Kapitel 37
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 14. januar 2014
Lilleasiens muligheder for arisk civilisation forstås bedre, når man kaster et blik på landet tilbage i den periode, da det var dækket af myldrende millioner og oversået med byer, der var ophav til kunst, litteratur, filosofi, industri og alt det mest nyttige og smukke i den menneskelige udvikling. Alt dette er gentagne gange blevet fejet væk af asiatiske og mongolske invasioner, og er nu dækket af tyrkisk fordærv.
I et foredrag holdt i december 1922 af den kendte diplomat og arkæolog, W. H. Buckler, Baltimore, henleder han opmærksomheden på den store rigdom af muligheder for arkæologisk forskning i Det Nye Tyrkiet. Han opfordrer amerikanske forskere til at koncentrere deres opmærksomhed om Anatolien og den nye hovedstad, Angora [Ankara], og han forventer, at "udviklingen af byer, veje mv., vil foregå meget hurtigere end tidligere, og at denne forandring vil blive mest markant i Angora, der, fra en landsby, snart vil forvandle sig til en metropol."
Det er muligt, at nogle få nye bygninger vil blive opført i Angora i den nærmeste fremtid, men en tankegang, der forbinder udførelsen af massakrer i hidtil uset skala med en frisk erhvervet evne til administration, landbrug, handel og finansiering, er ikke til at følge.
Om netop dette punkt siger den allerede citerede Sir Valentine Chirol meget passende (Chirol, Occident and Orient, pp. 65-67):
Tyrkens eneste virkelige interesse var, og har altid været, krig. Men det er svært at se, hvor stor gavn Tyrkiet har haft af at erstatte en snæver religiøs fanatisme med en lige så snæver racemæssig fanatisme. Alt hvad vi behøver, er at se på, hvad Tyrkiet er i dag. Dets befolkning skønnes at ligge på mellem 6 og 8 millioner mennesker, et tal, som er decimeret af krigen og menes at være faldende, hvilket det allerede var før krigen pga. medfødt sygdom. Det vil, det er sandt, for første gang have en næsten ren tyrkisk befolkning, for af grækere og armeniere, som i 1914 stadig udgjorde ca. 3 millioner i Lilleasien, er der kun de mest sparsomme rester tilbage. De var de mest intelligente og økonomisk mest værdifulde grupper i det gamle osmanniske imperium. Det (Tyrkiet) kan næppe stræbe efter en meget højere position end den af en tredjerangs magt, næppe ligestillet i generelle ressourcer med nogen af de Balkan-stater, det plejede at herske over, og det har selv givet afkald på den prestige og indflydelse, som besiddelsen af kalifatet gav det.
Men den særdeles lærde og dygtige forfatter, doktor Buckler, bringer nogle kendsgerninger frem af enorm vigtighed og betydning. For at bruge hans egne ord:
Omfanget af anatolske historiske monumenter og dokumenter dækker omkring fem tusind år. Perioder repræsenteret ved arkæologiske levn strækker sig fra det 3. årtusinde f.Kr., med dets sydkappadokiske kileskrifttavler, til det 15. århundrede e.Kr., med dets seljuk-arkitektur og -inskriptioner. Blandt de emner af historisk interesse, som de anatolske levn kaster lys over, er: Ret, politik, økonomi, uddannelse, kunst (herunder skulptur), filosofi, litteratur.
Han fortsætter med at sige, at udtrykket "Anatolien", som anvendt her, dækker hele Lilleasien vest for en linje, der løber mod nord fra Alexandretta til Sortehavet, og en liste over gamle byer med egne mønter i de fjorten klassiske distrikter i dette område, er som følger:
| Lykien, Pamfylien og Pisidien | 95 byer |
| Lykaonien, Isaurien og Kilikien | 82 byer |
| Frygien og Galatien | 61 byer |
| Bitynien, Paflagonien og Pontus | 34 byer |
| Ionien, Lydien og Karien | 84 byer |
| I alt | 356 byer |
|---|
Blandt de steder, der allerede er udgravet, eller som er øremærket til udgravning, nævner han Pergamon, Milet, Sardes, Kolofon, Priene, Knidos; og blandt de steder, der er delvis spolerede for udgravning ved deres blotte eksistens som moderne byer, er Smyrna, Halikarnassos, Adalia, Philadelfia, Thyatira [Akhisar] og Ankyra. Sidstnævnte er den nuværende tyrkiske hovedstad Angora [Ankara]. Det fleste, hvis ikke alle, af de byer, der nævnes af dr. Buckler, var centre for græsk eller kristen kultur, eller begge dele.
Det er naturligt, at arkæologerne, i deres iver efter at få tilladelse til at arbejde sikkert i Lilleasien, vil være meget omhyggelige med ikke at sige noget, der kunne krænke tyrkens følelser. De må bruge al deres diplomatiske snilde i deres omgang med ham, for at så mange som muligt af græsk kunst og visdoms begravede skatte kan blive afdækket i et land, der nu er i hænderne på kemalisterne, som stadig er våde af blod fra en gammel civilisations sidste overlevende.
Så vi har nu følgende grupper af mennesker, der befinder sig i den samme situation med hensyn til tyrken, det vil sige, som skal passe på med at sige noget, der kunne fornærme ham: Visse missionærer; forretningsmænd, der stadig har interesser i Tyrkiet; koncessionsjægere; diplomater; arkæologer. Jeg tror, at mange af disse er oprigtige i deres beundring for tyrken, byggende på den antagelse, at hans forbrydelser er gengivet stærkt overdrevet og mere eller mindre var berettigede.
Denne opfattelse deler jeg ikke, og jeg er overbevist om, at det havde været bedre for hele den vestlige verden og for tyrkerne tillige, hvis de ikke-muslimske minoriteter var blevet beskyttet, og kristen civilisation havde fået en chance for at udvikle sig i Det Osmanniske Rige.
De to følgende uddrag fra 1925-pressen er passende kommentarer til professor Bucklers forudsigelser i 1922 om stor kommerciel og industriel aktivitet. En skribent, der for nylig kom tilbage fra Smyrna, skriver i februar-nummeret af Gazzetta del Popol, Torino, Italien:
Smyrnas udseende er tragisk. Selv to et halvt år efter tragedien er ruinerne urørte. Langs kajen strækker sig to kilometer med bygningsskeletter - åndehuse. Og bag den er der kilometervis af gader, kantet med andre spøgelseshuse, som et endeløst lighus.
Denne spøgelsesby er et frygteligt symbol på hele Tyrkiet. Det, der frem for alt tiltrækker opmærksomheden, er grækernes forsvinden. De er fejet væk, udryddet fra denne by, som var deres metropol i Levanten, og hvor de dominerede alle former for aktivitet. Armenierne er også fuldstændig forsvundet. Jøderne udholder med besvær de handicap, de må tåle på deres område af livet.
Europæerne forsøger at få det bedste ud af en dårlig situation, men dem, der ikke er forsynet med rigelig kapital til at overvinde de tusinde daglige fortrædeligheder, som myndighederne påfører, må indse nødvendigheden af at trække sig tilbage.
Alle former for aktivitet i Tyrkiet i fortiden blev igangsat af ikke-tyrkere. Der var intet af deres med undtagelse af hæren. Hensynsløst dødsdømmer tyrkerne al aktivitet - kommerciel og industriel - hvor de ikke selv kan gøre sig gældende.
På nuværende tidspunkt har Tyrkiet kun tre toldhuse - Konstantinopel, Smyrna og Messina. Siden 1. januar i år da toldloven trådte i kraft, har alle andre havne været nødsaget til helt at standse deres trafik. Det er ikke længere muligt for erhvervsaktiviteter at foregå i dem; handel med Europa er praktisk taget ophørt. Alle varer, der sendes til og fra Tyrkiet, skal losses i én af disse byer, gennemgå de besværlige toldformaliteter og lastes igen for at blive sendt til deres destinationer. [1]
Tæppeindustrien eksisterer ikke længere. Armenierne og grækere, som drev den, og flygtet og har bosat sig i Rhodos, Piræus, og nogle på Bari. Der er ikke længere nogen i Smyrna, der ved, hvordan man laver tæpper.
For ti år siden blev Lilleasien lagt øde af de armenske massakrer og deportationer. I dag er den flittige og produktive del af dens befolkning helt forsvundet. Den bliver snart, hvis ikke en ørken, så en ødemark. Overalt langs kysten er der byer, som blev opgivet til tyrkerne for to år siden og som nu er helt affolkede. Jorddyrkere er blevet erstattet af hyrder og nomader - jorden tilhører ikke længere nogen. Inden for nogle få år, hvis ikkee Gud udvirker et mirakel og udstyrer tyrkerne med gaver, de altid har manglet, vil Lilleasien blive en ørken i hjertet af Middelhavscivilisationen.
Og en forfatter i et nyligt nummer af Le Temps i Paris siger:
Konstantinopel er en døende by. Bosporus, der engang vrimlede med skibe fra hele verden, er nu næsten helt øde; kontorerne i de udenlandske handelshuse afvikler deres affærer; bankerne vil kun låne penge ud til de mest ublu renter. Urolighederne med grækerne og armeniere har resulteret i massefordrivelsen af disse folk. Selv den egentlige tyrkiske befolkning emigrerer i håbet om at finde lysere forretningsmæssige udsigter andre steder.
I takt med at den store bys velstand falder, får dens gamle rivaler, Alexandria, Beirut, Saloniki og Piræus gavn af dens tidligere handel.
Hvordan kan det være anderledes?
Evne til effektivitet at udføre en massakre betyder ikke evne til industriel og handelsmæssig aktivitet, og den fanatiske ødelæggelse af store grupper af foretagsomme folk, har altid været et alvorligt slag mod velstanden i det land, hvor forbrydelsen er begået, hvilket bevidnes af huguenot-forfølgelserne i Frankrig. I Tyrkiet har det betydet ruin.
Noter
[1] Dette system med at koncentrere landets handelsaktiviteter disse tre steder, skaber i disse havne et fiktivt indtryk af øget aktivitet, men det sker på bekostning af alle de andre. Macri, der tidligere havde femten tusinde indbyggere, har nu kun sørgeligt to tusinde overlevende. Det samme gælder for Adalia, tidligere betydningsfuld og nu helt død.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo