Kapitel 16
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 13. august 2013
Om morgenen den 9. september 1922 omkring kl. 11, blev der hørt bange skrig. Da jeg gik hen i døren til mit kontor, så jeg en skare flygtninge, hovedsageligt kvinder, der i rædsel masede sig ind mod konsulatet for at søge tilflugt inden for, og at de helt korrekt blev holdt ude af de to eller tre blåjakker, hvis opgave var at forsvare den konsulære ejendom.
Et blik fra terrassen, hvorfra der var udsyn over kajen, gjorde årsagen til deres rædsel klar. Det tyrkiske kavaleri defilerede langs kajen på deres vej mod deres kaserne ved Konak-bygningen i den anden ende af byen. De var robust udseende fyre og passerede forbi i perfekt orden. De syntes at være velnærede og friske. Mange af dem var af denne mongolske type, som man ser blandt muhamedanerne i Lilleasien.
På basis af det faktum, at ikke alle Mustafa Kemals tropper var forsynet med hans udvalgte troppers smarte uniformer, har tyrkiske apologeter gjort meget ud af forskellen mellem "regulære" og "irregulære". Enhver, der så disse beredne tropper passere langs kajen i Smyrna, vil bevidne, hvis han da overhovedet ved noget om militære anliggender, at disse ikke alene var soldater, men særdeles gode soldater, grundigt trænede og under perfekt kontrol af beundringsværdige officerer. Og enhver, der kender noget til tyrkisk karakter, vil bevidne, at tyrken i det væsentlige er en soldat, overordentlig lydhør for ordrer fra sine overordnede. Tyrken massakrerer, når han bliver beordret til det af hovedkvarteret og holder op på sekundet, når den samme myndighed befaler ham at stoppe. Mustafa Kemal blev tilbedt af denne hær af "regulære" og "irregulære", og hans ord var lov.
Da det tyrkiske kavaleri red ind i Smyrna om morgenen den niende, kastede et eller andet fjols en bombe. Den tyrkiske officer, der havde befalingen over kavaleridivisionen, fik blodige snitsår i hovedet. Alle vidnesbyrd beretter om, at han red videre uden at lade sig gå på. Dette er, hvad en tyrker ville gøre, for om racens mod kan der ikke herske tvivl. Det er blevet anført, at denne bombe blev kastet af en armenier, men jeg har ikke set noget bevis for den påstand. Ej heller kan erklæringen om, at denne bombe udløste massakren på armenierne, forenes med den tyrkiske påstand om, at deres tropper var så forbitrede over den græske hærs grusomheder, at de ikke kunne holdes tilbage, da de nåede Smyrna. Armeniere er ikke grækere, og tyrkernes raseri brød først ud over deres sædvanlige ofre.
Om aftenen den niende begyndte plyndringen og drabene. Skyderier blev hørt i forskellige dele af byen hele natten, og den følgende morgen begyndte indfødte amerikanere, både mænd og kvinder, at rapportere om lig, de havde set liggende i gaderne i det indre af byen. Nureddin Pasha, den tyrkiske øverstbefalende, udsendte en befaling om, at alle skulle fortsætte fredeligt med deres gøremål og at ordenen skulle opretholdes. Dette skabte en øjeblikkelig følelse af tryghed i et vist element af den ikke-muslimske befolkning, så at en række butikker, der havde været lukket, blev genåbnet.
Men denne tillid var ikke af lang varighed, for plyndringerne spredtes og barbariet øgedes. I begyndelsen var hovedgerningsmændene civile tyrkere, byens indfødte. Jeg så selv sådanne civile, bevæbnet med geværer, der holdt øje med vinduerne i kristne huse, klar til at skyde på ethvert hoved, der måtte dukke op. De bevægede sig som jægere, der krøb sammen og sneg sig ind på deres bytte. Men det, der gjorde det mest uforglemmelige indtryk, var udtrykket i deres ansigter. De udtrykte en ekstase af had og vildskab. Der var også en religiøs ophøjelse over dem, men det var ikke smukt, det var ansigterne af Mørkets Magters religion. Man så også hele nytteløsheden ved missionering og forsøgene på konvertering. Her var der tale om total indlevelse, vildfarelsens absolutte triumf, læren om mord og ubarmhjertighed i praksis. Der var noget uendeligt trist over disse blege forvredne ansigter, på hvilke det gustne lys fra Helvede syntes at spille. Man kunne ikke lade være med at ynke disse mænd, selv mens de dræbte. Man kom til at tænke på fortabte sjæle og de fordømtes pinsler. Disse mordere var ikke lykkelige.
De sidste græske soldater forsvandt fra Smyrna om aftenen den ottende og tyrkerne overtog hurtigt byen. Beredne patruljer og små delinger af soldater, der fungerede som politi, begyndte at dukke op i gaderne.
Disse optrådte godt nok. Der var troværdigt rapporterede tilfælde af underordnede tyrkiske officerer, der greb ind overfor røvere og ugerningsmænd, og selv tilfælde af venlighed, vist mod ikke-muslimske indfødte. Jeg var dog ikke selv vidne til sådan venlighed. Hvis jeg havde, ville jeg være ivrig efter at rapportere det, men jeg er villig til at acceptere vidnesbyrdet for andre. Panikken blandt de indfødte kristne var nu vokset til et alarmerende niveau.
Efterhånden som plyndringerne spredtes og myrderiet steg, blev de amerikanske institutioner fyldt med skræmte mennesker. Disse institutioner i Smyrna var Intercollegiate Institute, et seminarium for unge piger; Y.W.C.A. (KFUK), der havde til huse i en stor bygning og var omgivet af en have og tennisbane og Y.M.C.A. (KFUM).
Natten til den tiende kunne skyderiet stadig høres i de kristne kvarterer og skræmte mennesker belejrede dørene til disse institutioner, hvor de skreg og tiggede i Guds navn om at blive lukket ind. En række blåjakker var stationeret ved både pigeskolen og KFUK, og hvis nogle af dem tilfældigvis læser disse linjer, de vil bekræfte det udsagn, at adfærden af de amerikanske kvindelige lærere, som var forbundet med de amerikanske institutioner i og omkring Smyrna, uden undtagelse var hævet over al ros. Der var ikke én, der viste det mindste tegn på frygt eller nervøsitet under de mest belastende omstændigheder; ikke én, der veg tilbage eller vaklede et øjeblik hele vejen gennem en situation, som næppe havde en parallel i verdenshistorien for dens hæslighed og fare. De tålte træthed næsten hinsides menneskelige udholdenhed, så de kunne gøre alt i deres magt for at redde, hvad de var betroet, og give trøst og mod til de skræmte og jagede skabninger, der havde sat deres lid til deres beskyttelse. Kvinder som disse kaster uforgængelig glans over amerikansk kvindeligheds navn. Da ingen af dem gav op eller viste fejhed, kan vi konkludere, at de var værdige repræsentanter for et værdigt søsterskab - Den Amerikanske Kvinde. For mændene behøver intet at blive sagt, for amerikanske mænd forventes at handle fyldestgørende. Jeg var stolt af hele min koloni i Smyrna.
Nævnes skal også Jacobs, direktør for KFUM. Han var og er stadig, utvivlsomt, berømt for sit gemytlige smil, som han selv kalder "KFUM-smilet". På sin vej hen langs kajen i et barmhjertighedsærinde i forbindelse med flygtningene, blev han stoppet af flere tyrkiske soldater, kropsvisiteret og frarøvet et pengebeløb. Da han fortsatte sin rute, prajede han en tyrkisk officer, som han klagede til. Officeren spurgte ham:
"Tog de det hele?"
"Nej, heldigvis ikke", svarede Jacobs.
"Nå", sagde officeren, "så giv mig, hvad du har tilbage", hvilket Jacobs blev tvunget til at gøre. Da han gik, blev han skudt efter, men heldigvis ikke ramt. Denne hændelse så jeg ikke selv, men den blev fortalt mig af andre amerikanere.
Tyrkerne gik nu i gang med grundigt og systematisk at dræbe de armenske mænd. De patruljer af soldater, der havde givet indbyggerne en vis tryghed og vakt troen på, at den regulære hær var begyndt at fungere og ville beskytte borgerne, var nu hovedsageligt optaget af at jage og dræbe armeniere. Nogle blev aflivet på stedet, mens andre blev ført ud på landet i grupper og skudt. Ligene blev efterladt i bunker, hvor de faldt. Amerikanere fra de forskellige velgørende institutioner, hvis opgaver førte dem ind i det indre af byen, rapporterede om et stigende antal døde og døende i gaderne.
En indfødt amerikaner rapporterede, at han havde set en mand blive banket ihjel med køller af tyrkerne, "indtil der ikke var en hel knogle tilbage i hans krop." Alle øjenvidners uvilje mod at sige noget, der kunne fornærme tyrkerne og dermed kompromittere deres interesser, viser, hvor svært det har været at få det fulde omfang af den hæslige og skændige sandhed frem.
En anden indfødt amerikaner, repræsentant for et velkendt tobaksfirma, kom hvid og skælvende ind på konsulatet og fortalte, at han havde set et forfærdelig syn "lige rundt om hjørnet". Et antal tyrkiske soldater havde stoppet en gammel mand og var begyndt at tale til ham. Den gamle mand havde løftet sine hænder med fingrene spredt som i en bøn, hvorefter én af soldaterne havde kløvet hans hænder med et sværd, skåret hans håndled over og hugget ham ned.
Byttet blev nu kørt ud af basarer og det armenske kvarter i vognlæs, og vognlæs af lig, som af oksekød eller får, blev sendt ind i landet.
Det følgende er fundet i mine notater dateret 12. september 1922: "En gruppe amerikanerne så ni vognlæs af døde kroppe blive ført ud af Konak-kvarteret (Konak: Det tyrkiske regeringshus) og en anden gruppe så tre sådanne vognlæs i kvarteret ved Point Station."
Kaptajn Hepburn, en af søofficererne, talte femogtredive døde kroppe på vejen til Paradise, en lille landsby i nærheden af Smyrna, hvor det Amerikanske Internationale Universitet er beliggende.
I Boudja, en anden landsby, hovedsagelig beboet af englændere og andre udlændinge, var der en kendt og velhavende hollandsk familie ved navn De Jong. Det blev meddelt, at hr. og fru De Jong var blevet myrdet af tyrkiske soldater. I denne sag blev følgende oplysninger givet mig af hr. Francis Blackler, et af de fremtrædende medlemmer af det amerikanske samfund i Smyrna, leder af det velkendte firma Griffith and Company, der har omfattende forretninger med Amerika. Hr. Blackler kan nævnes, fordi hverken han eller hans hustru, en dame af usædvanlig kultur og raffinement, har den fjerneste idé om at vende tilbage til Smyrna, i hvert fald ikke under de nuværende forhold.
"Jeg tror, jeg var den første," sagde han, "der fandt og genkende ligene af De Jongs. Jeg var på vej hen ad gaden, efter at det tyrkiske kavaleri var passeret igennem, og jeg så to lig liggende på vejen. Jeg bøjede mig ned for at se og udbrød straks: 'Hvad, det er hr. De Jong!' Da jeg kiggede på den anden, så jeg, at det var fru De Jong. Ligene var perforerede med skudhuller. Jeg underrettede de pårørende, og vi tog dem væk og begravede dem."
Omkring dette tidspunkt, kom sir Harry Lamb, den fornemme og dygtige britiske generalkonsul, til mig og spurgte, om jeg kunne sende to biler til Bournabat for at hente doktor Murphy og kvinderne i hans familie. Udover min egen bil, var der en hel del biler til min rådighed, fordi amerikanerne i Smyrna ejede mange, som de næsten alle havde stillet til rådighed for konsulatet og Hjælpeorganisationen.
Doktor Murphy var en pensioneret militærkirurg, der havde været i den britiske Indien-tjeneste. Han levede med sine to døtre på pension i Bournabat, en gammel mand med en højt respekteret fortid. Sir Harry fortalte, at tyrkerne var trængt ind i Murphy-hjemmet og fortalt lægen, at han ikke skulle være bange, da de ikke havde til hensigt at skade på nogen. De var bare kommet for at voldtage kvinderne. Hans døtre havde heldigvis skjult sig i et rum ovenpå, men tyrkernes øjne faldt på en ung og smuk tjenestepige. De forsøgte at gribe hende, da hun faldt på knæ og slog armene om benene på den gamle læge og tiggede ham om at redde hende. Den gamle helt forsøgte at beskytte pigen, for så vidt som hans matte styrke tillod det, men han blev slået i hovedet med geværer og sparket, og pigen blev revet fra ham af tyrkerne. De fortsatte derefter med at udføre deres modbydelige værk. Sir Harry tilføjede, at lægen var i en desperat tilstand og kvinderne var ved at dø af skræk. Bilerne blev sendt og Murphy-familien hentet. Lægen døde af sine kvæstelser.
Ærkebiskop Chrysostom besøgte konsulatet ganske kort tid før sin død sammen med den armenske ærkebiskop. Chrysostom var klædt i sort. Hans ansigt var blegt. Dette var sidste gang, jeg så denne ærværdige og veltalende mand i live. Han var en trofast ven af amerikanere og amerikanske institutioner og brugte al sin indflydelse indenfor gejstligheden og regeringen til støtte for vore skoler, vort KFUK og KFUM. Det er tvivlsomt, om der er noget medlem af vore udenlandske missionære, uddannelsesmæssige og filantropiske institutioner, der vil bestride denne erklæring. Han frekventerede dem alle og talte ofte til deres medlemmer.
Som han sad dér i den konsulære repræsentation, lå skyggen af hans forestående død allerede over hans træk. Nogle, der læser disse linjer - nogle få, måske - vil forstå, hvad der menes. Mindst to gange i mit liv har jeg set denne skygge over et menneskeligt ansigt og har vidst, at personen snart skulle dø.
Monseigneur Chrysostom troede på foreningen af de kristne kirker for en fælles indsats i kampen for Kristus og en bedre uddannelse af det østlige præsteskab. Hverken han eller den armenske biskop talte til mig om deres egen fare, men de spurgte mig, om der ikke kunne gøres noget for at redde Smyrnas indbyggere.
Fortællingerne varierer angående måden, Chrysostom døde på, men beviserne fortæller afgørende, at han mødte sit endeligt i hænderne på den osmanniske befolkning. En tyrkisk officer og to soldater tog hen til katedralens kontorer og førte ham til Nureddin Pasha, den tyrkiske øverstbefalende, som siges at have undfanget den middelalderlige plan at overgive ham til den fanatiske hob, der så kunne gøre med ham, hvad den ville. Der er ikke tilstrækkeligt bevis for rigtigheden af denne udlægning, men det er sikkert, at han blev dræbt af hoben. Han blev spyttet på, fik skægget revet af ved roden, blev slået, stukket til døde og derefter slæbt omkring i gaderne.
Hans eneste synd var, at han var en patriotisk og veltalende græker, der troede på sit folks vækst og arbejdede for dette mål. Han blev tilbudt ly i det franske konsulat og en eskorte af franske marinesoldater, men han afviste det og sagde, at det var hans pligt at blive med sin flok. Han sagde til mig: "Jeg er en hyrde og skal være hos min flok." Han døde som martyr og fortjener den højeste udmærkelse fra den græske kirke og regering. Han fortjener respekt fra alle mænd og kvinder, for hvem udvisning af mod overfor en grufuld død har betydning.
Polycarp, Smyrnas skytshelgen, blev brændt ihjel på det stadion, der overvåger byen. Tyrken flakker over de syv byers land og der er ingen til at sige ham nej, men den sidste scene i den endelige udslettelse af kristendommen blev herliggjort ved den heroiske død af den sidste kristne biskop.
Fra konsulatets dør, så jeg mange ulykkelige flygtninge med deres børn, bundter og syge, blive gennet mod kajen af flere tyrkiske soldater. En gråhåret gammel kvinde snublede afsted bagefter, så svag, at hun ikke kunne holde trit, mens en tyrkisk soldat puffede hende i ryggen med kolben af sit gevær. Til sidst slog han hende med et så voldsomt slag mellem skulderbladene, at hun faldt sammen og lå henslængt på den stenede gade.
En anden gammel kvinde kom skrigende til mig, vanvittig af sorg, og råbte grædende: "Min dreng, min dreng!" Forsiden af af hendes kjole var dækket af blod. Hun sagde ikke, hvad der var sket med hendes dreng, men det rigelige blod fortalte sin egen historie.
Fru Cass Arthur Reed, hustru til dekanen ved Det Amerikanske Universitet i Paradise, nær Smyrna, giver følgende beskrivelse af afklædningen og gennembankningen af hendes far, den ærværdige præsident, såvel som af sergent Crocker, en amerikansk søofficer:
Den 11. september 1922 meddelte amerikanske marinesoldater, som holdt udkig fra universitetets tag, deres chef, at det amerikanske beboelseshus, der tilhørte universitetet, blev plyndret af de tyrkiske soldater. Så kørte chefen og faderen over til beboelseshuset i universitetets bil, førende det amerikanske flag. De meddelte mændene, at dette de plyndrede, var amerikansk ejendom og spurgte, hvorfor de gjorde det? Far forklarede, at det var et fælleshus og at det tjente både tyrkerne og kristne i sit arbejde. De greb begge mænd og rippede dem for deres tøj, værdigenstande og penge, sko og strømper, og slog dem med en stav, der var næsten 2 meter lang og 7-8 cm i diameter. Sergent Crocker var officeren, der blev slået. Han tog staven med over til universitetet bagefter. Før han blev frataget sit tøj, tog han af egen drift sin revolver af og viste de tyrkiske soldater, at han ikke havde til hensigt at skade dem. De slog begge mænd alvorligt og adskilte dem, så de ikke kunne stå sammen. De slog dem med skæftet af deres rifler og med denne store stav, jeg har nævnt. Så forlangte de af doktor MacLachlan, at han udleverede marinesoldaterne, der bevogtede hans universitet. Han sagde, at han ikke var militærmand og ikke havde nogen kontrol over marinesoldaterne, som var blevet sendt af den amerikanske regering for at beskytte den amerikanske ejendom og flygtningene i den.
De slog ham i hovedet, på arme og ben, knuste storetåen på hans højre fod, og hele tiden forsøgte de at få ham til at løbe, hvilket han nægtede at gøre vel vidende, at de ville skyde kugler i ryggen på ham, hvis han gjorde. Hvad han betragtede som det, der reddede hans liv, var, at han holdt sig i ro gennem hele forløbet, og sagde, at de kunne dræbe ham, hvis de ville, men at han ønskede at forklare, hvorfor han var der, og hvorfor han ville have dem til at stoppe med at stjæle den amerikanske ejendom. En mand gjorde udfald mod ham med en bajonet, og far afværgede ved at gribe den og skar sig i håndfladen. Da soldaten trak tilbage for at gøre endnu et udfald mod ham, blev bajonetten tilbage i fars hånd. Han var nøgen al denne tid. Så lammede de hans venstre fod, brød senerne på bagsiden af hans knæ, så han faldt til jorden. Igennem det hele forsøgte han at holde stand og afværgede slagene mod sit hoved med sine arme. Flere gange stillede de ham op et par meter væk og truede med at meje ham ned.
En af de tyrkiske elever, som havde set det hele fra universitetet, kom løbende til. Mens geværerne var rettet mod far, kastede han sig mod deres kolber og tryglede mændene om ikke at dræbe ham, at han var en god mand. De derefter beskyldte de denne elev for at være en vantro, og han svor, at han var en sand muslim; han bar Kemals billede på sin arm, og var også iført fez. Sergent Crocker havde givet ordre til sine mænd på universitetets tag om ikke at skyde eller bruge deres maskingeværer. To af marinesoldaterne jagede over for at komme til hjælp, da de så, hvad der foregik. Sergent Crocker befalede dem at trække sig tilbage for at redde doktor MacLachlans og hans eget liv. Tyrkerne placerede doktor MacLachlan op mod en mur og skulle til at skyde ham, da en ung tyrkisk officer på hesteryg dukkede op og beordrede dem til at holde inde.
De adlød straks og gik væk, og beviste ved deres øjeblikkelige lydighed, at de var regulære tropper under god disciplin.
De følgende detaljer om overfaldet på præsident MacLachlan og sergent Crocker blev givet mig af et andet øjenvidne til scenen:
Da blåjakkerne i hovedbygningen så deres chefs vanskeligheder, og at han var i fare for at blive mishandlet, løb de ham til undsætning. Sergent Crocker bredte sine arme ud og vinkede dem tilbage, mens han råbte: "Tilbage! Tilbage! Skyd ikke! Tilbage!"
Det gjorde de, og efter at de var kommet et stykke væk på denne måde, han gav ordren: "Omkring og løb"
De adlød, hvorefter de tyrkiske soldater rettede en livlig salve mod de løbende marinesoldater, og deres riffelild var så hurtig og løbende, at den mindede mig om et maskingevær. Heldigvis blev ingen af amerikanerne såret.
Den følgende udplyndring af amerikansk ejendom skete i Paradise, som beskrevet for mig af en amerikansk dame med forbindelse til universitetet:
I september 1922 havde alle amerikanske huse i Paradise et amerikansk flag, foran og bagved, og alle er blevet brudt ind i undtagen to.
Senere, mens chefen for den tyrkiske hær, som havde indkvarteret sig i præsidenten hus, spiste dér med sit orkester spillende på campus, plyndrede tyrkerne dekanens hus - på den eksakt samme campus.
I mellemtiden, i byen Smyrna selv, skabte jagten og drabene på de armenske mænd - myrdet enten med hakker eller køller eller ført ind i landet i grupper og skudt - en ufattelig panik. Ingen hjælp var nogen steder i syne. Stormagternes krigsskibe, herunder USA's, kunne af forskellige grunde ikke gribe ind og der var tilfælde, hvor mennesker, der var nået ud til dem, blev sendt tilbage til kysten.
Grupper fra den tyrkiske hær tog nu del i denne menneskejagt. Armeniere forsvandt snart fra gaderne, enten fordi de var døde eller gået i skjul. Den proklamation var blevet udstedt, at enhver, der skjulte en armenier i sit hus, ville blive stillet for krigsretten - en med god grund frygtet domstol. Et eksempel vil vise, hvilken rædsel dette edikt fremkaldte i hjerterne hos alle - også de udenlandske statsborgere.
En fremtrædende hollandsk statsborger fortalte følgende hændelse, som han var vidne fra dækket af sin lille private yacht:
Ovre ved Cordelio (en forstad til Smyrna) så jeg et ungt par vade ud i havet. De var et respektabelt, attraktiv par og manden havde et lille barn i sine arme. De vadede dybere og dybere ud i vandet, indtil det næsten nåede op til deres skuldre, og pludselig indså jeg, at de var i færd med at drukne sig selv. Jeg kom derfor hurtigt ud til dem i en båd og med løftet om, at jeg ville gøre hvad jeg kunne for at redde dem, fik dem ind til kysten igen. De forklarede, at de var armeniere, og da de vidste, at manden helt sikkert ville blive dræbt og konen, der var ung og smuk, enten skændet eller optaget i et harem, mens deres baby ville blive overladt til døden, havde de besluttet at drukne sig sammen. Jeg tog dem til flere steder og forsøgte at få dem ind, men uden held. Til sidst førte jeg dem til en stor skole, hvis bygning og have var fuld af mennesker, ringede på klokken og forklarede situationen for en søster, der kom ud til døren. Da hun hørte, at de var armeniere, lukkede hun døren. Jeg gik og efterlod dem siddende på trappen til skolen.
Og dér vil vi forlade dem i håbet om, at de på en eller anden mirakuløs måde blev reddet, hvilket ikke er sandsynligt.
Denne hændelse er ikke fortalt for at kaste skam over personalet i den udenlandske skole. De tænkte, at de, hvis de lod et armensk par komme ind, ville true sikkerheden for de hundredvis af mennesker, som de beskyttede, hvoraf de fleste, hvis ikke alle, var af deres egen religion og derfor deres særlige opgave.
Da armenierne alle var forsvundet fra gaderne, blev det antaget, at de undslupne mænd havde søgt tilflugt i deres eget kvarter - en velbygget, europæiseret del af byen, indenfor veldefinerede grænser. Inden vi går videre med, hvad der siden skete, skal det forklares, at soldaterne fik hjælp til at plukke armeniere ud i gaderne af indfødte spioner, der ledsagede dem og udpegede ofrene. Jeg kunne ikke fastslå nationaliteten af disse modbydelige og slimede krybdyr, spionerne. Af nogle fik jeg at vide, at de var jøder, men jeg har ingen beviser for denne påstand. Mange af informanterne var selvfølgelig tyrkere, og det er muligt, at de var alle af denne race, da disse naturligt ville hjælpe deres egne tropper.
Da armenier-jagten blev for fattig i Smyrnas gader, blev deres distrikt spærret af for alle undtagen tyrkere af soldater stationeret ved gade-indgangene, hvorefter plyndringen og massakren blev gennemført metodisk. Jeg forsøgte ikke selv at komme ind i den armenske sektion, og af dem jeg var i kontakt med fik jeg gentagne gange at vide, at indtrængen ikke var tilladt. Amerikanere, der så ind kvarteret fra deres vinduer, fortalte, at så vidt det kunne ses, undslap ikke et eneste hus. Alle blev brudt ind i og plyndret, møblerne blev smadret og smidt ud i gaderne. Hvad der skete med beboerne kan let overlades til fantasien; det er ingen sag at danne et mentalt billede af disse familier, der krøb sammen i deres hjem - mændene med deres hustruer, deres døtre og deres småbørn - mens de ventede på riffelkolbernes hamren på deres døre.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo