I 50 år har historikere, diplomater og udenrigsministerielle embedsmænd udråbt Mustafa Kemal Atatürk til at være en stor sekulær leder i en overvejende muslimsk region, hvis politik moderniserede og demokratiserede Tyrkiet og derved formede det til en vestlig stat. Men Atatürk var kun vestlig for så vidt, at han indførte en tyrkificering a la Gobineau (hvor han erstattede arierne med tyrkerne), hvis ideologi havde frygtelige konsekvenser ved fremkomsten af den europæiske nazisme. Men uanset hvad, så blev den græske befolkning i Istanbul i 1955, knap 17 år efter diktatorens død, offer for en lidet kendt pogrom, primært drevet af islamisk fanatisme, der havde til hensigt at drive ikke-muslimer ud af Tyrkiet.

Fra 1950 til 1960 oplevede Tyrkiet en dybgående genopvækkelse af islam, som regeringen og premierminister Adnan Menderes' Demokratiske Parti [Demokrat Partisi (DP)] både opmuntrede og udnyttede. I dag er de politikker, som Tyrkiet igangsatte i den pogrom, stadig virksomme.

Ifølge Speros Vryonis Jr.'s skælsættende nye undersøgelse, The Mechanism of Catastrophe, omfattede den regerings-orkestrerede pogrom i september 1955 mod det græsk-ortodokse samfund "den systematiske ødelæggelse af hovedparten af dets kirker," klostre og kirkegårde. Denne undersøgelse, som blev udgivet i denne måned [maj 2005] af Greekworks.com, og som har undertitlen The Turkish Pogrom of September 6-7, 1955, and the Destruction of the Greek Community of Istanbul, viser, at urolighederne, der ødelagde 4.500 græske hjem, 3.500 forretninger, 90 religiøse institutioner og 36 skoler i 45 forskellige samfund, ikke blot var et resultat af "brændende chauvinisme, eller endda [af] mange fattige uromageres økonomisk begrundede vrede, men [af] den dybe religiøse fanatisme i mange dele af det tyrkiske samfund."

Amerikanske, britiske og græske diplomater var alle enige om, at volden var "et tegn på religiøs fanatisme", en kendsgerning, som selv nogle tyrkiske kommentatorer gav udtryk for.

Som et tårnhøj intellekt og forsker i de byzantinske og osmanniske imperier såvel som i det moderne Tyrkiet, var Vryonis vidne til reaktionerne på pogromen i 1955, efter at være påbegyndt arbejdet med sin doktorafhandling på Harvards Byzantinske Center ved Dumbarton Oaks i Washington D.C. Aviserne rapporterede om vold, rettet mod det græske samfund i Istanbul og antydede, at udenrigsministeriet var tilfreds med "hvordan den tyrkiske regering meget hurtigt havde taget hånd om situationen og genetableret ordenen," mindedes Vryonis ved et nyligt foredrag i New York City for at introducere bogen. Han veg tilbage fra frokostsnakken mellem britiske og amerikanske forskere på Dumbarton Oaks, der gav udtryk for den opfattelse, at grækerne havde fået, hvad de fortjente.

Vryonis spurgte, hvordan uroligheder kunne bryde ud så pludseligt og voldsomt, at de kunne ødelægge et helt samfund. Desuden - i den nærliggende St. Sophia Cathedral - beskrev den græske ærkebiskop, hvordan titusinder af mennesker var uden hjem, uden tøj og uden mad. Disse diametralt modsatte synspunkter angik én og samme begivenhed. Men Vryonis, der var uddannet i kemi, fysik og de græske og latinske klassikere, "lagde det til side. Jeg var ikke parat. [At studere dette] krævede kendskab til tyrkisk. Det krævede et godt kendskab til islam, det krævede fortrolighed med moderne græsk historie.” Halvtreds år senere, i en alder af 76, har han skrevet det endegyldige værk om begivenhederne. Dette værk har kraften til at ændre de officielle amerikanske holdninger til Tyrkiet, hvis blot politikerne ville læse det.

Faktisk var diskriminationen mod de græske, jødiske og armenske befolkninger i Tyrkiet begyndt langt tidligere, under 1. Verdenskrig. "Holdningen til minoriteterne var ikke ny i 1955," siger Vryonis i dag. "Den havde en lang tradition, som var arvet efter ungtyrkerne, [der] tog over, da Det Osmanniske Rige vaklede, tabte krigene på Balkan, kom på den tabende side i 1. Verdenskrig, [begik] folkemordet på armenierne og [flyttede] grækerne (...) fra området ved Dardanellerne under tilskyndelse af den tyske general Otto Liman von Sanders ....", der uden held overtog osmannernes forsvar og beordrede grækerne drevet væk fra Marmarahavet.

I 1930'erne udviklede Atatürk racistiske teorier om, at al historie og sprog udgår fra tyrkisk historie og sprog. Lige siden, har den tyrkiske stat "ment, at der skal være ét sprog, én nation, én kultur, én religion", siger Vryonis.

Kemalismen indførte effektivt "tyrkificeringen af Gobineaus teori om ariernes racemæssige og derfor civilisatoriske overlegenhed." [1] Disse ideer omfattede tesen om tyrkens historie (Turk Tarih Tezi) og solsprogsteorien (Gunes Dil Teorisi). Den førstnævnte hævder, at Tyrkiets historie, som den kendes i dag, ikke blot består af osmannisk historie, men er meget ældre, og i virkeligheden spredte kultur til alle nationer, herunder den græske klassiske nation, hittitterne, kineserne, romerne og alle europæiske nationer. Sidstnævnte hævder, at tyrkisk var det første sprog, der nogensinde blev talt af mennesker. [Atatürk mente det måtte være opstået ved, at tyrkerne rakte armene op mod solen og sagde “Aaaaa”, o.a.] Det er grundlaget for alle andre sprog, det være sig klassisk græsk og latin, de romanske sprog, eller endda angelsaksiske tungemål. (Hvad der er mere forbløffende, er de historikere, herunder Bernard Lewis, der undskylder for denne herrefolksmentalitet [supremacist line]). [2]

Selvom tyrkiske forskere som Taner Akcam og Fatma Muge Gocek afviser disse racistiske teorier, der stadig læres i tyrkiske skoler, udgjorde de grundlaget for diskriminerende love imod grækerne og andre ikke-muslimer i 1930'erne og senere. I 1932, for eksempel, spærrede lov 2007 adgangen for græske indbyggere i Istanbul til en lang række erhverv (etablis).

I henhold til Lausanne-traktaten fra 1923, som fastsatte grænserne for det moderne Tyrkiet og arrangerede befolkningsoverførsler mellem Grækenland og Tyrkiet, fik de græske "bosættere" lov til at opholde sig i Istanbul uden fordomme. Ni år senere overtrådte Tyrkiet traktaten ustraffet ved at indføre en serie på 31 invaliderende love med det formål at reducere græsk politisk, juridisk, økonomisk og kulturel styrke. Omkring 10.000 græske borgere fik frataget deres levebrød som skræddere, købmænd, fotografer, tømrere, dørmænd, advokater, læger og ejendomsmæglere og tvunget til at emigrere til Grækenland uden en øre på lommen.

I 1941 og under den tyrkiske premierminister Sükrü Saracoglu i 1942, påbegyndte den tyrkiske regering og udenrigsminister, ud fra den overbevisning at tyskerne ville komme sejrrigt ud af 2. Verdenskrig, massedeportationer af mænd fra minoriteterne i alderen 18 til 38. Det var ikke meningen, at tvangsarbejds-bataljonerne af de såkaldt 20 generationers jøder, grækere og armeniere nogensinde igen skulle se dagens lys.

Det moderne Tyrkiet arvede også den religiøse diskrimination af ikke-muslimer fra Det Osmanniske Imperium. I 1942 indførte Saracoglu-regering således varlik vergesi-skatten, en formueskat så belastende, at den betød økonomisk ruin for samfundet.

"Skatteydere, der ikke afvikler deres gæld inden for en måned fra påmindelsens afsendelsesdato, vil, indtil de helt har betalt deres gæld, blive tvunget til at arbejde i enhver del af landet, i de offentlige tjenester af ikke-militær karakter eller i kommunale tjenester, alt efter deres fysiske formåen." Dette var, hvad loven krævede, ifølge en 1943-rapport i New York Times af C. L. Sulzberger. [3]

"Ikke længe efter at varlik blev indført blev et mindre antal skyldnere anholdt og efter et par dages tilbageholdelse sendt med tog til Ashkale i det østlige Anatolien [det tyrkiske "Sibirien"] for at arbejde på vejene," fortsatte Sulzbergers rapport.

De første grupper var dem, der var blevet takseret til mere end 100.000 lira og som havde betalt lidt eller intet af deres gæld. Regeringens holdning var, at ingen blev beskattet mere, end han havde råd til at betale, at undladelse af at gøre dette var tegn på uvillighed til at betale og at lovens fulde sanktioner derfor skulle sættes igennem.

Til dato er det ikke meget mere end omkring tusind mennesker, der menes at have været udsat for denne drastiske straf. Mange af dem er velhavende og fremtrædende borgere. De kommer næsten alle fra det kristne mindretal og jødiske befolkninger. Deres arbejde på vejene kan næppe have været til megen nytte, men nogle af dem har formået at skrabe penge sammen og betale, og er derefter blevet frigivet, mens de resterendes eksempel skræmmer resten af minoritetsbefolkningen som en tilskyndelse til at betale alle omkostninger. [4]

Skatten blev, ifølge en ledende artikel i Times, sat til et niveau svarende til konfiskation - den græsk-ortodokse skat til 156 procent af den årlige indkomst, den jødiske til 179 procent og den armenske til 232 procent - sammenlignet med den årlige indkomstskat på 4,96 procent for muslimske tyrkere, og blev pålagt alle, herunder mindretals-piccoloer og -taxachauffører. Mindst én tyrkisk avis talte om "likvidering" af mindretalsmentaliteten og dens befolkninger ved at tilskynde dem til at forlade Tyrkiet. [5]

Da disse skatter var midlertidige, ser Vryonis ingen parallel mellem dem og den straffende jizya (hovedskat) og karaj (jordskat), pålagt mængder af tidligere generationer af ikke-muslimske dhimmier. Men for nærværende iagttager [Lappen] har disse love - deres hensigt og resultat - stærke lighedstræk med de ødelæggende jizya- og karaj-skatter. Ligesom dem, berøvede varlik vergesi effektivt samfundet dets rigdom og pålagde det strenge straffe, hvis de græske og andre ikke-muslimske borgere ikke betalte senest femten dage efter bekendtgørelsen. I sidste ende bliv massive mængder af minoritets-ejendomme og -virksomheder overført til muslimske hænder, meget ligesom kalifferne i tidligere tider havde eksproprieret dem, og derved ofte tvunget ikke-muslimer til at konvertere til islam for at overleve.

Ikke overraskende - mellem 1924 og 1934 faldt Istanbuls græske befolkning med to tredjedele fra næsten 300.000 til 111.200, ifølge Vryonis. I 1955 var antallet af grækere faldet endnu 24 procent, til 85.000. "Dette skyldtes den tyrkiske stats baggrund, ideologi og natur, en stat, som vi må tilføje, blev ved med at være militærisk og diktatorisk," siger han.

I 1954, blev spørgsmålet om Cypern sammenflettet med skæbnen for Istanbuls græske mindretal. Dette år erklærede den tyrkiske udenrigsminister Mehmet Fuat Koprulu, at hans regering ikke havde nogen som helst interesse i udfaldet af en græsk bøn til det internationale samfund om cypriotisk selvstændighed. Men inden for nogle få måneder, på foranledning af den britiske regering (som dengang kontrollerede Cypern), afsatte premierminister Menderes sin udenrigsminister Koprulu, indsatte Fatin Rustu Zorlu i hans sted og foretog en 180 graders kovending i spørgsmålet. Den væbnede kamp mod England, ført af Den Græske Nationale Organisationen af Cypriotiske Krigere (EOKA), fremkaldte hyl af forargelse i den tyrkiske presse, der tilsluttede sig kampråbet af Foreningen Cypern er Tyrkisk, kendt som KTC for dens tyrkiske forkortelse.

Til sidst skiftede KTC og dens presse-følge offentlighedens fokus fra de græske cyprioter til grækerne i Istanbul. Men det var op til DP og regeringen at organisere de nødvendige cirka 100.000 studerende, fagforeningsfolk og andre uromagere og transportere dem til Istanbul for at ødelægge, i løbet af ni timer, 85.000 grækeres hjem og virksomheder, der var spredt over 45 kuperede kvadratkilometer, i områder, der var svære at få adgang til fra hinanden. Pogrom-magerne kom udrustet med lister over græske adresser, der skulle rammes, selv om de armenske og jødiske samfund også blev ramt. Armeniere mistede 1.000 butikker, 150 boliger, 3 kirker og 4 skoler, mens jødiske indbyggere mistede 500 butikker, 25 hjem og fik skader på en enkelt synagoge.

Alt tyder på, at 1955-pogromen var velorganiseret. "Vi har uafhængige beretninger fra tyrkiske aviser, fra den græske konsulære embedsmand og, dette er meget vigtigt, fra amerikanere om, at der var [tre] systematiske bølger af ødelæggere," siger Vryonis.

Den første bølge - identificeret af den tyrkiske avis Milliyet og bekræftet af den udenlandske presse og græske embedsmænd - ødelagde metaldøre og barrierer til alle kirker, huse og forretninger. De smadrede alle hindringer for adgang. Den anden bølge indledte rapseriet og udplyndringen. De fremsynede kom med lastbiler, for således systematisk at plyndre og køre deres bytte væk. "Men den grundlæggende opgave for den anden bølge var at begynde ødelæggelsen af husene, lejlighederne, kirkerne, butikkerne og derefter at komme videre, ligesom den første bølge meget hurtigt kom videre," siger Vryonis. Dette skete også for anden bølge. Den tredje kom nogen tid senere for at gøre arbejdet færdigt.

"Græske forretninger blev plyndret eller ødelagt," siger Vryonis. "Tyveri af fødevarer og ødelæggelse af dagligvarebutikker og fødevarefremstilling var udbredt, og skabte derefter mangel på fødevarer i Istanbul. Prisen på æg steg 6 gange, mens tobak steg 20 procent. De fleste bagerier blev fuldstændig ødelagt. Folk måtte stå i kø selv for et stykke brød. I husene blev mad stjålet og ellers ødelagt ved hjælp af benzin. Huse var ikke længere beboelige. Folk havde ikke noget at spise og ingen steder at sove. Madrasser blev bogstaveligt talt skåret i stykker."

Britiske og amerikanske embedsmænd, i det omfang de udtrykte meninger, tilskrev i almindelighed pogromen to faktorer: "Samtidigt spontant opståede nationalistiske og økonomiske motiver." Selvfølgelig, bemærker Vryonis, var der elementer af nationalisme, en kraft i Tyrkiet siden Atatürk. Med hensyn til den økonomiske vrede, var levestandarden for Lilleasiens bønder sammenlignet med Istanbuls minoriteters som nat og dag. Men pogrom-magerne kom godt udrustede med hakker, skovle, tømmer, der tjente som murbrækkere, acetylenfakler, benzin, dynamit og store lastbiler fulde af sten. Hvordan kunne et spontant udbrud opstå, når sikkerhedsfolk, det hemmelige politi, det kommunale politi og de væbnede styrker var til stede overalt?

Den tredje faktor (ikke nævnt af embedsmænd), og den ægte underliggende årsag, bemærker Vryonis, var religiøs fanatisme. Han fortsætter:

Kirkerne blev udsat for massive ødelæggelser (...). De fleste af rapporterne benægtede, at der var nogen religiøs fanatisme. En interessant ting ved den amerikanske ambassadør, [Avra] Warrens rapport: Den blev sammensat af løsrevne rapporter fra flere andre diplomatiske tjenestemænd i Istanbul, der så, hvad der skete. [Warren selv var i Ankara.] I Ankara var der et par demonstrationer, men der var ingen grækere dér. Han så det ikke. Og han sagde, at der ikke var tegn på religiøs fanatisme - hvis man [undtager] 70 græske kirker, der blev ødelagt.

... Jeg kunne ikke finde hoved og hale i dette. Så jeg nåede frem til, at dette var en klippe-klistre-rapport, fordi han tidligere taler om den modbydelige og bestialske måde, hvorpå religiøse helligdomme blev vanhelliget. Vanhelligelse er en ren religiøs term. Det indebærer krænkelse af det, der hører det guddommelige til, og besmittelse er en videreudvikling af dette. Det betyder plyndring af det, der er helligt, og tilsmudsningen i dette tilfælde var urinering og afføring - afføring på altrene, urinering i kommunions-bægerne (...). [Vi] havde flere uafhængige beretninger om ødelæggelsen af den enorme kirkegård i Sisli, hvor de ikke bare tog sig tid til at ødelægge den, men tog ligene ud fra mausoleerne og vanhelligede dem også, og i et meget stort antal [af tilfælde] efterlod afføring på hver af disse jordiske rester.

Så hvis man ser på kirkeretten, ... så skænder du Guds ejendom. Hvad er nu Guds ejendom? (...) Det, der er blevet indviet ved en religiøs ceremoni. Man kan have en bygning, der skal være en kirke, men indtil liturgien udføres i den, indtil den er indviet, er den ikke hellig. Før et ikon på en eller anden måde er indviet, er det bare et billede; hvis du ikke kan lide det, kan du rive det i stykker. Det samme gælder de hellige klæder, men når de træder ind i det liturgiske ritual, er disse ting forbudt, de tilhører Gud. Og hvis man tager alle disse aspekter, hvis man ser på alle fotografierne med gennemboring og fjernelse af Kristi øjne, afskæring og fjernelse af hans hænder, ved hvilke han hænger på korset, som er en konstant i den konstantinopolitanske kirke, hvis man ser på hånen, spotten ved at iføre æslerne præsternes hellige dragt, og brugen af metalliske elementer på deres skrald-indsamlere, så er fanatismen meget væsentlig, og den falder sammen med fremkomsten af islam.

Selvfølgelig var regeringen involveret, siger Vryonis, hvilket Yassiada-retsagerne i 1960 og 1961 beviste i deres korte behandling af sagen. Samtidige aviser og øjenvidneberetninger (der bringes i bogen) beskriver også offentlig støtte, givet til pogrom-magerne under optøjerne, mens deres organisatorer råbte: "Rens fædrelandet for de vantro!" og "vi ikke ønsker de vantros varer i vores land." Offentligt ejede køretøjer transporterede også pogrom-magerne efter at de havde afsluttet deres uhyggelige arbejde.

Men skønt Menderes og flere af hans ministre blev hængt, så mistede de deres liv for at krænke Tyrkiets forfatning, ikke for den ødelæggelse, de forvoldte for dets græske og andre ikke-muslimske borgere. For disse forbrydelser blev ikke en eneste mand straffet, ifølge Vryonis.

Islamiseringen, sat i gang via diskriminerende love og vold, før og under pogromen, er fortsat lige siden, med konstant pres på de ikke-muslimske samfund. Efter at have mistet alt, begyndte det græske samfund at udvandre. I 1964 tvang den tyrkiske junta et meget stort antal til at forlade landet eller at overgive deres virksomheder til tyrkere inden for et bestemt antal timer, siger Vryonis. De blev beskattede, selvom de var ved at forlade landet, og deres konti blev spærrede. Endvidere blev ægteskab mellem græske borgere og tyrkiske grækere beskattet, da al ægteskabelig ejendom blev dekreteret som tilhørende "bosætterne" - og dermed gjorde det lettere at konfiskere.

I dag udgør Tyrkiets græske indbyggere, som for det meste lever i Istanbul, kun omkring 1.800 mennesker, ifølge Vryonis, og spørgsmålet om ejendomsrettigheder fortsætter med at være til så stor bekymring, at Den Europæiske Union presser Tyrkiet til at gennemføre ændringer i lovgivningen. Selvfølgelig er disse kosmetiske i bedste fald.

"Samfundet har allerede erklæret, at Tyrkiets identitet er islamisk," forklarer Vryonis. M. Hakan Yavuz diskuterer situationen i bogen Islamic Political Identity in Turkey. Statsapparatet forsøgte at gennemtvinge kemalismen og begrænse islams magt, men ikke for så vidt angår minoriteterne. "Men den tyrkiske version af islam er inde i en revitalisering, som med held har udfordret [sekulariseringen]," siger Vryonis. "De fleste af universiteterne i provinsen har i et stykke tid haft store studenterorganisationer, der er islamiske, som ikke anerkendes af myndighederne, men myndighederne i provinserne er ofte islamistiske."

Faktisk er flertallet af tyrkerne troende muslimer, en faktor, der kom frem efter valget i 1994, hvor det islamistiske Velfærdspartiet vandt jordskredssejre ved borgmestervalgene i Lilleasien. Vryonis spørger, hvordan militæret fortsat kan spærre islamisterne for adgang til officerskorpset. "Det kan være, at dette allerede er sket," tilføjer han, "at dæmningen allerede er brudt, og at vi ikke ved det. Når det sker, er forestillingen forbi."

Dette har betydning, fordi USA har bevæbnet Tyrkiet så enormt. Det har "det største militærapparat i Mellemøsten, Afrika og Vest- og Nordeuropa," siger Vryonis. "De har en stor fordel, når det kommer til bygning af tanks og jetfly, hvilket også har betydning for moderniseringen af arsenalet på Cypern. Spørgsmålet er, i hvilke hænder alt dette vil falde?"

Et forvarsel om svaret blev måske givet i 2003, da den tyrkiske regering nægtede at tillade afsendelsen af 62.000 amerikanske tropper til at åbne en front i det nordlige Irak. I Iran, påpeger Vryonis, faldt amerikanske våben i hænderne på Khomeini og hans tilhængere, da shahen faldt.

Om hvorvidt alle kemalister af naturen er muslimer? - Vryonis har selvfølgelig ikke adgang de enkeltes psykologi. "Men hvis man ser på eksemplet fra Iran, så henrettede de lederne af SAVAK, og bad resten om at blive (...) og se, hvad de gjorde." Inden for den tyrkiske regering, siger han, siges grupperne at have delt sig op, nogle arbejder tæt sammen med Rusland, andre med Kina og atter andre fokuserer på Den Europæiske Union.

Et sidste spørgsmål drejer sig om den islamiske hær selv. "[Den] er ikke en homogen enhed. [Islamisterne] er tilbøjelige til at vinde valg ved at tiltrække folk, der er utilfredse med dette eller hint eller noget andet", siger Vryonis. Selv premierminister Recep Tayyip Erdogan må, "for at overleve, bære omkring 4 eller 5 eller 6 masker. Én er for Den Europæiske Union, én er for Grækenland og den ændrer sig, en anden er for det israelsk-palæstinensiske spørgsmål og endnu én er for militæret (...). Udenrigsministeriet løste aldrig disse problemer." Men det er klart, siger Vryonis, at islamisterne "ønsker et magtfuldt Tyrkiet, og de ønsker det mere magtfuldt, end det er nu."

Lektien fra 1955-pogromen er, at kun lidt, om noget, reelt har ændret sig i Tyrkiet.

Noter

[1] Vryonis Jr., Speros, The Turkish State in History: Clio Meets the Grey Wolf (1993 ed), p. 67.
[2] Vryonis Jr. Speros, The Turkish State in History, pp. 57-78.
[3] Sulzberger, C.L., “Ankara tax raises diplomatic issues,” New York Times, Sept. 12, 1943, p. 46.
[4] Ibid.
[5] “The Turkish minorities,” New York Times, Sept. 17, 1943. p. 20.

---

Alyssa A. Lappen er tidligere Senior Fellow ved American Center for Democracy, tidligere chefredaktør af Institutional Investor, Working Woman og Corporate Finance, samt tidligere assisterende redaktør af Forbes. Hendes hjemmeside er www.AlyssaaLappen.org.

---

---

Oversættelse: Bombadillo