Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 12. februar 2014
Antikrists katastrofale og frygtelige drama, der er blevet foldet ud på disse sider, er stadig under udvikling i alle dets faser. I Christian Advocate den 18. juni 1925 var der følgende ledende artikel, som jeg citerer i sin helhed:
ET NAVN! ET NAVN!
Hvad er der i et navn! spørger digteren, som om "Intet" måtte være det uundgåelige svar. Alligevel er det menneskehedens oplevelse, at det rigtige svar måtte være "Alt". For omkring navnet samler sig alle egenskaberne ved den nævnte ting. Farven og duften af blomsternes dronning springer op i fantasien ved det blotte navn, "rose". Så dyrebare er navnene på handelsvarer, at producenter af sæber og tandpastaer, brændstoffer og smøremidler, brød, salver og cigaretter, betaler store summer for at sikre et markant navn til deres særlige produkt, får det registreret hos myndighederne og forsvarer deres eneret til dets anvendelse med al den autoritet, som loven giver. Luk øjnene og lad nogen udtale ordene "Ford" og "Rolls-Royce", og spørg så ikke mere om, hvad der ligger i et navn.
Der er et navn, der står - eller skal vi sige stod? - over alle navne. Hvad er der sket med det?
En bemærkelsesværdig ting er for nylig sket i Tyrkiet. Regeringen indkaldte Asa Kent Jennings til samråd; han er amerikaner bosiddende i Lilleasien (hvis navn stadig fremhæves med ære på rullestempler fra Den Nordlige New York-konference i den Metodist-Episkopale Kirke). Under krigen mellem tyrkerne og grækerne havde han udvist gode karakteregenskaber, som vandt ham høj anseelse i begge nationer. Han fik at vide, at den Tyrkiske Republik søgte efter en pædagogisk metode eller social institution, til at fremme de fysiske, intellektuelle og moralske egenskaber hos nationens unge mænd og kvinder. I samarbejde med ham blev der udviklet en plan for et system af foreninger eller klubber i store centre, hvor alt, hvad der kendetegner det trefoldige program for Young Men's Christian Association (KFUM), skulle føres ud i livet under officiel protektion og med støtte fra den tyrkiske regering - som er muhamedansk af religion - men under ledelse af Mr. Jennings, som er KFUM-sekretær og metodistprædikant. Den første af disse klubber skal åbnes i Angora, den nye hovedstad, og den ansvarlige vil blive en anden metodistprædikant, John B. Ascham, fra Vest Ohio, hvis lysende bidrag til den europæiske politiske situation siden krigen har været omtalt i disse spalter fra tid til anden. Men Angora-regeringen stillede som betingelse, at disse institutioner, skønt gennemtrængt af Kristi ånd, ikke må bære kristen-navnet. Dette var en grundlæggende forudsætning. Alt kristent, undtagen etiketten!
Hvordan kan det være? Forklaringen er indlysende. Siden korstogenes tid, hvor bærerne af Korset stødte sammen med bærerne af Halvmånen, er navnet kristen for evigt blevet plettet med minder om massakre og krig. Ingen af Åndens frugter, de dyder, som den vestlige verden kan lide at forbinde med ordet kristen, kommer tyrken på sinde, når han ser dette navn. Således er kristendommen, opkaldt efter hele menneskehedens Ældre Broder, for en hel nation blevet synonymt med racemæssigt og religiøst fjendskab.
Der er europæiske nationer, hvor det navn, der burde stå over alle navne, er blevet trukket ned i sølet. En London-forfatter, som fik til opgave at skabe en kristen litteratur for drenge i Tjekkoslovakiet, foreslog at indlede en række heltebiografier med Jesus Kristi liv. En mand, der havde bedre kendskab til folket i dette land, advarede ham om, at en fortælling om Kristi liv ville dræbe serien. Under den lange periode med østrigsk tyranni over dette land, havde Romerkirken i den grad identificeret sig med det herskende despoti, at alt, hvad der bar det kristne navn, blev koblet sammen med dette partnerskab af undertrykkelse og overtro. Kejseren var væk og Kirken afviklet, men en bog med en kristen etikette ville folket stadig betragte med mistro som propaganda for deres tidligere herrer. Derfor vil serien starte med Abraham Lincoln, fordi grupper, der kalder sig kristne, har gjort Kristi navn til en skændsel.
Mahatma Gandhi i Indien fortæller missionærerne, at Kristus vinder ham, men kristendommen, som eksemplificeret gennem vestlige politiske, sociale og økonomiske standarder, anerkender han ikke som et produkt af Det Nye Testamente. Kina ser kærligt imod Kristus, men bliver mistænksom mod kristne nationer, når de repræsenteres af krigsskibe, maskingeværer og eksterritoriale domstole, eller af rovgriske udenlandske erhvervsvirksomheder, der vrider den sidste cent fra kulien på bekostning af anstændighed og selve livet. "Hvis dette er Kristus," siger de, "så lad os holde os til Konfutse!"
Det er heller ikke nødvendigt at gå til udlandet for at finde Kristi gyldne navn fornedret og forfalsket.
Udmøntningens renhed er overladt til enhver, som har givet sig selv Kristi navn. Hans forskrifters ophøjede karakter vil med sikkerhed blive bedømt på Hans bekendende tilhængeres optræden. Mangen en prædiken har ikke kunnet overbevise, domfælde og omvende synderen, hovedsagelig fordi synderen kunne pege på mænd og kvinder i menigheden, hvis liv, kendt og forstået af deres trosfæller, havde tendens til at miskreditere prædikantens appel. Derfor fremkalder det navn, som alle burde knæle for, ingen hyldest.
Den nation eller det individ, der antager navnet kristen, pådrager sig et tungt ansvar. Til en vis grad er Kristi navn givet dem som en forpligtelse. Den måde, hvorpå denne person, kirke, samfund eller nation lever op til denne forpligtelse, vil være bestemmende for den agtelse, som andre giver dette Navn.
Jeg har læst denne ledende artikel igen og igen, og alt, hvad jeg kan få ud af den, er, at Kristi navn, eller navnet på en sæbe, en tandpasta, en salve, et fedtstof, en cigaret, bør anvendes så længe det giver resultater, men bør opgives, når det ikke længere har kraft. Dette er helt sikkert, hvad der officielt er blevet gjort med Navnet i Tyrkiet. Hvad kirkens folk i Amerika skal forstå, er, at muhamedanismen, kristendommens største fjende i verden, marcherer frem med ild og sværd, og at store kristne organisationers opgivelse af Kristi navn og Mesterens lære, kun er endnu en sejr for Profeten. Intet nok så genialt sofisteri kan skjule dette faktum.
Lad os håbe, at dette skridt fra deres side, er optakten til en stor opvågnen og afstandtagen af vestlige kristne:
Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi,
og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: "Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus."
Men han nægtede det og sagde: "Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener." Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede. (Mark 14:66-68)
Men bagefter vidnede Peter på en helt anden måde. Der kan ikke være tale om arbejde for Kristus på noget sted, hvor hans navn bliver droppet. Denne indrømmelse er i sig selv en sejr for mørkets magter.
Den 25. oktober 1925 dukkede en artikel af George Seldes op i pressen, der beskriver forfølgelsen af de kristne kaldæere på den tyrkisk-britiske grænse nær Mosul. Den blev annonceret som den første af en serie, men de andre artikler er ikke blevet offentliggjort. Den er så meget lig de andre velunderbyggede begivenheder af lignende art, der er beskrevet på de foregående sider, at den danner en logisk fortsættelse af fortællingen. Jeg citerer fra Washington Post den 25. oktober 1925:
Mosul, Mesopotamien den 18. oktober (via brev til Cairo). - I en smuk landsby-oase kaldet Zakho, på den britiske-tyrkiske grænse i det bibelske land, midt i fredelige omgivelser, fandt jeg i dag vidner til en frygtelig tragedie, som muhamedanske arabere såvel som kristne bad mig bringe videre til den kristne verden.
Det er historien om deportationen af 8.000 kaldæiske kristne fra grænsen, om deres march ind i det indre af Tyrkiet, om hvordan tyrkerne myrdede mænd, krænkede kvinder og kastede spædbørn ned i afgrunde. Det er en historie om lidelse uden sidestykke i nyere tid, og hvert eneste ord, der er skrevet her, er beediget ved Bibelen af landsbyledere og deres præster og attesteret af ærkebiskop Timothy, deres åndelige fader.
GAMLE OG SYGE DRÆBT
"'Vil den kristne verden tro, at sådanne ting kan ske nu?' spurgte ærkebiskop Timothy, mens mukhtaren - eller sheifen - af Murga, knælede og fortalte sin historie. Hvad mukhtaren fortalte på arabisk, var dette:"
"Med Gud som mit vidne og ved Kristi blod sværger jeg på, at tyrkerne på marchen mod nord dræbte fem mænd, der, på grund af deres alder, ikke kunne holde trit med processionen. Tre kvinder, der var syge, stenede de til døde. Den første nat slog vi lejr nær en kilde. De tyrkiske officerer og soldater slukkede lysene, greb alle de unge smukke piger og bragte dem ud i markerne. Hele natten hørte vi pigernes og kvindernes skrig og råb. De formørkede himlen med deres klagende skrig, og det var ligesom dommedag."
"På den tredje dag var én af kvinderne i fødselskval. Tyrkerne ventede indtil barnet var født. Andre kvinder tog sig af barnet, men moderen var for svag til at marchere, så hun blev skudt. I Ozozan-bjergene blev tre mænd og to kvinder, der forsøgte at flygte, skudt og dræbt. Deres unge forældreløse børn blev derefter dræbt."
Denne erklæring, i en mere kold officiel form, fandt jeg senere i optegnelser, der var beediget og attesteret af den britiske guvernør i Mesopotamien.
Jeg har netop (oktober 1925) modtaget et brev fra doktor George E. White, præsident for det ulyksalige missionær-college i Marsovan, Tyrkiet. Denne vigtige og engang blomstrende institution er blevet genåbnet i Saloniki, Grækenland. Jeg citerer følgende fra dets rundskrivelse:
De flygtende folkeslag i Mellemøsten fortjener al den sympati, de kan få fra amerikanske venner. Denne tragiske "bevægelse af befolkninger" er den største af sin art i hele historien. Der er 160.000 flygtninge i byen Saloniki, 800.000 i provinsen Makedonien og 1.500.000 i hele Grækenland. (...) Den græske regering har revideret sine love med det udtrykkelige formål, at byde amerikansk uddannelse velkommen. (...) Saloniki bygger kraftigt på nuværende tidspunkt; den er stedet, hvor den græske sømand fra syd møder den slaviske plovmand fra nord; muslim, jøde og kristen har følt sig hjemme her i mange generationer; Saloniki bevæger sig fremad under en kristen regering, der blev genetableret i 1912 efter fremmedherredømme siden 1430.
Lad os håbe, at dette kristne College vil "bygge kraftigt" på sin nye lokalitet, hvor det har en stor og hellig mission: At sprede Mesterens ånd ud over Balkan i en grad, så folkehadet vil mindskes i disse regioner, krige vil ophøre og resterne af det herlige gamle Byzantinske Rige vil være i stand til at genetablere den kristne civilisation, som tyrkerne har drevet ud af Lilleasien. Eller hvis dette er for meget, så lad os i det mindste håbe, at indflydelsen af dets lærdomme vil være tilstrækkelig stor til at forhindre nogen af Balkan-staterne i at slutte sig sammen med muslimerne eller bolsjevikkerne for at ødelægge deres naboer.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo