Kapitel 35
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 13. januar 2014
Selv om der har været store muhamedanske civilisationer, der har bidraget meget til verdens fremskridt og har efterladt sig uforgængelige monumenter, har de ikke holdt sig. De er opstået gennem den fundamentalt ædle karakter og intelligens af de folk, der har grundlagt dem, og har blomstret i relativt kort tid, mere på trods af deres trosbekendelse end på grund af den. Og som tilfældet er med alle religioner, har eksemplet sat af stifteren haft større indflydelse på hans disciple end hans bog. Profeten er dybt æret af alle muhamedanere, der anser selv et hår fra hans skæg for at have mirakuløs magt.
De vigtigste kendsgerninger om hans liv og hans generelle karakter er velkendte for dem. Disse forhold vil nu blive lagt frem uden fjendtlige eller respektløse fordomme. De er sande og veletablerede. Læseren opfordres til at undersøge dem og afgøre for sig selv, om de er korrekt fremstillede:
-
Muhammed var polygamist.
-
Efter at have forladt Mekka og var fortsat til Medina, hvor han slog sig ned for en tid, organiserede og udførte han togter mod karavaner, som han røvede for at genopbygge sit udtømte skatkammer.
-
Han belejrede og plyndrede byer for byttets skyld med handlinger, han retfærdiggjorde ved hjælp af "åbenbaringer".
-
På hans ordre blev 800 jødiske fanger adskilt fra deres koner og børn og slagtet, og deres lig smidt i en massegrav. Deres koner og familier blev solgt som slaver. Dette var den første muhamedanske massakre. [Draycatts Mahomet, side 234 et sq.]
-
Han beordrede udførelse af grusomme og umenneskelige straffe. [Draycott, 253-254]
-
Han fjernede sine fjender ved snigmord.
Vi har set, hvor trofast dette eksempel er blevet efterfulgt af tyrkerne gennem årene - siden Konstantinopels fald og især af ungtyrkerne, siden de kom til magten. Men selvom andre grene af den muhamedanske race har vist iøjnefaldende kvaliteter i hjerne og hjerte, så afslører en generel undersøgelse af denne religions udbredelse helt fra starten kun alt for tydeligt indflydelsen af Profetens eksempel og lære. Som den allerede citerede Pears siger:
Historien - Egyptens, Syriens og Lilleasiens - har været en lang række af massakrer, der måske kulminerede med den i Egypten i 1354, hvor de kristne blev beordret til at afsværge deres tro og acceptere muhamedanismen, men nægtede, og omkring hundredtusinde blev dræbt.
Adrian Fortescue har i sit værk, The Lesser Eastern Churches, dette afsnit:
I 1389 marcherede en stor procession af koptere, som havde accepteret Muhammed af frygt for døden, gennem Cairo. De angrede deres frafald, og ønskede nu at sone den ved at vende tilbage til kristendommen som den uundgåelige konsekvens. Så mens de marcherede annoncerede de, at de troede på Kristus og fornægtede Muhammed. De blev pågrebet og alle mændene halshugget på en åben plads for øjnene af kvinderne. Men dette skræmte ikke kvinderne; så de led også alle martyrdøden.
Angående de armenske massakrer fra vor egen tid, giver doktor Johannes Lepsius, hvis mesterlige Secret Report er blevet henvist til i det foregående, følgende erklæring:
Vi har lister foran os med 55 landsbyer, hvis overlevende indbyggere blev konverteret til islam med ild og sværd; med 568 kirker fuldstændig udplyndret, ødelagt og jævnet med jorden; med 282 kristne kirker omdannet til moskéer; med 21 protestantiske prædikanter og 170 gregorianske (armenske) præster, der, efter at have udstået ubeskrivelig tortur, blev myrdet, fordi de afslog at konvertere til islam. Vi må gentage, at disse tal kun er udtryk for omfanget af vores information, og er langt fra at nå til det virkelige omfang. Er dette religiøs forfølgelse, eller er det ikke? [32]
Kristendommen er således, hovedsagelig ved hjælp af massakre, blevet renset ud af Nordafrika og det gamle byzantinske imperium, hjemsted for de tidlige kirkefædre og de syv byer. Da tyrkerne brændte Smyrna og gjorde Lilleasien solidt muhamedansk, færdiggjorde de et arbejde, der havde stået på i århundreder.
Ikke alene har disse metoder været anvendt til at fremme muhamedanismen, men "Loven om Apostater" foreskriver død, tvungen adskillelse fra kone og familie og tab af ejendom og juridiske rettigheder for enhver muslim, der forlader sin tro og tilslutter sig en anden. Frygten for disse frygtelige afstraffelser er en af grundene til, at der er så få konvertitter fra muhamedanismen til kristendommen. Doktor Samuel M. Zwemer, den lærde skribent om muhamedanske spørgsmål, giver mange eksempler på anvendelsen af denne lov i sit seneste værk, The Law of Apostasy in Islam.
Et eksempel, som kom inden for min personlige synskreds, nemlig mordet på konvertitten fra Det Internationale Universitet i Smyrna, er allerede blevet omtalt. Dette er sandsynligvis det samme tilfælde som det, pastor Ralph Harlow, tidligere præst ved Det Internationale Universitet i Smyrna, omtaler i en pjece: "Udenfor Smyrnas mure blev hans lig fundet, dolket mange steder."
Loven om Apostasi er ifølge Zwemer skrevet af muhamedanske lovgivere med følgende ord:
Hvad angår apostater, er det tilladt at dræbe dem forfra eller ved at komme ind på dem bagfra, nøjagtig som tilfældet er med polyteister. For det andet bringer deres blod, hvis udgydt, ingen hævn. For det tredje er deres ejendom bytte for de sande troende. For det fjerde bliver deres ægteskabelige bånd ugyldige.
Den uddannede, europæiserede tyrker fra Konstantinopel er en dreven og poleret herre med forførende manerer. Men én ting må aldrig glemmes af dem, der økonomisk eller på anden måde er interesseret i Tyrkiets fremtid: At landet er blevet gjort "homogent" gennem en række glubske massakrer, der omhyggeligt er blevet planlagt og ubarmhjertigt udført af netop sådanne polerede og forførende herrer, der har udnyttet den muslimske fanatisme til deres egne formål, og at det er på denne fanatisme, deres magt hviler.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo