Af
Kilde: Raymond Ibrahim, 26. april 2015
Udgivet på myIslam.dk: 4. maj 2015
Fredag den 24. april mindedes vi, hvordan - for netop 100 år siden - det sidste historiske muslimske kalifat, Det Osmanniske Rige, forsøgte at rense sit imperium for kristne minoriteter - armeniere, assyrere og grækere. Det gør vi, mens vi passivt står og ser på, at det nye kalifat, Islamisk Stat, genoptager folkemordet.
I begge tilfælde blev og bliver grusomhederne begået i islams navn.
I november 1914, under 1. Verdenskrig, udstedte det osmanniske kalifat en fatwa, eller et islamisk dekret, der erklærede det for en "hellig pligt" for alle muslimer at "massakrere" vantro - udtrykkeligt nævnt var de "kristne mænd" fra Trippelententen, "islams fjender" - med løfter om store belønninger i efterlivet.
De samme koranvers, som Islamisk Stat og andre jihad-grupper jævnligt citerer, gennemsyrede den osmanniske fatwa, heriblandt: "[I skal] dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold!" (Koranen 9:5) og "I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Allah retleder ikke de folk, der handler uret." (Koranen 5:51) - og flere andre vers, der danner den islamiske lære om Loyalitet og Fjendskab.
Mange muslimer påberåber sig stadig denne lære; den befaler muslimer at være venner med og hjælpe andre muslimer, mens de nærer fjendskab mod alle ikke-muslimer (en islamisk gejstlig lærer tilmed, at muslimske ægtemænd skal hade deres ikke-muslimske koner, mens de nyder dem seksuelt).
Som det sker den dag i dag - ude af stand til at få ram på eller besejre de stærkere vantro, de "kristne mænd" fra Storbritannien, Frankrig og Rusland - mættede muslimerne i det osmanniske kalifat deres blodtørst på deres egne kristne undersåtter. Og de retfærdiggjorde folkemordet ved at projicere den islamiske lære om Loyalitet og Fjendskab på kristne - ved at sige, at fordi armeniere, assyrere og grækere var kristne, hjalp de naturligvis de andre "kristne mænd" fra Vesten.
Som det sker i dag under det nye kalifat - Islamisk Stat - korsfæstede, halshuggede, torturerede, lemlæstede, voldtog, slavebandt og på andre måder massakrerede det osmanniske kalifat utallige "vantro" kristne. Det officielle antal armeniere dræbt i folkemordet er 1,5 millioner; hundredtusinder af både grækere og assyrere blev også systematisk slagtet (se dette dokument for statistik).
(Fordi folk ofte taler om det "armenske folkemord", glemmes det ofte, at assyrerne og grækerne også var genstand for udrensning af det osmanniske kalifat. Det eneste, der adskilte kalifatets armenske, assyriske og græske undersåtter fra tyrkiske undersåtter var, at de tre førstnævnte var kristne. Som en professor i armenske studier spørger: "Hvis det [armenske folkemord] var en fejde mellem tyrkere og armeniere, hvad forklarer så det samtidige folkemord begået af Tyrkiet mod de kristne assyrere?")
Henry Morgenthau, den amerikanske ambassadør i Det Osmanniske Rige og personligt vidne til grusomhederne, bevidnede, at "jeg er overbevist om, at hele den menneskelige slægts historie ikke indeholder en så grufuld episode som denne." Han tilføjede, at hvad tyrkerne gjorde, var "et nøje planlagt projekt om totalt at udrydde den armenske race". I 1918 skrev Morgenthau i Red Cross Magazine:
"Vil den skandaløse terror, den grusomme tortur, opsamlingen af kvinder i haremmer, de lystne overgreb på uskyldige piger, salget af mange af dem til firs cents stykket [i dag sælger Islamisk Stat kristne og yazidi slaver for så lidt som 43 dollars], mordet på hundredtusinder og deportationen til og sultedøden i ørkenen af andre hundredtusinder, ødelæggelsen af hundredvis af landsbyer og byer - vil den forsætlige udførelse af hele denne djævelske plan om at udslette de armenske, græske og syriske [eller assyriske] kristne i Tyrkiet - vil alt dette forblive ustraffet?"
Fordi dette folkemord på kristne normalt artikuleres gennem et særligt sekulært paradigme - ét, der kun anerkender de faktorer, som giver mening set fra et moderne vestligt synspunkt, ét, der aldrig bruger ordene "kristen" og "muslim", men snarere "armenier" og "tyrker" - er kun få i stand til at forbinde disse begivenheder for et århundrede siden med, hvad der sker i dag.
Krig er selvfølgelig en anden faktor, der dækker over folkemordets sande ansigt. Fordi det skete under 1. Verdenskrig, siger man, er det i sidste ende en afspejling af netop dette - krig, i al dens kaos og ødelæggelse, og intet mere. Dette har været holdningen af alle de skiftende tyrkiske regeringer. Den tyrkiske præsident Erdogan, som standhaftigt nægter, at hans forfædre begik folkemord på kristne ved at hævde, at de bare var krigstidsofre, beskyldte også absurd Kina for at begå "folkemord" i 2009, hvor mindre end 100 muslimske uighurer blev dræbt i sammenstød med kinesiske sikkerhedsstyrker.
Krig var - og som det skal ses, stadig er - en undskyldning for at tilfredsstille jihad-barbariet. Winston Churchill, der beskrev folkemordet som en "administrativ holocaust", har med rette anført, at "muligheden [af 1. Verdenskrig] gav sig for at rense tyrkisk jord for en kristen race." Talaat Pasha, en af mændene i Det Osmanniske Riges "diktatoriske triumvirat" under 1. Verdenskrig, påpegede, at "Tyrkiet udnytter krigen til grundigt at likvidere sine interne fjender, dvs. de indfødte kristne, uden af den grund at blive forstyrret af udenlandsk intervention."
Overvej et århundrede senere, hvordan kristne minoriteter stadig i dag systematisk bliver halshugget, korsfæstet, tortureret, voldtaget og gjort til slaver - også under påskud af krig. I ethvert arabisk land, hvor USA har hjulpet med til at styrte (sekulære) autokrater - Irak, Libyen, Syrien - er indfødte kristne mindretal blevet massakreret af de jihad-elementer, der tidligere blev holdt i tømme af Saddam Hussein, Muammar Gaddafi og Bashar Assad (læs her for detaljer).
Islamisk Stats nylige slagtning af omkring 30 kristne etiopiere i Libyen - og to måneder tidligere af 21 kristne egyptere - er blot den seneste anretning af kristen forfølgelse i Libyen efter det "arabiske forår".
Ej heller er dette begrænset til den arabiske verden. I det overvejende muslimske nordlige Nigeria, fører muslimer, anført af den islamiske organisation Boko Haram, en brutal jihad mod de kristne mindretal i deres midte. Boko Harams erklærede mål er at rense det nordlige Nigeria for alle kristne - et mål, der nu bør minde os om noget.
Men selv i ikke-krigshærgede lande, fra Indonesien i øst til Marokko i vest, fra Centralasien i nord til Afrika syd for Sahara - i lande med forskellige racer, hudfarver, sprog, politiske systemer og økonomier, i lande, der kun er fælles om at have et muslimsk flertal - bliver kristne, i varierende grad, udryddet. Ja, i Tyrkiet i dag, bliver selv indfødte tyrkere, der konverterer til kristendommen, regelmæssigt forfulgt og sommetider dræbt i islams navn. Se min bog, Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians, for en samlet oversigt over, hvad der i sidste ende kan kulminere i det 21. århundredes folkemord.
Der er ingen tvivl om, at religion - eller i denne sammenhæng, det gamle spøgelse af muslimsk forfølgelse af kristne mindretal - var grundlæggende for folkemordet på armenierne, grækerne og assyrerne. Selv den mest citerede faktor, etnisk identitetskonflikt, skal, skønt legitim, forstås i lyset af, at religion historisk set undertiden betød mere for en persons identitet end sprog eller arv - hvilket bestemt var tilfældet for muslimer i forbindelse med Loyalitet og Fjendskab. Dette bliver dagligt demonstreret i hele den islamiske verden i dag, hvor muslimske regeringer, pøbelflokke og jihadister forfølger kristne mindretal - mindretal, der har samme etnicitet, sprog og kultur som muslimerne, men ikke samme religion - ofte som gengældelse mod Vesten (ligesom osmannerne, som det blev set, også gjorde "gengæld" mod Trippelententen).
Og endelig - for at forstå, hvordan det osmanniske folkemord på kristne er repræsentativt for de kristnes nutidige situation under islam i almindelighed og Islamisk Stat i særdeleshed, behøver man kun at læse følgende ord skrevet i 1918 af præsident Theodore Roosevelt - men læs "armensk" som "kristen" og "tyrkisk" som "islamisk":
"Den armenske [kristne] massakre var krigens største forbrydelse, og undladelsen af at handle imod Tyrkiet [den islamiske verden] er at tolerere den (...) undladelsen af at gribe radikalt ind mod den tyrkiske [islamiske] rædsel betyder, at al snak om at garantere den fremtidige fred i verden er skadeligt nonsens."
Ja, hvis vi "undlader at gribe radikalt ind" mod den "rædsel", der i øjeblikket hjemsøger millioner af kristne over hele den islamiske verden - som i nogle områder har nået folkemorderiske proportioner ifølge FN - så "tolererer" vi den, og burde holde op med at tale "skadeligt nonsens" om en utopisk verden med fred og tolerance.
Sagt anderledes, er tavshed altid en allieret med dem, der vil begå folkemord. I 1939, på tærsklen til 2. Verdenskrig, rationaliserede Hitler sine folkemorderiske planer mod jøderne, da han angiveligt spurgte: "Når det kommer til stykket, hvem taler så i dag om udslettelsen af armenierne?"
Og hvem taler i dag om den igangværende udslettelse af kristne under islam?
Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam,
er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow
ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The
Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense
Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S.
Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede
retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der
dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation
for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN,
PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.
Han er desuden forfatter til: Crucified
Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword
and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.
(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)
Oversættelse: Bombadillo