Kapitel 6
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 19. juni 2013
Den fuldstændige og dokumenterede beretning om de rovgriske forfølgelser af den kristne befolkning i Smyrna-regionen, som fandt sted i 1914, er ikke svær at opnå; men det vil være tilstrækkeligt, som illustration, at give blot nogle få uddrag fra en rapport, skrevet af det franske øjenvidne, Manciet, om massakren og udplyndringen af Fokaia, en by med otte tusinde græske indbyggere og ca. fire hundrede tyrkere, beliggende ved havet ikke langt fra Smyrna. Ødelæggelsen af Fokaia vakte stor interesse i Marseille, da denne by blev grundlagt af kolonister fra den ældgamle græske by. Fokaia er Marseilles moder. Monsieur Manciet var til stede ved massakren og udplyndringen af Fokaia, og reddede, sammen med tre andre franskmand, de herrer Sartiaux, Carlier og Dandria, hundredvis af liv ved mod og åndsnærvær.
Rapporten indledes med, at der i bakkerne bag byen dukkede bevæbnede bander op, som affyrede skud, hvilket skabte panik. Disse fire herrer boede sammen, men da panikken brød ud skiltes de og installerede sig i hvert deres hus. De krævede beskyttelse af Kaimakam-gendarmerne, og fik hver én. De holdt dørene åbne og gav ly til alle, der kom. De lavede fire improviserede franske flag af klude og lod dem vaje fra hvert hus. Men for at fortsætte beretningen med Monsieur Manciets egne ord, kommer her oversat fra fransk:
I løbet af natten fortsatte de organiserede bander udplyndringen af byen. Ved daggry var der "très nourrie" [vedholdende] skydning foran husene. Vi fire gik straks ud og oplevede det mest grusomme syn, det er muligt at drømme om. Denne horde, der var kommet ind i byen, var bevæbnet med Gras-rifler og kavaleri-geværer. Et hus stod i flammer. Fra alle retninger kom de kristne farende ned mod kajerne for at finde en båd at komme væk i, men efter natten var der ingen tilbage. Skrig af rædsel blandede sig med lyden af skud. Panikken var så stor, at en kvinde med sit barn druknede i tres centimeter vand.
Hr. Carlier så et oprørende syn. En kristen stod i sin dør, som banditterne ønskede at komme ind igennem, da hans kone og datter var i huset. Han bredte sine arme ud for at spærre vejen. Denne bevægelse kostede ham livet, for de skød ham i maven. Da han vaklede mod havet, gav de ham et andet skud i ryggen, og liget lå dér i to dage.
Heldigvis var der to dampskibe i havnen, og det lykkedes os at få de ulykkelige kristne om bord i små grupper. Trods alle vores anstrengelser, havde disse elendige mennesker så travlt med at komme af sted, at de kæntrede de små både. En afskyelig detalje viste kynismen af denne horde, som under foregivende af at ville afvæbne dem, der skulle af sted, skammeligt frarøvede disse stakkels, skrækslagne mennesker deres sidste ejendele. De rev pakker og sengetøj fra gamle koner med magt. Vrede greb mig og jeg kogte i hovedet ved at se disse vederstyggeligheder, og jeg sagde til en officer fra gendarmeriet, at hvis dette ikke stoppede, ville jeg selv tage en pistol og skyde på røverne. Dette skabte den ønskede effekt, og disse ulykkelige blev i stand til at gå om bord med det, de havde reddet fra katastrofen, hvilket beviser, at hele udviklingen let kunne have været kontrolleret.
Men udplyndringen blev kun standset i vores umiddelbare nærhed. Længere væk så vi døre brudt op og heste og æsler belæsset med bytte. Dette fortsatte hele dagen. Henimod aften gik jeg op på en lille bakke og så omkring hundrede kameler belæsset med plyndringsgods fra byen. Den nat tilbragte vi under kvaler, men der skete ingenting.
Den følgende dag blev den metodiske plyndring af byen genoptaget. Og nu begyndte de sårede at komme. Da der ikke var nogen læge, påtog jeg mig førstehjælpen, før de blev ført om bord for Mitylene. Jeg bekræfter, at alle disse sårede, med to eller tre undtagelser, var mere end tres år gamle. Blandt dem var der gamle kvinder på mere end 90 år, som var blevet ramt af skud, og det er svært at forestille sig, at de var blevet såret, mens de forsvarede deres ejendele. Det var ganske enkelt og udelukkende et spørgsmål om massakre.
Dette uddrag fra Monsieur Manciets beskrivelse af plyndringen af Fokaia i 1914, som han var øjenvidne til, er givet af flere grunde. Det er nødvendigt for det fuldstændige og dokumenterede billede af den gradvise og rovgriske udryddelse af de kristne, der har stået på i Lilleasien og Det Tyrkiske Imperium gennem de sidste mange år, og som endeligt kulminerede med rædslerne i Smyrna. Det er en særlig illustrativ beretning, der bringer tyrkens uforanderlige natur frem i lyset og viser hans karakter af en skabning med utæmmede lidenskaber, der stadig levede på Timur Lenks eller hunnerkongen Attilas tid - for tyrken er en anakronisme. Han plyndrer, dræber og voldtager stadig og fører endnu i dag sit bytte bort på kameler. Det er også især vigtigt, fordi det fortæller en historie, der stærkt ligner nogle af [profeten] Muhammeds egne bedrifter. Det giver også en klar idé om, hvad der skete over hele Lilleasiens kyst og langt ind i det indre af landet i 1914: En midlertidig ødelæggelse af en blomstrende og hurtigt voksende civilisation, som senere blev restaureret ved ankomsten af den græske hær, kun for at forsvinde i komplet mørke under Mustafa Khemals tilhængeres blodige og lystne hænder. Og igen klinger den samme konstante tone, det er så nødvendigt for europæeren eller amerikaneren at forstå, at dette var en "organiseret bevægelse", som Monsieur Manciet siger:
Vi fandt en gammel kvinde liggende på gaden, som var blevet næsten lammet af slag. Hun havde to store sår i hovedet, skabt af stød med geværkolber; hendes hænder var skårede, hendes ansigt opsvulmet.
En ung pige, som havde afleveret alle de penge, hun ejede, havde fået knivstik som tak, det ene i armen og det andet i nyreregionen. En svag gammel mand havde fået et så kraftigt hug med en pistol, at fingrene på venstre hånd var faldet af.
Fra alle retninger i løbet af dagen, der fulgte, ankom familier, som havde holdt sig skjult i bjergene. Alle var blevet overfaldet. Blandt dem var en kvinde, der havde set sin mand, sin bror og sine tre børn blive dræbt for øjnene af sig.
I dette øjeblik hørte vi en skrækkelig detalje. En gammel paralytisk lammet, der havde ligget hjælpeløs i sin seng på det tidspunkt, røverne trådte ind, var blevet myrdet.
Smyrna sendte os soldater for at skabe orden. Da disse soldater begyndte at cirkulere i gaderne, fik vi en forestilling om den form for orden, de etablerede; de fortsatte personligt udplyndringen af byen.
Vi lavede en inspektionsrunde gennem byen. Udplyndringen var fuldstændig; dørene var brudt ned, og det, røverne ikke havde været i stand til at bære væk, havde de ødelagt. Fokaia, som havde været et sted med stor aktivitet, var nu en død by.
En døende kvinde blev bragt hen til os; hun var blevet skændet af sytten tyrkere. De havde også taget en pige på seksten med op i bjergene efter at have myrdet hendes far og mor for hendes øjne. Vi havde derfor set, som i de mest barbariske tider, de fem karakteristika for plyndringen af en by, tyveri, røveri, brand, mord og voldtægt.
Alle beviser peger på, at dette var et organiseret angreb med det formål at drive rayaerne eller de kristne osmannerne bort fra kysten.
Det er utænkeligt, at alle disse mennesker skulle have haft så mange militære våben i deres besiddelse, hvis de ikke var blevet givet til dem. Hvad de kristne i gamle Fokaia angår, så var der ikke ét øjeblik et forsøg på forsvar. Det var, derfor, et blodbad.
Vi læser i journalerne, at orden er blevet etableret i de områder, vi taler om, og at de kristne ikke har yderligere at frygte, hverken for dem selv eller deres ejendele. Dette er ikke en tom erklæring. Der hersker orden, for der er ingen tilbage. Ejendelene har intet at frygte, for de er alle i gode hænder - i røvernes.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo