Katedralen Notre Dame i brand mandag den 15. april 2019. Foto/Getty Images

Med forbløffende hurtighed og fantastisk effektivitet erklærede den franske regering tidligt tirsdag formiddag [d. 16. april], at branden, der i stort omfang havde fortæret den storslåede 850 år gamle Notre Dame-katedral, blot var et "ulykkestilfælde".

Det er virkelig sandt: Før sagkyndige undersøgere overhovedet havde fået tilladelse til at træde ind i de rygende ruiner af den vestlige verdens mest ikoniske kristne symbol, havde de allerede udelukket muligheden for brandstiftelse.

Jeg siger ikke uden bevis, at nogen bestemt person eller gruppe skal gives skylden for denne brand. Hvad jeg siger, er, at den franske regerings absurd hurtige fastlæggelse af årsagen er en hån imod forestillingen om en ærlig undersøgelse. Et sådant offentligt svigt i udøvelsen af administrativ omhu kan let give bagslag.

Uden en åben og ærlig efterforskning, vil folk altid opfatte Notre Dames brand som en monumental sammensværgelse. Udfyld selv de tomme pladser med navnene på dem, du vil gøre ansvarlig for ødelæggelsen, for franskmændene stak halen mellem benene og erklærede den for en ulykke, før nogen undersøgelsesprocedure kunne være startet.

Det udløser spørgsmålet: Hvorfor er franskmændene så ivrige efter at feje denne brand ind under historiens gulvtæppe?

For mig ligner det et klart tilfælde af frygt. Frygt for hvad, spørger du? Jamen, tænk over det.

Lad os sige, bare for argumentets skyld, at en ægte undersøgelse kommer i gang og ender med at levere bevis på et muslimsk plot om at nedbrænde nationens mest berømte kristne helligdom. [Og der har været et foruroligende mønster af brandstiftelser rettet mod hundredvis af kristne kirker i Frankrig de sidste par år, herunder 10 på en enkelt uge i sidste måned].

Med en befolkning, der nu er næsten 10 procent muslimsk, ville Frankrig hurtigt synke ned i kaos. Politiet ville starte en landsdækkende menneskejagt på de muslimske brandstiftere. Muslimer ville komme på gaden og brænde og ødelægge endnu flere kirker, kirkegårde og alt, hvad der står som symbol på det kristne Frankrig. Præster kunne blive kidnappet og dræbt. Almindelige franskmænd, der følte sig truet, kunne måske finde på at slå igen, eventuelt nedbrænde moskeer som gengældelse.

Det sidste præsident Macron ønsker, er at løbe risikoen for, at en grundig kriminel efterforskning kunne udløse en borgerkrig. Man kan dårligt bebrejde ham. Men vis mig en nation, der – af den ene eller anden grund - har mistet viljen til at håndhæve retssikkerheden og har mistet troen på sin evne til at yde blind retfærdighed, og jeg vil vise dig en nation, der allerede er blevet erobret.

Og det er ikke bare Frankrig.

De fleste af de vestlige eliter, der kontrollerer regeringerne i Europa og Nordamerika, er i samme båd. Efter i årtier at have importeret muslimske indvandrere til at erstatte de millioner af børn, der aldrig blev født på grund af abort og "familieplanlægning", står disse vestlige nationer over for det selvskabte problem, som kaldes islamisk indvandring.

Deres oprindelige befolkninger bliver stadig mere rastløse i takt med at de opdager, at deres globalistiske ledere har løjet for dem i alle disse år. Islam er ikke tilfreds med rollen som den nye "arbejdsstyrke", der skal afstive økonomierne i Tyskland, Frankrig, Belgien og Storbritannien. Det er islams natur at ville dominere politisk, hvor som helst den gives fodfæste.

Alligevel er den vestlige politiske klasse mere og mere tilbageholdende med at konfrontere islam, når dens voldelige side bryder ud i det åbne. Derfor er Frankrig, Storbritannien, Belgien, Holland, Sverige og Tyskland alle blevet stadig mere anti-israelske i de senere år. De ønsker ikke at lægge sig ud med deres voksende muslimske befolkninger. De må bøje sig for denne fremmede religiøse ideologi eller risikere vold i gaden.

Eliterne har brug for en vej ud af dette dilemma, fordi højrefløjspartierne er i hurtig vækst, og inden længe vil disse europæiske lande alle have deres egne versioner af Donald Trump at kæmpe med. Det er det sidste, de ønsker. De har brug for en udvej, en måde at redde ansigt på overfor de oprindelige europæiske vælgere, mens de på en eller anden måde også giver deres nye muslimske borgere følelsen af, at de har en plads ved den politiske magts bord.

De kan ikke fortsætte på ubestemt tid med muslimer og kristne, der repræsenterer modstridende kulturelle værdier og verdenssyn, levende i de samme byer, mens de for hver dag vokser stadig længere væk fra hinanden. Den nuværende model er ikke holdbar.

Det er her, den tværreligiøse bevægelse kommer i spil.

Nogle af verdens mest fremtrædende muslimer arbejder på en plan, som de håber vil berolige de sekulære eliter i USA, Europa, Canada og Australien-New Zealand.
Giv dem en "tredje vej", der vil føre til fred og sikkerhed for alle.

Håbet er, at denne tredje vej vil give de vestlige eliter mulighed for afværge en fuldstændig islamisk magtovertagelse, samtidig med at de accepterer den islamiske sharias mest grundlæggende principper. Dette indbefatter først og fremmest en ende på al kristen evangelisering af muslimer, og for det andet, at al anti-islamisk retorik i det offentlige rum bringes til tavshed. Enhver kristen, der insisterer på at påpege islams mørke side, vil blive gjort tavs. Det er i varierende grad allerede opnået i de post-kristne, tidligere frie vestlige lande. Men muslimske ledere fremfører stadig "islamofobi"-memet i håb om at få mere ud af det.

En pave og en konge spinder løgne

To af de største aktører i denne bevægelse er pave Frans og kong Abdullah II af Jordan. Abdullah fremmer en ny "konvergens" mellem islam og kristendom, og nogle af pavens nylige udtalelser som f.eks. hans formaning til kristne om ikke at konvertere muslimer, virker som en god tilsløring af kongens bedrag. Paven har også for nylig underskrevet en pagt med en vigtig islamisk leder, i hvilken Gud siges at finde behag i en "mangfoldighed af religioner".

Spring ca. 8 minutter ind i Fareed Zakarias interview med kong Abdullah sidste år på CNN, og du vil høre nogle forbløffende bedrag, der er bestemt for vestlige ører:

I det ovenstående interview har vi kong Abdullah, en af verdens vigtigste muslimske ledere, der fortæller CNN, at "muslimer tror på Jesus Kristus som Messias, vi tror på den hellige jomfru-moder, og vi tror på Bibelen og Toraen, og jeg tror, at det er på den måde, vi alle blev opdraget."

Selvfølgelig ved enhver, der har studeret islam, at muslimer ikke tror noget af alt dette. Hvis det var tilfældet, hvordan kan det så være, at muslimer dræber kristne over det mestre af verden? Men på denne baggrund er der alligevel en seriøs bevægelse i gang, som vil fusionere de to religioner.

Denne bevægelse er i visse kredse blevet omtalt som "Krislam".

Mod en global religion

De, der skubber på for Krislam, fik et løft i marts 2017, da et side-arrangement blev afholdt ved FN's Menneskerettighedsråds 34. ordinære møde i Genève. De arabisk-muslimske arrangører af denne konference, som blev ledet af Genèves Center til Fremme af Menneskerettigheder og Global Dialog, inviterede repræsentanter fra de muslimske og kristne regioner i verden "for at udveksle synspunkter om konvergensen mellem islam og kristendom."

Ifølge den officielle pressemeddelelse blev konferencen med titlen "Islam and Christianity, the Great Convergence: Working Jointly Towards Equal Citizenship Rights" ["Islam og kristendom, den store konvergens: Solidarisk Samarbejde for Lige Borgerrettigheder"] sponsoreret af Algeriets, Pakistans og Libanons faste delegationer - tre lande, i hvilke behandlingen af kristne er alt andet end lige, og i Pakistans tilfælde skammeligt brutal.

Til stede ved side-arrangement var også William Lacy Swing, generaldirektør for FN's Internationale Organisation for Migration (IOM), "der fremhævede betydningen af at anerkende konvergenserne mellem de abrahamitiske religioner - islam og kristendom - for at overvinde religiøse splittelser", ifølge pressemeddelelsen.

IOM's generaldirektør sagde:

"Vi lever i dag i turbulente og urolige tider. Der er mange og højlydte stemmer, der finder en pervers glæde ved at fremhæve det, der deler og splitter vort globale samfund. Under disse omstændigheder er det alt for let at glemme, at islam og kristendom - to af verdens tre gamle abrahamitiske, monoteistiske religiøse traditioner - har mere til fælles end det modsatte."

Målet med Genève-centrets initiativ, som beskrevet i pressemeddelelsen, er at "fremhæve de mange konvergenser, der eksisterer mellem islam og kristendom, for at nå til erkendelse af muligheden for en 'stor konvergens' mellem de to religioner, og at afbøde og vende processen med social polarisering mellem tilhængerne af disse to religioner og den deraf følgende marginalisering af religiøse minoriteter, diskrimination, xenofobi og vold."

Et særligt video-budskab blev leveret på konferencen af ingen anden end hans kongelige højhed prins Hassan bin Talal fra Jordan, kongens søn, der "fremhævede vigtigheden af at fremme religiøs tolerance og inter-religiøs harmoni mellem kristne og muslimer såvel som intra-religiøs sammenhængskraft."

Med henvisning til Bruxelles-erklæringen fra 2001 med titlen: "'The Peace of God in the World' Towards Peaceful Coexistence and Collaboration Among the Three Monotheistic Religions: Judaism, Christianity, and Islam" ["'Guds fred i verden' mod fredelig sameksistens og samarbejde blandt de tre monoteistiske religioner: Jødedom, kristendom og islam"], understregede hans kongelige højhed vigtigheden af at bringe fred til verden og behovet for fredelig sameksistens mellem religiøse grupper:

"Guds fred i verden, som det blev udtrykt i Bruxelles-erklæringen, er i det væsentlige, hvad vi søger, når vi taler om deltagelse af menneskelig kapital: Det er ikke kun Guds fred, men det er også Guds børns fred, som vi forsøger at bygge ved at tale om en "udjævning", det vil sige om universelt borgerskab med universelle værdier fælles for alle," sagde den jordanske prins.

"Det grundlæggende fælles element for monoteistiske religioner er tro og tillid til den gode, menneske-elskende, medfølende og barmhjertige Gud. Alle vore religioner - jødedom, kristendom, islam betragter retfærdighed og fred som gaver og velsignelser fra Gud," tilføjede han.

St. Paulus, Kristi Apostel, advarede os i sit brev til Thessalonikerne om, at ting vi tager for givet, kan blive taget fra os på et øjeblik:

"Når folk siger: 'Fred og ingen fare!' da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe." (1. Thessalonikerbrev 5:3)

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om ikke Gud forsøger at fortælle os noget med det tragiske fald af spiret på den store katedral. Ligesom Frankrig ved vi i Amerika, at vort kristne hus er i brand eller i det mindste ulmer under vægten af synd og moralsk forfald. Vil vi vente, som Frankrig, indtil det brænder og styrter til jorden, og selv da forbliver i fornægtelse, alt sammen fordi vi ikke kunne bære tanken om at skulle bede Den Himmelske Brandchef om at slukke flammerne?

---

Leo Hohmann er freelance-skribent og journalist, samt forfatter til 2017-bogen, Stealth Invasion: Muslim Conquest through Immigration and Resettlement Jihad. Han arbejder på en efterfølger, som vil undersøge den tværreligiøse bevægelse, der indfører falske og antikristne ideer i de vestlige kirker. Hvis du ønsker at støtte dette projekt, så overvej venligst en donation af enhver størrelse.

---

Oversættelse: Bombadillo