da han så, at fletningen holdt, skar han den over med sin kniv og gav samtidig den ulykkelige jødinde en dyb flænge i kødet. Hvor mange flere af disse grusomme scener må ikke have fundet sted, som jeg endnu ikke har hørt om!

Kort sagt, resultatet af gårsdagens begivenheder er som følger: 12 mennesker døde og omkring 50 mere eller mindre alvorligt såret, mens de fem til seks tusinde mennesker, der udgør samfundet i Shiraz, nu ikke har andet i verden end de få laser, de havde på, da deres kvarter blev overfaldet.

Hvad der er slående, og virker mærkeligt, ved disse triste omstændigheder er trægheden hos de lokale myndigheder, som kun synes at have gjort én ting - opmuntre soldaterne til, i forening med befolkningen, at angribe og plyndre det jødiske kvarter. [...]

Organisering af hjælp. Tidligt i morges, tog jeg hen til det jødiske kvarter. Hvordan kan jeg beskrive den scene af jammerlig nød og frygtelig ødelæggelse, som jeg var vidne til? De gader, der 48 timer tidligere, var fulde af levende travlhed og den mest intense aktivitet, giver nu det gribende indtryk af en by i sorg, et sted hærget af katastrofe, en hjertesønderrivende tårernes dal. Kvinder, mænd og gamle folk ruller sig i støvet, slår sig for brystet og kræver retfærdighed. Andre, bragt ind i en tilstand ægte sløvsind, synes at være bevidstløse, og kæmpende med et frygteligt mareridt, som ikke vil ende. [...]

Der må gøres noget for at afhjælpe de umiddelbare behov hos denne sultne masse af mennesker. Cawam-el-Mulk sendte mig en forskrivning til 2.000 kg brød. En velhavende muslimsk dame sendte mig 1000 kg, Mirza Ibrahim, 400; Imam Djumba, 400; Nasr-ed-Dowlet, 1500. Nogle generøse muslimer uddelte selv brød, druer eller penge. [...]

Hr. Smart, den britiske konsul, giver mig den mest fuldstændige og hengivne bistand under disse sorgfulde omstændigheder. Han har mangedoblet sine besøg og henvendelser til de lokale myndigheder, såvel som hans depecher til den britiske minister i Teheran. [...]

Brev (31.10.1910) fra M. Nataf (AIU Bulletin, nr. 35, 1910, pp. 182-188).

---

Bortset fra 1873-andragendet fra Anglo-Jewish Association, er alle dokumenterne blevet oversat til engelsk for første gang [disse engelske tekster ligger til grund for denne danske tekst, o.a.]. Af hensyn til autenticiteten, er en ordret oversættelse så vidt muligt blevet foretrukket. Kantede parenteser er blevet tilføjet for enten at angive udeladelser eller for at give nogle forklaringer. De franske originaler kan sammenlignes i forfatterens artikel: ”Les Juifs en Perse avant les Pahlevi”, i Les Temps Modernes, No. 395, Paris, juni 1979.

Noter

[1] D. G. Littman, ‘Jews under Muslim Rule in the late nineteenth century’, Wiener Library Bulletin Nr. 35/36, London 1975, dansk oversættelse: Jøder under muslimsk styre i slutningen af det nittende århundrede; ‘Jews under Muslim Rule; Morocco 1903—1912 ‘, WLB, 1976 Nr. 37/38, dansk oversættelse: Jøder under muslimsk styre – II. Marokko 1903-1912; 'Quelques aspects de la condition du dhimmi: Juifs d’Afrique du Nord avant la colonisation’, Yod, 1976, bd. 2, nr. 1 (Publications Orientalistes de France); revideret og udvidet genoptryk (Editions de l'Avenir), Genève 1977, ‘Douze siécles et cinquante ans de persécutions‘, l’Arche, april 1976, nr. 229.

[2] Arkiver, AIU; også halvårlige og årlige (1860-1913) og månedlige (1872-1913) bulletiner; Narcisse Levin, Cinquante Ans d’histoire; L’Alliance Israélite Universelle (1860—1910), 2 bd. Paris 1911, 1920; André Chouraqui, L’Alliance Israélite Universelle (1860—1960), Paris, 1965.

[3] Alle dokumenterne fra 1892-98 er taget fra de originale breve i AIU’s arkiver; undertiden er en korrigeret version, fuldstændig eller forkortet, blevet offentliggjort i AIU Bulletins. S. Somekh og J. Danon var, successivt, direktører for AIU’s drengeskole i Bagdad; deres skrivelser var stilet til formanden, AIU, Paris. Teksterne til 1873-andragendet og 1910-brevet fra Shiraz kan findes i AIU Bulletins fra 1873 (2. sem.) og 1910.

[4] Esajas’ Bog, 44:28; og 2. Krønikebog, 36:22-23; og Ezras Bog, 1:1-4.

[5] Dar al-Islam, Islams Hus, i modsætning til resten af verden: Dar al-Harb, Krigens Hus. Muslimsk ret sætter en tilstand af varig krig mellem de to, indtil islamisk styre hersker i hele verden.

[6] Bliver traditionelt tilskrevet Umar I (634-644), men de fleste orientalister tilskriver den Umar II (717-720).

[7] Citeret i W. J. Fischel: Jews in the Economic and Political Life of Mediaeval Islam, Royal Asiatic Society, London, 1968, p. 117.

[8] Ibid.

[9] Ibid. p. 121.

[10] Ibid.

[11] Howarth: History of the Mongols. III, p. 589; i W. J. Fischel, op. cit. p. 122.

[12] J. A. Boyle: The Successors of Genghis Khan (oversat fra Rashid al-Dins persiske udgave), Columbia University, New York, 1971, p. 5.

[13] W. J. Fischel: The Jews in Mediaeval Iran from the 16th to 18th Centuries: Political, Economic and Communal Aspects. Paper, International Conference on Jewish Communities in Muslim Lands, Jerusalem 1974, p. 11; Revue des Etudes Juives, Vol. 44 (1902) Paris, pp, 87—103; REJ, Vol. 47 (1903), pp. 262—282; REJ Vol. 48 (1904), pp. 94—105.

[14] Brousset, Collections d’historiens arméniens, St. Petersbourg 1874—76, Vol. II, p. 490; i E. Spicehandler, The Persecution of the Jews of Isfahan under Shah Abbas II (1642—66), ibid. Jerusalem, 1974, p. 11.

[15] A Chronicle of the Carmelites in Persia and the Papal Mission of the 17th and 18th Centuries, 2 vols, London, 1939 (letter of 21 May 1657); in E. Spicehandler, ibid. p. 9 and in W. J. Fischel. op. cit. p. 14.

[16] W. J. Fischel, ibid. p. 18.

[17] W. J. Fischel, Unknown Jews in Unknown Lands. The Travels of Rabbi David D‘Beth Hillel (1824—1832). New York, 1973, pp. 25, 96-100.

[18] A. Netzer, The Jews of Persia and the Alliance in the Late Nineteenth Century: Some aspects, ibid. Jerusalem, 1974, p. 25.

[19] J. Wollf, Researches & Missionary Labours (1831—34), London, 1835, pp. 125—133; og Narrative of a Mission to Bokhara (1843—45), Edinburgh, 1857 (7th ed., forkortet), pp. 271—274.

[20] I. J. Benjamin (II), Cinq années de Voyage en Orient (1846-51), Paris, 1856, pp. 142—143.

[21] I 1844, i en alder af 25, havde Sayyid Ali Muhammed (Bab) afsløret sin mission i Shiraz til sine første disciple. Han blev henrettet i 1850 og hans tilhængere stærk forfulgt. Baha'u ullah (1817-92), en tilhænger, og hans familie blev forvist til Bagdad, hvor han i 1863 proklamerede sin tro på en relativistisk, universel, religion. Han blev fængslet af de osmanniske myndigheder i Acre, hvor han døde. Bahaierne blev forfulgt indtil Reza Pahlavis regeringstid. På trods af dette tilsluttede mange persiske jøder sig denne hurtigt voksende nye tro, særligt i den nordlige del af landet og især i Hamadan efter begivenhederne i 1892, der er beskrevet i dokumenterne. De ønskede at undslippe deres lod som socialt udstødte, men modsatte sig af egen fri vilje at blive muslimer. Jeg skylder Dr. Paul Fenton (Cambridge University, England) tak for at informere mig om, at ordet Babi (dvs. en bahai) i den persisk-jødiske dialekt var synonymt med "fritænker" for jøderne i Shiraz, hvoraf kun nogle få faktisk blev Bahaier. Se W. J. Fischel, ‘The Bahai movement and Persian Jewry’, i The Jewish Review (London), Vol. 7 (1934), pp. 47—55; E. Melamed, i Sinai (Hebrew, Jerusalem), Vol. 29 (1951), pp. 359—370; H. J. Cohen, The Jews in the Middle East, Jerusalem, 1973, pp. 162—163,

[22] H. A. Stern, Dawnings of Light in the East, London, 1854, p. 165.

[23] I. J. Benjamin (II), op. cit. p. 161.

[24] Ibid., p. XXIV.

[25] L. D. Loeb, Outcast: Jewish Life in Southern Iran, New York. London and Paris. 1977, pp. 290—291. Dette vigtige arbejde, med en nyttig litteraturliste, blev jeg gjort opmærksom på af Dr. Fenton, efter at denne artikel var afsluttet.

[26] Tribune de Genève, 12. januar, Le Monde, 13. januar, 20. og 25—26 marts 1979 (Bahais), International Herald Tribune, 14—15 oktober 1978 og 24. maj 1979 (for jøderne).

[27] Oplysninger indhentet fra Swiss Bahai Center, Bern, den 18. juni 1979; se Neue Zürcher Zeitung, 22. juni 1979.

[28] Se Yassir Arafats utvetydige budskab af 11. februar 1979 til Ayatollah Khomeini: »... Jeg beder til Allah om at lede dine skridt på troens og jihads vej i Iran, som vil fortsætte kampen, indtil vi når Jerusalems mure, hvor vi vil hæve vore to revolutioners flag", (Beirut) France Soir, 13. februar 1979.

[29] Le Monde, 25. maj 1979; se Information Juive (Paris), nr. 293, juni 1979, for den franske udgave af den officielle anklage.

[30] Eric Rouleau i Le Monde, 14. juni 1979.

---

David Gerald Littman (4. juli 1933 - 20. maj 2012) var britisk historiker og menneskerettighedsaktivist i FN i Genève, hvor han repræsenterede forskellige ngo'er.

David Littman blev født den 4. juli 1933 i London, England. Han blev uddannet på Canford School, Dorset, England (1951), og Trinity College, Dublin, hvor han fik sin BA med udmærkelse og MA-grader i moderne historie og statskundskab, efterfulgt af ph.d.-studier ved Institut for Arkæologi, University of London. I september 1959 giftede han sig med sin egyptisk fødte hustru Gisèle (født Orebi) (senere kendt ved hendes nom de plume Bat Ye'or). De flyttede til Lausanne, Schweiz, det følgende år.

Littman Library of Jewish Civilization blev grundlagt af hans bror, Louis Littman.

Kilde: Wikipedia

---

Oversættelse: Bombadillo