Srilankanske sikkerhedsstyrker vogter området omkring St. Anthony’s Helligdom efter at en eksplosion ramte St. Anthony's Kirke i Kochchikade den 21. april 2019 i Colombo, Sri Lanka. (Foto: Stringer/Getty Images)

Mere end 290 døde og 500 blev såret i en jihad-massakre begået påskedag i Sri Lanka. Terroristerne slog til mod tre katolske kirker og tre luksushoteller, der blev brugt af udlændinge. Statsembedsmænd giver "religiøse ekstremister" skylden for angrebet, selvom ingen grupper har taget ansvaret.

Udtrykket "religiøse ekstremister" indebærer, at det store flertal af muslimer vil afvise det, som ekstremisterne gjorde. Men selvom det store flertal ikke selv vil gribe til terror, så holder de dem, der gør, højt i ære. Jihad-martyrer er faktisk de mest ærede mennesker i den islamiske verden. På Vestbredden er gader, pladser, parker og skoler navngivet til ære for jihad-martyrer. Som terroristerne i Sri Lanka er de palæstinensiske "martyrer" ansvarlige for mordene på uskyldige mænd, kvinder og børn. Alligevel betragtes de som helte.

En pro-vestlig læge i Gaza forklarer det på denne måde:

"Martyrer er på niveau med profeter. De er urørlige. Jeg kan fordømme selvmordsbombninger, hvilket jeg har gjort mange gange, men ikke martyrerne selv, fordi de er som helgener (...). Jeg tror ikke selv på religion, men jeg kan ikke sige højt, at martyrer tager fejl. Hvis du gør det, bringer du dig i fuldstændig miskredit."

Jihad-martyrer (eller "terrorister" som vi kalder dem) er kun ekstremister i samme forstand, som katolske helgener er "ekstreme". De er kort sagt villige til at gå ud over gennemsnittet for at besvare pligtens kald. Forskellen ligger i, hvad dette pligtens kald går ud på. For katolikker er det sidste fulde mål af hengivenhed en villighed til at give sit liv for sin tro. For muslimer er det at "dræbe og selv blive dræbt" for Allahs sag (Koranen 9:111).

Muslimer mener godt nok, at det er forkert at tage uskyldigt liv, men dem, der afviser Allah - som ikke tror på ham - anses ikke for at være uskyldige. Selvom kristne og jøder, der lever i overvejende muslimske lande og accepterer dhimmi-status, får beskyttelse mod straf for denne forbrydelse (i teorien, men ikke altid i praksis), er ikke-muslimer, som lever i ikke-muslimske samfund, ikke fritaget.

Muslimer, der dræber kuffar (vantro), bryder ikke noget islamisk bud. Faktisk gør de Allah en tjeneste. Tag f.eks. Matin Azizi-Yarand, en ung konvertit til islam, der planlagde at begå massemord i et indkøbscenter nord for Dallas. Da han diskuterede sine planer med en FBI-undercover-kilde, sagde han: "Men jeg sværger, at jeg ønsker at opnå Allahs velbehag og dræbe kuffar."

Hverken islam eller kristendom er moderate religioner. Kristus var ikke moderat, og han bragte ikke et budskab om moderation. Evangelierne er fulde af formaninger om at tage korset op, at dø med Kristus og blive begravet med ham. De fleste kristne, hvis de er ærlige over for sig selv, forstår, at der kræves meget mere af dem end blot moderation.

Det samme gælder for muslimer. Selv de muslimer, som praktiserer deres tro på moderat vis, ved, at der forventes mere af dem. Derfor holdes jihad-martyrer højt i ære og holdes op for ungdommen som forbilleder. Noget af denne utilfredshed med moderation kom til udtryk i en blog, som blev drevet af Terry Lee Loewen, en konvertit til islam, der planlagde et jihad-angreb på Wichita’s Mid-Continent Airport i 2013. Han skrev:

"Jeg forstår ikke, hvordan man kan læse Koranen og Profetens sunna og ikke forstå, at jihad og indførelsen af sharia er et absolut krav til hele den muslimske umma. Jeg føler mig nogle gange så plaget af skyld, fordi jeg ved, hvad der kræves af mig, men alligevel gør lidt eller ingenting for at få det til at ske."

Naive vesterlændinge, heriblandt naive biskopper og kardinaler, antager ofte, at terrorister, som dem i Sri Lanka, har misforstået deres religion. De tager for givet, at "sand" islam er en fredelig religion ligesom kristendommen. Derfor mener de, at midlet mod islamisk terror er mere islam. Pave Frans har for eksempel opfordret muslimer til at trænge dybere ind i deres tro og finde vejledning i Koranen.

Men jihad-martyrer er netop trængt dybere ind i deres religion og har opdaget, at Muhammad var ret opsat på jihad og hård mod skulkere. Derfor: "Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod" (2:216); "Hvis I ikke rykker ud, vil Han tildele jer en pinefuld straf og erstatte jer med et andet folk" (9:39) og "De, der kæmper med deres ejendom og deres liv, dem sætter Allah et trin højere end dem, der bliver siddende." (4:95)

Jihadister er i gennemsnit ikke mindre religiøse end deres jævnaldrene, men mere. Faktisk har flere undersøgelser vist, at jo mere religiøs en muslim bliver, jo mere sandsynligt er det, at han vil deltage i voldelig jihad. Faktisk er "øget religiøsitet" et af tegnene på radikalisering. Før deres angreb viste Fort Hood-skytten, Boston Marathon-bomberen og Pulse Nightclub-morderen alle tegn på øget religiøs hengivenhed. På samme måde blev Salman Abedi, selvmordsbomberen fra Manchester, set gå rundt og "synge islamiske bønner højt på gaden" i ugerne før han massakrerede 62 unge ved en Ariana Grande-koncert.

Som jeg sagde før, er hverken kristendommen eller islam en moderat religion. Begge stiller krav til de troende. Men der er forskelle. Katolikker nærer ikke bekymringer om, at en ung mand, der begynder at bede rosenkransen og deltage dagligt i messen, snart vil bygge bomber i sin kælder. Omvendt betragtes en kristen, der praktiserer sin tro i moderation, eller som kun gør en moderat indsats for at efterleve de ti bud, normalt ikke af andre kristne som en god kristen. Faktisk hører man aldrig udtrykket "moderat kristen".

Alligevel opfatter de samme kristne, der ser skævt til de slappe kristne, den moderate muslim som den gode muslim - et forbillede for sin tro. Men som jeg tidligere nævnte, så lovpriser muslimer ikke moderate muslimer; de ærer dem, der i vores øjne er ekstremister. Omvendt viser de undertiden meget ringe sympati for ofrene for jihad. For eksempel nægtede det saudiske landshold, der spillede i Australien, at holde et minuts stilhed til minde om ofrene for London Bridge-terrorangrebet. At gøre det, forklarede en sheik senere, ville være at vise manglende respekt for "deres muslimske brødre, der kæmpede i jihad og kæmpede mod de vantro". Ligeledes afviste Belgiske Imamers Råd et initiativ om at bede for Bruxelles-terrorangrebets ofre med den begrundelse, at det er imod islamisk lov at bede for ikke-muslimer. Hvorfor? Måske fordi alle ikke-muslimer formodes at komme i Helvede efter døden, og at bede for dem ville vise manglende respekt for Allah.

Hvilket bringer os tilbage til begivenhederne i Sri Lanka. Kristne finder det svært at fatte en gud, der vil bifalde påskedagens massakre. Alligevel viser Allah, som skildret i Koranen, ekstrem modvilje mod - tilmed foragt for - de vantro. Han synes ovenikøbet at fryde sig over de lidelser, de udsættes for i Helvede. Så set fra et fromt muslimsk synspunkt kan den, der gør det af med en vantro, anses for at gøre en stor tjeneste for Allah.

Så mærkeligt det end ser ud, kan de srilankanske jihadister meget vel have ment, at de udførte en gudstjeneste. Om morgenen på dagen for angrebene, stillede Mohamed Azzam Mohamed, en af terroristerne, sig op i køen til morgenbuffeten på Cinnamon Grand Hotel i Colombo. Han skulle lige til at blive betjent, da han udløste eksplosiverne fastgjort på ryggen, i restauranten, der var pakket med familier. Var Azzam en god mand? Uanset hvad vesterlændinge måtte mene, så var han - set ud fra mange muslimers perspektiv - en god muslim. Det er meget muligt, at han en dag vil blive hædret som en martyr med ophold i Paradis.

Er der nogen løsning på problemet med jihad-terror? En mulig måde at undergrave jihadistens motivation på, er at få moderate muslimer - især religiøse ledere - til at erklære, at Mohamed Azzam Mohamed befinder sig i Helvede sammen med andre jihadister, der har uskyldigt blod på hænderne. Men det sker sandsynligvis ikke. For selvom de måske personligt er uvillige til vold, så tror mange "moderate" muslimer det samme, som han gør, om hovedpunkterne i deres tro.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo