I betragtning af de aktuelle konflikter i Mellemøsten og islamisk ekstremisme, har vi brug for alt det lys, vi kan kaste over muslimers tro. Der er selvfølgelig drastiske forskelle mellem islam og kristendom, men der er også visse ligheder mellem islamisk og kristen eskatologi - studiet af de sidste tider - skønt disse må analyseres omhyggeligt, fordi endetiden er et emne af stor interesse for grupper som Islamisk Stat.

Muslimsk eskatologi: Forfatteren til en nylig bog: The Islamic Antichrist, bruger forfatternavnet "Joel Richardson". [En tidligere udgave af denne bog er oversat til dansk og kan læses online her].

Han hævder i årenes løb at have deltaget i hundreder af kristen-muslimske dialoger, herunder samtaler om islamisk eskatologi. Men på grund af dødstrusler mod ham og hans familie har han brugt pseudonym i denne og flere andre bøger om islam og jødedom. Han undgår omhyggeligt sensationsmageri og holder sig til de traditionelle eskatologiske doktriner i de islamiske "hellige bøger" - Koranen, hadith (Muhammeds ord og gerninger) og sira (ældgamle værdsatte Muhammed-biografier) - sammen med udtalelser fra islamiske lærde (forsynet med hundreder af fodnote-referencer) for at få de grundlæggende eskatologiske mønstre til at træde frem.

Ligheden med kristen eskatologi ligger i skildringen af "endetiden": Kristus og en Antikrist møder frem til et sidste slag, hvor Guds styrker møder Satans styrker, hvilket fører til den endelige sejr. Men som man kunne forvente, adskiller de kristne og islamiske scenarier sig mærkbart fra hinanden i detaljen.

I de sidste dage, hævder muslimske lærde, kommer Jesus tilbage. Men denne vil være den muslimske udgave af Jesus - Isa Al-Maseeh - som tilfældigvis passer med beskrivelsen af den "falske profet" i Johannes' Åbenbaring, der udfører mirakuløse tegn og bliver tilbedt. Denne muslimske "Isa" (i modsætning til, hvad muslimer hævder at være "forvrængningerne" af Jesus i Det Nye Testamente) var bare en af de sidste i en række profeter, som alle vidnede om Muhammeds fremtidige komme og Guds endelige åbenbaring. Fuld af nidkærhed for islam vil Isa Al-Maseeh i endetiden stige ned og ødelægge alle kors, konvertere kristne fra den mest afskyelige af alle synder mod Allah (shirk: at sætte andre ved Allahs side – f.eks. hævde at Jesus er Guds Søn), og dræbe alle kristne og andre, der nægter at konvertere til islam.

Der vil også være en Antikrist - Ad-Dajjal i den muslimske version. Han hævder at være Messias, men er en løgner. Han vil blive jødernes karismatiske leder. Jøder og kvinder vil følge ham, men han vil til sidst blive dræbt af den muslimske Jesus.

De endelige apokalyptiske slag vil finde sted nord for Israel i landet Magog (Åb 20:7) i regeringstiden for den sidste kalif ved navn Mahdi, der vil regere over hele islam. Mahdien vil bære en krone og ride på en hvid hest, svarende til beskrivelsen i Johannes' Åbenbaring (6:2). Og med hjælp fra Isa Al-Maseeh (den muslimske Jesus) vil han besejre Dajjal (den muslimske Antikrist), hvilket vil resultere i en verden, hvor islam til sidst er den eneste religion, og alle andre religioner er forvist fra jordens overflade.

"Den store røde drage og kvinden klædt i solen" af William Blake, c. 1810 [National Gallery of Art, Washington, DC]

Denne tradition om Mahdiens komme i de sidste tider har en lang historie blandt både sunni-muslimer og shia-muslimer, begyndende med Ibn Khaldun, den berømte muslimske historiker fra det 14. århundrede og forfatter til Muqaddima, som skriver:

"Det er blevet (accepteret) af alle muslimer i enhver epoke, at i de sidste tider vil en mand fra (Profetens) familie med sikkerhed træde frem, en mand, der vil styrke islam og lade retfærdigheden sejre. Muslimer vil følge ham, og han vil få herredømme over den muslimske verden. Han vil blive kaldt Mahdi."

Flere jihad-grupper handler ud fra den overbevisning, at deres terror vil fremskynde Mahdiens komme.

Kristen eskatologi: Selvom profetierne om de "sidste dage" og Det Andet Komme i Det Nye Testamente er gennemtrængt af mystik, er "Antikrists" natur og gerninger ret tydeligt skitseret i Johannes' breve og i Åbenbaringen:

1) Antikrist er en bedrager, der benægter, at der kan være noget forhold mellem Fader og Søn i Gud: "Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der bekender Sønnen, har også Faderen." (1 Joh 2:22-23)

2) Antikrist nægter at erkende, at Guds Søn er kommet til jorden og er blevet menneske: "Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden." (1 Joh 4:1-3)

3) "Bedrageren" og "Antikrist" er en, der benægter denne sandhed om Guds Søn. (2. Joh 1:7) Satan - ved hjælp af "Dragen" og "Dyret" (Åb. 13:4ff), der fremmer Antikrists ånd - vil søge totalt verdensherredømme og tilbedelse. Og en ret specifik form for henrettelse vil blive udført på dem, der nægter at tilbede "dyret eller dets billede" - nemlig halshugning. (Åb 20:4)

Når vi læser dette profetiske segment, vil nogle af os - der er bekendt med fremkomsten af Islamisk Stat og kalifatet i Mellemøsten, med de utallige halshugninger, med nedslagtningen eller fordrivelsen af kristne og med den storstilede ødelæggelse af kirker - have tendens til at se "Antikrist" som noget eller nogen, der er af klar islamisk oprindelse. Men set i det muslimske perspektiv, er deres Antikrist, eller Ad-Dajjal, faktisk ingen anden end den kristne Jesus, som han er skildret i eskatologien om Det Andet Komme.

Så det ville som minimum være en semantisk fejl for en kristen at kalde islam eller en muslim for "Antikrist", eftersom den nærmeste legemliggørelse af den muslimske Antikrist er Kristus selv! Den muslimske eskatologi ser ud til at tage sine stikord, så at sige, fra kristen eskatologi, og bringer mange af de samme skikkelser på banen; men med systematiske omvendelser, der gør det kristne "gode" ondt og det kristne "onde" godt.

Alt dette understreger vanskeligheden og måske nytteløsheden ved "dialog" med muslimer, især om sådanne doktriner. Og det understreger behovet for at vide på forhånd, hvad vi - og de - taler om, for at vi ikke skal komme til at tro, at vi er enige, når vi faktisk har diametralt modsatte overbevisninger.

---

Howard Kainz er professor emeritus ved Marquette Universitet. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. Natural Law: an Introduction and Reexamination (2004), The Philosophy of Human Nature (2008) og The Existence of God and the Faith-Instinct (2010). Professor Kainz er en regelmæssig bidragyder til Crisis Magazine.

---

Oversættelse: Bombadillo