Kapitel 10
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk: 7. juli 2013
Jeg vendte tilbage til Smyrna i 1919 kort efter at den græske hær var landet i byen. Da den tyrkiske plan for udryddelse havde været godt i gang før ankomsten af de græske tropper, var de kristne bønder blevet drevet ud af hele regionen med undtagelse af selve byen, og mange var omkommet, deres gårde og landsbyer blevet ødelagt. De var blevet spredt ud over de græske øer og kontinentet, og i Saloniki, hvor den græske regering havde bygget barakker til at huse dem, boede de i stort tal.
Meget er blevet sagt om grusomheder og massakrer, der skulle være begået af de græske tropper på tidspunktet for deres landgang i Smyrna den 15. maj 1919. Men i virkeligheden er de begivenheder, der fandt sted på denne og de få efterfølgende dage, blevet overdrevet, så de har antaget større proportioner i den offentlige mening end tyrkernes målbevidste udryddelse af hele nationer, og ingen hensyn synes at være blevet taget til de græske myndigheders omgående undertrykkelse af uordenen og summariske afstraffelse af de hovedskyldige, flere af dem med døden.
Kendsgerningerne i sagen, som hørt fra amerikanske missionærer, forretningsmænd og andre af ubetvivlet sanddruhed, er som følger: Aftenen før delingen var der en sammenkomst af allierede flådekommandører, og der var, ifølge en af de tilstedeværende, en diskussionen af hvilken plan, denne aktion burde udføres efter. Min informant fortalte, at den amerikanske kommandant var tilhænger af at samarbejde med grækerne ved at holde orden i de forskellige dele af byen med allierede marinesoldater, men at englænderen talte for, at lade grækerne "køre hele showet" alene. Denne information er givet på anden hånd og dens nøjagtighed kan ikke garanteres, men den virker sandsynlig.
I hvert fald var rådet, tilskrevet amerikaneren, praktisk, men kunne ikke følges af indlysende grunde. Vi kunne ikke gå fra borde, fordi vi, som sædvanlig, var "observerende"; desuden var der en så stærk jalousi blandt de allierede angående Lilleasien, at de ikke kunne gå i land hverken sammen eller hver for sig. Dette var det første tegn på den mangel på enig støtte, der i sidste ende forårsagede den græske katastrofe og ødelæggelsen af Smyrna.
Hele ansvaret blev derfor smidt på grækerne, som landede midt i en befolkning, der, for så vidt angår tyrkerne, var mere krænkede over deres komme, end de hvide borgere i Mobile ville have været, hvis den var blevet overgivet til neger-troppers mandat [under den amerikanske borgerkrig, o.a.]. For tyrken er helleneren ikke blot en "vantro hund", han er en tidligere slave.
Da grækerne fortsatte i retning af Konak-bygningen eller Regeringshuset, der lå i det tyrkiske kvarter, blev de skudt på af snigskytter. Af talrige øjenvidner, ikke indfødte fra Smyrna, fik jeg at vide, at snigskydningen voksede i intensitet til hele skudsalver.
Den sanitære ekspert på det amerikanske hospital, der var beliggende i Konak-kvarteret, fortalte mig følgende episode: Da han hørte lyden af snigskydning, løb han ud i hospitalsgården, fordi han frygtede, at eventuelle skud affyret derfra kunne tiltrække græsk beskydning. Han så en tyrker med en riffel oppe i et træ i hospitalets gård. Han pegede en revolver mod ham og sagde, han skulle komme ned. Tyrkeren adlød. Denne informant var en indfødt amerikansk statsborger, ikke af græsk eller armensk afstamning.
Grækerne tog en række fanger, som de førte ned på kajen med armene i vejret indenfor de allieredes og amerikanske krigsskibes synsvidde. De siges at have stukket flere af deres fanger med bajonetter, synligt for folkene i husene og på skibene. Der var ingen massakre i betydningen generelt drab på fanger, men nogle få slog de ihjel på denne måde; denne handling virker morderisk, foragtelig og idiotisk, og det overlades til grækerne at forklare den, så godt de kan.
Der var en opstand i byen, noget i retning af et oprør, og nogle flere tyrkere blev dræbt. Forskellige skøn over antallet af dræbte, givet af amerikanere der var til stede, svinger mellem 50 og 300. Sidstnævnte er et højt skøn. Der var også betragtelig plyndring, både i Smyrna og nærliggende områder.
I en omtale af denne affære i en pjece med titlen The Great Powers and the Eastern Christians [Stormagterne og de østlige kristne] (udgivet af Anglo-Hellenic League, nr. 49), skriver William Pember Reeves:
For så vidt de dræbte i Smyrna var tyrkere, har jeg fået at vide, at de udgjorde 67, dræbt dels af græske soldater og dels af byens pøbel. Omkring 100 fra andre nationaliteter blev også dræbt. Hovedmændene bag hele foretagendet blev henrettet af de græske myndigheder og kompensation givet til ofrenes familier.
Hvor Mr. Reeves har fået sin information fra, er ukendt for mig, men den falder sammen med det, der blev fortalt mig af amerikanere, der var til stede, og som jeg mødte kort tid efter de græske troppers ankomst. Jeg var til stede i Smyrna, da hovedmændene bag urolighederne den 2. maj blev dømt og skudt.
Det var her, den græske generalguvernør demonstrerede denne fasthed og tydelige kompetence, der kendetegnede hele hans styre i Smyrna. Han undertrykte urolighederne fuldstændigt på meget kort tid og straffede de skyldige strengt. Tre af hovedmændene, grækere, blev ført ud til en plads ved siden af jernbanen, der forbinder Boudja og Smyrna. Her blev de offentligt skudt og begravet, så deres grave kunne ses af alle de mennesker, der passerede mellem dette populære feriested og hovedbyen. Denne trio var forinden blevet prøvet ved en krigsret og dommen eksekveret umiddelbart.
Mange andre blev retsforfulgt og modtog mindre alvorlige domme. Befolkningen blev informeret om, at grækere, der forstyrrede freden, ville blive hårdere straffet end tyrkere - en politik, der blev gennemført under hele den hellenske administration og som bidrog ikke så lidt til generalguvernørens upopularitet i den indfødte kristne befolkning.
I alt blev 74 domme fældet over dem, der forstyrrede den offentlige orden i dagene umiddelbart efter landingen af det græske militær: 3 blev dømt til døden; 4 til hårdt arbejde på livstid; 2 til hårdt arbejde i en begrænset periode; 12 fik lange og 53 kortere fængselsstraffe. Af de 74 dømte var 48 grækere, 13 tyrkere; 12 var armeniere og 1 var jøde. De 3 henrettede var grækere, én af dem en soldat.
Mr. Sterghiades, den græske generalguvernør, beordrede alle dem, der havde plyndringsgods i deres besiddelse, at give det tilbage med det samme under trussel om hård straf, og udpegede et særligt pakhus på Rue Franque, hvor det skulle afleveres, og stort set al tyvegodset blev opgivet. Alle tyrkere, som hævdede at være blevet røvet, blev opfordret til at præsentere deres krav for myndigheden, og disse blev imødekommet med så lidt skepsis, at mange tyrkere profiterede uhyre ved at fremlægge falske eller overdrevne krav. Derudover drog mange græske godsejere og fremtrædende indbyggere fra de mindre byer ud i landet, og, ved at prædike moral for bønderne og beskytte tyrkerne, i høj grad bidrog til genoprettelsen af ordenen i landdistrikterne.
Fremtrædende blandt disse var en vis hr. Adamopolos, ejer af en meget stor ejendom i Develikeuy, en landsby ca. 50 km fra Smyrna, som begav sig dér til og tvang sine bønder til at tilbagelevere får og andre ejendele, og truede med frygtelig straf enhver græker, som skadede en tyrker.
Der var også en advokat ved navn Athinogenis, der dæmpede en opstand af græske landsbyboere ved Boudja ved at forklare dem den virkelige betydning af den græske landgang. Mr. Athinogenis kom til Amerika som fortaler for Lilleasiens autonomi og gjorde et godt indtryk her.
Til denne liste skal tilføjes en vis fru Baltadzis, hustru til en mand, der fik amerikansk statsborgerskab. Hun tog ud til en gård, hun ejede, nær Smyrna og holdt bønderne i orden. Roen blev hurtigt genoprettet, lige så meget på grund af den græske bedre-klasses indflydelse, som de strenge foranstaltninger, der blev truffet af den græske civile administration. At den kunne genoprettes på den måde, var intet mindre end et mirakel, når man tager de forfølgelser i betragtning, som grækerne kort forinden havde oplevet. Mange af de græske bønder var blevet plyndret og mishandlet af de selv samme tyrkere, som de nu hellere end gerne ville gøre regnskabet op med.
En enkelt hændelse vil være tilstrækkelig til at illustrere, hvad det var for ting, der blev ved med at svie i hukommelsen hos de kristne bønder: En lille landmand med en stor familie havde sået en mark med bønner til føde for sin kone og sine børn - bønner er et af de vigtigste næringsmidler for disse mennesker. En tyrkisk officer stod og holdt øje med sin hest inde på denne mark, hvorefter landmanden spurgte ham, om han ikke ville sætte dyret ind på et græsareal, hvor der var fremragende græsning. Som svar tugtede officeren ham med hestepisken, ledsaget af krænkende og foragtende skældsord i hans families og landsbyens nærvær. Dette er en mild hændelse, som illustrerer tyrkernes generelle opførsel over for de kristne. Den bringes her, fordi jeg selv blev vidne til den og kendte landmanden, som var en mand af høj værdighed og selvrespekt.
Store antal af grækerne havde krænkelser og sår ulmende i deres hjerter, der var næsten umulige at glemme. Stående på konsulatets balkon, har jeg set en tyrkisk kusk passere en græsk kollega og slå ham med sin pisk, en kujonagtig handling, fordi modstand fra sidstnævntes side ville have betydet døden, og der var ingen steder, han kunne søge retfærdighed. I mange tilfælde forsøgte de grækere, der tog tyrkernes får, kun at få deres egne tilbage, der tidligere var blevet taget.
En dyster begivenhed fandt sted i en landsby ikke langt fra Smyrna, der vil blive forstået i dette land [USA] især i de sydlige stater. En vis magtfuld tyrk havde taget sig friheder med adskillige kristne piger, og kort efter landgangen havde fædre og brødre fanget ham og hængt ham. Deres kvinders dyd er en yderst penibel sag for grækerne.
Hr. Sterghiades, den hellenske højkommissær eller generalguvernør, var på mange måder en bemærkelsesværdig mand. Som kretenser, ligesom Mr. Venizelos, var han blevet udvalgt af sidstnævnte til posten, og en mere vanskelig post ville det ikke være let at forestille sig. I besiddelse af en streng retfærdighedssans og et højt ideal om pligt, levede han som en eneboer, der ikke tog imod invitationer og aldrig optrådte i samfundslivet. Han ønskede ikke, fortalte han mig, at modtage nogen favorisering eller at danne nogen bånd, så han kunne yde samme retfærdighed til alle, høj som lav. Det blev snart kendt, at når han udstedte en ordre, så forventede han at blive adlydt.
Ved én lejlighed var jeg til stede ved en vigtig gudstjeneste i den ortodokse katedral, til hvilken repræsentanter for de forskellige stormagter såvel som de vigtigste græske autoriteter var blevet inviteret. Højkommissæren havde givet ordre til, at tjenesten skulle være strengt religiøs og ikke-politisk. Desværre begyndte ærkebiskop Chrysostom (ham, der senere blev myrdet af tyrkerne) at indføje politik i sin prædiken, en ting, han var yderst tilbøjelig til at gøre. Sterghiades, som stod nær ved, afbrød ham og sagde: "Men jeg sagde dig, at jeg ikke ville høre noget af dette." Ærkebiskoppen rødmede, lukkede munden, afbrød brat sin tale med ordene: "I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, Amen" og steg ned fra podiet.
Højkommissæren var engang på vej til en landsby for at medvirke ved indvielsen af en skole, da en af hans ledsagere sagde: "Der går nogle grimme historier om præsten derude. Han nægtede at sige bønnerne over liget af en fattig kvindes barn, fordi hun ikke havde det fulde beløb til hans honorar, og det blev begravet uden kirkens ritualer."
Højkommissæren svarede ikke på dette og gav ikke udtryk for nogen mening. Ved ankomsten til landsbyen kom en delegation ned for at tage imod ham, heriblandt borgmesteren, præsten, osv. Da han blev præsenteret for faderen, gav højkommissæren ham en syngende lussing og sagde: "Slyngel. Jeg vil ikke kendes ved dig. Du er en skændsel for Kirken og for den græske nation."
"Men det er ikke den samme præst, Deres Excellence," forklarede de omkringstående. "Denne er en god mand. Vi sendte den anden væk."
"Giv ham hundrede drakmer til hans fattige," sagde Hans Excellence til sin sekretær, og dermed blev hændelsen lukket. I hvert fald havde han kraftfuldt fået udtrykt sin mening om hvilken slags menneske, den skyldige præst var.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo