Kapitel 20
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 28. august 2013
Tyrkernes ødelæggelse af Smyrna var en begivenhed af stor betydning i kirkens historie. På tidspunktet for Profetens fødsel, ca. år 570, havde kristendommen dækket, foruden området i dag almindeligt kendt som "Europa", den gamle provins Asien, der strakte sig så langt mod øst som til Det Kaspiske Hav, en bred strimmel af Syrien og et bredt bælte i Nordafrika helt ud til Atlanterhavet.
Ifølge kirkehistorikeren Kurtz, var der i år 30 fem hundrede kristne i verden; disse var vokset til 500.000 omkring år 100 og udgjorde 30 millioner i 311.
Lilleasien og Afrika er berømte i kirkens historie som hjemsted for mange af de mest berømte kristne fædre og martyrer, som Polycarp fra Smyrna, Tertullian fra Karthago, Clemens af Alexandria, Chrysostomos fra Antiochia, Origines fra Tyrus, Cyprian af Karthago og en mængde andre. Paulus blev født i Tarsus i Kilikien.
I det 8. århundrede sendte Timotheus et hold missionærer afsted fra Mesopotamien for at konvertere tatarerne, og de nåede så langt som til det Kaspiske Hav og trængte tilmed ind i Kina, hvor de "i de områder plantede og genoplivede en viden om evangeliet". De syv kirker i Åbenbaringen lå i Lilleasien, og det faktum, at Smyrna var den sidste af disse, som holdt sit lys brændende frem til 1922, understreger den kirkehistoriske betydning af dens ødelæggelse af tyrkerne.
Formålet med kejser Konstantins grundlæggelse af sin hovedstad var at bygge en særlig kristen by, der skulle være kristenhedens metropol. Dens pragt, dens raffinement, dens kunst og kultur, dens rigdom, dens magt, dens berømmelse som et center for lærdom og fromhed er uforglemmelig selv i dag. Stillet over for dens herrer og store damer var Vesteuropas riddere og ladyer ikke andet end knoldesparkere og vildkatte. Forlist, plyndret og misregeret af de latinske riddere, en ulykke den aldrig overvandt, havde den stadig nok af sin kultur tilbage, da tyrkerne endelig lagde hånd på den, til at denne kunne spredes over hele Europa og genføde Vesten. Renæssancen, denne vidunderlige opvågnen fra middelalderens mørke, skyldtes hovedsageligt den lærdom, der blev bragt til Europa af de lærde fra Konstantinopel, på flugt fra tyrkerne. Disse lærde havde holdt lyset af den gamle klassiske kultur brændende under alle årene med europæisk mørke og uvidenhed.
Hvis Konstantinopel kunne have været skånet og kristendommen reddet i Mellemøsten, ville konsekvenserne for civilisationen have været uberegnelige. Hvilken herlig by en græsk Konstantinopel ville være i dag, hvis den altid var forblevet græsk, med dens lange traditioner og enorme skatte af antik kultur! En anden og mere smuk Paris, siddende overskrævs på Bosporus, stor i handel, lærdom, videnskab og alle en kristen civilisations nådegaver og indflydelser.
Således siger sir Edwin Pears i hans velkendte historie:
Konstantin Augustus' nye Rom segnede under en horde orientalske eventyreres magt, turaniere af oprindelig afstamning, bastarder ved polygami. Det var den største sejr nogensinde, vundet af Asien i dens debat med Europa. I mange årtier derefter syntes der i det mindste en mulighed for, at Østen kunne ødelægge hele frugten af Maraton.
Igen et citat fra samme forfatter:
Under dens nye herrers styre var Konstantinopel bestemt til at blive den mest usle hovedstad i Europa, og blev ude af stand til at bidrage med noget som helst af værdi til den menneskelige races historie. Ingen kunst, ingen litteratur, ikke engang kunsthåndværk, intet, som verden gerne ville beholde, er siden 1453 kommet fra Dronningebyen. Dens erobring, så vidt det menneskelige øjne kan se, har for verden været en ulykke næsten uden kompenserende fordele. Fattigdommen, der, som en følge af misregimente, tynger imperiets undersåtter, er erobringens mest iøjnefaldende resultat. Marker fik lov til at gå ud af dyrkning. Industrier gik tabt. Miner blev glemt. Erhvervsliv og handel ophørte næsten med at eksistere. Befolkningstallet faldt. Den rigeste stat i Europa blev den fattigste; den mest civiliserede blev den mest barbariske. Demoraliseringen af det erobrede folk og af deres kirker var ikke mindre katastrofal end skaden på deres materielle interesser. De kristne tabte modet. Deres fysiske mod svandt ind.
Denne beskrivelse af tilstanden i Lilleasien som følge af erobringen af Konstantinopel, var gyldig frem til tyrkernes ultimative, fuldstændige destruktion af de kristne. Intet er ændret i de næsten fem århundreder, der er gået. Tyrken har ikke ændret hverken sin karakter eller sine metoder. Scenerne, beskrevet af Pears, som fulgte indtagelsen af Dronningebyen, massakrerne og voldtægten af kvinder, blev duplikeret i Smyrna, med de kristnes lidelser på kajen som en ekstra rædsel.
Efter Konstantinopel, blev Smyrna, "Ghiaour Smyrna," den sidste højborg for kristendom og græsk kultur i Mellemøsten. Den havde sine store og værdifulde biblioteker, sine lærde mænd, sine berømte skoler. Grækerne og armenierne kunne til enhver tid have opnået sikkerhed ved at afsværge deres tro. Men selvom der var frafaldne, bevarede de i almindelighed troen og måtte lide.
Det eneste civilisation, der har eksisteret i Tyrkiet siden det sorte år 1453, er den, der er blevet leveret til det af den kristne rest fra det gamle Byzantinske Rige. Af den grund fik de amerikanske og andre missionærers arbejde stor betydning. De tog oprindeligt til Tyrkiet for at konvertere muslimer. De fandt, at de ikke kunne gøre det, men at deres virkelige mission var for de kristne, der var ivrige efter at blive højnet og oplyst. Den nylige hurtige udvikling af sidstnævnte indenfor avanceret landbrug, industri, handel og uddannelse, genoprettede kristendommen i Orienten og sammenknyttede igen det gamle Byzantinske Riges kasserede og forrevne klæde. De kristne stormagter fik en sen og sidste mulighed for at gøre den uret god igen, der blev begået mod verden, da St. Sophia, Den Evige Visdoms Tempel, faldt i tyrkernes hænder.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo