Der er blevet sagt meget af sammenlignende art om den tilsyneladende parallelle situation, der eksisterer mellem de to meget forskellige komplekser: Serbien-Kosovo-Albanien på den ene side og Israel-Jordan-palæstinenserne på den anden side. Dette berettiger til en vis uddybning, der kunne bringe dette fængslende emne til hvile. Denne sammenligning er ofte, i lige høj grad, blevet brugt på begge sider af skillelinjen, hvilket har fremkaldt påfaldende enslydende fortællinger og gensidigt reflekterende argumenter, for at retfærdiggøre hver gruppes sag. Desuden er der i hvert kompleks sket forbløffende ensartede former for udvikling, der kan bidrage til gensidig belysning og endnu en gang demonstrere gyldigheden af det gamle mundheld, plus ca change, plus c’est la meme chose. [Jo mere forandring, jo mere det samme]

Det vil være nyttigt først at henvise til det geostrategiske sceneri: På den ene side, to uafhængige stater med etnisk flertal, Israel og Serbien, som er ankerplads for de regionale stridigheder i deres respektive områder, hvor etnicitet og tro hører uløseligt sammen: Israelsk jødiskhed og serbisk kristen ortodoksi. Begge besidder og værdsætter en lang historie med særskilt eksistens og hårdt tilkæmpet, konstant udfordret, forsvaret og smerteligt fastholdt uafhængighed. Stødende op til dem ligger de uafhængige nationalstater, Albanien og Jordan, der hver huser deres eget etnisk-religiøst-nationale folk (hhv. palæstinensere og albanere), som ikke nødvendigvis er venligt stemt overfor deres naboer, og som opretholder levende familiemæssige, sociale, kulturelle, historiske, politiske, økonomiske og sproglige bånd med deres pårørende i områder, der kontrolleres af deres naboer - Vestbredden og Kosovo - områder, der netop betragtes som Israels og Serbiens historiske kernelande. Og hvad mere er, hvert af de sidstnævnte lande er også blevet hjemsted for en betydelig og voksende, hhv. palæstinensisk og albansk, minoritet i deres eget egentlige område - palæstinensere i Israel (fejlagtigt kaldet israelske arabere) og albanere i Sanjak-provinsen i det sydlige Serbien. Og præcis som diaspora-palæstinensere også er spredt i resten af nabolandene og i de vestlige lande, således støder man på albanerne i Makedonien, Montenegro, Vesteuropa og USA.

Aftaler og deres erosion

Bortset fra den stadige udfordring med at håndtere et uroligt og overvejende fjendtligt mindretal på hjemmefronten, har både Israel og Serbien også været nødt til at brydes med deres forbindelser til deres umiddelbare naboer. De arabisk-israelske krige siden 1948, og opløsningen af Jugoslavien, som faldt sammen med afslutningen af Den Kolde Krig og kommunismens og den sovjetiske bloks sammenbrud, har bidraget til ustabilitet langs disse to staters grænser og disses konstante flytten frem og tilbage alt efter krigenes udfald, hvilket førte til indgriben fra fremmede magter for at genoprette stabiliteten. I Israel, efter fredsprocessen mellem Israel og Egypten i 1970'erne, blev Oslo-fredsaftalerne iværksat i 1990'erne for at finde en aftale med palæstinenserne, som også kunne garantere Israels sikkerhed. Og efter Dayton-fredsaftalen for Bosnien, der blev forhandlet (pålagt) af amerikanerne i 1995, troede serberne, at deres territoriale integritet var sikret, og forsøgte at udklække en ny formel, der kunne holde sammen resterne af det hedengangne Jugoslavien (Serbien, herunder Kosovo og Montenegro).

Begge aftaler, imødeset med håb, var gearet til at give permanent fred til Israel og Serbien. Denne fred ville godt nok komme i stand for en territorial pris, men den ville ikke forringe sikkerheden eller den territoriale suverænitet for nogen af staterne. Efter Oslo (1993), der forudså en vis israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden som del af en permanent løsning med palæstinenserne, fik Israel og Jordan travlt med at normalisere forbindelserne med en fredsaftale (1994). Det er her, Jordan og Albanien er forskellige. Mens Albanien blev forkæmper for albanske mindretal på Balkan uden for dets eget territorium, vakte uro blandt albanerne i Serbien (Pristina fra 1968, Makedonien under borgerkrigen ved årtusindskiftet), og bistod sine fæller tværs over grænserne til andre stater, så afskar Jordan sig fra Vestbredden og stillede sig tilfreds med den særlige status, det blev tildelt af Israel i Jerusalem i henhold til bestemmelserne i fredsaftalen.

Men for palæstinenserne blev deres fælles nationale identitet ikke påvirket af denne øvelse, og deres stræben efter at forene hele deres folk i én nation blev ikke svækket. De tog den rolle op, som Jordan havde givet afkald på, og begyndte at fremme den. Det var, som hvis Albanien havde ændret sit navn og var blevet anerkendt af verden som Tirannia (og dets borgere som Tirannianere), og dets albanske identitet og krav om statsdannelse var blevet overtaget af albanerne i Kosovo. Og da albanerne nu tilsyneladende var statsløse, eftersom Albanien var forsvundet, blev de anset for at være berettiget til verdens støtte under det hellige princip om selvbestemmelse, uafhængighed og statsdannelse. Det absurde ved situationen i Kosovo er, at Vesten har tilsluttet sig kravet om endnu en albansk stat på bekostning af Serbiens suverænitet, mens den forsøger at bevæge den jødiske stat til at tillade endnu en palæstinensisk stat i tillæg til Jordan, på bekostning af Israels sikkerhed og suverænitet.

Efter NATO’s bombning af Serbien i 1999 var det meningen, at de internationale styrker og FN-administrationen i Kosovo skulle beskytte både Serbiens territoriale integritet og det serbiske mindretals overlevelse, sammen med dets historiske, religiøse og kulturelle arv dér. Men de gjorde intet for at forhindre den fuldstændige ødelæggelse af denne arv og den systematiske etniske udrensning af serberne, som, langt fra at bevare deres dominerende rolle som en del af flertallet, nu var degraderet til en status af forfulgt, skræmt og svagt mindretal. På Vestbredden overlod Oslo-aftalerne steder med jødisk kulturarv til "garanteret" beskyttelse af det Palæstinensiske Selvstyre, men da Intifadaen brød ud i 2000, blev både Joseph Grav i Nablus og den jødiske synagoge i Jeriko brændt ned af palæstinenserne, mens Selvstyrets ordensmagt så passivt til. Så meget for at overlade noget som helst jødisk til palæstinensisk "beskyttelse".

FN-administrationen skulle sikre, at før Kosovos status blev drøftet, skulle standarder sættes igennem, der garanterede et niveau for serbernes levedygtighed og deres suverænitet. Men snart satte erosionen ind, da standarder og status blev klumpet sammen i én redelighed, fordi den internationale administration undlod at gøre det ene til forudsætningen for det andet, som krævet. Den endte derfor med at godkende Kosovos status som uafhængigt uden at nogen standarder blev drøftet eller opnået. Så meget for internationale garantier. Dette er ikke andet end en gentagelse af Oslo-aftalerne og derefter den berygtede køreplan. I Oslo forpligtede palæstinenserne sig til først at sætte en stopper for terror og vold som en legitim måde at løse deres problemer med Israel på. Men så snart de var vendt tilbage fra deres tunesiske eksil og fik overdraget magt og våben, genoptog de deres terror. De lærte, at den, der bruger vold, ender med at vinde; at dette at være den svage part i sagen giver dem ret til blind støtte fra udlandet, uanset hvad de gør.

Krav og benægtelser

På den måde bliver svaghed den største styrke for både albanere og palæstinensere. Serberne blev bombet og fordrevet fra deres land, som blev afstået til de bedragere, der invaderede det for øjnene af Vesten. Israel blev tiljublet af Vesten, da det opgav territorium ud af egen fri vilje, i håb om at få palæstinenserne til at gå ind på betingelserne, men da sidstnævntes uforsonlighed i stedet voksede, opdagede de, at Vestens støtte til dem ikke blev mindre. Palæstinenserne lærte hurtigt, at de kunne bombe israelere i flæng, forstyrre deres liv og terrorisere dem uden straf, for så snart noget blev gjort for at standse deres aggression, stillede de sig straks an som ofre og kastede beskyldninger om "rædsler", "folkemord", "holocaust", "nazisme", "krigsforbrydelser", mod forsvarerne, der blev så dæmoniserede at enhver bagvaskelse af dem kom til at virke og lyde troværdig. Nøjagtig det samme scenario blev gentaget under Gaza-krigen i 2009, i hvis kølvand Israel stadig bliver bombet og beskudt, men ikke kan reagere med kraft, uden at vække vrede i en verden, som ikke selv lider under følgerne af denne aggression.

Genkald dig begivenhederne i Kosovo siden krisens start og du vil opdage nøjagtig de samme faser, taktikker og kneb spillet ud af hhv. albanerne og palæstinenserne. Og det internationale samfund har, med få undtagelser, stillet sig på de "svages" og "ofrenes" side - som samtidig var bedragerne, aggressorerne og ballademagerne. Hvorfor har Vesten gjort det? Hvorfor har den kristne verden opgivet sine naturlige og prøvede allierede, som udgør rygraden for dens geostrategiske sikkerhed, og skudt sig selv i foden ved at styrke de kræfter, der er fjendtlige overfor den og som i det lange løb arbejder for dens undergang? Ved at gå ind på muslimske krav og muslimske sager, som f.eks. de palæstinensiske og Kosovo-albanske spørgsmål, håber Vesten at kunne formilde "moderate" muslimske regimer, som dem i Saudi-Arabien, Pakistan, Algeriet, Jordan, Marokko, Kuwait og Egypten, og dermed sikre den evige strøm af olie, som er blevet livsnerven for den industrialiserede verden.

Amerikansk udenrigspolitik, som blev fulgt af de øvrige NATO-medlemmer, handlede om, gennem alliancer og økonomisk udvikling, at tiltrække de nye muslimske lande i Centralasien og Balkan til den tyrkiske model, og at skabe et kontinuum af moderat islam fra Kinas grænser gennem Pakistan og Centralasien til Tyrkiet og den nye store enhed i Bosnien-Hercegovina. USA ønskede ikke blot at opretholde intakte grænser for de tidligere jugoslaviske republikker, men også at sikre kontinuiteten i det overvejende muslimske Bosnien som en del af den store plan om det muslimske "moderate" kontinuum. Men da albanerne i Makedonien gjorde oprør for at kræve en større del af magten, overtalte Vesten de små og svage makedonere for at formilde albanerne. Derefter rejste kosovo-albanerne sig og krænkede selve princippet om territorial integritet, som USA så heftigt forsvarede i Dayton, og USA tillod dem at terrorisere serberne og tvinge dem ud af deres land, for således at atter en gang at formilde muslimerne.

Men som sædvanlig - hvad amerikanerne havde forudset, blev ikke, hvad de opnåede, efter at de have begået alle de fejl, der var mulige. Tyrkiet drejede i en fundamentalistisk muslimsk retning i 2002 og nægtede derefter at imødekomme de amerikanske strategiske behov i Irak. Bosnien, under Alija Izetbegovic, knyttede forbindelser til Iran og Tjetjenien, hvilket ikke faldt i USA’s smag, og "kosovarerne" - i hvert fald den del af UCK, der var ideologisk forpligtet til islamisk revolution - synes ikke at følge den vestlige dagsorden. Det kristne kontinuum, der plejede at forbinde den russiske ortodokse kirke gennem Centraleuropa ned til Serbien og Grækenland til det Ægæiske Hav, er blevet brudt, fordi muslimske kiler - Bosnien, Kosovo og Metohija, Makedonien, muligvis Sanjak - er blevet drevet ind i hjertet af Europa. I Bosnien og Hercegovina selv, vrimler det med meldinger om intens wahhabi-aktivitet og om flammende fundamentalistisk retorik fra saudi-sponsorerede imamer, som har gjort den vestlige drøm om moderat islam på Balkan i en sørgelig og farlig vittighed.

Det nytteløse ved "konstruktive tvetydigheder"

En af Henry Kissingers diplomatiske lærestykker til verden har været hans teori om "konstruktive tvetydigheder", som går ud på, at når to uforenelige standpunkter gør en aftale umulig, så rådes man til at finde en formel, der bygger bro ved at gøre det muligt for hver af parterne at fortolke den efter behag. Selv om denne formel kan have haft visse midlertidige fordele ved sig - når regnskabets time kom og formlen skulle anvendes i den virkelige verden, så viste det sig, at der ikke var nogen aftale; uoverensstemmelserne brød ud for alvor. Sikkerhedsrådets resolutioner, der siger både det ene og det modsatte, er spektakulære "mesterværker", som illustrerer denne pointe.

Kampagnen for at islamisere Palæstina og Kosovo, som er blevet udført af muslimske interesser og understøttet af et Vesten, der er begravet i ambivalente fremgangsmåder og tvetydige formler, er kommet til sin afgørende fase. Vil Vesten genoverveje sin position, overveje, hvem der er dens venner og fjender, slutte sig til de førstnævnte og stå fast over for sidstnævnte? Vil den vestlige civiliserede verden skifte kurs og bygge sig en solid mur imod den nye bølge af barbarer, der er fast besluttet på at overvinde den og reducere den til dhimmitude? Palæstina og Kosovo skal ses i sammenhæng med islams tredje invasion af Europa. Den første invasion i det 8. århundrede havde taget Europa med storm fra sydvest, koloniserede Den Iberiske Halvø og forsøgte at overtage det galliske Frankrig, indtil de muslimske styrker blev besejret og deres fremrykning standset af Karl Martel i 732. Den spanske Reconquista - det tog århundreder at genvinde dette land - var ikke afsluttet før det 15. århundrede, på den selv samme tid som den anden invasion anført af osmannerne, denne gang fra sydøst, angreb Balkan og stødte frem mod Wiens porte. Men også denne invasion blev til sidst slået tilbage med bruddet på belejringen af Wien i 1683, og efterfølgende med Osmannerrigets fald efter Første Verdenskrig.

I dag bliver generhvervelsen af lande, der engang var islamiske (Andalusien, Palæstina, Balkan og Kashmir), derfor en umiddelbart presserende sag af højeste prioritet, set fra islamisk synsvinkel. Et direkte islamisk angreb på Indien eller Den Europæiske Union er for risikabelt. Derfor er opmærksomheden koncentreret om de lettere mål i Palæstina og på Balkan, med Andalusien, Sicilien og Kashmir i anden fase. For resten af Europa har en ny taktik med blød invasion, gennem immigration og demografisk eksplosion, allerede givet imponerende resultater: Inden for én generation, har 30 millioner muslimer vundet fodfæste i Europa. Den aktive hjælp, de modtager af Vesten på Balkan, er en bonus sendt af Allah, som de aldrig havde drømt om. Erklæringen af Kosovos "uafhængighed" i begyndelsen af 2008, som blev anerkendt af USA og nogle af europæerne, har været det mest dramatiske udtryk for denne vestlige kapitulation over for islamisk aggression i hjertet af Europa.

På samme tid er Hamas og Hizbollah, støttet af Iran (som også blander sig i Bosnien og Kosovo, og har et særligt fortroligt forhold til Kroatiens præsident), blevet opmuntret af den muslimske succes på Balkan, og fortsætter med at presse på i Palæstina og også i Kashmir. Truslen fra islam lyder, at hvis ikke Vesten føjer sig efter islam ved at kræve flere indrømmelser fra Indien og Israel, som den gjorde på Balkan, så kan både de arabiske stater og Pakistan bukke under for fundamentalisterne. Heroverfor synes det panikslagne Vesten helt at have mistet orienteringen og er faldet i afpresningsfælden, som muslimer bruger så dygtigt - og dermed hurtigt kommet ind på en glidebane med kurs ud over afgrunden.

---

Oversættelse: Bombadillo