Mens andre skrifter indeholder modsigelser, er Koranen den eneste hellige bog, hvis kommentatorer har udviklet en doktrin til at tage højde for de meget synlige forandringer, der optræder fra det ene påbud til det andet. Ingen omhyggelig læser kan forblive uvidende om de mange gensidigt modsigende vers i Koranen, helt specielt den måde, hvorpå fredelige og tolerante vers nærmest ligger side om side med voldelige og intolerante vers. Ulema var i begyndelsen usikker på hvilke vers, der skulle kodificeres ind i sharialovens verdenssyn - det vers, der siger: ”der er ingen tvang i religionen” (2:256), eller dem, der befaler troende at bekæmpe alle ikke-muslimer indtil de enten konverterer til, eller i det mindste underkaster sig, islam (8:39, 9:5, 9:29). For at komme ud af dette dilemma, udviklede kommentatorerne doktrinen om ophævelse, som i det væsentlige hævder, at når vers modsiger hinanden, vil vers, der er åbenbaret senere i Muhammeds karriere, have forrang frem for de tidligere. For at dokumentere hvilke vers, der ophævede hvilke, udvikledes en religiøs videnskab, helliget kronologien af Koranens vers (kendt som an-Nasikh wa'l Mansukh, det ophævende og det ophævede).

Men hvorfor modsigelsen i første omgang? Standardopfattelsen er, at eftersom Muhammed og hans samfund, i islams tidlige år, var talmæssigt langt underlegne i forhold til deres vantro konkurrenter, mens de levede side om side med dem i Mekka, så var et budskab om fred og sameksistens i orden. Men efter at muslimerne udvandrede til Medina i 622 og voksede i militær styrke, blev vers, der tilskyndede dem til at gå i offensiven, langsomt "åbenbaret" - i princippet sendt ned fra Gud - altid svarende til islams voksende duelighed. I juridiske tekster er disse kategoriseret i stadier: Passivitet stående over for aggression; tilladelse til at slå igen mod aggressorer; befalinger om at bekæmpe aggressorerne; befalinger om at bekæmpe alle ikke-muslimer, uanset om disse starter aggressioner eller ikke. [1] Voksende muslimsk magt er den eneste variabel, der kan forklare denne gradvise ændring af politikken.

Andre lærde lægger et glansfuldt skær over dette ved at hævde, at Koranen blev åbenbaret stykkevist over en 22-årig periode, fra passive og åndelige vers til juridiske forskrifter og påbud om at sprede troen gennem jihad og erobring, simpelthen for at akklimatisere de tidlige muslimske konvertitter til islams pligter, så de ikke fra starten ville blive afskrækket af de dramatiske forpligtelser, der ville komme i de senere vers. [2] Vers, åbenbaret henimod slutningen af Muhammeds karriere - som f.eks.: "Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod" (Koranen 2:216) [3] - ville have været malplacerede, når krigsførelse reelt var udelukket.

Men hvordan man end fortolker det, så er standardopfattelsen af den koranske ophævelse angående versene om krig og fred, at når muslimer er svage og i en mindretalsposition, skal de prædike og opføre sig i overensstemmelse med de mekkanske vers' etos (fred og tolerance); men når de er stærke, skal de gå i offensiven på basis af, hvad der er befalet i de medinensiske vers (krig og erobring). Omskiftelserne i islamisk historie er et vidnesbyrd om denne dobbelthed, og er bedst indfanget af den populære muslimske opfattelse, baseret på en hadith, at hvis det er muligt, skal jihad udføres med hånden (magt), hvis ikke, så med tungen (gennem forkyndelse), og hvis dette heller ikke er muligt, så med hjertet eller ens intentioner. [4]

At islam legitimerer bedrag under krig er, naturligvis, ikke alt for overraskende; når det kommer til stykket, som den elizabethanske forfatter John Lyly udtrykte det: "I kærlighed og krig gælder alle kneb." [5] Andre ikke-muslimske filosoffer og strateger - som Sun Tzu, Machiavelli og Thomas Hobbes - retfærdiggjorde bedrag i krig. Vildledning af fjenden under krig er kun sund fornuft. Den afgørende forskel i tilfældet islam er imidlertid, at krigen mod de vantro er en evig affære - indtil, med Koranens ord, "der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud [Allah]." (Koranen 8:39) [6] I sin artikel om jihad i Encyclopaedia of Islam, skriver Emile Tyan: “Pligten til jihad eksisterer, så længe islams universelle herredømme ikke er nået. Fred med ikke-muslimske lande, er derfor kun en foreløbig tingenes tilstand; kun tilfældige omstændigheder kan begrunde den midlertidigt." [7]

Desuden, hvis vi går tilbage til doktrinen om ophævelse, er muslimske lærde som Ibn Salama (d. 1020) enige om, at Koranen 9:5, kendt som ayat as-sayf eller sværdets vers, har ophævet omkring 124 af de mere fredelige mekkanske vers, herunder "ethvert andet vers i Koranen, der beordrer eller indebærer noget mindre end en total offensiv mod de ikke-troende." [8] Faktisk er alle fire sunni-muslimske retsskoler enige om, at "jihad er, når muslimer fører krig mod vantro, efter at have kaldet dem til at antage islam eller i det mindste at betale skat [jizya] og leve i underkastelse, og de vantro har nægtet." [9]

Obligatorisk jihad kan bedst udtrykkes ved islams tvedelte verdenssyn, der sætter islams område op imod krigens område. Det første, dar al-islam, er "underkastelsens område", den verden, hvor sharia styrer; det andet, dar al-harb (krigens område), er den ikke-islamiske verden. En kamp fortsætter, indtil islams område opsluger den ikke-islamiske verden - en evig affære, der fortsætter til den dag i dag. Den berømte muslimske historiker og filosof Ibn Khaldun (d. 1406) formulerer denne opdeling klart:

I det muslimske samfund er hellig krig [jihad] en religiøs pligt, på grund af den muslimske missions universelle karakter samt forpligtelsen til at konvertere alle til islam enten af overbevisning eller ved tvang. De andre religiøse grupper havde ikke en universel mission, og jihad var ikke en religiøs pligt for dem, undtagen med henblik på forsvar. Men islam er forpligtet til at vinde magt over andre nationer. [10]

Noter

[1] Ibn Qayyim, Tafsir, i Abd al-'Aziz bin Nasir al-Jalil, At-Tarbiya al-Jihadiya fi Daw' al-Kitab wa 's-Sunna (Riyahd: n.p., 2003), pp. 36-43.
[2] Mukaram, At-Taqiyya fi 'l-Islam, p. 20.
[3] Koranen 2:216.
[4] Yahya bin Sharaf ad-Din an-Nawawi, An-Nawawi's Forty Hadiths, p. 16, besøgt den 1. aug. 2009.
[5] John Lyly, Euphues: The Anatomy of Wit (London, 1578), p. 236.
[6] Koranen 8:39.
[7] Emile Tyan, The Encyclopedia of Islam (Leiden: Brill, 1960), vol. 2, s.v. "Djihad," pp. 538-40.
[8] David Bukay, "Peace or Jihad? Abrogation in Islam," Middle East Quarterly, Fall 2007, pp. 3-11, f.n. 58; David S. Powers, "The Exegetical Genre nasikh al-Qur'an wa-mansukhuhu," i Approaches to the History of the Interpretation of the Qur'an, Andrew Rippin, ed. (Oxford: Clarendon Press, 1988), pp. 130-1.
[9] Jalil, At-Tarbiya al-Jihadiya fi Daw' al-Kitab wa's-Sunna, p. 7.
[10] Ibn Khaldun, The Muqadimmah. An Introduction to History, Franz Rosenthal, overs. (New York: Pantheon, 1958), vol. 1, p. 473.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo