Kapitel 12
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 21. juli 2013
I årevis havde den græske hær holdt en lang linje uden tilstrækkelig mad og tøj. Mange af disse tropper var blevet sendt af de allierede til at kæmpe for dem i Rusland, hvor de havde lidt svære tab. De var reduceret til en tilstand af ekstrem demoralisering. De var på flugt fra en uforsonlig fjende, fra hvem de ikke kunne forvente nåde, hvis de bliver fanget. De tilbagelagde, de af dem som slap væk, afstanden fra fronten til kysten på rekordtid. Hele den muslimske befolkning, de passerede igennem, var fjendtlig og velbevæbnet. At de skulle have fundet tid til at lave megen massakre, eller at de skulle have været i en sådan sindstilstand, at de kunne stoppe op på vejen for at angribe kvinder, synes ikke troværdigt. At de brændte og lagde landet øde, kan tages for givet. Grækerne har hævdet den militære nødvendighed af dette, og det ser ud til, at hvis en sådan nødvendighed nogensinde kan gøres gældende, så havde grækerne ret til at gøre det. De har helt sikkert haft mere grund til at ødelægge landet mellem sig selv og de fremrykkende khemalister, end vores egen Sherman havde på hans "march mod havet." [episode fra den amerikanske borgerkrig, o.a.]
Der er én ting, som enhver, der nogensinde har rejst gennem tyrkisk styrede lande, vil lægge mærke til på et øjeblik. Enhver kerne af civilisation, der eksisterede i Det Osmanniske Rige udenfor Konstantinopel, var græsk, armensk eller noget andet end tyrkisk. Ikke-muslimerne byggede de gode huse og de bedre dele af byerne. Mange af de kristne huse og byer var allerede blevet ødelagt af Talaats og Envers tilhængere, hvilket kun efterlod lidt af nogen blivende værdi på den vej, den græske hær fulgte.
En tyrkisk landsbybeboers hus består normalt af ét værelse uden møbler. Til den ene side er stablet en forsyning af tykke dyner, ofte helt op til loftet. Når han går i seng, tager han en eller flere af disse ned og sover på gulvet eller, i de bedre huse, på en bænk, der løber langs væggen. Når han spiser, sidder han på gulvet med fødderne under sig. Han laver mad på ildstedet. Hans køkken- og spiseudstyr består af en lergryde, et stort fad, hvorfra familien spiser deres pilaff, en stor ske til hvert medlem af husstanden og en lille ske til omrøring af kaffen. En briki eller langskaftet kaffekande, er en vigtig del af hans udstyr.
Mange, der har spist med rige vestliggjorte tyrkere i Konstantinopel eller med en eller anden pasha, vil benægte rigtigheden af dette billede, men det er i hovedsagen korrekt og beskriver husene i nioghalvfems ud af hundrede tyrkiske landsbyer, uanset hvor de findes. Det er af denne grund, at tyrken er i stand til at leve videre i lang tid uden særlig bestilling, færdigvarer, importerede produkter eller andet af det, der hører civilisationen til. Hans grove landbrug rækker til hans primitive behov. Hvis det område han bebor virkelig tilhører ham, så han kan sige, at han har ret til den form for civilisation, eller mangel på samme, der passer ham bedst, og som han er bedst tilpasset. Hvorvidt den kristne verden burde have set på og hjulpet ham, mens han udryddede den ikke-muslimske befolkning Lilleasien, er et andet spørgsmål.
Vanskelighederne for det græske tilbagetog er godt illustreret ved en hændelse, jeg fik fortalt af pastor Dana Getchell, der kom ind på mit kontor fra det indre af landet et par dage før khemalisternes ankomst. Han sagde, at da han var gået i seng om aftenen i sit lille hotel, havde alt været stille, men at han var blevet vækket om morgenen ved lyden af tumult i gaderne, og da han kiggede ud ad vinduet, så han hele den kristne befolkning komme farende mod banegården, transporterende så mange af deres ejendele, de havde været i stand til at få med. Da han spurgte efter, hvad problemet var, fik han at vide, at tyrkerne kom. Han tog selv hen til banegården og så et langt tog med vogne, som en lille deling græske soldater forsøgte at få de skræmte mennesker op i. Mens denne operation blev udført, kom de muhamedanske landsbyboere ud af deres huse, alle bevæbnede, og begyndte at skyde på soldaterne og toget. En kamp fulgte, hvorunder delingens kommandant og flere af hans soldater blev dræbt. Men soldaterne holdt stand, og det lykkedes dem til sidst at komme væk med størstedelen af de kristne.
Denne særlige hændelse kaster lys over det græske tilbagetog, da den viser, at muslimerne i almindelighed var i besiddelse af skjulte våben og at de ikke tøvede med at bruge dem.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo