Kapitel 9
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 1. juli 2013
Håbløsheden ved at få folk, der ikke har været øjenvidner, til at fatte, hvor frygtelige de massakrer var, som blev gennemført af tyrkerne mod den kristne befolkning i Orienten, har ofte gjort indtryk på mig. Jeg har aldrig været i stand til at beskrive scener, jeg har været vidne til, på en måde, der kunne få mine lyttere til faktisk at se og forstå. Det sker tit, at folk, der sidder i deres behagelige hjem, lægger en artikel eller bog om emnet til side med bemærkningen: "Vi er lede og kede af de armenske grusomheder."
Her er et andet stærkt punkt i tyrkens position: Han har dræbt så mange mennesker og over så lang en periode, at folk er trætte af at høre om det. Han kan derfor fortsætte uforstyrret.
I Doktor Elliotts bog, Beginning Again at Ararat, bringer han følgende fortælling fra en ung pige, hørt i det redningshjem i Tyrkiet, som han var ansvarlig for:
Jeg var tolv år gammel, var jeg med min mor. De drev os afsted med piske og vi havde intet vand. Det var meget varmt og mange af os døde, fordi der ikke var noget vand. De drev os med piske, jeg ved ikke hvor mange dage og nætter og uger, indtil vi kom til den arabiske ørken. Mine søstre og den lille baby døde på vejen. Vi kom til en by, jeg kender ikke dens navn. Gaderne var fulde af døde, alle hakket i stykker. De drev os hen over dem. Jeg bliver ved med at drømme om dette. Vi kom til et sted i ørkenen, en lavning i sandet, med bakker rundt omkring den. Der var tusindvis af os der, mange, mange tusinde, alle kvinder og piger. De drev os som får ind i lavningen. Så blev det mørkt og vi hørte skud blive affyret hele vejen rundt. Vi sagde: "Drabet er begyndt." Hele natten ventede vi på dem, min mor og jeg, vi ventede på, at de skulle nå frem til os. Men de kom ikke og om morgenen, da vi kiggede rundt, var ingen dræbt. Der blev slet ingen dræbt. De var ikke gået i gang med at dræbe os. De havde signaleret til de vilde stammer, at vi var der. Kurderne kom senere om morgenen, i dagslyset; kurderne og mange andre slags mænd fra ørkenen; de kom over bakkerne og red ned og begyndte at dræbe os. Hele dagen lang dræbte de; forstår du, der var så mange af os. Alle dem, de ikke mente de kunne sælge, dræbte de. De blev ved med at dræbe hele natten og om morgenen - om morgenen dræbte de min mor.
Dette citat er givet, fordi det giver den klareste beskrivelse af, hvad der skete overalt; i nogle få levende og overbevisende ord kondenserer det karakteren af de tyrkiske "deportationer" af armenierne. Alle officielle dokumenter og vidneudsagn fra et væld af amerikanske, tyske og andre øjenvidner bestyrker rigtigheden af dette billede.
I rapporten fra Den Militære Mission til Armenien, almindeligvis kendt som "Harbord-missionen", udgivet af American Association for International Conciliation i juni 1920, findes følgende passage:
I mellemtiden har der været organiseret officielle massakrer på armenierne, beordret med få års mellemrum, siden Abdul Hamid besteg tronen. I 1895 omkom 100.000. I Van i 1908, og i Adana og andre steder i Kilikien i 1909, blev over 30.000 myrdet. Den sidste og største af disse tragedier skete i 1915. Massakrer og deportationer blev organiseret i foråret 1915 under et bestemt system, hvor soldaterne gik fra by til by. Unge mænd blev først indkaldt til regeringsbygningen i hver landsby og derefter ført ud og dræbt. Kvinderne, de gamle mænd og børnene blev, efter et par dage, deporteret til, hvad Talaat Pasha kaldte "landbrugskolonier"; fra Armeniens højtliggende, luftige plateauer til Eufrats malariabefængte flader og det brændende sand i Syrien og Arabien. Antallet af døde fra dette forsøg på totalt mord på en race, skønnes at ligge på mellem 500.000 og 1 million, med det sædvanlige tal på omkring 800.000. Drevet af sted til fods under en varm sol, frarøvet deres tøj og hvad de ellers bar af småting, stukket til af bajonetter, hvis de kom bagud, udsat for sult, tyfus og dysenteri, blev de efterladt døde i tusindvis langs karavanens spor, osv., osv.
Jeg har i min besiddelse en anden rapport fra en troværdig europæer, der var vidne til tilintetgørelsen af armenierne i Aleppo og andre steder, som giver mange detaljer svarende til dem, der findes i Mr. Geddes' notat, men jeg afstår fra at bringe den her af frygt for at trætte læserne. I betragtning af vanskelighederne ved at skaffe vidnesbyrd fra øjenvidner, og da denne rapport aldrig er blevet offentliggjort, er den et værdifuldt historisk dokument. Men tilstrækkeligt er blevet sagt til at overbevise læseren om, at udryddelsen af de kristne i Tyrkiet var et organiseret slagteri, udført i stor skala, som var vel undervejs, før grækerne blev sendt til Smyrna. Vi har set det i drift i "slagteren" Abdul Hamids dage, vi har set det højere udviklet og bedre organiseret under Talaat og Enver, "forfatningens" statsmænd. Vi skal se det ført igennem til dets frygtelige ende af Mustafa Khemal, Tyrkiets "George Washington".
Denne del af historien ville ikke være komplet, hvis jeg i tavshed forbigik den systematiske udryddelse, og den tilfredsstillelse af alle de laveste instinkter hos menneske eller dyr, som kendetegnede de tyrkiske massakrer på grækerne og armenierne i Pontus. Der har fra tid til anden været beskrivelser af ophobningen af disse skarer af ulykkelige mennesker forskellige steder på Sortehavets kyst, hvortil de var ankommet efter lange rejser til fods og under ubeskrivelige strabadser, samt af den lindring, der blev givet dem af amerikanske organisationer. Ofte har medarbejdere i disse organisationer eller amerikanske missionærer ytret skrig i protest, hvilket har skabt en momentan følelse af undren i det amerikanske folk eller er gået upåagtet hen. Alligevel er den systematiske massakre, deportation, udplyndring og krænkelse, som de kristne fra dette engang velstående område ved Sortehavet blev udsat for, et af de mørkeste og mest hæslige kapitler i selv Tyrkiets historie.
De blomstrende samfund i Amasia, Caesaria, Trebizonde, Chaldes, Rhodopolis, Colonia - centre for græsk civilisation i mange hundrede år - er blevet stort set udslettet gennem en vedvarende kampagne af massakre, hængning, deportation, brand og voldtægt. Ofrene løber op i flere hundrede tusinde, hvilket bringer den samlede sum af udryddede armeniere og grækere i hele den gamle romerske provins Asien op på en million, femhundredetusinde. På den måde opstod dette "genfødte" Tyrkiet, som i visse kredse er blevet sammenlignet med Schweiz og USA.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo