Kapitel 31
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 6. november 2013
Denne flygtige redegørelse for den metodiske udryddelse af kristendommen i tyrkernes hænder, burde overbevise enhver om, at han nu ikke må lade den blive genoplivet og udbredt i udenlandske skoler på hans område. Et tidligere kapitel gjorde rede for den hjælp og støtte, både moralsk og økonomisk, til amerikanske missionære og filantropiske institutioner, som grækerne gav under deres besættelse af Smyrna-regionen og i Saloniki. Følgende erklæring om den behandling de fik under tyrkisk styre, er skrevet af Dana K. Getchell, som er velkendt i missionærkredse:
I 1914, da Verdenskrigen begyndte, havde Anatolia College, Marsovan, Tyrkiet, 425 elever og Pigeskolen havde omkring tre hundrede; i alt omkring tusind mennesker opholdt sig på de amerikanske områder, herunder læreres familier, tjenere og deres familier og den amerikanske koloni. Ved udgangen af 1914 havde amerikanerne netop afsluttet bygningen af et stort hospital, der blev besat af tyrkerne, før den amerikanske læge havde mulighed for at flytte ind.
I 1915 fandt den armenske deportation sted tidligt om foråret. Ud af vort fakultet på femten indfødte lærere og en tjener-liste på femten mere, blev tyve af disse individer, mænd, deporteret og, så vidt universitetets ledelse vidste, dræbt, eftersom man aldrig hørte fra dem igen.
Vores college-økonom på denne tid, tog til torvet for at udføre sit sædvanlige arbejde og vendte aldrig tilbage. En kendt tyrkisk advokat i byen, som dengang havde forbindelse med universitetet, meddelte mig, at hvis jeg ville gå med ham til et bestemt sted i en vingård nær byen, ville han vise mig den brønd, hvori denne mands krop var blevet smidt. Han havde det ganske fint med den gerning, der var blevet begået.
I løbet af juni 1915 eskorterede jeg en gruppe på ti amerikanske damer og børn til Konstantinopel, via Angora [nuværende Ankara, o.a.], fordi Sortehavsruten var blevet lukket. Mens vi var i Konstantinopel, hørte jeg om deportationen af armeniere i det indre af landet, især fra Marsovan [Merzifoun] og omegn. Jeg arbejdede i dagevis for at få tilladelse fra Talaat Pasha til at vende tilbage til Marsovan, men hans undskyldning var, at "ting skete" i det indre og at det ikke var en god tid for udlændinge at rejse i. Senere efter at have hørt, at mere end fire hundrede armeniere var trængt sammen på de amerikanske lokaliteter, blev oplysninger taget til Talaat og hans løfte modtaget om, at ingen armenier på de amerikanske lokaliteter skulle deporteres. På basis af dette løftes styrke, sendte jeg et telegram til mine medarbejdere i Marsovan, og, efter at have fået tilladelse til at rejse i de dage, skyndte mig tilbage til mit arbejde. Ved min ankomst til Marsovan, fandt jeg, at den første store deportation af dem, der havde været beskyttet på de amerikanske områder, var sket dagen før.
To dage senere kom tyrkiske gendarmer og politifolk til vore områder og forlangte at få pigerne, 49 i antal, fra den amerikanske skole. Disse krav blev fastholdt, og den dag, på ordre af den tyrkiske regering, blev alle disse piger sendt afsted på vejen til Sivas, en rejse på seks dage ind i det indre af landet fra Marsovan. To af de amerikanske lærere, Miss Willard og Miss Gage opnåede, ved vedholdenhed, tilladelse til at følge disse piger dagen efter, at de var begyndt på deres rejse og indhentede dem, netop som de kom ind i Sivas seks dage senere. Ved i dagevis at bearbejde provinsens vali fik disse amerikanske damer endelig tilladelse til, at alle disse piger kunne vende tilbage til pigeskolen i Marsovan.
Ved deportationernes begyndelse i 1915 var Marsovan beboet af tolv tusinde armeniere. Da deportationerne var ovre, kunne knap tusind af denne nationalitet findes i byen. Denne fuldstændige destruktion af armenierne i denne by er kun et eksempel på, hvad der skete overalt i Sivas-vilayeten.
I januar 1916 begyndte de græske deportationer fra Sortehavet. Disse grækerne kom gennem byen Marsovan i tusindvis, efter for det meste at have gået den tre dages tur gennem sne og mudder og sjap i vintervejr. Tusinder faldt om i vejsiden af udmattelse og andre kom ind i Marsovan i grupper på 50, 100 og 500, altid under ekskorte af tyrkiske gendarmer. Næste morgen blev disse stakkels flygtninge igen sendt ud på vejen, og aflivning ved denne behandling var endnu mere gennemgribende end en direkte massakre som dem, armenierne tidligere havde lidt.
I 1917, i vinterens mulm og mørke, begyndte en anden deportation af armeniere fra Sortehavskysten, og samme behandling måtte udholdes af dem, der blev tvunget til at flygte fra deres hjem.
Den 16. maj blev de femten amerikanere, mænd, kvinder og børn tvunget til at gennemgå den samme prøvelse - at forlade deres hjem og ejendom - for at begive sig ud på denne lange rejse over land. På denne dato blev de amerikanske lokaliteter besat af tyrkiske soldater og alle bygninger overtaget til brug som base-hospital.
Seks uger senere vendte fire fra denne gruppe tilbage til Marsovan, med tilladelse fra Talaat Pasha, under den forudsætning, at de kunne flytte ind i deres hjem og bruge skolebygningerne til undervisningsformål. Bygningerne, med undtagelse af husene, som blev erhvervet under stort besvær, blev aldrig returneret, men var i konstant brug af de tyrkiske militære myndigheder op til tidspunktet for våbenstilstanden i marts 1919.
Behandlingen af amerikanere og amerikansk ejendom over hele Tyrkiet var den samme som den, amerikanerne i Marsovan oplevede. Skoler og colleges i Sivas, Caesarea, Harput, Aintab og andre steder blev lukket, og de amerikanske medarbejdere for det meste sendt ud af landet. Siden våbenstilstanden er denne samme behandling af amerikanere fortsat i hele det indre af landet. Skolerne har ikke fået lov til at åbne og ejendom til en værdi af mange tusinde dollars, er løbende blevet besat af tyrkerne.
I december 1914 beslaglagde tyrkiske soldater den amerikanske missions ejendom i Afion Kara Hissar og besatte kirken, skolen og præsteboligen i en periode på fire år; de efterlod bygningerne med ødelagte døre, vinduer og tag og generelt tilsvinet med menneskeligt affald. Tyrkerne trak korset ned fra kirken og satte halvmånen op i stedet. I 1919 beslaglagde tyrkerne disse bygninger igen og husede soldater i dem.
Det motto, som vore kristne skoler nu opererer under i Tyrkiet, lyder omtrent som følger: Vil I ikke nok lade os reparere vore bygninger på egen bekostning med penge samlet ind i Amerika, og genåbne dem de steder, hvor der stadig er tilstrækkeligt med mennesker tilbage til, at der kan blive et par elever, så vi kan uddanne tyrkiske drenge i engelsk, matematik, etc., hvis vi giver vort højtidelige ord på, at vi ikke vil lære dem noget om kristendommen?
Megen trøst bliver i visse kredse afledt af det faktum, at ingen religiøs undervisning af nogen art er tilladt i tyrkiske skoler, og det hævdes, at denne foranstaltning ikke er specielt rettet mod kristne institutioner. Mennesker, der henter trøst fra denne side af sagen, er åbenbart ikke klar over, at tyrken er fuldt fortrolig med alle de forskellige måder, på hvilke en kat kan flås. De giver ham ikke anerkendelse for den særlige form for intelligens, som han bestemt besidder. Under alle omstændigheder er resultatet det samme for så vidt angår fortsættelsen af udenlandsk evangelisk arbejde i Tyrkiet.
Ovenstående er en meget moderat og fordomsfri delvis redegørelse for, hvad der er blevet gjort mod de amerikanske uddannelsesinstitutioner i Tyrkiet, men den giver ingen forestilling om den faktiske vildskab, der blev vist mod studerende og lærere, og om de materielle ødelæggelser.
Jeg talte for nylig med en fremtrædende præst, en ven af den tidligere præsident for en af de største missionsskoler i Tyrkiet, der kom med følgende erklæring:
For nogen tid siden talte jeg med lederen af en af de amerikanske skoler i Tyrkiet, som fortalte mig om den frygtelige behandling af folk i den by, han opholdt sig i. Han fortalte mig, at skolen blev lukket og at lærerne, deres hustruer og familier blev drevet ud, og at omkring 60 eller 70 af dem blev henrettet. Tårerne strømmede ned ad hans kinder, da han sagde: "Jeg kan se disse kære, gode mennesker for mig i dette øjeblik, som de blev drevet bort af de hjerteløse tyrkere."
Med hensyn til de vilkår, som de amerikanske missioner nu opererer under i Tyrkiet, siger Samuel M. Zwemer (1924):
De nylige regler om udlændinge i Tyrkiet og forbudet mod kristen undervisning til muslimske børn i missionsskoler er ikke et tegn på en større grad af frihed under Den Islamiske Nationalistiske Regering, men er snarere en genopblussen af den gamle ånd.
Hvis den ærværdige herre havde sagt: "En fortsættelse af den faste og uforanderlige politik," ville han have været tættere på sandheden.
Doktor James L. Barton, sekretær for American Board of Commissioners for Foreign Missions, i Boston, Massachusetts, har en interessant artikel i Homiletic Review, januar 1924, om "Den nuværende situation for missionering og pædagogisk arbejde i Tyrkiet" ["The Present Status of Missionary and Educational Work in Turkey"].
Doktor Barton har en meget fremtrædende position indenfor missionsarbejdet, til hvilket han har viet den bedste del af sit liv, og han er naturligvis opsat på at bjerge så meget som muligt fra ruinerne af det storslåede bygningsværk, som Missionsbestyrelsen har opført i Tyrkiet ved hjælp af millioner af amerikanske penge, og at komme videre på en eller anden måde. Her er nogle citater fra doktor Bartons artikel:
Nogle af de amerikanske skoler er blevet lukket på grund af udvekslingen af befolkninger, godkendt ved Lausanne-konferencen. For eksempel er Eufrat College i Harput, Central Turkey College i Aintab, Teachers' College i Sivas, og Van College, alle i den østlige del af Tyrkiet, ikke længere i drift. Disse blev drevet næsten udelukkende, hvis ikke helt, for kristne elever, dvs. armeniere for det meste, men med nogle få grækere og syrere. Under deportationerne blev landet næsten helt tømt for denne del af dets indbyggere. Lærerne blev deporteret eller forlod landet, således at disse institutioner i dag er lukkede. Central Turkey, som holdt til i Aintab, medvirker imidlertid ved arbejdet i Aleppo i det franske mandat-område, hvortil et stort antal mennesker fra Aintab er flygtet; men de mennesker, der var tilknyttet de andre institutioner, er spredt vidt og bredt.
Anatolia College, som lå i Marsovan, er i stort set samme situation, selv om den havde mange tyrkiske elever, men dens lærere er spredt.
Denne er en meget omhyggeligt formuleret erklæring og yder fuld retfærdighed til doktorens velfortjente ry for diplomatisk snilde. Der er intet i den, der på nogen måde kunne fornærme tyrkerne. Det helt grundlæggende forhold, nemlig udryddelsen af armenierne og grækerne, og massakren på en million af de førstnævnte, som er den virkelige grund til lukningen af de fleste af skolerne, bliver skjult med henvisning til "udvekslingen af befolkninger, godkendt ved Lausanne-konferencen".
Lærerne fra Anatolia College er "spredt". Dette er uden tvivl et korrekt udtryk at bruge om folk, der i mange tilfælde har lidt martyrdøden og er i Himlen, sammen med mange af lærerne fra andre skoler. Lad os nære det fromme ønske, at de ikke er alt for "spredte" deroppe, da de helt sikkert vil have behov for at mødes for at tale om deres oplevelser. Doktoren fortsætter med at sige:
Netop på nuværende tidspunkt, i fravær af regulering, er skolerne hæmmede i deres religiøse undervisning. Tyrkerne har givet ordre til, at der ikke må foregå nogen religiøs undervisning, og i øjeblikket er der ingen form af direkte instruktion i skoletiden og ingen af eleverne kan kræves at tage bibel-kurser eller at være til stede, hvor der gives religiøs undervisning. Under de nuværende omstændigheder synes det klogt for dem, der driver skoler i Nærøsten, at overholde disse regler, indtil en mere omfattende forståelse kan nås og uddannelsessystemet i landet etableres på et sundt grundlag.
Hvis doktoren med et "sundt grundlag" mener - og han kan ikke mene noget andet - tilladelse fra den tyrkiske regering til at konvertere tyrkere i Tyrkiet til kristendommen, vil han komme til at vente længe. Det "sunde grundlag" at nå frem til for tyrkerne, har kostet floder af kristent blod, og er allerede opnået. Og i mellemtiden har nogle af de kristne missionærer accepteret at ophøre med at prædike Kristus. Det er på tide for hanen at gale. Doktor Barton fortsætter:
Det er velkendt for tyrkere såvel som for udlændinge, at Tyrkiet brug for, hvad disse institutioner kan give, for at gøre det i stand til at organisere dets nuværende forvaltninger på et grundlag, der kunne give det en værdig plads i søsterskabet af nationer.
Da Jesus viste sig for de elleve, mens de sad til bords efter korsfæstelsen, pålagde han dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes." (Mark 16:15-16)
Han sagde ikke noget om at uddanne fremmede nationer, så de kunne etablere deres forvaltninger på et sundt grundlag. Dette er et prisværdigt mål, men bør arbejdes og betales for af de fremmede nationer selv.
Jeg har fået oplyst, at den fornemme og lærde rabbiner Stephen Wise fra New York har anslået den samlede værdi af den amerikanske missions ejendom, der nu findes i Tyrkiet, til at være ikke mere end ti millioner dollars. Hans har været en af de mest veltalende stemmer, der har lydt på vegne af de martrede kristne i Mellemøsten.
Jeg ønsker det tydeligt forstået, at intet af det, jeg har sagt, på nogen måde er ment som en afspejling af amerikanske missionærer i almindelighed. Jeg har kendt så mange ædle mænd og kvinder, der har viet deres liv til at sprede Mesterens lære i fremmede lande, at jeg er ude af stand til at sige eller tænke noget nedsættende om denne hellige skare af pionerer eller om deres arbejde. Jeg har allerede beskrevet den ædelmodige optræden af missionærkvinder og -mænd i Smyrna, og den samme historie er blevet gentaget igen og igen i mange mørke hjørner af kloden i tider med undertrykkelse og fare.
Jeg har ikke sympati for visse missionærers politik med hensyn til Tyrkiet, og jeg tror, at kristendommens fuldkomne fiasko når det drejer sig om at vejlede regeringers politik, som demonstreret i denne triste fortælling, gør enhver kampagne i muslimske lande til en så godt som håbløs opgave. Jeg er også overbevist om, at en undersøgelse af vore private liv og egen adfærd, vil overbevise enhver om, at omvendelse af amerikanere er et mere skrigende behov end omvendelse af muhammedanere.
Hvad Amerika har brug for, og hvad Europa har brug for, er en stor åndelig vækkelse. Kristus er okay. Han er usigelig vidunderlig og herlig. Lad os alle samles under Hans banner, og så derefter overveje om vi kan gøre fremskridt i fremmede lande.
Den ruin, der har ramt vore missionsinstitutioner i Tyrkiet, og som har inspireret så megen forsigtighed med hensyn til resternes skæbne, er sammenfattet i nedenstående tabel, som blev offentliggjort i 1923 af American Board of Foreign Missions:
| Missionskirker: | 90% lukket. |
| Amerikanske colleges: | Arbejdet suspenderet i seks ud af otte. |
| Hospitaler: | Halvdelen i funktion. |
| College-rektorer: | To døde, én deporteret, tre nægtet tilladelse til at vende tilbage. |
| Landsbyskoler: | (anslået til 1000). Opgivet. |
| High Schools: | Kun tre ud af enogfyrre er nu åbne. |
| Tab af ejendom: | Anslået til 2.880.000 dollars. |
| Indfødte medarbejdere: | To tredjedele døde; andre i eksil. |
| Klientel: | 95% døde eller deporteret eller gjort til slaver i haremmer. |
| Amerikanske medarbejdere: | Halvtreds deporteret. |
Dette kapitel kan ikke få en mere passende slutning end følgende citat fra pennen af pastor Ralph Harlow, tidligere missionær i Tyrkiet og nu professor i bibelsk litteratur og sammenlignende religion på Smith College, Massachusetts:
For hundrede år eller mere siden, udsendte vore forfædre de første amerikanske missionærer til Lilleasien. I alle disse år har vore kirker udført den herlige opgave at vække og forny loyalitet over for Jesus Kristi person og principper blandt befolkningerne i dette land. Skoler og colleges, hospitaler og kirker er blevet bygget. I generation efter generation er et væld af mænd og kvinder kommet til at elske befolkningen i dette land. Det var landet, der fødte vor tro; det var dens vugge; det såede frøet, hvorfra kirken spirede i martyrernes blod.
I dag meddeler den tyrkiske regering, at der i fremtiden ikke vil være kristne i dette land, og at protestantisk missionsarbejde ikke vil blive tilladt.
Gennem 500 år har de kristne i Lilleasien været udsat for forfølgelse, mens den kristne civilisation har stået og set til. I de senere år har denne forfølgelses barbari chokeret menneskehedens samvittighed. I firserne kom de bulgarske rædsler; i halvfemserne kom de armenske grusomheder; i 1909 flød Adana i blodet fra de slagtede tusinder og genlød af utallige kvinders skrig.
I hvert tilfælde blev tyrkerne bevaret ved magten; i hvert tilfælde blev de aftvunget lange løfter om god opførsel mod deres kristne undersåtter.
Fra 1915 til 1918 kom denne række grusomheder, som vore dages verden næppe havde følelse og samvittighed til at begribe, selv blandt rædslerne af disse års andre grusomheder. De af os, der var i landet på det tidspunkt, som så disse ting med vore egne øjne, har aldrig fortalt halvdelen af sandheden om disse mørke timer. De allierede nationer svor ved alt, hvad der var helligt, ved korsene af deres faldne døde, at disse ting aldrig igen skulle blive mulige. En million femhundrede tusinde er et forsigtigt skøn over antallet af liv, der blev slået ned under begær og tortur. Amerika sendte arbejdere og dollars ind til lindring for de sultende og lasede fragmenter af de mennesker, der overlevede eksplosionen.
Den mand, der havde det største ansvar for al denne rædsel, var Talaat Bey. Hvad er holdningen hos Mustafa Kemal og hans regering til Talaat og hans metoder? Da Talaat døde, afholdt regeringen i Angora en højtidelighed til hans ære. Yeni Gün [Ny Dag], det officielle organ for det nationalistiske parti, udkom med store sørgerander i sort. I den ledende artikel kunne disse sætninger læses: "Talaat skrev de mest glorværdige sider af Tyrkiets historie. Lad de øjne, der ikke græder, blive blinde. Lad det hjerte, der ikke smertes, holde op med at slå." Kemal er fulgt i Talaats fodspor. Massakrer, deportationer, grusomhed, vold og terror, har kendetegnet den nationalistiske regerings styre. Smyrna-tragedien har fundet sted i mindre skala i flere hundrede landsbyer. Barndommens uskyld, kvindelighedens hellighed, mødrenes tårer, de hjælpeløses skrig har ingen appel overhovedet til denne regerings armeer eller domstole.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo