Jizya vender tilbage

Muslimske krav til ikke-muslimske "vantro" om at betale jizya under trussel om døden er voksende. Samtidig svinger Vesten svinger mellem at være uden anelse om, hvad jizya er, og at have den opfattelse, at jizya er et eksempel på "tolerance" i islam.

I videoen, hvor Islamisk Stat slagter omkring 30 kristne etiopiere i Libyen sidste april, påpeger speakeren gentagne gange, at betaling af jizya (som de fattige etiopiske fremmedarbejdere ikke kunne yde, og heller ikke de 21 koptere før dem) er den eneste måde, hvorpå kristne rundt om i verden kan beskytte deres liv:

Men enhver, der nægter [at betale jizya], vil ikke se andet fra os, end spidsen af en lanse. Mændene vil blive dræbt og børnene vil blive gjort til slaver, og deres rigdom vil blive taget som krigsbytte. Dette er Allahs og Hans Sendebuds dom.

Da Islamisk Stat invaderede de ældgamle kristne regioner omkring Ninevah-sletten i juni, erklærede den igen: "Vi tilbyder dem [de assyriske kristne] tre valg: Islam; dhimma-kontrakten - som indebærer betaling af jizya; hvis de nægter dette, vil de ikke få andet end sværdet."

Islamisk Stat - som de fleste vestlige politikere naragtigt insisterer på "intet har at gøre med islam" - er ikke alene om at kræve jizya fra kristne "vantro". I 2002 - under en drøftelse af den muslimske profets forudsigelse om, at islam til sidst vil erobre Rom - sagde den saudiske sheik Muhammad bin Abdul Rahman: "Vi vil styre Vatikanets land; vi vil styre Rom og indføre islam i den. Ja, de kristne (...) vil stadig betale os jizya, i ydmygelse, eller de vil konvertere til islam."

Og i en nylig udsendt video ser man sheik Issam Amira holde en prædiken i Al Aqsa-moskeen, hvori han beklager, at alt for mange muslimer tror, at jihad kun er til forsvar mod aggressorer, mens muslimer i virkeligheden også er forpligtet til at føre offensiv jihad mod ikke-muslimer:

Når du møder dine hedenske fjender, så kald dem - enten til islam, eller til at betale jizya, eller søg Allahs hjælp og bekæmp dem. Selv hvis de ikke kæmper [eller indleder fjendtligheder], bekæmp dem! (...). Bekæmp dem! Hvornår? Når de bekæmper dig? Nej, når de nægter at konvertere til islam eller nægter at betale jizya (...). Uanset om de kan lide det eller ej, vil vi tvinge dem ind under Allahs autoritet.

Kort sagt, mens Islamisk Stat håndhæver jizya-betaling fra "vantro", er kravet om dens genindførelse voksende over hele den muslimske verden. Sagt på en anden måde: mens Abu Shadi, en egyptisk salafi-leder, engang erklærede, at Egyptens kristne "enten skal konvertere til islam, betale jizya eller forberede sig til krig", så sagde dr. Amani Tawfiq, en kvindelig professor ved Egyptens Mansoura Universitet, engang, at "hvis Egypten ønsker langsomt men sikkert at komme ud af sin økonomiske situation og bekæmpe fattigdommen i landet, skal jizya pålægges kopterne".

Læren om jizya og dens historie

Så hvad er jizya helt præcist?

Ordet jizya optræder i Koranen 9:29, i et påbud, der burde være bekendt nu: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften [kristne og jøder], skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!" (fremhævelse tilføjet)

I hadith opfordrer Allahs Sendebud, Muhammed, regelmæssigt muslimer til at kræve jizya af ikke-muslimer: "Hvis de nægter at acceptere islam, så kræv jizya af dem. Hvis de indvilliger i at betale, accepter det fra dem og hold jeres hænder tilbage. Hvis de nægter at betale jizya, så søg Allahs hjælp og bekæmp dem."

Den anden "retledte kalif", Umar al-Khattab, skulle have sagt, at enhver erobret "vantro", der nægter at konvertere til islam, "skal betale jizya i ydmygelse og nedgørelse. Hvis de nægter dette, er det sværdet uden skånsel."

Dette tema om ikke-muslimers fornedrelse forekommer jævnligt i islamiske autoriteters kommentarer. Ifølge Medieval Islamic Civilization Encyclopedia, endte muslimske "jurister (...) med at anse visse undertrykkende og ydmygende aspekter af dhimmaen som de rigueur [absolut nødvendige, o.a.]. Dhimmier [underkuede ikke-muslimske kristne og jøder] skulle betale jizya offentligt, i fuldt dagslys, med håndfladerne vendt opad, og modtage et hårdt klask på panden eller over nakken fra opkræveren."

Nogle af islams jurister påbød en række andre ydmygende ritualer under jizya-betalingen, herunder at den foresiddende muslimske embedsmand skulle slå, tage kvælertag på og i nogle tilfælde trække i skægget af den betalende dhimmi, der måske endda var forpligtet til at nærme sig opkræveren på alle fire som et dyr.

Rodbetydningen af det arabiske ord "jizya" er simpelthen at "tilbagebetale" eller "gengælde", dybest set at "kompensere" for noget. Ifølge Hans Wehr Dictionary, den arabisk-engelske standardordbog, er jizya noget, der "erstatter" noget andet, eller "tjener i stedet for."

Enkelt sagt, måtte de erobrede ikke-muslimer købe deres liv, som ellers var hjemfalden til deres muslimske erobrere, for penge. I stedet for at tage deres liv, tog de deres penge. Som en middelalderlig jurist rammende udtrykker det: "... deres liv og deres ejendele er kun beskyttet på grund af betalingen af jizya ..."

Tidligere og i stigende grad i dag, har muslimer profiteret enormt af at inddrive jizya hos erobrede folkeslag.

Et eksempel er hvordan Muhammeds følgesvend, Amr bin al-As - manden, der erobrede det kristne Egypten i begyndelsen af 640'erne - torturerede og dræbte enhver kristen kopter, som forsøgte at skjule sin rigdom. Da en kopter spurgte ham: "Hvor meget jizya skal vi betale?" svarede den islamiske helt: "Hvis I giver mig alt hvad I ejer - fra jorden til loftet - vil jeg ikke fortælle jer, hvor meget I skylder. I stedet er I [kristne koptere] vores skattekiste, således at hvis vi er i nød, vil I være i nød, og hvis tingene er lette for os, vil de være lette for jer."

Men selv dét var ikke nok. Kalif Uthman irettesatte senere Amr bin al-As, fordi en anden guvernør i Egypten havde formået at forøge kalifatets skatkammer med det dobbelte af, hvad Amr kunne. Med Uthmans ord: "Mælkekamelerne [dvs. Egyptens kristne] ... gav mere mælk." År senere skrev endnu en kalif, Suliman Abdul Malik, til guvernøren i Egypten og rådede ham til "at malke kamelen, indtil den ikke giver mere mælk, og indtil den giver blod."

Intet under, at Egypten gik fra at være næsten helt kristent i det syvende århundrede til i dag at have et kristent mindretal på kun 10%, som er støt svindende pga. stadige forfølgelser.

Beslægtet med tanken om institutionaliseret jizya er forestillingen om, at ikke-muslimer er lovligt vildt for plyndring, når det er muligt. Artiklen jizya i Encyclopaedia of Islam oplyser, at "med eller uden doktrinær begrundelse, optrådte til tider vilkårlige krav [om penge]". Selv den middelalderlige rejsende, Marco Polo, hvis beretninger virker upartiske, gjorde en interessant iagttagelse om muslimerne i Tauris (det moderne Irak) i det trettende århundrede:

Ifølge deres doktrin er alt, hvad der er stjålet eller plyndret fra andre af en anden tro, korrekt taget, og tyveriet er ingen forbrydelse; mens dem, der dør eller kommer til skade i hænderne på kristne, betragtes som martyrer. (...). Disse principper er fælles for alle saracenere.

Alt dette blev gentaget for et par år siden, da sheik Abu Ishaq al-Huwaini talte om, hvad den muslimske verden bør gøre for at overvinde dens økonomiske problemer:

Hvis bare vi kan gennemføre en jihad-invasion mindst en gang om året, eller om muligt to eller tre gange, så ville mange mennesker på jorden blive muslimer. Og hvis nogen forhindrer vores dawa [invitation til konvertering] eller står i vejen for os, så må vi dræbe dem eller tage dem som gidsler og konfiskere deres rigdom, kvinder og børn. Sådanne kampe vil fylde lommerne på mujahid-krigeren [den hellige kriger], der kan vende hjem med 3 eller 4 slaver, 3 eller 4 kvinder og 3 eller 4 børn. Dette kan blive en rentabel forretning, hvis du ganger hvert hoved med 300 eller 400 dirham. Dette kan være som en økonomisk sikring, hvorved en jihadist i en tid med økonomisk nød altid kan sælge et af disse hoveder.

Sådan var det gennem langt over et årtusinde: Muslimske herskere og bander afpressede penge fra "vantro" under deres herredømme som en legitim måde at skaffe sig fortjeneste på.

En stor del af denne økonomiske udsugning blev bragt til ende takket være direkte europæisk intervention. Begyndende i midten af det 19. århundrede, afskaffede den ene muslimske region efter den anden jizya-skatten, og gav ikke-muslimer hidtil usete rettigheder - oprindeligt for at formilde vestlige magter, senere som en efterligning af vestlig regeringsførelse. Det Osmanniske Riges dekret fra 1856, Hatt-i Humayun, afskaffede jizya i mange osmannisk styrede områder. Andre steder i den muslimske verden, blev jizya gradvist afskaffet overalt, hvor vestlige magter var til stede.

Men i dag hvor muslimerne genvinder deres islamiske arv - ofte godkendt og tilskyndet af Vesten, der nu er forhekset af "multikulturalisme" - er jizya tilbage, enten institutionaliseret som under Islamisk Stat, eller som en begrundelse for at plyndre vantro.

Selv i Vesten, i 2013, omtalte en britisk muslimsk prædikant, der modtog mere end 25.000 pund årligt i velfærdsydelser, de britiske skatteydere som "slaver", og forklarede: "Vi tager jizya alligevel, hvilket er vores haq [arabisk for "ret"]. I øvrigt er det den normale situation at tage penge fra kafirerne [de vantro], er det ikke? Så dette er den normale situation. De giver os pengene - du arbejder, giv os pengene, Allahu Akhbar ["Allah er stor"]. Vi tager pengene."

Akademiske løgne om jizya

Men hvor muslimer - fra Islamisk Stats jihadister til egyptiske universitetsprofessorer - kender sandheden om jizya, er Vesten i dag uvidende, takket være dens ledende islam-autoriteter: Vestlige akademikere og andre "eksperter" og talende hoveder.

Overvej følgende uddrag fra John Esposito, direktør for Prince Alwaleed Center for Muslim-Christian Understanding ved Georgetown University og en bredt anerkendt kilde til alt islamisk:

På mange måder fandt de lokale befolkninger [kristne, jøder og andre] muslimsk styre mere fleksibelt og tolerant end byzantinsk og persisk. Religiøse samfund kunne frit praktisere deres tro, når det drejede sig om gudstjeneste og om at følge deres religiøse ledere og love på områder som ægteskab, skilsmisse og arv. Til gengæld var de forpligtet til at betale tribut, en hovedskat (jizya), som gav dem ret til muslimsk beskyttelse mod udefra kommende aggression og fritog dem fra militærtjeneste. Derfor blev de kaldt "beskyttede" (dhimmier). I realiteten betød dette ofte lavere skatter, større lokal autonomi ... (fremhævelse tilføjet)

På trods af den næsten overstrømmende tone i forbindelse med muslimsk styre, er påstanden om, at jizya blev betalt for at købe "muslimsk beskyttelse mod udefra kommende aggression", en lodret løgn. Lige så løgnagtig er Espositos påstand om, at jizya-betalingen "fritog dem fra militærtjeneste" - som om de erobrende muslimer ville så meget som tillade deres erobrede "vantro" undersåtter at kæmpe sammen med dem i jihad (hellig krig mod de vantro), uden at de først konverterede til islam.

Alligevel er disse to myter - at jizya var til for "muslimsk beskyttelse mod udefra kommende aggression" og fritagelse for militærtjeneste - nu bredt accepteret. I “Nothing ‘Islamic’ About ISIS, Part Two: What the ‘Jizya’ Really Means,” genbruger en vis Hesham A. Hassaballa disse fabrikationer på BeliefNet ved at citere Sohaib Sultan, imam ved Princeton University, som konkluderer: "Jizya er således hverken mere eller mindre end en fritagelsesafgift i stedet for militærtjeneste og som kompensation for den "beskyttelsespagt" (dhimma), der blev tildelt sådanne borgere af den islamiske stat."

I virkeligheden, og som påvist ovenfor via ordene af en række autoritative muslimer i fortid og nutid, var jizya, og faktisk stadig er, beskyttelsespenge - men altså beskyttelse, ikke mod udefra kommende, som Esposito og andre hævder, men mod muslimerne selv. Uanset om det er i det første kalifat for over tusind år siden, eller om det er i det nyeste kalifat, Islamisk Stat, så betragter muslimske overherrer fortsat livet for deres ikke-muslimske undersåtter som tabt, medmindre de køber det, løskøber det for penge. Sagt anderledes er den underkuede vantro et dyr, der skal malkes "indtil det ikke giver mere mælk, og indtil det giver blod", for at citere de mindeværdige ord af en tidlig kalif.

Der er intet menneskeligt, rimeligt eller beundringsværdigt ved kravet om jizya fra erobrede ikke-muslimske mindretal, som akademikerne hævder. Jizya er simpelthen afpresningspenge. Dens formål har altid været at give ikke-muslimer beskyttelse mod muslimer: Betal, konverter til islam eller dø.

Og den er befalet i både Koranen og hadith, islams to søjler. Kort sagt er jizya endnu en af islams grimme kendsgerninger - tilføj offensiv jihad, imperialisme, kvindehad, slaveri osv. - en kendsgerning, som akademikerne, selvom de kan fordreje den, ikke helt kan hvidvaske. Imens står verden ved sidelinien og ser passivt til, mens den genoplives i det 21. århundrede.

Bemærk: De fleste citater, der ikke er forsynet med hyperlink, stammer fra Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians. Fulde referencer kan findes der.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo