--- München, Tyskland

Om natten den 24. april 1944 hamrede britiske bombefly løs på et tidligere jesuitkollegium her, der husede Bayerns Videnskabelige Akademi. Bygningen fra det 16. århundrede blev pulveriseret i infernoet. Blandt de tabte skatte - beklagede Anton Spitaler, en arabist ved akademiet, senere - var et enestående arkiv med fotografier af gamle koran-manuskripter.

De 450 ruller film var blevet samlet før krigen til et dristigt projekt: En undersøgelse af Koranens udvikling, af den tekst, som muslimer betragter som den ordrette afskrift af Guds ord. Krigstidens ødelæggelser gjorde projektet "fuldstændig umuligt," skrev Spitaler i 1970'erne.

Spitaler løj. Billedsamlingen overlevede, og han havde hele tiden bogstaveligt talt siddet på den. Sandheden er først nu ved at sive ud til forskerne - og et koran-forskningsprojekt, der har været begravet i mere end 60 år, er genopstået.

"Han foregav at den forsvandt. Han ønskede at slippe af med den," siger Angelika Neuwirth, en tidligere elev og protégé af den afdøde Spitaler. Akademikere, der arbejdede med Spitaler - en magtfuld skikkelse i efterkrigstidens tyske forskning som døde i 2003 - kan nu kun gætte på, hvorfor han så længe gemte på den usædvanlige skat.

Fr. Neuwirth, som er professor i arabiske studier ved Berlins Frie Universitet, fører nu tilsyn med en genoplivning af forskningen. Projektet sætter nyt liv i en stor tradition for tysk koran-forskning, der blev afbrudt af Det Tredje Rige. Nazisterne udrensede jødiske eksperter i gamle arabiske tekster og tvang ariske kolleger til at tjene krigsindsatsen. Mellemøstforskere arbejdede som efterretningsagenter, forhørsledere og sprogfolk. Spitaler selv tjente tilsyneladende som oversætter i den tysk-arabiske Infanteri-bataljon 845, en enhed af arabiske frivillige for den nazistiske sag, ifølge krigstidsoptegnelser.

Genem det 19. århundrede var tyskere banebrydende for den moderne forskning i oldtidens tekster. Deres arbejde revolutionerede forståelsen af den kristne og jødiske skrift. Det oprørte også nogle af de troende, som modsatte sig sekulær granskning af tekster, de mente indeholdt hellige sandheder.

Det genoplivede koran-projekt spiller ind i en meget nutidig debat: Kan islam forenes med den moderne verden? Akademisk udgranskning af Koranen har produceret dristige teorier, bitre fejder og endda påstande om en islamisk reformation i sin vorden. Anvendelse af vestlige kritiske metoder på islams helligste tekst er en følsom test af det muslimske samfunds parathed til både at rumme og absorbere tænkning udenfor dets egne traditioner.

"Det er meget spændende," siger Patricia Crone, en forsker ved Princeton Institute for Advanced Study og en af pionererne bag de nyere uortodokse teorier om islams tidlige år. Hun siger, at hun første gang hørte, at München-arkivet havde overlevet, da hun deltog i en konference i Tyskland sidste efterår. "Alle troede, det blev ødelagt."

Koranen bliver af de fleste muslimer opfattet som Guds uforanderlige ord, som blev overført til Profeten Muhammed i det 7. århundrede. Teksten, tror de, har ikke undergået udvikling eller redigering. Koranen selv siger, at den er "fejlfri" og fæstnet på en "uforgængelig tavle" i himlen. Den begynder med en advarsel: "Dette er Skriften; om den hersker der ingen tvivl ..." (Koranen 2:2)

Koran-forskning fokuserer ofte på obskure spørgsmål indenfor filologi og tekstanalyse. Eksperter har alligevel tendens til at træde varsomt i bevidstheden om det raseri, som i de senere år har været rettet mod folk, der er blevet beskyldt for at have bespottet islams grundlæggende dokument og profeten Muhammed.

En forsker i det nordlige Tyskland skriver under pseudonymet Christoph Luxenberg, fordi - som han siger - hans kontroversielle synspunkter om Koranen risikerer at provokere muslimer. Han hævder, at dele af den blev skrevet, ikke på arabisk, men på et andet oldtidssprog, syrisk [The Syro-Aramaic Reading of the Koran]. "Jomfruerne", som Koranen stiller islamiske martyrer i udsigt - siger han - er i virkeligheden kun "vindruer".

Fr. Neuwirth - Berlin-professoren, der nu har ansvaret for München-arkivet - afviser hendes mere radikale kollegers teorier, som - siger hun - tilsidesætter islamisk forskning. Hendes mål - siger hun - er ikke at udfordre islam, men at "give Koranen den samme opmærksomhed som Bibelen." Alligevel tilføjer hun: "Dette er et tabuområde."

Fr. Neuwirth siger, at det er for tidligt at have nogen idé om, hvad hendes forskerteams tætte studie af samlingen af tidlige tekster og andre håndskrifter vil afsløre. Deres projekt, der blev startet sidste år på Berlin-Brandenburg Akademi for Naturvidenskab og Humaniora, har statslig finansiering i 18 år, men kan tage meget længere tid. De tidligste manuskripter af Koranen går tilbage til omkring år 700 og bruger en skeletagtig version af den arabiske skrift, der er svær at tyde, og kan være åben for divergerende læsninger.

Mysterium og ulykke har fra begyndelsen plaget München-arkivet. Den forsker, der startede det, omkom ved en mærkelig bjergbestigningsulykke i 1933. Hans efterfølger døde i et flystyrt i 1941. Spitaler, som overtog koran-samlingen og derefter skjulte den, klarede sig bedre. Han levede til han blev 93.

Filmrullerne, der opbevares i cigarkasser, plastbakker og en gammel kagedåse, befinder siger nu i en sikker boks i Berlin. Fotografierne af de gamle håndskrifter vil lægge grunden til en database, som fr. Neuwirths team mener, vil afdække historien om islams grundlæggende tekst. Resultatet - siger Michael Marx, projektets forskningsleder - kunne blive den første "kritiske udgave" af Koranen - et forsøg på at skyde sig ind på, hvordan den oprindelige tekst så ud og undersøge overlapninger med Bibelen og anden kristen og jødisk litteratur.

En gruppe tunesere er gået i gang med en lignende opgave, men de ønsker at gøre det i stilhed for ikke at ophidse muslimske trosfæller, siger Moncef Ben Abdeljelil, en forsker involveret i dette projekt. "Tavshed er nogle gange bedst," siger han. Afghanske myndigheder anholdt sidste år en embedsmand, der var involveret i en oversættelse af Koranen til folkesproget, der blev dømt blasfemisk. Dens redaktør gik i skjul.

Mange kristne bryder sig heller ikke om, at sekulære forskere borer i hellige tekster, og afviser at sætte kritiske spørgsmålstegn ved visse bibelske passager. Men de fleste accepterer, at Bibelen blev skrevet af forskellige mennesker på forskellige tidspunkter, og at det tog århundreders udlugning før den kristne kanon blev fastlagt i sin nuværende form.

Muslimer derimod ser Koranen som Guds bogstavelige ord. At sætte spørgsmålstegn ved Koranen "er som at sige til en kristen, at Jesus var bøsse," siger Abdou Filali-Ansary, en marokkansk forsker.

Moderne tilgange til tekstanalyse, udviklet i Vesten, betragtes i store dele af den muslimske verden som irrelevante, i bedste fald. "Kun tekster af en praktiserende muslim fortjener vores opmærksomhed," skrev en universitetsprofessor i Saudi-Arabien i en bog fra 2003. "Muslimske opfattelser af Den Hellige Bog skal stå fast: Den er Allahs Ord, bestandig, ubesmittet, uforanderlig og uforlignelig."

Fr. Neuwirth, koran-eksperten fra Berlin, og hr. Marx, hendes forskningschef, har forsøgt at forklare projektet for den muslimske verden på rejser til Iran, Tyrkiet, Syrien og Marokko. Da en tysk avis sidste efterår udbasunerede deres arbejde på forsiden og forudsagde, at det ville "styrte herskere og vælte riger," opfordrede Marx det arabiske tv-netværk, al-Jazeera, og andre medier til at benægte ethvert angreb på islams læresætninger.

Europæerne begyndte at studere Koranen i middelalderen, stort set i et forsøg på at pille den fra hinanden. I det 19. århundrede blev trosdrevet polemisk forskning afløst af en mere seriøs videnskabelig undersøgelse af gamle tekster. Tyskere førte an.

Deres oprindelige fokus var Bibelen. Præster og rabbinere strittede imod, men forskerne pressede på og udfordrende de traditionelle opfattelser af Det Gamle og Nye Testamente. Deres arbejde undergravede troen på Skriftens bogstavelige sandhed og fremmede fødslen af dagens overvejende sekulære Europa. Med tiden vendte nogle deres opmærksomhed mod Koranen også.

I 1857 udsatte et Paris-akademi en pris for den bedste "kritiske historie" af Koranen. En tysker, Theodor Nöldeke, vandt. Hans besvarelse blev hjørnestenen for fremtidens vestlige forskning. Nöldeke, siger Ulla Neuwirth, er "vores kirkes klippe."

München-arkivet blev startet af en af Nöldekes protégéer, Gotthelf Bergsträsser. Mens Tyskland gled mod fascisme i begyndelsen af sidste århundrede, jagtede han gamle eksemplarer af Koranen i Mellemøsten, Nordafrika og Europa. Han tog billeder af dem med et Leica-kamera.

I 1933, et par måneder efter at Hitler blev kansler, døde Bergsträsser, en erfaren klatrer, i de bayerske alper. Hans lig blev aldrig obduceret; der gik rygter om selvmord eller forbrydelse.

Hans arbejde blev videreført af Otto Pretzl, en anden tysk arabist. Også han tog af sted med et Leica. I 1934 rejste han til Marokko og skrev senere i en håndskrevet rapport om sin rejse, at han fik skaffet sig adgang til et kongeligt bibliotek indeholdende et gammel eksemplar af Koranen og vandt nogle oprindeligt mistænkelige gejstlige for sagen.

Nazisterne begyndte at bruge arabister tidligt i krigen, da tyske styrker trængte ind i regioner med store muslimske befolkninger - først i Nordafrika og derefter i Sovjetunionen. De lærde blev brugt til at udsende propaganda og til at hjælpe med at oprette mullah-skoler for muslimer, der var hvervet til de tyske væbnede styrker.

Pretzl, manuskriptsamleren, synes at have arbejdet mest i den militære efterretningstjeneste. Han afhørte arabisktalende soldater, der var fanget under invasionen af Frankrig, og tog derefter, ifølge visse beretninger, ud på en mission for at opildne en arabisk opstand mod de britiske tropper i Irak. Hans fly styrtede ned.

Ansvaret for koran-arkivet tilfaldt nu Spitaler, der havde hjulpet med at indsamle nogle af billederne. Under krigen tjente Spitaler i kommando-kontorer i Tyskland og senere som arabisk-kyndig i Østrig, og opnåede, ifølge optegnelserne, kun en beskeden militær rang.

Efter krigen vendte han tilbage til den akademiske verden. I stedet for at genoplive koran-projektet, gik han i gang med et møjsommeligt, men mindre følsomt arbejde: En ordbog over klassisk arabisk. Efter næsten et halvt århundredes arbejde blev der udgivet definitioner af ord begyndende med kun de to første bogstaver af de 28 bogstaver i det arabiske alfabet.

Spitaler skrev sjældent artikler, men var vidt og bredt beundret for sin beherskelse af arabiske tekster. Enkelte forskere dømte ham dog til at være alt for forsigtig, uproduktiv og fjendtlig mod utraditionelle synspunkter.

"Hele perioden efter 1945 var forgiftet af nazisterne," siger Günter Lüling, en forsker, der blev tromlet ud af sit universitet i 1970'erne efter at have fremsat kætterske teorier om Koranens oprindelse. Hans doktorafhandling hævdede, at Koranen delvist var hugget fra kristne salmer. Afvist af Spitaler mistede Lüling sit lærerjob og indledte en frugtesløs seksårig kamp ved domstolene for at blive genansat. Fejder over Koranen, siger han, "ødelagde mit liv."

Han skrev bøger og artikler hjemme, finansieret af sin kone, der tog et job på et apotek. Adspurgt af et fransk tidsskrift om at skrive en artikel om tyske arabister, tog Lüling til Berlin for at undersøge optegnelserne fra krigens tid. Efterkrigstidens fremtrædende tyske arabister, siger han, "var alle forbundet med nazisterne."

Berthold Spuler, for eksempel, oversatte jiddisch og hebraisk for Gestapo, siger Lüling. (Spulers efterfølgende lærerkarriere løb ind i vanskeligheder i 1960'erne, da han - under en studenterprotest i Hamburg - råbte, at demonstranterne "hører hjemme i en koncentrationslejr".) Rudi Paret, som i 1962 producerede, hvad der blev den tyske standardoversættelse af Koranen, var opført som medlem af "Institut for Forskning i og Udryddelse af Jødisk Indflydelse på Tysk Kirkeliv". På trods af deres krigstidsaktiviteter, er det efterfølgende arbejde af sådanne lærde stadig højt respekteret.

I midten af 1970'erne i München, nærmede Spitaler sig pensionsalderen på universitetet dér. Han begyndte at flytte kasser ind i et rum, der var afsat til ordbogsprojekt ved Det Bayerske Videnskabelige Akademi. Hans sidste ph.d.-studerende i München, Kathrin Müller, der arbejdede på ordbogen, siger, at hun kiggede ned i en af kasserne og fik øje på de gamle film. Hun spurgte Spitaler hvad det var, men fik ikke noget svar. Kasserne, forstår hun nu, indeholdt det gamle koran-arkiv. "Han ønskede ikke at forklare noget," siger hun.

I begyndelsen af 1980'erne, da arkivet stadig blev anset for at være gået tabt, rejste to tyske forskere til Yemen for at undersøge og hjælpe med at restaurere et fund af gamle koran-manuskripter. De tog også billeder. Da de forsøgte at få dem ud af Yemen, beslaglagde myndighederne dem, siger Gerd-Rüdiger Puin, en af forskerne. Tyske diplomater overtalte til sidst Yemen til at frigive de fleste af billederne, siger han.

Puin siger, at manuskripterne viste ham, at Koranen "ikke bare faldt ned fra Himlen", men "har en historie". Da han sagde dette offentligt for et årti siden, vakte det raseri. "Sørg for, at disse forskere ikke gives yderligere adgang til de dokumenter," lød et brev til Yemen Times. "Må Allah hjælpe os mod vore fjender."

Koran-eksperten Neuwirth fra Berlin - skønt bredt betragtet som respektfuld mod islamisk tradition - blev ramt af den arabiske mistanke til vestlige forskere. Hun blev fyret fra en lærerstilling i Jordan, siger hun, fordi hun omtalte en radikal revisionistisk forsker under en forelæsning i Tyskland.

Omkring 1990 mødte Neuwirth sin gamle professor, Spitaler, i Berlin. Han var i sine 80'ere og ved at blive skrøbelig, men var stadig skarp mentalt. Han "blev sentimental om de gamle dage," husker fr. Neuwirth. Mens de talte, nævnte han henkastet, at han stadig havde fotoarkivet. Han tilbød at give det til hende. "Jeg havde hørt, det ikke eksisterede," siger hun. Senere sendte hun to af sine studerende til München for at få samling på billed-depotet og bringe det til Berlin.

Nyheden spredtes ikke ud over en lille kreds af forskere. Da Spitaler døde i 2003, skrev Paul Kunitizsch, en arabist-kollega fra München, en nekrolog, der omtalte, hvordan arkivet var gået tabt, hvilket havde torpederet koran-projektet. En sådan bestræbelse, skrev han, "synes nu helt udelukket" på grund af "den islamiske verdens holdning til et sådant projekt."

Oplysning om arkivets overlevelse er først lige begyndt sive ud til det bredere videnskabelige samfund. Hvorfor Spitaler skjulte det, er stadig et mysterium. Hans eneste offentliggjorte omtale af arkivets skæbne var en fodnote til en artikel i en 1975-bog om Koranen. Idet han hævdede, at hovedparten af samlingen var gået tabt under krigen, skrev han kryptisk, at "drastisk ændrede vilkår efter 1945" udelukkede enhver genopbygning af samlingen.

Fr. Neuwirth, den nuværende vogter af arkivet, mener, at Spitaler måske simpelthen var "død træt" af det tidskrævende projekt og ønskede at gå videre til andet arbejde. Lüling har en mindre velvillig teori: Spitaler havde ikke selv de evner, der skulle til for at gøre brug af arkivet og ønskede at sikre, at hans kolleger ikke kunne overstråle ham ved at arbejde med materialet.

Hr. Kunitzsch, nekrologforfatteren, siger, at er han mystificeret af Spitalers motiver. Han gætter på, at hans tidligere kollega besluttede, at koran-manuskript-projektet simpelthen var for ambitiøst. Opgaven, siger Kunitzsch, blev stadig mere følsom i takt med, at muslimsk fjendtlighed mod vestlige forskere eskalerede, især efter grundlæggelsen af Israel i 1948. "Han vidste, at for araberne var [Koranen] en lukket sag."

Fr. Müller, Spitalers sidste ph.d.-studerende, siger, at krigen "skar dybt ned i alle ting" og begravede mange tyskeres førkrigsdrømme. En anden mulig faktor, tilføjer hun, var Spitalers egen dybe religiøse tro. Hun åbner et eksemplar af en Koran, der blev brugt af den afdøde professor, en praktiserende katolik, indtil hans død. I modsætning til hans andre arabiske tekster, der er overmalede med noter og understregninger, har den ingen markeringer overhovedet.

"Måske havde han for stor respekt for hellige bøger," siger fr. Müller.

- Almut Schoenfeld har bidraget til denne artikel.

---

Oversættelse: Bombadillo