Kapitel 24
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 14. september 2013
Østrigs imperiale drømme blev slukket med resultatet af Den Store Krig. Men Italiens brændte stærkere end nogensinde. I en artikel i Foreign Affairs den 15. juni 1923, skriver hr. Francesco Coppola:
Selv om Italien gik ind i krigen for at bekæmpe det tyske forsøg på overherredømme og at vriste dets historiske grænser og kontrollen med Adriaterhavet fra Østrig, var Italiens traditionelle instinkt
i virkeligheden rettet mod at sikre det uundværlige minimum af sikkerhed og frihed til ekspansion. Dette var grunden til, at baron Sonnino [italiensk udenrigsminister, o.a.] i den grundlæggende alliancepagt - London-traktaten af april 1915 - krævede italiensk kolonial kompensation i Afrika i tilfælde af en fransk-engelsk deling af de tyske kolonier, og for en tilsvarende zone i det sydlige Anatolien i tilfælde af allierede erhvervelser i Levanten. Det var også grunden til, at han senere, da han fik nys om den fuldstændige plan om en tredeling af Det Osmanniske Rige [Sykes-Picot-aftalen, o.a.], (illoyalt indgået i 1916 mellem Frankrig, Rusland og England uden Italiens vidende, Italien, som i mere end et år havde kæmpet på deres side), tvang de allierede til at genåbne spørgsmålet og give en passende andel til Italien. Den nye traktat blev drøftet i april 1917, mellem Sonnino, Ribot og Lloyd George i Saint Jean de Maurienne - hvorfra den fik sit navn - og blev indgået og underskrevet i London i august samme år. Mens Konstantinopel og Kaukasus, Armenien og en del af den anatolske kyst mod Sortehavet gik til Rusland; Syrien og Kilikien gik til Frankrig; og Mesopotamien og protektoratet over Arabien gik til England; fik Italien ved denne traktat det sydvestlige Anatolien, hele Aidin-vilayetet med Smyrna, hele Konia-vilayetet med Adalia og en lille del af Adana-vilayetet. Men denne traktat selv indeholdt giften, som senere skulle svække den. Allerede inden krigen var forbi, var de allierede hurtige til at benytte sig af påskuddet om, at Ruslands underskrift manglede, til at opsige traktaten fra Saint Jean de Maurienne. Således skete det, at Lloyd George i foråret 1919, idet han drog fordel af Orlandos svaghed og midlertidige fravær samt krænkede traktaten fra Saint Jean de Maurienne og våbenstilstanden i Mudros, var i stand til at arrangere, at Smyrna og det omkringliggende land skulle gives til Grækenland. Dette blev gjort med fuldt samtykke af Wilson - der, absolut uvidende om Europas og Middelhavsområdets anliggender, lod sig blindt styre af idealistiske impulser og naturlige fordomme - samt med billigelse af Clemenceau, som kun var alt for glad for at kunne "jouer un mauvais tour a l'Italie" [spille Italien et puds].
Nogle af den italienske publicists konklusioner er åbne for diskussion, men hans artikel fremstiller den italienske sindsstemning. I tiden for den græske besættelse var der i Smyrna, i militære kredse og blandt levantinerne, megen snak om italienske bestræbelser på at anlægge en havn længere mod syd, i nærheden af det gamle Efesos, som ville blive den vigtigste havn Lilleasien og lade Smyrna synke ned i ubetydelighed. Mange historier blev også fortalt om italienske bestræbelser på at vinde tyrkernes sympati. Under alle omstændigheder er det sikkert, at bander af tyrkiske marodører havde for vane at krydse linjen fra den italienske zone og at angribe og dræbe grækere, hvorefter de søgte tilflugt hos italienerne, hvor de ikke kunne forfølges.
Påstanden om, at tyrkerne modtog ammunition og mange våben fra italienske speditører, blev ihærdigt gentaget og er aldrig blevet tilbagevist. Det italienske synspunkt er allerede blevet forklaret. De mente, at Smyrna var blevet lovet til dem, og at de græske styrker i al hast var blevet ført dertil af deres utro allierede for at komme deres egen landgang i forkøbet. Men Italien kan prise sig meget lykkelig for, at det ikke kom til Smyrna før grækerne, for selv med dets store ressourcer, så overlegne i forhold til kong Konstantins, ville det have fået hænderne fulde.
Men pointen er, at dets holdning bidrog til det græske nederlag, afbrændingen af Smyrna og den endelige ødelæggelse af de kristne i Lilleasien. Megen værdifuld italiensk ejendom blev ødelagt sammen med andres. En eftervirkning af den italienske antipati mod Grækenland, kan ses i bombardementet af Korfu og den italienske flådes beslaglæggelse af øen den 31. august 1923.
Den 27. i samme måned blev fem italienske medlemmer af kommissionen til fastlæggelse af grænsen mellem Albanien og Grækenland udsat for et bagholdsangreb på en ensom vej i Albanien og modbydeligt myrdet af ukendte personer. Kravene fra den italienske regering, herunder betaling af 50 millioner lire, blevet afvist af grækerne med den begrundelse, at skylden ikke var afgjort. En anmodning fra Grækenland om at indbringe sagen for Folkeforbundet blev afvist og øen bombarderet med det resultat, at 65 civile, stort set alle flygtninge, blev dræbt eller såret. Italienernes indignation er let forståelig, men en viden om de foregående begivenheder er nødvendig for at forklare det helt unødvendige bombardement af en græsk ø på basis af utilstrækkelige data, og drabet på eller kvæstelsen af 65 helt uskyldige mennesker. Da disse sidstnævnte blev dræbt af kanoner, var de ikke, selvfølgelig, blevet myrdet.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo