Kapitel 29
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 11. oktober 2013
Opbygningen af Mustafa Kemal af visse kristne lande, var en af de mest ukloge, skadelige og farlige handlinger, som occidental diplomati, intrige og jalousi nogensinde har gjort sig skyldig i. Det er en legende blandt muhamedanske folkeslag at tyrken er "Allahs sværd", "islams forsvarer" og "de vantros svøbe". Da han intellektuelt er den mest lavtstående af muhamedanerne, med ingen, eller i bedste få, af civilisationens fortrin og resultater, med ingen kulturhistorie, betragter de andre af Profetens disciple ham ikke som deres intellektuelt eller moralsk ligestillede.
Kun på ét område har han altid holdt sig ajour med tiden, og det er indenfor krigskunsten. Han er måske det eneste eksempel på en stor og videnskabeligt krigsførende nation, der er stor i intet andet. Han ødelægger, men kan ikke bygge op. Selv de andre muhamedanere, der har været underkastet hans styre og fordærvende magt, har altid kæmpet for at komme fri af den, og har kun sluttet sig til ham i den fælles sag mod de kristne.
Om ham siger historikeren Butler:
Goterne kan have hærget Italien, men de kom rensede ud af den flamme, de selv havde tændt. Sakserne fejede hen over Britannien, men musikken i det keltiske hjerte blødgjorde deres barske natur. Visigoterne og frankerne, herulerne og vandalerne udviskede deres vildskab i selve den civilisations lys, de havde forsøgt at slukke. Selv den vildeste tartar fra de øde skytiske stepper blev rørt og blødgjort i sine flettede lejre. Men tyrken - hvor hans krumsabel end nåede frem - nedbrød, besudlede og nedgjorde den romerske, latinske civilisation, undergravede den til stadigt forfald, indtil alt var væk, og han kunne sætte sig ned, mættet af vildskab, for at døse hen i håbløs elendighed.
Men muhamedanere glemmer ikke, at det var tyrken, der tog den store og pragtfulde by Konstantinopel, Europas sidste bolværk mod de ødelæggende og slavebindende horder fra Asien; at det var tyrken, der satte sig fast i Europa på Kosovosletten [Solsortesletten]; at det var tyrken, som ødelagde blomsten af det ungarske ridderskab - tyve tusind mand sammen med deres konge - i slaget ved Mohacs i 1526, og som tre år senere ankom til portene af Wien, som han belejrede; at en tyrkisk horde lidt over hundrede år senere igen stormede den østrigske hovedstad, som kun blev reddet af en polsk hær, der ankom i rette øjeblik.
Ved afslutningen af Den Store Krig var tyrken slået i knæ og hans prestige ødelagt. "Islams sværd" var blevet brudt. Sejren over grækerne, skønt med hjælp af europæiske officerer og materiel, samt den spektakulære ødelæggelse af Smyrna med massakren på dens indbyggere, genoplivede legenden om den sejrende og hævnende tyrk. "Islams sværd" var blevet svejset sammen igen for at erobre og ødelægge. Støjen fra denne begivenhed var rungende og giver stadig genlyd i hele den muslimske verden, i Egypten, i Indien, i det nordlige Afrika og i Syrien.
Og mere end det - fremkomsten af Mustafa Kemal, en skabelse af den delte kristenhed, af det internt jaloux og ødelæggende Vesten, har givet nyt mod til alle de gule og sorte og brune folk, hvem Kipling beskriver som "den hvide mands byrde", som, mens de kan gå i struben på hinanden i spørgsmålet om Muhammed eller Konfutse eller Buddha, er forenede i deres had til den hvide mand.
Gæringen i Østen er tilsynekomsten af en dybere følelse, end den skødesløse eller uopmærksomme tænker på: Det er åbenbaringen af en dyb og fundamental antipati. Østen er træt af at blive civiliseret af overlegne folk; at blive uddannet og konverteret; at blive skubbet til side på fortovet; at blive kaldt "eurasiater" og få deres døtre udstødt, hvis de gifter sig med hvide; at få deres børn udelukket fra hvide skoler; at blive diskrimineret i immigrationslovgivningen.
Man kan ikke sige, at Vesten er helt uden ret i forsøget på at bevare sin prestige og occidentale civilisation, men man kan helt sikkert sige, at hadet, der har været støt stigende i Orienten, er dybt og uforsonligt, og at resultatet vil blive mord, opstande, små krige, store krige. Den, der fremsætter denne erklæring, kan afvises som en sortseer. Det samme kan siges om manden, der sætter et skilt op ved jernbaneoverskæringen: "Stop! Hold øje! Lyt!" Spliden i den vestlige verden, der gjorde det muligt for tyrkerne at gøre rent bord med den kristne civilisation i Det Osmanniske Rige, at brænde Smyrna og massakrere dens indbyggere for øjnene af en stærk flåde af europæiske og amerikanske krigsskibe, har føjet ukendt vægt til "den hvide mands byrde".
At et fælles had til Vesten bringer folk sammen, der hidtil har været modstandere og er af forskellige trosretninger, bekræftes af Lothrop Stoddard i hans bog, The New World of Islam, der citerer forfatteren, H. Vambery, den store autoritet i muslimske anliggender:
Ændringen i den muslimske stemning kan måles på de talrige appeller i øjeblikket fra indiske muhamedanere til hinduer, som ses i det følgende eksempel med den sigende titel: "Østens budskab".
"Østens Ånd", lyder dette bemærkelsesværdige dokument, "rejs dig og afvis den svulmende flod af vestlig aggression! Børn af Hindustan støt op, hjælp os med jeres visdom, kultur og rigdom; skænk os jeres magt, hinduens førstefødselsret og arv! Lad Magternes Ånd, skjult i Himalayas bjerge, rejse sig. Lad bønner til Kampenes Gud stige op; bed om, at ret må sejre over magt; og bed til jeres utallige guder om at udslette fjendens hære!"
Lad læseren sammenligne denne muhamedanske appel til hinduer med ånden i artiklen fra Progrès de Salonique af 22. juli 1910, citeret i et tidligt kapitel i denne bog, hvor tyrkiske muhamedanere og japanske buddhister osv. tænkes at have fælles sag mod den vestlige civilisation. At orientalske folkeslag mener, at deres tid vil komme som følge af de vestlige nationers stridigheder og krige, hvilke de iagttager med stor interesse og tilfredshed, blev udtrykt så tidligt som i 1907 af Yahya Siddyk, en egyptisk dommer og forfatter tilhørende den muhamedanske tro, der synes at have forudset Den Store Krig:
Se disse Magter ødelægge sig selv med frygtindgydende våben; måle hinandens styrke med trodsige blikke; true hinanden; indgå alliancer, der løbende brydes og varsler disse forfærdelige chok, som kæntrer verden og dækker den med ruiner, ild og blod!
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo