Kapitel 17
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 21. august 2013
Det var efter denne fuldstændige rensning af den armenske del af byen, at de tyrkiske soldater på samme tid satte faklen til mange huse. Som allerede nævnt valgte de et øjeblik, hvor en stærk vind blæste direkte væk fra den muhamedanske bebyggelse. De startede storbranden lige bag Intercollegiate Institute, en af de ældste og mest gennemført amerikanske skoler i Tyrkiet, på en sådan måde, at bygningen ville være sikker på at falde som et tidligt bytte for flammerne. Eleverne på denne skole havde altid stort set været armenske piger, og dens bygninger var på det tidspunkt tæt pakket med flygtninge. Frk. Minnie Mills, dens dekan, en modig, kompetent og beundringsværdige dame, så tyrkiske soldater gå ind i forskellige armenske huse med oliebeholdere og i hvert enkelt tilfælde brød flammer frem efter at de var kommet ud. I en samtale med mig den 30. januar 1925, i anledning af det missionærmøde, der fandt sted i byen Washington, bekræftede frk. Mills den ovenstående fremstilling og tilføjede følgende oplysninger:
Jeg kunne tydeligt se tyrkerne bære oliebeholderne ind i husene, hvorfra der i hvert tilfælde udbrød brand umiddelbart efter. Der var ikke en armenier i syne; de eneste synlige mennesker var tyrkiske soldater fra den regulære hær i smarte uniformer.
Ved samme lejlighed kom fru King Birge, hustru til en amerikansk missionær i Tyrkiet, med følgende udtalelse:
Jeg gik op i det amerikanske universitets tårn i Paradise, og med en feltkikkert kunne jeg tydeligt se tyrkiske soldater sætte ild til husene. Jeg kunne se tyrkere på lur i markerne, hvor de skød på kristne. Da jeg kørte ned til Smyrna på vej fra Paradise til Athen, var der døde kroppe langs hele vejen.
Under den samme samtale fortalte frk. Mills mig om en stor skare kristne i en overfyldt gade, hvis indkørsel blev bevogtet af tyrkiske soldater. Flammerne nærmede sig, og soldaterne tvang disse mennesker til at gå ind i husene. En amerikansk bil kom forbi, og de ulykkelige stakler rakte hænderne frem og råbte: "Frels os! Tyrkerne vil brænde os levende." Intet kunne gøres, naturligvis, og bilen kørte videre. Senere dukkede to katolske præster op og sagde til tyrkerne; "Det er en djævelsk ting, I gør", og de tillod en gammel kvinde at komme ud af et af husene.
Som det vil ses var situationen den, at kun tyrkerne var i stand til at antænde ilden. Nu har vi vidnesbyrd fra øjenvidner af højeste troværdighed, der rent faktisk så dem begå denne handling. Jeg mindes forskellige tidligere lejligheder, hvor jeg talte med frk. Mills om de tyrkiske grusomheder, der konstant blev begået, og om missionær-politikken med at forholde sig tavs af frygt for at bringe livet i fare for kolleger, der arbejdede i det indre af Lilleasien. "Jeg tror," sagde hun, "at tiden for denne politik er forbi, og ikke engang hensynet til sikkerheden for vore medarbejdere skal forhindre os i at fortælle sandheden." Hun havde ret, selvfølgelig, for en fuld forståelse i den civiliserede verden af, hvad der foregik i Tyrkiet, kunne have skabt en sådan udvikling i den kristne indstilling, at det kunne have ført til en indgriben for at forhindre de storstilede rædselsgerninger, der er blevet begået.
Følgende uddrag fra et brev skrevet af en dame forbundet med de amerikanske missioner i Tyrkiet, er for nylig faldet i mine hænder. Det er dateret 21. september 1922 og blev sendt til en ven i USA:
Vores Murray-hus på den anden side af gaden var låst og kun beskyttet af et amerikansk flag hængende fra et øvre vindue, men vi havde flere marinesoldater fra de amerikanske destroyere hos os, som opførte sig glimrende gennem det alt sammen og var en stor trøst for os. Vi blev naturligvis udsat for mange ubehagelige ting i den tid vi var sammen dér, fra lørdag den 9. september til onsdag den 13., da vi forlod stedet, fordi det var i brand. De fleste af de mennesker, der var flygtet til os for at søge ly, opførte sig vidunderligt tålmodigt under manglen på brød og mange vanskeligheder. Vi havde firs små babyer og én blev født dér. Vi organiserede et hospital, etc., og havde fået forsyningstjenesten i gang med at overvinde, som vi formodede, manglen på brød.
Alle ovne i de kristne kvarterer, i det mindste hvor vi var og sandsynligvis overalt, var blevet beordret lukket fra søndag til onsdag, da byen brændte. Det ser nu for mig ud som et afgjort forsøg på at sulte befolkningen ud.
Røde Kors insisterede på, at ovne skulle åbnes for dem, og folk blev derefter brændt ud.
Plyndringer og mord fortsatte til stadighed for øjnene af os - en myrdet mand lå i dagevis foran gadedøren til vores Murray-hus under det amerikanske flag, hans blod var sprøjtet ud over trinnene, osv. Der var døde og døende alle vegne. Til sidst herskede dødens stilhed over os og blev kun afbrudt i de sidste tre dage af de glubske chetaer [ubestemmelige bander, se sidst i kap. 11, o.a], når de brød husenes døre op, skød de stakkels sammenkrøbne beboere, plyndrede, osv., og om natten af de hylende hjemløse hunde og lyden af omstrejfende hestes hove mod gadens uslebne sten. Efter den tredje dag af Kemals hærs besættelse, begyndte brande til at bryde ud i byens kristne kvarter. Frk. Mills og nogle af vores lærere så soldater forberede brande. Jeg så selv en cheta bære en ladning brænde på ryggen op i en gyde, hvorfra senere den ild kom, der antændte vores bygning.
Det er helt klart for mig, at der var en konkret plan om at afbrænde det kristne kvarter, efter at det var blevet plyndret. Den store brand blev startet på et tidspunkt, da vinden blæste væk fra det tyrkiske kvarter. Da brandene begyndte kom jeg med den bemærkning, at jeg var sikker på, at de tyrkiske myndigheder ville sige én af to ting, enten at den flygtende græske hær havde sat byen i brand eller at armenierne havde gjort det. Præcis dette er blevet offentliggjort i italienske og franske aviser. Tro ikke et ord af det! Vi var i det kristne kvarter, hvor brandene begyndte. Næsten alle armeniere, undtagen dem vi beskyttede, var blevet plyndret og dræbt en dag eller to - og endnu længere tid - før nogen brand brød ud. De græske soldater var passeret stille gennem forstæderne omkring tre eller fire dage før.
Hele byen havde været under fuldstændig militær kontrol fra lørdag eftermiddag og først om onsdagen begyndte brandene, der til sidst ødelagde byen. Tyrkerne - chetaer eller regulære, eller dem begge - nedbrændte byen for at skaffe sig af med de døde efter at have transporteret deres bytte væk.
Forfatteren af dette brev er hverken armensk eller græsk og er en person af højeste anseelse. Jeg er ikke enig i den anførte grund til afbrændingen af Smyrna.
Faklen blev anvendt på denne ulyksalige by og det hele systematisk brændt ned af Mustafa Kemals soldater for at udrydde kristendommen i Lilleasien og gøre det umuligt for de kristne at vende tilbage.
På det tidspunkt de tyrkiske soldater havde sat ild til Smyrna den 13. september 1922, var det lykkedes mig at få fat i stort set hele min koloni (omkring tre hundrede i antal), de fleste af dem naturaliserede statsborgere. Disse, sammen med deres familier og pårørende, var stuvet sammen i Theatre de Smyrne på kajen, der ejedes af en naturaliseret amerikansk statsborger. Lige over vejen var havnen, hvor den amerikanske krydser, Simpson, var forankret, klar til at tage dem med. Der var en vagt af blåjakker med et maskingevær inde i teatret.
Kort efter at storbranden for alvor fik fat, gik jeg op på konsulatets terrasse for at se. Det var synet af store mørke skyer af røg, der steg op fra et stort område, for branden var blevet startet samtidigt mange forskellige steder.
Da det var tydeligt, at tiden hurtigt nærmede sig, hvor det ville blive nødvendigt at evakuere kolonien, havde jeg meget travlt i disse få tilbageværende uhyggelige timer med at underskrive passersedler for dem, der var berettiget til amerikansk beskyttelse og transport til Piræus.
Flammerne fortærede det armenske kvarter med en så forfærdende hastighed, at det var klart, at tyrkerne nærede dem med brændbare væsker. Blåjakker sendt til stedet rapporterede, at de så tyrkiske soldater kaste olievædede klude ind i armenske huse.
Bygningerne i Smyrna var langt mere brandbare end de umiddelbart så ud til. Byen havde i tidligere tider lidt under jordskælv og murene af sten og mørtel indeholdt et skelet af træbjælker og tømmer for at forhindre, at de let kunne rystes ned. Når en mur blev meget varm af en tilstødende ild, brød dette tømmer i brand inde bag pudset og murværket smuldrede. Som branden spredtes og fejede ned mod kajen - hvor de store udenlandske købmænds smukke og velbyggede kontorer og lagre samt de rige levantineres, grækeres og armenieres boliger var beliggende - strømmede folk ned til havnefronten i en hastigt voksende flod, gamle, unge, kvinder, børn, syge og raske. De, der ikke var i stand til at gå, blev transporteret på bårer eller på skuldrene af pårørende.
Den gamle doktor Arghyropolos, længe en velkendt skikkelse i Smyrnas gader, var syg og blev på en båre bragt ned til kajen, hvor han døde.
Det sidste Miltonske strejf blev nu tilføjet en scene af uhyre, uovertruffen rædsel og menneskelig lidelse. Disse tusinder blev trængt sammen på en smal gade mellem den brændende by og bugtens dybe vande.
Det spørgsmål er ofte blevet stillet: "Hvilken indsats blev der gjort for at slukke Smyrnas brand?" Jeg så ingen sådan indsats. Hvis tyrkerne gjorde noget i den retning, var det blot sporadiske forsøg fra en eller anden underofficer, som ikke var blevet underrettet. Deres indsats for at redde den amerikanske konsulære bygning er allerede beskrevet.
Store røgskyer var på dette tidspunkt begyndt at vælde ned over konsulatet. Folkemængden på gaden foran denne bygning såvel som på kajen var nu så tæt, at den kommanderende søofficer fortalte mig, at blot ti minutter senere ville jeg ikke have været i stand til at komme igennem. Tiden var nu inde for mig til at evakuere min koloni, til at finde tilflugt for den i et kristent land og til at finde midler til dens foreløbige underhold.
Jeg var dybt berørt af disse menneskers situation og var fast besluttet på, at de skulle have den bedste, mest generøse og tålmodige behandling muligt. Jeg læssede derfor et par kufferter ind i en ventende bil samt nogle bundter fra min fine samling af tæpper, som heldigvis lå pakket op ventende på at blive taget ud af deres kasser til vinterbrug, greb nogle af mine kæreste ejendele, der tilfældigvis var indenfor synsvidde, og startede med min kone og en græsk tjener ned mod kajen og den ventende destroyer.
Søofficererne og mandskabet handlede med den største effektivitet og både min kone og jeg blev behandlet med den yderste høflighed. Under den noget vanskelige opgave med at få os gennem de hektiske skarer og ombord på motorbåden, var de unge indfødte amerikanere desuden koldblodige og dygtige. Der var stor fare for, at båden skulle blive bestormet og overfyldt af de desperate, skrækslagne mennesker der myldrede omkring ved bolværket. En skræmt mand, der sprang ned i den, blev smidt i vandet af en ung amerikaner. Han blev straks fisket op igen og gik bort skamfuld og meget våd. Det var denne hændelse, der skete i et psykologisk afgørende øjeblik og den faste og beslutsomme vagt, som holdtes af blåjakker og nogle indfødte amerikanere, der gjorde det muligt for os at stige om bord og komme væk.
Det sidste syn af den ulyksalige by ved dagslys var synet af store kvælende skyer rullende op mod himlen, en smal havnefront pakket med en stor skare mennesker - en stadigt voksende skare, med ilden bagved og havet foran, og en magtfuld flåde af allierede krigsskibe, blandt hvilke var to amerikanske destroyere, som var forankret en kort afstand fra kajen og bare kiggede på.
Da destroyeren bevægede sig væk fra den frygtelige scene og mørket sænkede sig, blev flammerne, der nu rasede over et stort område, stadig mere klare og strålende, og frembød en scene af forfærdelig og uhyggelig skønhed. Historikere og arkæologer har erklæret, at de kun kender til én begivenhed i verdens annaler, som i vildskab, omfang og alle elementer af rædsel, grusomhed og menneskelig lidelse, kan ligestilles med tyrkernes ødelæggelse af Smyrna og dens kristne befolkning, og det var romernes nedrivning af Karthago.
Ved Smyrna manglede der bestemt intet i grusomhed, begær og ondskab, og i hele den menneskelige lidenskabs raseri som i fuld udfoldelse degraderer den menneskelige race til et niveau, lavere end de værste og mest grusomme dyr. For gennem hele dette djævelske drama plyndrede og voldtog tyrkerne. Selv voldtægt kan forstås som en impuls af naturen, uimodståelig måske når lidenskaber løber vildt i et folk med lav mentalitet og mindre civilisation, men den gentagne plyndring af kvinder og piger kan hverken tilskrives religiøst vanvid eller dyriske lidenskaber. Et af de mest intense indtryk, jeg bragte med mig fra Smyrna, var en følelse af skam over, at jeg tilhørte den menneskelige race.
Ved ødelæggelsen af Smyrna var der ét træk, der ikke fandtes magen til i Karthago. Der var ingen flåde af kristne krigsskibe i Karthago, der var tilskuer til en situation, som deres regeringer var ansvarlige for. Der var ingen amerikanske krydsere i Karthago.
Tyrkerne gav grådigt frit løb for deres racemæssige og religiøse begær efter slagtning, voldtægt og plyndring, kun et stenkast fra de allierede og amerikanske krigsskibe, fordi de systematisk var ført til at tro, at de ikke ville blive forstyrret. En fælles ordre fra kommandørerne eller fra nogle få af dem - en harmløs granat kastet over det tyrkiske kvarter - ville have bragt tyrkerne til fornuft.
Og dette - tilstedeværelsen af disse krigsskibe i Smyrnas havn, i det Herrens år 1922, der afmægtigt betragtede den sidste store scene i tragedien om de kristne i Tyrkiet, var det sørgeligste og mest sigende træk ved hele billedet.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo