Kapitel 30
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 20. oktober 2013
Nogle af vores missionsskoler og højere læreanstalter i Det Osmanniske Rige er åbne for erhvervslivet, og rapporter fra Missionsbestyrelsen beskriver dem som blomstrende. De har enten videreført, eller er ved at genoptage, driften efter at have lidt deres andel af plyndring og massakre. Missionsbestyrelsen fører en alvorlig og kraftig kampagne for at rejse flere amerikanske penge, der skal sendes til Tyrkiet for deres vedligeholdelse.
Som et medlem af kirken, som en forhenværende embedsmand, der har været til tjeneste for disse institutioner ved mange lejligheder, er jeg forpligtet til at sige, at jeg har alvorlig tvivl om det kloge i at give yderligere penge til vore religiøse virksomheder i Det Osmanniske Rige under de nuværende forhold. Før det sker, bør det bekendtgøres vidt og bredt i Tyrkiet, at deres virkelige formål, og formålet for de mænd og kvinder, der arbejder i dem, på den ene eller anden måde er at konvertere tyrkerne til kristendommen, hvilken betragtes som en religion, der er muhamedanismen overlegen. Amerikanske kirkefolk bør ærligt informeres om, at forbuddet mod undervisning i kristendommen eller afholdelse af kristne religiøse andagter er blevet accepteret af Missionsbestyrelsen; og at intet forsøg på at konvertere tyrkere tolereres af den osmanniske regering. Men dette er virkelig ikke noget nyt, da kristen missionsvirksomhed i Tyrkiet aldrig har været mulig; den forståelse, at religiøs undervisning af missionærerne skal begrænses til medlemmerne af deres egne familier og lærere, der allerede i den kristne tro, er af nyere dato.
Kort efter kemalisternes ankomst til Smyrna, besøgte en komité af muslimer én af vore skoler og udtrykte de mest venlige følelser overfor lærerne:
Vi håber, I vil fortsætte jeres gode arbejde, og vi lover jer al mulig støtte, men I må forstå, at der ikke længere kan være tale om religiøs undervisning.
Da jeg nævnte dette for Mr. Jacobs, i KFUM, svarede han: "Hvor L- og C- er", han nævnte to missionærer, "vil Kristus på en eller anden måde blive forkyndt." Men hvis det er tilfældet, bør tyrkerne have det at vide. Enhver anden kurs er ikke helt ærlig og lever heller ikke op til standarden for ældre tiders kristne, der vidnede i hedningelande og led martyrdøden. Desuden er muhamedanerens foragt for de kristne meget let at vække, og det ville være sørgeligt, hvis tyrkerne skulle få den opfattelse, at nogle af missionærerne var villige til at give afkald på undervisningen i deres tro for at redde deres bygninger og deres job. Selvom dette ikke er sandt, ville det ikke være vanskeligt at skabe det indtryk.
Det er næppe sandsynligt, at Missionsbestyrelsen vil stå frem og officielt fortælle de bidrag-ydende medlemmer af kirken i De Forenede Stater:
Vi har ikke til hensigt og ønsker ikke, hverken umiddelbart eller i sidste ende, at konvertere muslimerne i Tyrkiet. Vi driver sekulære skoler dér i håbet om at højne deres generelle moralske niveau og gøre muhamedanere ud af dem.
Hvis bestyrelsen kan rejse penge til et sådant formål, ville det være en åben og ærlig sag for både tyrker og kristen.
Det er logisk for den fromme kristne at give penge til omvendelse af muslimer. Nazarererens tro er en af de missionerende religioner, som professor Max Muller sagde det i sin berømte forelæsning i Westminster Abbey i 1873. Men det kan ikke være muligt, at nogen mental impuls i dette land kan få amerikanerne til at yde store summer til støtte for rent verdslige skoler i udlandet. Selv fra et humanitært synspunkt, er der andre, mere skrigende behov for deres velgørenhed.
Den ene ting, som missionæren i Tyrkiet virkelig frygter, er, at en eller anden tyrker vil konvertere. Skulle det ske, ville en storm af fanatisme og vold blive udløst over hans hoved, der kunne lukke hans skole og afslutte hans karriere. Det er ikke muligt at konvertere muhamedanere i Tyrkiet, end ikke at lade dem få færten af, at man forsøger at gøre noget sådant. Under mine tredive års tjeneste i Mellemøsten har jeg kendt én muslim, der virkelig konverterede. Jeg husker tydeligt den uro, som hans forestående offentlige bekendelse skabte blandt hans lærere, fordi den bragte alle deres fremtidige aktiviteter i fare. Missionærerne overbeviste ham om, at tiden ikke var moden til åbent at erklære hans ændring af tro, men muhamedanerne blev opmærksomme på det og myrdede ham straks. Ifølge de bedste tilgængelige oplysninger kostede det mellem 45 og 80 millioner dollars at konvertere denne ulykkelige unge mand, og han holdt ikke længe.
Den muslim, der opgiver sin religion, må tåle udstødelse og tab af ejendele, og begår praktisk talt selvmord. Under krigen, og før tyrkerne afbrød de diplomatiske forbindelser med USA, var tyskerne ivrige efter at beslaglægge Det Internationale Universitets smukke og kostbare bygninger i Smyrna og forvandle dem til kaserne. Jeg havde meget at gøre med at forhindre dette. Ved en lejlighed, hvor jeg talte med Rahmi Bey, dengang tyrkisk guvernør (vali) i Smyrna, sagde han til mig: "Den eneste grund til, at jeg kan beskytte dette universitet, er, at jeg aldrig har set nogen tilbøjelighed fra dets præsidents og fakultets side til at konvertere muslimer. Skulle noget sådant forsøg gøres, kunne jeg ikke længere beskytte det." Dette var argumentet, som valien brugte overfor myndighederne i Konstantinopel. Det var denne rene straffeattest, der reddede universitetet.
Missionærerne i Tyrkiet befinder sig nu i en gidselsituation. De har set mange af deres bygninger blive ødelagt, deres indfødte lærere, armeniere og grækere, blive slagtet, deres elever spredt. De har ikke fået nogen hjælp fra den amerikanske regering. De er i hænderne på tyrkerne. Mange af dem har lagt hele deres liv i arbejdet og ikke så få af dem ejer moderne komfortable hjem, som de helt eller delvist har betalt.
Den meget kløgtige og dygtige skotte, doktor Alexander MacLachlan, har opbygget Det Internationale Universitet i Smyrna ved et helt livs alvorlige og vedholdende indsats. Dets smukke og kostbare bygninger, opført med penge rejst i Amerika, hans eget betydelige hjem, fakultetets skønne boliger beliggende i charmerende haver, hviler alt sammen på en krudttønde. Et udbrud af fanatisme kan på et øjeblik feje hele dette idylliske billede væk fra jordens overflade; kan efter et par minutter få det til at falde i ét med Smyrnas øde ruiner. Kun en ganske lille gnist skal der til for at få tønden til at eksplodere - en negativ kritik af tyrken, konverteringen af en muhamedaner. Faren for denne, såvel som for lignende institutioner, er forstærket ved den kendsgerning, at den uvidende, fanatiske del af befolkningen i Det Osmanniske Rige er i stærkt overtal, og at der er rigelige beviser på, at Profetens Ånd er sluppet ud, utålmodig efter reform.
Mindst én missionær har været i USA, hvor han højlydt gjorde Mustafa Kemal til Tyrkiets George Washington, og sammenlignede de soldater, der brændte og plyndrede Smyrna og krænkede dens kvinder, med veteranerne fra Valley Forge. Dette er utvivlsomt nået tilbage til Lilleasien og har fremkaldt hyldest. Et ord mere: Vore missionærer har opereret i Tyrkiet i næsten et århundrede. De gjorde et beundringsværdigt arbejde blandt de indfødte kristne, men hvilke beviser har tyrkerne i deres adfærd givet på, at noget resultat er opnået fra de enorme summer, der blev sendt ind i deres land til gavn for deres oplysning og moralske højnelse? Det er umuligt at argumentere med religiøst hengivne af enhver trosretning. Spørgsmålet er stillet til normale mænd og kvinder i Amerika.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo