Muslimsk forfølgelse af kristne: Marts 2015
Jihad mod kirker
Af Raymond Ibrahim
Oversættelse af: Muslim Persecution of Christians: March, 2015
Kilde: RaymondIbrahim.com, 15. juni 2015
Udgivet på myIslam.dk: 19. juni 2015

Søndag den 15. marts, mens kristne kirker rundt om i verden fejrede morgenmesse, blev to kirker i Pakistan - en katolsk og en protestantisk - angrebet af islamiske selvmordsbombere. Mindst 17 mennesker blev dræbt og over 70 såret.

Taleban tog ansvaret. Det menes, at gruppen havde håbet på et meget større dødstal, da der var næsten 2.000 mennesker i de to kirker på tidspunktet for eksplosionerne.

Ifølge øjenvidner nærmede to selvmordsbombere sig portene til kirkerne og forsøgte at komme ind. Da de blev standset - herunder af en 15-årig kristen, der spærrede vejen for dem med sin krop - udløste de islamiske jihadister deres bomber. Vidner så "kropsdele flyve gennem luften".

Ifølge en officiel udtalelse fra Kommissionen for Retfærdighed og Fred i Den Episkopale Konference for Pakistan, har myndighederne, trods alle truslerne kirkerne har modtaget, kun ydet "minimal" sikkerhed.

Som i andre muslimske lande, er kirker i Pakistan under angreb. Den 22. september 2013 i Peshawar, trængte islamiske selvmordsbombere ind i Allehelgens Kirke lige efter søndagsmessen og sprængte sig selv i luften midt blandt cirka 550 kirkegængere og dræbte næsten 90. Mange var søndagsskolebørn, kvinder og kormedlemmer. Mindst 120 blev såret.

Et sognebarn mindedes hvordan "menneskerester var strøet over hele kirken." (For at få en forestilling om eftervirkningerne af selvmordsangreb på kirker, se disse uhyggelige billeder.)

I 2001 stormede islamiske revolvermænd St. Dominikus protestantiske kirke, åbne ild mod kirkegængerne og dræbte mindst 16 tilbedende, hovedsageligt kvinder og børn.

Resten af marts måneds samling af muslimsk forfølgelse af kristne rundt om i verden omfatter (men er ikke begrænset til) følgende opgørelser, der er opført efter tema og land i alfabetisk orden og ikke nødvendigvis efter sværhedsgrad.


Muslimske angreb på kristne kirker og klostre

Den Centralafrikanske Republik: Mindst otte kirker blev brændt i den nordlige provins Nana Grebizi efter at svært bevæbnede muslimske fulani-hyrder angreb flere landsbyer. To kristne, herunder en præst, blev dræbt ved angrebet; en anden kristen blev alvorligt tortureret. Efter blodbadet antændte de islamiske hyrder brande og plyndrede den lokale befolkning. Branden ødelagde landbrugsarealer, mindst otte kirker, flere andre missionscentre og et ukendt antal kristne hjem.

Egypten: I de tidlige morgentimer den 9. marts blev den koptisk-katolske kirke Kafr el-Dawar angrebet af bevæbnede mænd, der brugte eksplosiver mod dette tilbedelsessted. To politimænd blev indlagt efter angrebet.

I en anden sag udtalte dr. Yusuf al-Burhami, en førende gejstlig i Egyptens salafi-bevægelse, i en video, der dukkede op i marts, at dette at "ødelægge kirker er tilladt - så længe ødelæggelsen ikke skader muslimer, som f.eks. falske påstande om, at muslimer forfølger kristne, hvilket kan føre til [udenlandsk] besættelse". Han tilføjede yderligere, at "grunden til, at vi går med til at lade dem bygge deres [kirker] - via paragraffen i forfatningen angående tilbedelse - og grunden til, at vi ikke opkræver jizya [skat] fra de kristne, er, at muslimers tilstand i den nuværende tidsalder er velkendt for verdens nationer: de er svage og deres tilstand forværres blandt folket." Burhami forklarede, at da de arabiske muslimer først erobrede Ægypten i det 7. århundrede, var den gamle nation kristen, og fordi muslimerne var få i antal, fik de koptiske kristne kirker lov til at blive stående, "på samme måde som profeten tillod jøderne at forblive i Khaybar, efter at han åbnede [erobrede] den, men da muslimerne var vokset i styrke og antal, drev [den anden kalif] Umar al-Khattab dem ud i overensstemmelse med profetens befaling: 'Driv jøderne og de kristne ud af halvøen'."

Tyskland: Et potentielt jihad-angreb på katedralen og synagoge i Bremen blev afværget efter indgreb af politiet, rapporterede en belgisk avis. Talrige politifolk bevogtede katedralen og synagogen og gennemsøgte et lokalt muslimsk kulturcenter.

Irak: Nord for Mosul sprængte militante fra Islamisk Stat en kaldæisk-katolsk kirke fra det 10. århundrede i luften og jævnede en nærliggende kirkegård med jorden. Ifølge Nineveh Yakou - en assyrisk arkæolog og direktør for Anliggender for Kulturarv og Oprindelige Folk [Cultural Heritage and Indigenous Affairs] ved organisationen Et Krav om Handling [A Demand for Action] - blev Sankt Georg Kloster "udslettet" af IS. Bygningen blev grundlagt af den assyriske kirke i det 10. århundrede, og genopbygget som et præsteseminarium af den kaldæisk-katolske kirke i 1846. "Det nuværende kloster blev bygget på en arkæologisk lokalitet, der rummer gamle assyriske ruiner. Det var en vigtig illustration af sammenhængen fra det assyriske til vores kultur," sagde Yakou. "IS er i færd med at udslette Iraks kulturarv. Klosteret var klassificeret som kulturarv. Der er tale om kulturel og etnisk udrensning."

Kenya: Om eftermiddagen den 28. februar i Maramande, Hindi, satte muslimer fra nabolandet Somalia en kristen kirke i brand. Denne samme kirke blev sidst sat i brand den 5. juli 2014, men blev genopbygget i januar 2015. Ifølge præsten i den to gange brændte kirke: "Disse mennesker ønsker ikke kristendommen i dette område (...). De ønsker at gøre det af med mig, så kristendommen ikke vil leve videre her. Men jeg vil fortsætte med at hæve mine øjne til Gud om hjælp." Ifølge Morning Star News: "Volden i Kenyas kystregion er accelereret i de seneste par år. Den 11. januar i Mombasa, skød og dræbte en pistolmand en kristen ved porten, der fører til en kirkebygning, tilsyneladende efter fejlagtigt at have opfattet ham som kirkens præst. Politiet skulle have sagt, at angriberne kunne være medlemmer af en aktiv islamisk ekstremistisk terrorcelle i Mombasa, der er beskyldt for tidligere pistol- og granatangreb."

Libanon: Uidentificerede personer trængte ind i Mar Elias, en gammel maronitisk kirke i Bekaa. Ud over at beskadige et af kirkens vinduer, ødelagde de en del af gulvet, da de gravede et stort hul nær alteret. Ifølge den maronitiske biskop Joseph Mouwad blev de fleste af kirkens hellige genstande efterladt intakt og ikke stjålet. I stedet "brød de fliserne op og gravede i jorden, tilsyneladende på udkig efter et eller andet, vi ved ikke hvad". Fingeraftryk og cigaretskodder blev fundet.


Muslimsk slagtning af kristne "vantro"

Den Centralafrikanske Republik: Et skænderi mellem en taxa-fører og hans muslimske passager førte til nedslagtningen af mindst 16 kristne i Bangui, landets hovedstad. En muslimsk mand ved navn Aladji prajede en motorcykel-taxa og bad om at blive taget til det muslimsk dominerede distrikt, Bangui. Han bar en pose granater. Da motorcyklen brød sammen, stoppede føreren for at ordne det, men hans ophidsede passager trak en kniv og forsøgte at stikke ham. Chaufføren overmandede Aladji og dræbte ham i stedet. Efter at hans lig blev fundet, marcherede muslimer til den kristne del af byen, hvor de slagtede mindst 16 kristne - nogle halshuggede. Efter drabene anholdt myndighederne 10 medlemmer af Seleka - den næsten udelukkende muslimske oprørsgruppe.

Libyen: To måneder efter at Islamisk Stat i Libyen udgav en video med 21 koptiske kristne, der fik deres hoveder skåret af, fordi de var "vantro" og "tilbedere af korset", bliver koptere fortsat angrebet og dræbt. Yderligere mindst 35 koptiske kristne er forsvundet i Libyen, siden denne video blev udgivet i midten af februar. Og den 2. marts, blev det halshuggede lig af endnu en egyptisk koptisk kristen opdaget i udkanten af Mechili by i det østlige Libyen. I relaterede nyheder hævdede en egyptisk professor, at IS får sin retfærdiggørelse af at slagte kristne i Libyen fra en bog med titlen (i oversættelse) Kristne i Koranen. Forfatteren til denne bog er Mahmoud Lutfi Amr - præsident for Damanhur’s Ansar al-Sunna al-Muhammadiya, det vil sige: "Tilhængere af Muhammeds eksempel." Bogen blev helt åbent solgt i islamiske boghandeler over hele Egypten.

Nigeria: Opbragte over, at vagter ved St. Peters katolske kirke i delstaten Kaduna vovede at etablere en vejspærring som en sikkerhedsforanstaltning mod jihad-angreb, åbnede nigerianske soldater ild mod og dræbte 5 medlemmer af menigheden under søndagsmessen. Ifølge sognemedlem Christopher Mamman "nærmede en soldat sig (søndag, 8. marts) vore kadetter, som havde rejst en blokade under søndag formiddagsmessen på vejen til vores sogn, og beordrede dem at demontere den. Kadetterne fortalte soldaten, at messen var i gang, og at de ville fjerne blokaden, så snart den var ovre, men soldaten var utilfreds med forklaringen." Det skal bemærkes, at hundreder af kristne kirker er blevet angrebet og kristne slagtet under søndagsgudstjenester - derfor kirke-blokaden. Uanset dette kom soldaten tilbage 10 minutter senere med andre soldater: "De stormede sognet og skød på kirkegængerne inde i kirken," sagde Mamman. "Fem af vore medlemmer blev skudt og dræbt, mens mange andre blev såret. En anden kristen fra en anden kirke blev også dræbt, da hændelsen eskalerede og opslugte byen."

Pakistan: En kristen mor beskylder politiet for at have tortureret hendes søn til døde i et forsøg på at aftvinge hende en tilståelse af et tyveri, hun ikke har begået. Zubair Masih blev begravet den 9. marts på en kristen kirkegård i Lahore, under politiets kraftige tilstedeværelse. Han blev 20 år gammel. Hans lemlæstede lig blev fundet om aftenen den 7. marts uden for hans hus i Shamsabad-sektoren i Lahore. Hans mor, Aysha Bibi, arbejdede indtil den 20. februar som en tjener i hjemmet af Abdul Jabbar. Hun sagde, at hendes løn var blevet betalt fuldt ud, da hun forlod ansættelsen hos Jabbar. Men den 4. marts, modtog hun et telefonopkald fra Jabbars kone, der bad hende om at komme tilbage til noget arbejde: "Da jeg kom derhen, tog Jabbar mig til Harbanspura Politistation, hvor jeg fik at vide, at jeg havde stjålet ting fra Jabbars hus," sagde Bibi. "På politistationen slog Jabbar mig, mens andre politifolk skældte mig ud og forsøgte at tvinge mig til at indrømme, at jeg havde stjålet 35.000 rupees (2.255 kr.) og op mod 100 gram guldsmykker." Den 6. marts, sagde hun, "tilbageholdt politiet min søn Zubair og torturerede ham for øjnene af mig. Når Zubair skreg af smerte, fortalte de ham, at han kun ville blive løsladt, hvis jeg tilstod tyveriet (...). Jeg fortalte gentagne gange politiet, at jeg ikke havde nogen forbindelse med det nævnte tyveri, og så smed de mig ud af politistationen, mens de stadig tilbageholdt Zubair dér. Den næste dag fandt vi Zubairs døde krop uden for vores hus." Rettighedsaktivister siger, at påstanden fra hendes tidligere muslimske arbejdsgiver er suspekt, fordi han ventede en uge med at melde sin klage til politiet.

Uganda: En 16-årig pige på flugt fra en muslimsk onkel, der slog hende og hendes søster for at være konverteret til kristendommen, døde under mystiske omstændigheder søndag den 8. marts. Det skete dagen efter, at hun var blevet fundet af muslimske slægtninge, der havde ledt efter hende. Namwase Aisha døde på Iganga Hospital, hvor hun var blevet indlagt den 2. marts. Hun var under behandling for malaria og for en skade i hovedet, som hun fik den 1. februar, da hendes onkel slog hende og hendes søster med en træstav og låste dem inde i et rum i næsten tre dage uden mad. Ifølge en kilde: "Lørdag [den 7. marts] opdagede muslimske pårørende hvor hun var, og besøgte hospitalet efter at have søgt hendes tilholdssted gennem nogle uger (...). På det tidspunkt reagerede Aisha meget positivt på sin medicin, men søndag morgen, efter at have modtaget morgenmedicinen, blev hun urolig, og vi spekulerede på, hvad der kunne være sket med hende." Hendes tilstand fortsatte med at forværres indtil hendes død, sagde en præst, der tog sig af hende: "Vi har mistanke om, at vores søster Aishas død kan være relateret til medicinen givet søndag morgen, som har forbindelse med ankomsten af de muslimske pårørende om lørdagen." Kirkens ledere overvejede at anlægge sag mod hospitalet, men følte, at det ville føre til mere friktion med muslimer, sagde de. Aisha fik tirsdag (den 10. marts) en kristen begravelse nær det område, hun var flygtet til. "Da vi bragte Aisha til gravpladsen, var hendes krop opsvulmet og ildelugtende af medicin, hvilket er en indikation af, at hendes krop kunne være blevet sprøjtet med et ukendt stof," sagde hendes præst. To år tidligere blev en anden konvertit til kristendommen i Uganda angrebet af sin muslimske familie, heriblandt en tante, der forgiftede hans drik med insektmiddel.


Dhimmitude: Almindelig foragt og fjendtlighed

Egypten: "Ukendte personer" satte ild til den parkerede bil tilhørende fader Ayub Yusif, præsten i Sankt Georg koptisk-katolske kirke i landsbyen Dalga, Minya, Øvre Egypten. Da myndighederne havde fået slukket ilden, var bilen helt forkullet. Dalga har været skueplads for mange angreb på kristne. Tilbage i september 2013, for eksempel, tvang tilhængere af Det Muslimske Broderskab koptiske husstande til at betale jizya, islamiske "beskyttelsespenge", der afpresses kristne og andre ikke-muslimske undersåtter i den islamiske stat. Dengang klagede fader Ayub - den samme præst, hvis bil nu er blevet brændt - over, hvordan Det Muslimske Broderskab mishandlede de kristne i landsbyen.

Kasakhstan: Et narkotika- og alkohol-rehabiliteringscenter, drevet af kristne i landsbyen Sychevka, Pavlodar-regionen, blev idømt en bøde og lukket i tre måneder efter en retskendelse om, at centret "udførte ulovlige aktiviteter," herunder religiøs tilbedelse. Denne anklage, som centret benægter, blev rejst efter at politiet beslaglagde 18 kristne bøger og andre materialer i en razzia den 9. marts. Centret havde 14 mennesker boende, som alle frit havde valgt at opholde sig dér og kunne forlade det til enhver tid. Otte af beboerne besluttede at forlade stedet efter politiets razzia sidste år, skræmte efter at være blevet afhørt flere gange.

Kenya: Muslimer fra Somalia angreb to kristne søskende, en bror og søster, i deres hjem. Ifølge broderen (navnet tilbageholdt): "Angriberne bankede på døren og min søster besluttede at gå hen og åbne døren - kun for at blive ramt af en stump genstand nær panden. Min søster faldt om skrigende, og jeg skyndte mig at løbe til hjælp. Lige ved døren blev jeg ramt på min højre hånd og jeg faldt om." Da naboer kom farende til stedet, flygtede de somalisk-talende angribere, og en af naboerne hørte dem sige: "Vi vil ikke have tyk-hårede [nedsættende om kenyanere] kristne i vores region - de skulle tage tilbage til, hvor de kom fra. Vi kommer snart tilbage igen." Mindre end et år tidligere blev de to søskendes far dræbt, også af somalisk-talende muslimer.

Syrien: The International Society of St. Vincent de Paul, en katolsk organisation, rapporterede, at nogle af dens medlemmer i Syrien var blevet kidnappet af Islamisk Stat og havde fået at vide, at hvis de voksne ikke fornægtede deres kristne tro, ville de blive halshugget og "deres børn brændt levende i bure". Ifølge søster Monique fra Vincent-ordenen Næstekærlighedens Døtre: "Sent søndag eftermiddag den 1. marts 2015 modtog jeg en besked fra M. Francoise, en delegeret fra International Society of St. Vincent de Paul [i Rom], og det lykkedes mig at nå hende telefonisk. Hun var på vej til Paris, og var brudt sammen pga. den nyhed, hun netop havde modtaget: Medlemmer af Society of St. Vincent de Paul i Syrien var blevet kidnappet sammen med deres koner og børn. Børnene var blevet isoleret og sat i bure. Voksne, der ikke fornægter deres tro vil blive halshugget, og deres børn brændt levende i burene." Skæbnen for de fleste af disse kidnappede kristne, langt over 200, er fortsat ukendt.




Om denne serie

Selv om ikke alle, og slet ikke de fleste, muslimer er involveret, er forfølgelsen af kristne i den islamiske verden på vej til at nå pandemiske proportioner. Derfor blev "Muslimsk forfølgelse af kristne" til for at opsamle nogle - på ingen måde alle - af de tilfælde af forfølgelse, der kommer op til overfladen hver måned. Den tjener to formål:

  1. At dokumentere det, som mainstream-medierne ikke fortæller om: Den vanemæssige, hvis ikke kroniske, muslimske forfølgelse af kristne.

  2. At vise, at denne forfølgelse ikke er "tilfældig", men systematisk og sammenhængende - at den er rodfæstet i et verdenssyn, der er inspireret af sharia.

Derfor - uanset hvad forfølgelsen handler om, kan den typisk indpasses et bestemt tema, herunder:
- had til kirker og andre kristne symboler;
- seksuelt misbrug af kristne kvinder;
- tvangskonvertering til islam;
- apostasi- og blasfemilove, der kriminaliserer og dødsdømmer dem, der "fornærmer" islam;
- tyveri og plyndring som erstatning for jizya (skat, der forventes betalt af ikke-muslimer);
- den almindelige forventning om, at kristne opfører sig som underkuede dhimmier eller andenklasses "tålte" borgere; og
- simpel vold og mord.
Undertiden er det en kombination.

Fordi disse beretninger om forfølgelse spænder over forskellige etniske grupper, sprog og lokaliteter - fra Marokko i vest til Indien i øst - må det være klart, at én ting alene binder dem sammen: Islam - hvad enten der er tale om streng håndhævelse af den islamiske sharialov eller den herrefolkskultur [supremacist culture], der er affødt af den.




Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)






Alle rapporter:

December, 2020
November, 2020
Oktober, 2020
September, 2020
August, 2020
Juli, 2020
Juni, 2020
Maj, 2020
April, 2020
Marts, 2020
Februar, 2020
Januar, 2020
December, 2019
November, 2019
Oktober, 2019
September, 2019
August, 2019
Juli, 2019
Juni, 2019
Maj, 2019
April, 2019
Marts, 2019
Februar, 2019
Januar, 2019
December, 2018
November, 2018
Oktober, 2018
September, 2018
August, 2018
Juli, 2018
Juni, 2018
Maj, 2018
April, 2018
Marts, 2018
Februar, 2018
Januar, 2018
December, 2017
November, 2017
Oktober, 2017
September, 2017
August, 2017
Juli, 2017
Juni, 2017
Maj, 2017
April, 2017
Marts, 2017
Februar, 2017
Januar, 2017
December, 2016
November, 2016
Oktober, 2016
September, 2016
August, 2016
Juli, 2016
Juni, 2016
Maj, 2016
April, 2016
Marts, 2016
Februar, 2016
Januar, 2016
December, 2015
November, 2015
Oktober, 2015
September, 2015
August, 2015
Juli, 2015
Juni, 2015
Maj, 2015
April, 2015
Marts, 2015
Februar, 2015
Januar, 2015
December, 2014
November, 2014
Oktober, 2014
September, 2014
August, 2014
Juli, 2014
Juni, 2014
Maj, 2014
April, 2014
Marts, 2014
Februar, 2014
Januar, 2014
December, 2013
November, 2013
Oktober, 2013
September, 2013
August, 2013
Juli, 2013
Juni, 2013
Maj, 2013
April, 2013
Marts, 2013
Februar, 2013
Januar, 2013
December, 2012
November, 2012
Oktober, 2012
September, 2012
August, 2012
Juli, 2012
Juni, 2012
Maj, 2012
April, 2012
Marts, 2012
Februar, 2012
Januar, 2012
December, 2011
November, 2011
Oktober, 2011
September, 2011
August, 2011
Juli, 2011




Oversættelse: Bombadillo